Fra Porto til Portimao

Vi havde fundet en ny campingplads, der lå i cykelafstand ind til Porto, ca. 10 km. fra centrum, så den valgte vi at flytte til søndag den 2. september.

Der blev handlet lidt undrvejs, men det blev kun til 33 km. kørsel denne dag. Da vi var rigget an, cyklede vi ind til Porto. Dels ville vi meget gerne købe billetter til en sejltur ind ad Douro. En tur vi havde udset os hjemmefra, og vi ville også gerne have tjek på hvor lang tid det ca. tog os at cykle derind. Cyklerne blev stillet, da vi kom i nærheden af centrum. Vi fik købt billetter. Da det var på plads, gik vi og kiggede lidt.

Til frokost fik vi noget af det bedste sværdfisk, vi nogensinde har fået. Om eftermiddagen var vi rundt i den gamle bydel.

Efter cykelturen tilbage til pladsen, syntes vi at vi fortjente en drink i baren på campingpladsen. En gin og tonic går man aldrig galt af, så det bestilte vi. Det var helt klart en bestilling, de ikke var vant til. Pigen vi bestilte hos, måtte hente forstærkning. De havde mange glas fremme, men endte med at tage nogle voldsomme pokaler. De havde megen morskab af projektet, og den ene mente, at en citron måske også var en god idé. Hun viste os en sådan, og spurgte på portugisisk naturligvis, om vi ville have sådan noget i. Drinkene blev klar og regnskabets time var kommet. Nu gik det helt galt for de to piger, så stedets chef blev tilkaldt for at regne den ud. Thi-hi. Helt billige var de ikke, men de var rigtig gode.

Næste morgen ringede vækkeuret ringede da klokken var 6.00. Der kørte bus ind til Porto lige uden for campingpladsen. Den afgik kl. 7.00. Der var fire franskmænd fra pladsen, der skulle på samme tur som os. Vi blev sat af ved bussens endestation, og gik ned til Porto Havn, hvor vi skulle mønstre på skibet. Det var overordentligt velorganiseret. Vi blev linet op på kajen, når vi tjekkede ind, fik vi anvist et bord, hvor vi skulle sidde. Vi kom til at sidde sammen med to canadier. Nogle rigtig søde mennesker. Da vi startede, var der serveret morgenmad. Og vi havde perfekte pladser og nød turen ind ad floden.

Til middag fik vi suppe, steg og is. Vi var igennem 3 sluser, den ene påstod de var en af europas højeste.

Sidst på eftermiddagen stod vi af båden. Der stod en bus og ventede på os. Den kørte os op til et af portvinshusene, hvor vi fik fortalt om vinen, og dyrkning af druerne. Efter denne fortælling kom vi ind og smagte på varen. De havde fremstillet den første rosé portvin. Selvfølgelig kunne man også købe lidt. Efter to timers bustur havnede vi igen i Porto. Klokken blev 22.30 inden vi igen var på campingpladsen, så det blev en lang og begivenhedsrig dag.

Tirsdag den 4. september kørte vi fra Porto efter morgenmaden. Vi kørte til Torreira, hvor vi også var i 2015. Der var alt ude af kontrol, der var så meget leben, at Svend måtte bære Maybee rundt i favnen. Vi kunne ikke have hende gående mellem folks ben, der var telte overalt. Nu kunne vi magelig gå rundt, men de var ved at gore klar til det årlige marked, der skulle finde sted i den kommende weekend. Da vi kørte fra byen så vi de første “vejarbejdere” på turen. Vi ville gerne bo på en camperplads i Viseu, men de 8 pladser var optaget, da vi ankom. Vi prøvede at finde en parkeringsplads. Her var en meget venlig “parkeringsvagt”, som mod betaling, var lige ved at parkere os bag to andre biler, så vi spærrede for dem.

Vi måtte videre og sidst på eftermiddagen, kørte vi ind på en campingplads i bjergene. Her var 90 enheder, og alle pladser var ledige, så vi kunne frit vælge. Toilet og bruserum blev låst op til vores ære, og strøm fik vi også. Da jeg skulle op og skrive os ind, grinede jeg og sagde til Svend,  om de måske også kunne klare lidt morgenbrød. Jeg spurgte, og det kunne jeg, der ville komme en anden mand på pladsen kl. 8.30 og han ville købe brød med til os.

Næste morgen da Svend skulle i bad, sagde jeg spøgefuldt til ham, at nu måtte han jo endelig hilse på alle de andre campister. Jeg ville lige ordne en kylling ved køkkenvasken inden, jeg gik i bad. Da jeg gik fra køkkenet kunne jeg ikke dy mig, jeg slog døren op ind til herrernes bruserum og råbte Bonjour Monsieur. Svend kom meget hurtigt frem, og havde tys-fingeren på. Her er andre sagde han. Jeg tænkte, god med dig og gik videre, da jeg vendte mig om, var der i nattens mulm og mørke kommet endnu en bil ind på pladsen, så den var god nok, der havde faktisk været to andre mænd i baderummet.

Efter morgenkaffen rendte Svend, rigtig mange gange, frem og tilbage med vandkanden for at fylde vand på bilen. Da han hentede den sidste kande, fik han øje på et skilt, der advarede mod, at det vand måtte man slet ikke drikke, så hen og tømme hele vandtanken. Efter tre uger hev Svend også vaskegrejet frem til bilvask.

Vi har investeret i en bog, der hedder Europas smukke veje. Nu fulgte vi en rute fra denne bog ned gennnem det midterste af Portugal. Ruten bød på en del bjergkørsel. Der havde været skovbrand mange steder, så det var et sørgeligt syn. Ned over ruten begyndte de store korktræer at dukke op.

Det var blevet torsdag den 6. september, og efter en morgentur på campingpladsen, der lå oppe i bjergene, kørte vi videre. Første stop var en korkfabrik. På fabrikken var der også en butik med alt i kork, så vi handlede lidt. Det var igen tid til at proviantere, så vi stoppede ved en kæmpe Continente.

Vi landede på pladsen i Alvor tæt på Portimao ca. kl. 16.00. Vi cyklede ind og så byen, inden grillen  blev tændt.

Næste dag startede vi med at cykle ned til havet. Vandet føltes lunkent, Svend var med, og han bemærkede, at der måtte være nogle der hav de pisset i vandet, siden det var så varmt, så det var et herligt morgenbad.

Efter morgenmaden cyklede vi ind til Portimao. En meget kuperet tur ca. 15 km. hver vej. Vi var først en tur på det locale marked, så gik vi rundt i bymidten. Tørsten meldte sig, så Svend fik en halv liter øl, og jeg fik et glas hvidvin. Samlet pris 26 kr. Fantastisk prisniveau.

Fra byen cyklede vi ud til den meget berømte strand Praia de Rocha. For at undgå den megen trafik på vejen hjem, cyklede vi så længe det var muligt langs stranden. Om aften blev der grillet fisk.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Noiremoutier til nord for Porto

 

Lørdag de 22. august, cyklede vi en længere tur rundt på øen Noiremoutier. Der var cykelstier hele vejen, så vi var fri for at køre med den øvrige trafik. På hele øen indvinder de salt, så der var boder overalt, hvor de solgte af varerne. Vi var også inde i hovedbyen og gå lidt i gaderne. Da vi kom tilbage til havnen, hvor vi boede var der søsætning af en fiskekutter. Det foregik lidt anderledes end hjemme, så vi fulgte søsætningen.

Næste dag kørte vi en del på motorvejen mod Bordeaux. Fra Bordeaux gik den ad de små veje, gennem vinområderne til Bagerac. Vi fik en plads ned til Dordogne, så vi hev bord og stole frem, satte os og fik rejsestøvet til at ligge sig. Mandag stod på den store morgenkomplet med det hele. Efter vi havde indtaget den, gik vi langs Dordogne ind til Bergerac. Det er en flot og meget hyggelig gammel by. Cyrano var selvfølgelig overalt. Vi var også inde på et museum og læse lidt om ham. Tilbage på pladsen tog vi cyklerne ud at handle.

Tirsdag den 25. august kørte vi fra Bergerac. Vi satte Esmaralda til næste destination, og ville være fremme ca. tre timer senere. Undervejs var vi inde og handle på et lille marked, og vi var også inde i Intermarche. Først på eftermiddagen, hvor vi havde 26 minutters kørsel igen, valgte vi at køre ind til vejsiden for at spise lidt baguette med skinke.

Set i bagklogskabens klare lys, havde vi godt nok haft nogle sjove dialoger undervejs. Bl.a. sagde jeg på et tidspunkt undrende Cahors for mig selv. Svend konkluderede, at dem var der jo sikkert flere af, for den var vi jo slet ikke i nærheden af. Senere undrede det mig, at der stod Barcelona på et skilt, men jeg tænkte, at det var jo også en stor by. Da vi så holdt ved vejen, tog Svend sin Ipad frem, fordi han syntes, det var mærkeligt, at vi kørte mod Toulouse. Øv, bøv nu gik virkeligheden op for os. Vi var kørt i stik modsat retning af, hvad vi skulle (aldrig prøvet så galt før),  så da vi plottede adressen ind igen, var vi 6 timer fra målet. Vi blev enige om, at bide turen over så da vi havde kørt nogle timer, fandt jeg en lille skovsø på Park4night. Her ville vi grille og overnatte. Vi kørte frem til målet, men  kommunen havde valgt, at ligge et ridestævne samme sted, så vi kørte rundt blandt rigtig mange mennesker, heste, trailere m.v.

Her kunne vi ikke være, så videre til næste plads, men den gik heller ikke. Vi ombestemte os, og valgte at køre de sidste par timer frem til San Sebastian. Vi holdt på pladsen kl. 19.55, men alt optaget. Samme resultat på næste campingplads. Nu kunne vi godt se, at vi ikke kom til at grille den dag, så jeg rendte ind i en Carrefour for at se, om de havde en grillkylling eller lignende. Her var slagteren lukket dagen. Svend havde, mens jeg var inde for at handle, set at der var en autocamperplads ved havnen, så frem til den, for at konstatere, at her var også complet. Umiddelbart var der heller ikke sådan lige en smutvej, vi kunne overnatte på, så da klokken var rigtig mange, kørte vi ind på en parkeringsplads ved et supermarked. Vi tænkte, at her måtte vi så bo for natten. Ca. en halv time efter vi var gået til køjs, blev vi banket op af en vagt. Han sagde at dér kunne vi ikke sove. Svend klagede vores problem, men det var han ligeglad med. Han truede oven i købet med policen. Da han kørte, satsede vi og sov videre.

Næste morgen var vi tidligt på farten. Vi plottede en ny campingplads ind. Den lå oppe i bjergene, og da vi havde valgt den korteste rute, viste det sig at være meget spændende bjergkørsel. Fremme ved pladsen, fik vi at vide, at alt var optaget, men at vi kunne parkere på deres p-plads. Så ville der sikkert blive plads senere på dagen. Vi parkerede fik spist morgenmad, og også taget et bad. Pladsen var bl.a. valgt fordi vi trængte til at få vasket tøj. Nu viste det sig, at vaskemaskinen var Out of Order, så vi kørte igen til den fuldstændig fantastiske camperplads i Bilbao. Her var ingen pladsproblemer. Vi valgte præcis samme parcel som for tre år siden, riggede an, gik en tur , lavede en kande Sangria (vi var jo kommet til Spanien). De herligste bøffer blev grillet om aftenen. Om natten måtte jeg bare ud for at fotografere,  udsigten over byen. Desværre kan den slags udsigter ikke gengives.

Der er el og vand på pladsen i Bilbao, men ingen bad, så her bades i camperen. Efter morgenmaden tog vi bussen ned til Bilbao. Vi stod af i en handelsgade. Herfra gik vi til Guggenheimer museet. Da vi gik derfra, gik vi ind i den gamle bydel. Her spiste vi lidt sen frokost. Vi fik selvfølgelig nogle tapas, men vi var enige om, at det ikke var de mest spændende af slagsen. Sidst på dagen returnerede vi til camperpladsen.

Tirsdag den 28. august kørte vi fra  Bilbao. Undervejs var vi inde og handle i en kæmpe Carrefour, da vi skulle betale vores indkøb, var Svend på vej til en af de 17 kasser. Det var ikke populært, systemet var, at alle stod i en meget lang kø. Og så blev der, efter tur, henvist til en af kasserne. Det havde vi ikke prøvet før.

Da vi skulle ind på pladsen Camping-Playa Arenillas, var det en meget stejl nedkørsel. Der kørte en belgier med campingvogn ind foran os. Da vi var halvt nede af nedkørslen, blev vi stoppet af en spansk dame. Belgierne havde blokeret indkørslen til pladsen, hvor hun netop var på vej ud, også med en campingvogn. Ingen af dem kunne komme frem eller tilbage. Det blev belgieren, der måtte overgive sig efter laaang tid. Svend bakkede tilbage til toppen af bakken til proppen var løst. Vi havde kun kørt 46 km. den dag.

Efter de første to maskiner tøj var klaret, gik vi ned og badede. På en strand der var ca. var en tredjedel af trekanten, var der fire livreddere. De to stod hele tiden ude i vandet, og to andre sad i et tårn og holdt øje med os. Senere på dagen, hvor vi gik en tur, var der slet ikke til at bade p.g.a. tidevand.

Næste morgen prøvede vi optimistisk at gå til stranden. Der var stadig højvande, og vi kunne ikke lige huske, hvordan klipperne så ud, så vi turde ikke hoppe i.

Sengetøjet røg i maskinen. Vi havde fået et afløbsproblem, både på vores badeværelse og i vores køkkenvask, den fik Svend fikset. Han købte noget afløbsrens og hældte i afløbene. Da det havde stået et par timer, hældte jeg kogende vand i, og svupti så fungerede det igen.

Jeg fik med nød og næppe reddet sengetøj og dyner ind, så begyndte det at regne. Resten af dagen stod den på kortspil og yatzy i vognen. Grillmesteren stod af. Han havde set en reklame med tilbud på paella og vin lige uden for pladsen. Dér gik vi over, for at spise. Der ville gå et par timer, inden de lavede mad. Da vi havde sprunget frokosten over og var sultne, blev der alligevel grillet.

Torsdag den 30. august, bød dagen fra start på lidt bjergkørsel, bl.a. var vi forbi et skisportsted. Efter vi kom ned derfra, var det dødsyg kørsel resten af dagen, mest på motorvej. Svend stoppede op tre gange undervejs, fordi motoren blev varm. Han så noget betænkelig ud.

Sidst på eftermidagen begyndte jeg at kigge på Park4night. Jeg fandt en plads, der efter beskrivelsen lå natursmukt, ned til den flod vi ville følge dagen efter. Adressen blev plottet ind. I beskrivelsen stod også at el og vand m.v. var gratis men også, at man så positivt på at man smagte stedets produkter (ikke hvilke produkter). Svend tænkte igen måske paella. Fremme viste temperaturen i øvrigt 34 grader. Pladsen lå helt rigtigt ud til floden. Det var et termalbad, der tilbød faciliteterne, og da adgangen var gratis, var der kun en bar man kunne støtte. Svedige som vi var, gjorde de to store gin og tonic til 8 eur rigtig godt. Det var et meget fint og roligt sted.

Næste dag kørte vi langs floden, vi kørte over grænsen til Portutal kl. 9.15. Uret blev sat en time bagud. Nu kørte vi ind for at lave et større indkøb (kød, fisk og småting købes når vi cykler, mens de store indkøb er bedst at gøre, når vi har bilen med. Vi købte 10 liter vin, 12 øl, brød, vindruer, banan, nektarin, melon, kartofler, agurk, græsk yoghurt, skyr, mozzarella, flødekarameller, karklude, kinesisk soya, da vi stod i kassen, sagde jeg til Svend at nu måtte vi håbe de tog visa kort, og vi snakkede om, hvad vi havde i lommerne af kontanter. Jeg vidste at jeg havde over 50 eur. Det mente Svend, næppe kunne dække den vognfuld vi stod med, men han havde da også lidt i lommerne. Samlet regning 33,90 eur. Omregnet af mig til 257 danske kroner. Godt nok kunne jeg huske Portugal er billigt at handle i, men det her tog da prisen.

Godt middag (kl. 1300) kørte vi ind på en campingplads ca. 40 km. nord for Porto. Efter vi havde rigget an, gik vi til stranden. Det blev en udfordring for den af os, der ikke er vinterbader. Vandtemperaturen er væsentlig lavere her i Atlanten, end i Hundested, og så er der rev i bølgerne.

Lørdag morgen den 1. september modtog vi billeder af en meget stolt Humle, der skulle til sit første fodboldstævne i Frederiksværk. Vi var også på Facetime med ham. Så cyklede vi til vandet, man måtte læse bølgerne, og smide sig når de ikke var for kraftige. Da vi havde badet var, vi henne og se hvor der kom små fiskebåde ind, og hvor de solgte dagens fangst.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Frankrig, Portugal og Spanien 2018

Maj måned skrev sig ind i dansk vejrhistorie med rekorder. Maj 2018 blev den mest solrige måned, vi har oplevet i Danmark. Den slog en 139 år gammel varmerekord og Danmark, havde hele 15 sommerdage med temperaturer over 25 grader.

Varmen fortsatte hele sommeren, så vi levede udendørs hjemme, til vi skulle på den store ferietur.

Overvejelserne gik på at vi skulle mod øst (Polen, Ungarn o.s.v), men det blev vest der vandt i denne omgang, så nu er vi nået til Noiremoutier i Frankrig.

Vi startede fra Månedalen onsdag den 15. august. Vi skulle ind til Amager og fejre vores Mia, der fyldte 10 år.

Dagens fødselsdagsbarn havde bestemt, at vi skulle spise på Running Sushi. Her var vi ikke helt så meget på hjemmebane, som Mia. Men vi var meget positivt overraskede over kvaliteten. Mia havde bagt kager til kaffen, da vi kom tilbage til Kinavej.

Torsdag sendte vi Mia I skole, efter hun havde løbet lidt på det nye Segway. Tina og Denis tog på arbejde, så badede vi og kørte til Augustenborg for at besøge Jytte og Viggo. Som altid hyggede vi os i deres selskab, så det var super hyggeligt.

Fra Jytte og Viggo kørte vi til grænsen for at handle lidt. Vi kørte i kø og igen i kø hele dagen, så da kl. var 17.49 kørte vi ind på det herligste sted, fundet på app’en park4night. På en heldags kørsel havde vi kun rykket os 4 timer, i forhold til afstanden til Amboise, der var vores første mål for et par nætter.  Vi spiste og sov ved en søbred, nær Münster, og vi var de eneste, der overnattede på stedet.

Lørdag den 18. august gled trafikken som smurt. Der var ingen lastvogne på vejene,, og selv gennem Paris gik det legende let. Det blev en hel køredag, og da kl. var 19.44 holdt vi ved campingpladsen i Amboise. Denne dag havde vi tilbagelagt 871 km. Desværre var alt optaget, så vi sov på en autocamperplads uden for campingpladsen.

Søndag morgen gik vi til bageren, og vi gik så ind på campingpladsen, for at tjekke ind. Det kunne ikke lade sig gøre, før kl. var 12.00, så vi daskede lidt rundt i byen, til vi kunne køre ind. Vi gik ind til byen langs floden, og vi kom da også forbi den bar, hvor vi sad og så fyrværkeri på Bastilledagen i 1995. Det satte mange tanker i gang. 23 år siden, og vi var begge yngre end Jacob er i dag —–.

Da vi var rigget an, gik vi igen til byen. Svend havde lagt en rute, som betød at vi så tre slotte, nemlig Chateau Gaillard, Chateau Royal d’Amboise og Clos Lucé, hvor Léonard de Vinci tilbragte sine sidste år. Snu rad som han er, gik vejen også forbi en vinkælder, hvor vi kunne smage på varerne. Om aftenen blev den nyindkøbte Webergrill indviet med et par lammekoteletter.

Mandag den 20. august startede vi dagen med at gå den ø rundt, hvorpå Amboises kommunale campingplads ligger. En gåtur på ca. 5 km. Jeg fik startet på, at skrive dagbogen, så der senere kunne laves en udgivelse på otiumsnyderne. Om eftermiddagen gik vi en tur i byen.

Tirsdag den 21. august kørte vi fra Amboise.  På vejen mod øen Noiremoutier, fik vi gjort de første indkøb i det franske. En gigantisk Carrefour stod for skud, så da vi trådte ind og jeg greb et Cussine blad, var vi enige om, at nu var vi da for alvor i Frankrig. Vi ankom til pladsen La Pointe sidst på eftermiddagen. Efter vi var rikket an, gik vi en tur ned til stranden og rundt havnen. Om aftenen gillede vi skaldyr.

Næste morgen greb vi så vores håndklæder, og gik ned for at tage en morgendukkert. Det lod sig ikke gore. Der hvor vi havde set vi ville bade dagen før, var der intet vand. Folk gik og luftede hunde, så her var virkelig tidevand.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Ston til Bosnien og så mod nord

Vi havde snakket om at køre en formiddags tur lørdag den 16. september, men da Svend kiggede på kortet, kunne han se, at vejen stoppede efter en km. Derfor valgte vi at gå.

Der var et lille færgeleje, hvor vi kunne sidde lidt, inden vi vendte om.

Om eftermiddagen snakkede vi meget med vores naboer, nogle super søde østrigere. Vi møder bare så mange venlige og søde mennesker overalt, og på pladserne er der alle nationaliteter, men alle snakker sammen.

Sidst på dagen klædte vi om, og gik ned til det sted, hvor vi havde aftalt ”taxien” skulle hente os. Upperen kom som aftalt 17.50. Med smøg i flaben. Han kørte os op til restauranten. Her var en totalt enestående udsigt over havet og campingpladsen.

Vi fik skalddyr til forret, og et fiskefad for to senere med grillede grøntsager og pommes. 1 liter vin (ikke særlig overraskende). Så ville vi gerne have to Irsk kaffe, men den kendte de ikke, så det endte med to kaffe og cognac. Samlet måtte vi bøde 650 kr.

En fantastisk fødselsdag. Dagen efter badede vi i bugten (nok sidste gang inden Hundested). Så kørte vi mod Mostar. Buum ved grænsen til Bosnien, manglede vi et grønt stykke papir, så vi blev sat ud på et side spor. Vi kunne købe papiret for 30 EUR, så sagen kom på plads.

Nu kørte vi mod Mostar. Det var, som at køre fra vest til øst Tyskland i gamle dage. Det var meget gråt. Vi havde set, at det ikke var smart (af hensyn til kriminalitet), at overnatte inde i Mostar. Derfor valgte vi en campingplads små 10 km. fra byen. Jeg havde læst om pladsen i en rejsebeskrivelse. Da vi ville finde adressen, stod der at området ikke var optegnet med veje. Aldrig prøvet før, og da vi nærmede os Blagaj som det hed, blev vi mere og mere tvivlende på, om der var en plads. Ud ad en grusvej, og rundt om noget husværk. Den lå godt nok langt ude, så vi valgte at sætte bilen, for at besigtige pladsen. Det var første gang på turen jeg sagde til Svend. Tror du ikke, det er en god idé at låse vognen.

Så kom der bare den sødeste unge fyr, og reklamerede for sin plads. Her ville vi rigtig gerne bo. Han tilbød en velkomst drink på husets regning. Han serverede øl, vin og et frugtfad. Jeg kunne se at man kunne få mad hos ham. Dyreste ret på spisekortet 7 EUR., og så tilbød han også taxi kørsel til Mostar. Pladsen lå helt uden for alt, ligger ned til en flod. Der var vandcykel, kanoer, el, vand og wi-fii. Alt includeret i prisen til 15 EUR pr. døgn. Om aftenen lavede konen mad til os. Wienerschnitzler, grillede grønsager, tomatsalat, pommes frites og en liter vin. I alt 21 EUR. De har egen valuta, men modtager helst alt i EUR og i cash.

Vi tog imod et tilbud om ”taxi” til byen. En af vennerne hentede os. Det var ikke i en Upper, men en noget ældre bil. En super flink mand, der meget gerne ville vise os byen. Første stop var inde i en underjordisk hangar. Han sagde, at det var en af de små. Tito havde haft meget større anlæg alle vegne. Han satte os af i Mostar og vi aftalte, at han skulle samle os op samme sted kl. 15.00. Det var skræmmende, at se alle de smadrede huse, men jo også broen som blev genopbygget. 9 broer var skudt i sænk. På hjemvejen kørte han os rundt, og viste os nogle rigtig flotte steder.

Da vi så et fængsel og regeringsbygning side om side, sagde han at folkene i de to bygninger var lige kriminelle. Han talte også meget om at Mostar jo er meget muslimsk, og at de kunne give problemer, med fem religioner i den lille by.

Han viste os også en bro der var sprængt, men ikke genopbygget. I alt 7 broer var sprængt.

Lige inden vi kom til campingpladsen, pegede han ned på en ruin. Der stod kun en mur. ”Det var min gård, her havde jeg rigtig mange køer”, fortalte han.

Den er godt nok barsk. Campingmanden havde gjort rigtig meget ud af at sige, at vi skulle afregne de 15 EUR dagen kostede til ham. Derfor gætter vi på, at han også har fået en slik for turen. Selvfølgelig gav vi chaufføren lidt udenfor afregningen.

Receptionen på campingpladsen er det bombede hus, hvor I kan se parasoller med ølreklamer i baggrunden. Den blå vask er opvasken, så små forhold må man sige.

Efter afregning og hjertelig afsked, tog vi af sted fra Blagaj. Vi var som vi har været siden den 15. august i korte bukser og i bluser uden ærmer.

Efter et par timers kørsel dalede temperaturen, betragteligt og det regnede meget kraftigt hele dagen.

Da vi skulle ud af Kroatien, var tolderen inde i vognen for at se, om vi havde blinde passagerer ombord. Herefter kørte vi et lille stykke i ingen mands land, og skulle nu ind i Slovenien. Her gik trafikken totalt i stå. Vi havde udset os et spisested med overnatning for campere i Østrig så her regnede vi med at nå op ved 18-19 tiden. Men nu holdt vi altså dér og klokken var ikke engang 16 endnu. Der skete bare intet. Puh ha, men pludselig kom der biler i modsatte kørebane, så vi troede at nu gik der hul på bylden. Det viste sig desværre, at alle bare vendte og kørte i modsatte retning. Så vi måtte følge strømmen og tilbage til Kroatien. Svend kiggede på kort, for at se om vi kunne bruge en anden grænse overgang. Det kunne vi ikke, så ved 19-tiden gik Svend ind på en tank i en lille by i Kroatien, for at spørge om der var en campingplads i byen. Det var der ikke, men den unge fyr pegede på en parkeringsplads, på den modsatte side af vejen, og sagde at vi bare kunne holde der. Sådan blev det, åbenbart ikke noget problem, der var i hvert fald to politibiler inde og runde pladsen i aftenens løb.

Næste dag kom vi hurtigt over begge grænseovergange. Vi ved jo ikke hvad der var sket dagen før, men der var vejarbejde lige efter overgangen til Slovenien, så vi gætter på at dét kombineret med et uheld var årsag til at der var spærret.

Vi var inde på en rasteplads i Slovenien, for at tage et bad og spise morgenmad.

Vi kørte til kl. var 15.30, så kørte vi ind på en campingplads i Regensburg. Det var hundekoldt, så de lange rør og trøjer kom frem. Vi satte også varme på vognen.

Vi har i dag den 21. September. Da vi kørte fra Regensburg var der 7 graders varme og folk cyklede med vanter. Det er dælme et spring fra de 27-28 grader vi havde for to dage siden.

Nu går det op gennem Tyskland, og vi håber at være meget mod nord i aften, hvilket vil sige at vi rækker Hunst’ i morgen. Vi glæder os til at gense jer alle sammen igen, og ikke mindst de tre guldklumper.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Omis til Ston

På pladsen ved Trogir, havde hver parcel sin vand påfyldning og også et hul, hvori man kunne føre affalds vandet. Jeg gik totalt i imponér stilling, da jeg så en hollandsk dame tage en slange frem fra bagagerummet, og koble den på vandhanen og fylde vognen med vand. Det plejer vi, at køre hen et fælles sted for at gøre. Jeg blev ikke mindre imponeret, da Svend et øjeblik efter lavede samme stunt, hvad han dog ikke har tænkt på af udstyr (thi-hi).

Søndag den 10. september tog vi på Simons anbefaling en tur ind ad floden i Omis. Vi kom ligesom en båd havde lagt fra kaj, men den blev kaldt tilbage så vi kunne komme med.

Vi sad og lurede lidt, og det viste sig at der var 6 andre danskere ombord, så dem snakkede vi lidt med. Efter sejlturen gik vi lidt i byen, og returnerede herefter til campingpladsen.

Vejret var lidt tvivlsomt da vi skulle grille om aftenen, så vi rykkede lidt ud og ind af bilen. Ligesom vi havde besluttet os for, at det ville klare op, brød helvede løs. Det blæste, lynede og tordnede, og vi nåede lige med nød og næppe at få vores ting ind i bagagerummet. Natten bød på megen blæst, og der var blæst rigtig mange ting rundt om morgenen. Pladsens folk kørte og samlede nedfaldne grene med mere sammen.

Fra Omis blev GPSén sat til en checkplads i Dubrovnik. Den viste, at det ville tage små fire timer at nå frem. Da vi var meget tæt på målet, var der et skilt der advarede biler over 2 meter om at køre frem. Imidlertid var vi afhængige af, at køre over en bro for at komme frem til campingpladsen. Jo længere vi kørte mod broen, begyndte de modkørende at blinke til os, og nogle signalerede, at vi skulle vende kareten. Det kunne vi bare ikke, der var tæt trafik i begge retninger. Da vi kom frem til broen var al trafik spærret. Det blæste 15 m/sek., så der kom slet ikke nogle biler over broen. Her er vi jo de heldige asener, så da Svend havde fotograferet lidt, satte vi os bare med vores bøger, og vi var da også enige om, at skulle den ikke åbne mere den dag, kunne vi jo bare ligge os på køjen til den åbnede igen. Da der var gået nogen tid, begyndte betjente at dirigere personbilerne til at vende om. Svend var ude og spørge, om vi kunne komme samme vej rundt. Han fik et positivt svar, så vi kørte ned og fulgte kysten ind i en vig og rundt. Senere da vi kom under broen, kunne vi se at der stadig intet skete. Grundet ovenstående var vi først fremme på pladsen, kl. 18.10.

Der var virkelig trængsel i receptionen, så indskrivningen tog en times tid. Der var meget vådt, da vi fandt en plads. Derfor lavede vi mad og spiste inde.

Midt på aftenen brød uvejret igen løs. Ved siden af os holdt en bil, men der var hverken telt eller campingvogn. På et tidspunkt, hvor det virkelig høvlede ned, prøvede to unge polske fyre med pandelamper, at få teltet op at stå. Det var helt vildt, og på et tidspunkt smed de da også alt, og krøb ind i vognen og lagde sig.

Næste morgen var alle deres ting selvfølgelig monster våde. Da vi ligesom sagde øv, bøv til dem, svarede de ”We made a mistake yesterday”. Mistaken bestod jo I at de var kommet til at spise, og også drikke for meget inden de startede på opslagningen, men de grinede selvfølgelig bare ad det.

Vi havde igen fået samlet et par maskiner vask. Dem fik vi klaret fra morgenstunden. Små to timer så var sengetøjet tørt og blev lagt på igen. Så kom der lige en skylle der ville noget, så undertøj og håndklæder blev skyllet en ekstra gang. Eftermiddagen blev brugt på en cykeltur i området.

Onsdag den 13. september tog vi bussen ind til Dubroniks gamle bydel. Der var små 10 km. derind. Undervejs kunne man da stadig godt se, at krigen rasede på disse kanter for ca. 25 år siden.

Inde i Dubrovnik stod vi af bussen ved den gamle bydel. Vi valgte først at gå nede i byen. På en mur var der beskrevet, hvordan byen var blevet bombet den 6. december 1991. Et angreb der krævede rigtig mange ofre. Der var også en tegning med byens huse, hvor det med farver var markeret, hvilke huse der var totalt nedbrændt, og i hvor høj grad de øvrige huse var blevet ramt. En forfærdelig historie. Da vi var færdige med at gå nede i byen, tog vi en forfriskning, inden vi gik op på bymuren. Man betaler 150 kr. pr. person. Det er en længere tur, hvor man da også har mulighed for at springe fra og gå ned undervejs, men vi tog naturligvis hele rundturen, og så det hele oppe fra.

Der var kommet en andet dansk par fra Århus på campingpladsen. Vi snakkede med dem. De havde selvfølgelig bekendte i Hundested (thi-hi). Hun fortalte, at de havde været nede og bade om eftermiddagen, og at der havde ligget en død rotte i vandet. Dem har vi heldigvis ikke mødt. Bortset fra den med rotten, virkede det som om, vi havde været helt forskellige steder. De havde også været afsted i næsten en måned. Det havde mest haft regn, vi har mest haft sol og megen varme. De havde ikke kunnet købe kød. Vi har fået det herligste kød og fisk, så man oplever altså tingene forskelligt. De sagde også, at det var deres sidste tur til Kroatien, sådan har vi det slet ikke.

Den 15. september forlod vi pladsen kl. 9.20. Fra Dubrovnik kørte til Ston. Da vi havde set byen, kørte vi langt ud for lands lov og ret, og ned i en lille vig, hvor der ligger en campingplads.

Da vi havde rigget os an, lavede jeg en gang tunsalat. Mens vi sad og spiste, kom der en bil, vi havde ligget ved siden af på pladsen i Dubrovnik. Den var super speciel, og vi havde jooket med, at det var en brandbil de havde stjålet og bygget om. De havde et lille barn med på omkring et par år. De stillede bilen og ville gå rundt, for at finde et sted hvor de skulle holde. Pludselig tog fanden ved manden, han drejede rundt og løb for fulde hammer. Han havde åbenbart glemt at trække håndbremsen i vognen, så den var på vej baglæns og havde kurs mod et træ og en lygtepæl. Det lykkedes ham simpelthen at stoppe den med håndkraft, få cm fra at den ramte pælen.

Om eftermiddagen gik vi på stranden. Her var en reklame for et spisested der ligger på bjergtoppen. Der stod, at de ville hente os i en taxi, hvis vi ville spise hos dem. Jeg ringede og bestilte bord og inviterede Svend ud og spise den 16. september. Så det skal vi i aften.

Dagen i dag ( min store dag), startede som vanlig med en tur i vandet. Jeg lavede det store morgenbord, bacon, æg, pølser m.v.

I morgen kører vi til Bosnien, hvor vi skal se Mostar. Fra Mostar sætter vi så kursen mod nord. Regner med at det bliver tirsdag vi kommer derfra.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Zadar til Omis

Søndag den 3. september bød vejrudsigten på lidt regn fra formiddagen, så vi blev ved vognen til vasketøjet var tørt. Om eftermiddagen cyklede vi en tur rundt en nærliggende havn.

Mandag da vi sad med morgenmaden, kom der pludselig en dame gående op af vandet og ind på pladsen. Vi boede nærmest vandet, så jeg sagde til Svend, hvor i alverden kom hun lige fra. Ingen af os havde set hun gik ud af pladsen, og hun havde ikke lige en størrelse der kunne blive væk bag et træ. Lidt efter kom hun grinende tilbage. Hun boede på en anden campingplads, hvor hun var gået i vandet. Hun havde så taget fejl af pladserne, og nu kunne hun ikke finde hendes campingvogn. Jeg blev helt glad for, at det ikke kun er mig der kan blive væk i en telefonbox.

Vi havde tænkt os, at tage bussen ind til Zadar mandag. Pigen der passede campingpladsen, sagde at vi skulle cykle ind til den nærmeste lille by, og derfra tage en bus. Da vi kom ind til byen, syntes vi Zadar var så tæt på, at vi kunne cykle hele vejen. Det gik galt i første omgang, idet vi endte i en blindgyde, og måtte tilbage til en vej, der førte under jernbanen. I anden runde gik det glat, bortset fra at der var temmelig megen trafik, da vi nærmede os centrum af Zadar. Da vi kom ind, stillede vi cyklerne for at bevæge os videre til fods. Nu opdagede vi at andre cyklister, cyklede på fortovene, så det gjorde vi også, da vi skulle hjemad. Der var også skudt en del på husene inde i Zadar.

Vi fandt en lille listig gårdhave, i den gamle bydel, hvor vi spiste frokost.

Tirsdag den 5. september rykkede vi igen teltpælene op.

Da jeg skulle afregne kunne damen på pladsen simpelthen ikke huske, hvilken pris hun havde sagt til os. Hun mente, det var 15 EUR i døgnet, og det havde hun da sagt. Jeg spurgte om hun så helst ville have EUR eller KN. Hun sagde EUR. Hun skulle så gange 15 med tre (tre døgn), og hertil ligge lån af vaskemaskine.

Det havde hun foreslået skulle koste 20 KN. 20 KN er ca. 20 d.kr. Nu forlangte hun fem og firs EUR. Det var virkelig, fordi hun ikke kunne finde ud af det, så hun blev flov da det gik op for hende, hvordan regnestykket var. Det var sølle. Hun boede i den reception, I kan se på billedet. Der var et bord og en sofa, rummet blev så delt med et forhæng. Hun var totalt usund at se på, og hun gemte sig i en hættetrøje. Da jeg kom ind for at betale, lå hun på sofaen.

Efter afregning, forlod vi pladsen, og da vi havde kørt lidt, var der flere advarselsskilte med vildsvin på vejen. Ikke just skilte vi er vant til at se hjemme. Når vi er inde i større forretninger er der også skilte der viser, at vi ikke må have pistol med derind.

Først på eftermiddagen, kom vi til Belvedere Camping. Det er en af de flotteste pladser vi nogensinde har været på, og vi har trods alt camperet sammen siden 1970. Pladsen ligger ved Seget. Vi fandt en plads med en første klasses udsigt over havet, og da vi havde rigget os an, gik vi en rundtur på den meget store plads.

Den næste morgen blev der vasket lidt klatvask. Vi bruger ikke så meget tøj, men hele tiden helst bluser uden ærmer. Herefter gik vi langs kysten over stok og sten, og vi ramte da også en lille by, hvor vi fik en tår til halsen inden vi satte kursen hjemover igen. Eftermiddagen blev tilbragt nede ved vandet.

Torsdag den 7. august tog vi ind til Split. Vi startede kl. 9.00 fra pladsen, og hele turen foregik i båd. Vi måtte skifte skib i Trogir. Her havde vi en times ventetid. Den samlede sejltid var ca. to timer hver vej. I Trogir stod der et par østrigere af sammen med os. De syntes vi skulle se torvet, for der havde de tidligere været, og der var altid musikere der optrådte. Som det fremgår af billederne, var det vist et blandet kor af folk fra plejehjemmet og lettere retarderede, vi var rendt ind i.

I Split var det et must at komme på fiskemarkedet. Den lille køletaske var medbragt fra vognen, og jeg kunne allerede snuse sværdfisk og tun – thi hi. Det var så ulækkert, at jeg ikke ville købe den mindste sardin, og så mange fluer kunne da heller ikke tage fejl i varmen. Så hjem igen med tom køletaske. Vi brugte dagen i byen til at se den gamle bydel, var også på et marked, og spiste frokost på et torv med meget gamle bygninger. Vi returnerede til campingpladsen ca. kl. 18.00.

De havde lovet torden, så Svend pakkede alt ind til natten.

Fredag den 8. september var vi igen på landevejen. Vi var inde i et monster stort center ved Split og handle. Herefter blev kursen sat til Omis.

Vi gik eftermiddags tur på pladsen og ved stranden. Der er en meget fin sandstrand. De andre steder, hvor vi har badet, har det været stenstrand.

Lørdag formiddag gik vi gennem Omis, ind til familien Pedersens lejlighed. Huset lå meget højt oppe med en fantastisk udsigt. Der gik en mand og fejede, og vi prøvede at få ham i tale. Han forstod ikke en meter, men tilkaldte konen, der kunne engelsk. Hun blev rigtig glad, da hun hørte, hvorfor vi stod der. Vi blev inviteret indenfor, for at besigtige huset. Hun ville også meget gerne give kaffe eller øl. Det afslog vi dog.

Svend ringede og snakkede med Simon. Han mente det var et must, at vi skulle sidde på en lille strandbar, når vi kom ned. Så det måtte vi da prøve. Vi gik ind i den gamle bydel, og fik et stort fad med blandet fisk og skaldyr. Det bedste hidtil. Vi gik langs strand promenaden hjem. Eftermiddagen brugte vi til at bade og slappe af.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Rovinj til syd for Zadar

Søndag den 27. august havde vi købt en heldagstur i båd. Turen kostede 240 kr. pr. person. Da Svend var til bageren om morgenen, snakkede vi om, at han nok skulle forsøge at få vekslet sedler, hvis vi skulle købe drikkevarer o.lign.

Turen startede kl. 13.00. Vi cyklede hen til havnen. Da vi skulle ombord på Astral som skibet hed, spurgte vi, om det var ok, hvor vi havde stillet cyklerne. Personalet syntes ikke de skulle stå der helt alene, så de kom med i lastrummet. Vel ude af havnen, blev der stillet en flaske vin, en flaske vand og en flaske sodavand til os. Frokosten bestod af fisk og kylling med pommes frites, ris og salat.

Vi sejlede fra Rovinj ind i Limfjorden og ud af den igen. Vi var i land i Vsar og i Porec. I Vsar var der den rene spagsmager af en ismand. Han kastede i en afstand af 6-8 meter med iskugler. Sommetider kastede han også bare efter nogle af gæsterne, der sad ved bordene. Det var vældig underholdende. Som det ses på billederne, var det ikke hver gang, han ramte plet.

Undervejs tilbød Svend mig også en tur i den lille røde u-båd. Det havde jeg sjovt nok ikke lyst til.

Vi returnerede til Rovinj, da der var solnedgang. Da vi cyklede fra havnen, ville vi spise aftensmad på hjemvejen. Det sted vi havde udset os, så alligevel ikke så hyggeligt ud, så vi endte med endnu engang at spise på campingpladsens restaurant.

Mandag den 28. august var det lidt gråvejr fra morgenstunden, så da vi havde været i vandet, var det bare om at få pakket sammen. Vi havde besluttet os for at køre videre, og det småregnede.

Vi kørte ud i Konzum og handlede kød, vinglas m.v. Så gik turen tværs over Istrien til Rabac. Turen tog et par timer. Vi havde kodet en campingplads ind på GPS’en. Den viste sig ikke at holde stik. Det regnede lidt, så da hjulene begyndte at fedte rundt på camperen, mente Svend, det var bedst at køre ind til siden, og fortsætte søgning efter pladsen til fods opefter. Der var ingen plads, men en lille købmand, så jeg gik ind for at spørge hos købmanden. Hun forstod hverken tysk eller engelsk, så den gik på hjævle vis. Det viste sig at koordinaterne i vores campingbog var forkerte, så vi måtte ned igen, og rundt lidt kringlede veje havnede vi nede ved vandet i Rabac.

Eftermiddagen blev brugt på en gåtur, og også en tur i vandet. Det var en strand med meget grove sten.

Tirsdag den 29. august startede dagen med en tur i vandet. I Rabac var vi hidtil tættest på vandkanten. Efter badningen gik vi langs vandet ind til bageren. Senere på dagen var vi inde hos en barber og blev begge klippet, og jeg blev fønnet. Prisen var 195 kr. Barberen havde guldsmed i samme forretning, og han lejede også nogle værelser ud oven på forretningen. Driftig mand må man sige.

Onsdag den 30. august tog vi fra Rabac. Vi kørte ned ad kysten gennem Rijeka. Stoppede et par gange for at nyde den formidable udsigt.

På et tidspunkt kørte vi ind for at orientere os vedr. campingpladser. Vi fandt en plads beliggende i Klenovica attraktiv. To nætter blev det til.

Vi fik en plads i første parket med havudsigt. Efter vi havde indrettet os, var det en tur i baljen, og så ellers en tur langs vandet ind til byen. Den var meget lille, så der var ikke den store virak.

På pladsen lå et andet dansk par. Det er ikke danskere vi ser mest til. 1. september kørte vi afsted fra Klenovica . Dagens mål var naturparken Plitvicka Jezera.

Da vi lidt inden kl. 12.00 nærmede os parken, så det ud som om det kunne finde på at regne. Derfor aftalte vi, at hvis det begyndte, ville vi overnatte og først gå ind og se parken dagen efter. Imidlertid klarede det lidt op, så vi købte billetter. Først skulle vi gå et lille stykke ned til en lille færge. Denne skulle fragte os over på den anden side af søen, hvorfra der så var forskellige vandreture. Vi udså os en rute. Denne ville tage ca. tre timer stod der. Vi var ikke kommet ned til færgen, da det stod ned i stænger, og det fortsatte det så med på hele turen. Det var helt sikkert en meget natursmuk tur med mange vandfald o.s.v., men vi er meget sikre på at der havde været større udbytte af turen i fint vejr. Det var ikke spor koldt, selv om vi havde bare arme og ben. Og vi er jo guds benåede, at vi tilbage ved bilen, bare kan tørre os og tage tørt tøj på. Det så anderledes ud for de mange motor cyklister, der stod ude i regnen og skiftede tøj.

Fra parken kørte vi ca. 20 km. ned til en campingplads. Vi havde købt blæksprutter, så de blev grillet. Næste morgen da jeg skulle bade, var der nogle badeforhæng, hvorpå der stod Kronborg, og nysgerrig som jeg er, konstaterede jeg at Lars Larsen var leverandøren.

Det regnede stadig meget om morgenen, og udenfor et meget lille telt ved siden af os, sov en hund, stakkels hund i lyn og torden.

Det blev en lidt tankevækkende køretur videre for. Vi kom forbi rigtig mange huse med adskillige skudhuller, så vi blev jo lige mindet om at det ikke er så mange år siden krigen rasede. En del huse oppe i bjergene så bare forladte ud. Det var en meget gold køretur i bjergene, og da vi kom ned til vandet igen var vi inde og proviantere lidt. Igen blev vi chokeret over priserne. To t-bone steak på små 800 gr. kostede 42 kr. Og to store kalvekoteletter beløb sig til 21 kr. hos en slagter. Nu ledte vi efter en overnatning. Vi trængte igen til at få vasket lidt tøj, så vi gik efter en plads med vaskemaskine. Mellem Bibinje og Sukosan syd for Zadar, fand vi en meget lille plads. Jeg tror det var campingdamens egen vaskemaskine, vi fik lov at låne. I hvert fald fik vi en nøgle til rummet, hvor maskine stod. Hun så nærmest spørgende ud, om det var ok med 20 kr. pr. vask. Overnatningen kostede 15 EUR med det hele.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Umag til Rovinj

Da vi kom til Kroatien, skulle jeg lige bruge noget saltvand til håret. Svend blev sat til, at kører med visa kortet. Det plejer han normalt ikke at pive over, men han bemærkede da, om det var guldstøv jeg kom i håret. 24,95 havde han betalt. Han tænkte bare ikke over, at vi var kørt fra Slovenien, hvor de har EUR, over grænsen til Kroatien, hvor de har egen valuta. Denne svarer nogenlunde til vores danske kroner, så det var ikke EUR Svend måtte bøde.

Efter en morgendukkert i Adriaterhavet, ville vi i gang med at vaske tøj, så jeg hev sengetøjet af. Svend skulle hente vaskemønter, dem havde de bare ikke før kl. 11, så vi satte os med et par bøger ude i solen. På et tidspunkt, hvor jeg var gået ind i vognen, hørte jeg Svend sige. Kan man da ikke være i fred nogle steder. Jeg tænkte at det nok var en dansker, der havde scannet vores danske nummerplade. Vi havde ikke set andre danskere på pladsen. Kort efter blev der stukket et hoved ind i vognen til mig, og dér stod Susanne Mikkelsen. Jørn og Susanne var på vej ned til stranden, da de så Svend. Tjaa verden er lille. Jørn og Susanne bor i sidste rækkehus på Hundestedgårdsvej, altså kun et par hundrede meter fra os.

Vi blev inviteret til en lille én hos dem om eftermiddagen.

Tirsdag fik vi den store udvidede morgenmad efter vores havbad.

Efter morgenmaden fulgte vi kysten fra campingpladsen ind til Umag. En længere tur. Vi gik ad landevejen hjem. Ca. 4 km. udturen var mindst dobbelt så lang.

Inde i Umag sad vi et meget flot sted, og kiggede ud over vandet. Vi nød en halv liter øl og en kvart liter vin. De to ting kostede ca. 50 kr. tilsammen, så prisniveauet er ok.

Hjemme igen kørte Svend ud for at handle drikkevarer, og jeg gik ud for at handle madvarer. Svend var inde på en vingård og fik tanket på vores dunk. En rigtig god vin. 14. kr. pr. liter.

Vi bød Susanne og Jørn på en eftermiddags øl.

Dagen efter cyklede vi en tur langs kysten i den modsatte retning af Umag. Vi kom ud til den næste campingplads. Vi handlede lidt på tilbageturen. Eftermiddagen tilbragte vi på stranden.

Om aftenen var vi nede og se den smukkeste solnedgang.

Torsdag kørte vi afsted fra Umag. Dagen bød på bjergkørsel ind i landet. En meget smuk og meget snoet vej førte os først til Groznjan, hvor vi parkerede neden for byen, og gik op og så denne meget hyggelige bjerglandsby.

Fra Groznjan kørte vi til næste bjergby Motovun. Denne egn er meget kendt for sine trøfler. Vi indlogerede os på en autocamperplads neden for byen. Den første camperplads vi har været på med swimmingpool, og selvfølgelig en enestående udsigt ned over dalen.

Der var et stykke at gå op til byen, og den slog omkring de 30 grader. På træerne hang abrikoser, figner, ferskner og kakki frugter. Da vi kom op til byen, måtte vi lige sidde og sunde os lidt. Vi kiggede på den gamle hyggelige by, og fik selvfølgelig også købt trøffelolie. Den smager himmelsk.

Næste dag bød også på en del bjergkørsel. Vi kørte ind hos en vinbonde et meget lille sted. Det var bestemt ikke nogen god vin, men vi nænnede da ikke andet, end at handle med den gamle mand, der ikke snakkede andet end kroatisk.

2 liter hvidvin (leveret på en Colaflaske), 1,5 liter rødvin (på Fantaflaske), og en lille slivovitz. Samlet pris 67 kr. Vinen kan i bedste fald bruges til Sangria.

Vi gjorde stop ved Limfjorden. Her købte vi olie og ost. Næste stop var Rovinj.

Det tog os lang tid at finde en plads på campingpladsen, hvor vi kunne køre ind. Vi havde i første omgang udset os en plads. Den måtte vi opgive. Undervognen skrabede på, da Svend forsøgte at køre op på pladsen, så vi måtte gå en del rundt, inden vi fandt en plads med sol, og hvor camperen kunne komme ind.

Om eftermiddagen gik vi ind og kiggede på byen.

Vi skulle have lidt frugt med hjem. Da vi havde købt hvad vi skulle have, lavede grønthandlerdamen en bunke med forskellige grønsager, som hun syntes vi skulle have. Jeg sagde at Svend skulle give hende nogle penge, det afslog hun på det kraftigste.

Aftensmaden fik vi på campingpladsens restaurant. Den bestod af et fiskefad til to, 1 liter af husets hvidvin og til dessert to irsk kaffe. Hele molevitten kostede 270 kr. Vi falder stadig i svime over prisniveauet.

Lørdag cyklede vi ud ad byen for at handle. Vi fik bl.a. købt nogle meget fine strandmadrasser med motiv af Kroatien. Her er klipper, så de er bedre at ligge på end på vores håndklæder.

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Hundested til Umag

Sommermånederne viste sig ikke sig fra sin bedste side i DK. DMI har registreret vejret i Danmark siden 1874. Kun tre gange på de 143 år, er juli kommet og gået uden en eneste sommerdag, men det skete i 2017. Det er før sket i 1962, 1974 og 1979.

Svend har i sommerens løb hjulpet med at lave ny 1. sal på Kinavej, og han havde også haft sit arbejde på havnen.

Vi havde lagt en køreplan plan der hed Kinavej, Hamburg, Bruxelles, Paris, Loire Dalen og I’ll NoirMoutier. Desværre var gennemsnitstemperaturen de nævnte steder, ca. som i Danmark.

Vi forlod Månedalen søndag den 13. august, da kl. var 10.39. Km. tælleren viste 104.238. Første stop var hos Jane og Jørgen. Svend skulle aflevere havnetasken, så Jørgen kunne tage den med på havnen mandag morgen.

En aftale var helt sikker, nemlig Kinavej den 13. august. Vi fejrede, at Mia fyldte 9 år. Da vi havde fejret Mia, kørte vi til Augustenborg, for at besøge Jytte og Viggo.

Nat temperaturen gik ned på 5 grader, ikke særligt opmuntrende. Derfor sadlede vi om, da vi kørte fra Jytte og Viggo den 15. august. Planen var jo stadig Hamburg, men vi var også enige om, at kigge på hinanden i Hamburg og vælge, om vi skulle dreje til højre eller venstre

Vi havde udset os to camperpladser centralt beliggende i Hamburg. Den første fandt vi hurtigt. De meldte Alles Belegt. Nummer to plads søgte vi så meget med lys og lygte, at Svend kørte ind i en park, hvor vi blev stoppet af en parkbetjent der sagde, at der måtte vi ikke køre. Derfor måtte Hamburg opgives.

Nu kom vi til at dreje til venstre efter Hamburg. Vi havde snakket om det, men jeg svor efter 1986, at det ikke var noget for mig, alligevel indvilgede jeg.

Næste stop blev på en autocamperplads i Hildesheim. Ganske gratis og mega hyggeligt beliggende ud til en sø.

Ups næste morgen vågnede Svend med noget der lignede i en bordtennisbold i kinden. Tandbyld, mæææn ikke noget piv.

Onsdag den 16. august havde vi en hel køredag, og holdt ca. kl. 18.20 i Bled i Slovenien. Naturskønt, men det regnede og tordnede. Vi havde udset os en plads. Desværre igen alt optaget. Pladsen lå lidt langt fra noget, så vi fandt en parkeringsplads bag campingpladsen, hvor vi kunne overnatte.

Vi spurgte i campingpladsens reception, om der måske var mulighed for overnatning næste dag, og de virkede positive. Vi fik ikke nattero. Parkeringen lå ud for en restaurants udluftning. Den kørte hele natten. Der var megen larm af biler m.v.

Næste dag var der fuld sol og rigtig varmt. Jeg startede dagen ved søen med en kop kaffe.

Svend konsulterede sin tandlæge telefonisk. Dorthe sagde at det nok ”bare” var en tandbyld, og at det sikkert ville gå over af sig selv. Det gjorde det heldigvis. Jeg mente at kende et gammelt råd om slivovic, den købte han ikke.

Kl. 8.00 kørte vi ind på campingpladsen, hvor vi parkerede i venteposition til kl. blev 12, hvor vi kunne komme ind og bo på pladsen. Ventetiden brugte vi til at cykle rundt om søen. Vi var inde i Bled og gå rundt. En fantastisk tur.

Tilbage ved middagstid fik vi os indrettet. Så gik vi op i campingpladsens restaurant og spiste frokost. Eftermiddagen fordrev vi i stranden, og jeg badede i søen. Det skønneste klare vand.

Fredag den 18. august, startede jeg igen med en tur i søen. En mand, vi døbte ”gruskarl”, mediterede fra morgenstunden. Han sad på et tæppe på en meget stor træstub, med krydsede ben, og hældte grus mellem fingrene og ned i en lille skål. Skørlingen sad der stadig, da jeg kom tilbage.

Jeg så også et helt sort egern fra morgenstunden, da jeg gik hjem fra mit morgenbad i søen.

Efter morgenmaden tog vi cyklerne og cyklede ind til Bled. Her gik vi meget højt op til en borg, der hed Blejski Grad. Her var en enestående udsigt over hele søen. Overfor lå en sommer kælkebane. Nede igen cyklede vi tilbage til campingpladsen, og Svend var om eftermiddagen med i søen.

Da jeg skulle bruge nogle af mine boxe i vognen var de væk. Jeg regnede hurtigt ud, at de nok var røget ned bag bagbeklædningen i skabet. Alt ud fra øverste hylde, skuffen røg også ud. Så klemte jeg mig rigtig meget, det føltes som når man får lavet mamogrrafi, ind over hylden og fik fisket mine boxe op (den var aldrig gået, med de gamle bryster), jeg havde det allerstørste besvær med, at få mig hevet ud af hylden igen.

Lørdag den 19. august kørte vi fra Bled ved 9-tiden. Vi havde fravalgt at køre på motor- og betalingsveje. Kursen var sat mod Izola. Det blev en meget flot og spændende tur. Bl.a. var vi oppe over et skisportssted, der hed Talmin. Det lå i 1300 meters højde. Byernes standard ændrede sig også markant på turen. I Bled mindede det meget om Østrig. Som vi nærmede os Italien dalede standarden betydeligt. Efter et smut ind over den italienske grænse ankom vi til Izola.

Det var et klondike uden lige. 95 procent af campingpladsen var fastliggende, mest slovenere. Vi tror det var et must at der skulle indgå en campingvogn i menageriet, så var det ellers presseninger, brædder, havegrej og meget fast etableret. Der var under en håndfuld pladser der ikke var fastliggere, så vi holdt på et areal blandt små telte, uden strøm.

Vandet så ikke særlig badevenligt ud, så det fravalgte vi.

Da vi ankom begyndte det at regne, så vi måtte rykke ind i vognen. Vi grillede pølser og spiste kartoffelsalat. Omkring midnat blev det et uvejr uden lige. Svend lukkede lugerne, men det blæste virkelig meget op. Da kl. var 01.30 stod Svend i rusk, torden og regn, og prøvede at redde markisen. Det blæste for meget til, at han kunne tage den ind, så han måtte bare gøre hvad han kunne, for at fastgøre den med stropper. Nogle af de unge mennesker omkring os kom og ville hjælpe til. Næste morgen stod den på et koldt brusebad, altså ikke nogen 5 stjernet plads.

Efter morgenmaden cyklede vi ind til byen og gik rundt. Det var godt nok søndag, men der var ikke det store liv. Det hele virkede temmelig kedeligt, og der var en verden til forskel fra Bled, hvor vi kom fra. Da vi var tilbage på pladsen ved 11 tiden besluttede vi, at køre videre til Kroatien. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Vi havnede på en rigtig god plads i Umag, hvor vi besluttede os at blive nogle dage, så nu skal der vaskes tøj m.v, så vi igen har en ren røv at trutte i.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Pisa og hjemover

img_2851img_2373dsc_0567dsc_0574dsc_0566img_8196dsc_0547dsc_0538

Snavsetøjet løber ingen vegne, så søndagen startede med lidt tøjvask. Herefter tog vi en cykeltur til Marina Massa og også op ad bakke til byen Massa. Byen var ret død, formentlig også fordi det var søndag. Da vi kom tilbage til camping pladsen, gik vi et par timer på stranden.

Dagen forinden havde vi mødt en meget mørk mand, der solgte paraplyer. Nu gik han så nede på stranden, troede vi. Vores forvirring var stor, da der pludselig var to meget sorte mænd der solgte paraplyer. Vi blev enige om, at det nok var os, der ikke var så gode til at hitte forskel på alle de mørke mænd.

Mandag den 26. september stod den atter på havbad, formentlig det sidste i år for Svends vedkommende, fordi vi nu sætter kurs mod Gardasøen.

Det har været så hyggeligt at have en ny morgenbade ven, mææn den holder vist ikke, når vi vender hjemover.

Gps’en blev sat til Bardolino. Undervejs var vi inde og handle. Der ligger to campingpladser inde i Bardolino. Begge kunne melde alt optaget, så der blev sadlet om til Malcesine. Efter en lille gåtur grillede vi.

Tirsdag den 27. september cyklede vi fra campingpladsen ind til byen langs søen. En rigtig dejlig og smuk tur. Efter en tur op til borgen, og lidt kiggen i butikker, satte vi os ind på biblioteket og fik en lille en. Tilbage på pladsen lavede vi lidt italiensk frokost.

Onsdag havde vi tænkt os at cykle den modsatte vej langs søen, men solen kom ikke rigtig frem fra morgenstunden, så Svend stillede forslag om at vi lavede køredag. Indrømmes skal det i hvert fald også, at vi glæder os til at gense familie og venner. Ikke mindst Mia, Chili og Humle, selvom de har været med på væggen hele turen rundt.

Onsdag aften holdt vi i Nürnberg ved et Gasthof der hed Grüne Au zum Brez’nwirt. Vi gik ind og spiste sigøjner schnitzler. Stedet var med på den App vi bruger, når vi skal finde overnatninger.

Torsdag lavede vi kaffe, og i første omgang kørte vi ind til en bager, og så ind på nærmeste tank for at købe diesel, bade og drikke den medbragte morgenkaffe.

En af de ting vi har snakket meget om, er at Italien har været turist død (især i syden), i forhold til vores tur sidste år i Portugal og Spanien, hvor der var turister lige til sidste stop i Frankrig.

Vi har også grinet rigtig meget af, at der flere gange på campingpladserne er blevet gjort opmærksom på, at det er en meget stor camper vi har. Sidste år i Portugal og Spanien, var den monster lille i forhold til de fleste andre. Lidt pudsigt.

Lige nu går den op ad autobanen, vi regner med at overnatte meget nordligt i Tyskland og vende hjem til Hunst i morgen. Klar til hverdagen og mange dejlige oplevelser rigere.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar