Fra Krk til Trogir

 

Søndag den 8. september startede Svend sæsonen som morgenbader. Vi var på øen Krk, og som sædvanlig nød han det, da han kom i gang. Mens vi sad og hang over morgen kaffen, kom der en lille Fiat ind på pladsen foran os. Svend bemærkede, at det var da en meget lille camper. Han sagde også at det da ville blive vanskeligt for dem at slå et telt op i den stenede jord. De kørte så væk igen. Ca. et kvarter senere kom de tilbage. Det viste sig, at de havde den lille Fiat med i deres monster store autocamper. Så ingen problemer med at slå pløkke i.

Vi blev på pladsen om formiddagen i forventning om, at der kom en fiske bil forbi ved 10.30 tiden. Den måtte vi kigge langt efter. De sagde i receptionen, at det skyldes dårligt vejr. Det havde vi svært ved at få øje på.

Da fiske bilen ikke kom tog vi en cykeltur langs vandet ind til en by, der lå meget højt på et bjerg. Vi parkerede ved havnen, og gik op til byen. Her begyndte det at regne, så vi satte os på en lille bar for at vente på, at regnvejret drev over. Ikke overraskende fik Svend en stor øl, og jeg fik et glas hvidvin. Da vi skulle afregne, sad Svend og viftede med EURO. Jeg sagde, at dem der tror jeg da ikke, du kommer langt med her. Ganske rigtigt kunne vi ikke afregne med EURO. De tog heller ikke imod kort, Derfor gik Svend til en automat og fik fat i nogle kuronaer. Det skal man ikke, så hellere gå til et vekslekontor og veksle EURO. På hjemvejen sad vi og nød livet på en lille havn.

Mandag den 9. september kørte vi fra Krk, og kursen blev sat mod Plitvicka Jezera naturpark. Undervejs var vi inde og handle i Spar. På vejen op over bjergene kunne vi godt se, at folk ikke havde været helt gode venner i 90-erne. Adskillige af husene havde stadig skudhuller. Vi havnede om eftermiddagen på en campingplads ca. 10 km. fra parken.

Tirsdag stod vi op til en kold morgen. Udendørs temperaturen viste 10 grader, og vi havde 14 grader i bilen. Vi stod tidligt op, fordi vi vidste at der kunne være kødannelser til parken. Derfor tjekkede vi ud fra campingpladsen, da de åbnede kl. 7.00. Selvfølgelig medbringende en kande kaffe. Vi købte brød og holdt ca. kl. 07.30 ved Plitvicka Jezera. Vi fandt en parkeringsplads, og fik købt billetter, men selv så tidligt om morgenen stod folk i kø til billetter. Det blev en enestående dag i den flotteste naturpark man kan forestille sig. Vi var der også i 2017, men i øsende regn, så der var en verden til forskel. Da vi forlod parken kørte vi til Santo ved kysten nær Zadar. Der var run på indtjekningen, og man holdt i en tjek ind kø. Vi gik i receptionen, og bad om en plads så tæt på havet som muligt. Der blev skrevet 5-6 pladser vi kunne kigge på. Foran os holdt et tysk par. De skændtes så det bragede, mens de gik derned ad. Hun ville finde plads, og han ville have fjernet camperen. Vi udpegede lynhurtigt en plads, og gik tilbage til receptionen og tjekkede ind på plads 46. Der gik lidt tid inden vi kunne komme fra receptionen. De tyske kamphaner var ikke vendt tilbage, og der holdt flere vogntog bag os. Der kom en ung mand, som holdt bag os, da han havde bakket ud, kunne vi også komme fri af køen. Da vi kom ned til plads 46, var den optaget. Et tysk par var ved at rikke an. Vi gik ud og sagde, at den plads havde vi fået. Svend viste dem også indtjekningen fra receptionen. Konen blev stiktosset, sagde noget grimt (Maude agtigt), og gik i vognen. Nu kom manden ud, Svend viste også ham vores reservation, og Svend sagde, at så måtte han gå tilbage til receptionen og snakke med dem. Jeg blev ved bilen, vi holdt ikke så praktisk parkeret. Da begge mænd var gået mod receptionen, kom fruen timmeren hen og ville til at diskutere med mig. Det syntes jeg ikke gav nogen mening, så jeg fik andre gøremål, og hun blev tosset. Hun begyndte at ligge tæppe foran deres vogn, hundens madskåle og hund kom også ud. Jeg fik kigget ud af vores siderude,  og så at alle omkring os fulgte optrinnet. Efter en halv times tid kom mændene tilbage. Jeg behøvede ikke spørge, hvem der havde pladsen. Det fremgik af deres ansigtsudtryk. Tyskeren lignede et torden vejr, Svend havde smil på læben. Tre i receptionen sagde, at det var vores plads, og det ville den anden stadig ikke godtage. Så både han og fruen bandede, mens de pakkede sammen. Det skabte moro hos alle de andre campister, så der var mange til at vinke os ind på pladsen.

Onsdag den 11. september startede med et dejligt hav bad. Nu skulle der vaskes tøj, så vi cyklede mod vaskehuset. Undervejs mødte vi tyskeren fra dagen før. Han havde stadig bæ mund på, så da vi venligt hilste god morgen, blev hilsenen ikke gengældt.

Da vasketøjet var hængt til tørre, kørte vi en tur ind til byen Nin. Vi fik set byen og handlet på hjemvejen. Da vi kom hjem, blev der badet.

Næste dag lagde jeg ud med, at ville lave lidt forberedelser til aftensmaden. Vi skulle have lammeskank og bl.a. humus som tilbehør. Den gik helt galt, skanken blev lagt i marinade, intet problem. Men da jeg skulle bruge stavblenderen til humus fløj det til alle sider. Pludselig manglede jeg også en knap på blenderen. Jeg kunne ikke finde den, Svend mente han måske havde set den i opvasken. Smagte på humusen (den smagte ikke af plastik), men ikke mere hjemmelavet humus på denne tur.

Sara havde været på Månedalen, og hun sendte billeder fra vores kælder, der var  blevet tømt, med henblik på at bringe den i stand efter stormfloden den 10. august. Vi har jo nærmest kun sandaler med, så det bliver spændende, hvor vi har fodtøj m.v. når vi vender hjem fra vores tur thi – hi. Vi gik en tur på pladsen, der var mega stor, og vi cyklede også hen og handlede. Da vi kom tilbage, lavede jeg en kande sangria.  Der har på det seneste været skrevet meget om at man skal  passe på med at bruge gamle ferie ”souvenirs” i form af keramik til mad og drikkevarer. Ærlig talt tror jeg på, at der er noget galt med glaseringen. Kanden er købt i Le Lavandou i Frankrig på et marked. Den har fulgt os i rigtig mange år, og man kan virkelig godt blive ør i hovedet, når man bruger den til drikkevarer.

Den 13. september slog vi lejren ned. Næste mål var Trogir, og vi landede på pladsen først på eftermiddagen middagen. Det var en lille plads, med en super beliggenhed og med det herligste badevand.

Lørdag var vi rimeligt tidligt oppe. Kl. 9.00 stod vi ved en taxi, der skulle bringe os ti Trogir. Det kostede den nette sum af 20 kr. at blive sejlet, den lille halve time det tog til Trogir. Det er en ualmindelig smuk gammel by, så vi brugte nogle timer i byen.

Vi havde fået brugt ressourcerne op, så vi valgte at spise sen frokost på campingpladsen ved vidende, at vi nok ikke skulle grille eller lave mad i Bosnien. (Vi har været på pladsen tidligere, og vi ved at de laver, både god og vanvittig billig mad på pladsen) så vi vil simpelthen ikke være andet bekendt end at støtte dem, og købe vores mad af dem.

Ok sætter os på restauranten på campingpladsen i Trogir,  klar til bestilling. Only Cash, Oh my good. Til receptionen. Kan I veksle. Nej sagde de, du skal gå ud af indgangen til højre og finde den næste bager. To bugte og nogle strande senere fandt jeg vekseleren, og fik velslet nogle EURO til Kuna. Jeg ringede til Svend og sagde, at jeg befandt mig meget langt væk, så han skulle ikke bestille mad til mig, før jeg kom tilbage. Bæstet havde selvfølgelig allerede bestilt en kande vin. Han sagde, at jeg var væk en times tid. Tjeneren havde sagt til Svend, at hvis jeg var drejet til venstre ved receptionen, havde jeg mødt en pengeautomat efter 100 meter. Men vi fik et fad med de skønneste fisk, så det var turen værd.

I dag (søndag den 15. september) kører vi videre til Bosnien, hvilket betyder, at vi ikke vil have tændt mobilerne i et stykke tid.

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Hundested til Krk

  

Lørdag den 31. august var vi inviteret til Birthes 70 års fødselsdag i Strandjægernes klubhus.

Camperen var pakket og kl. 12.10 kørte vi fra Månedalen. På vej til havnen, hørte vi i radioen, at Lars Løkke havde trukket sig som formand for venstre.

Efter en særdeles veloverstået fødselsdag sov vi i vognen. Næste dag kørte vi rundt bageren og Rema. Næste stop var Fleggaard for lidt grænsehandel. Forretningen var stoppet til bristepunktet, folk mente, det var fordi det var den 1. i måneden, og fordi det var søndag. Vores tålmodighed kom på prøve. Fra vi forlod Fleggaard og til vi holdt for natten, var det kø kørsel. Senere fik vi at vide, at industriferien sluttede i Hamburg denne dag. Sidst på dagen fandt vi en plads på Park4night, smukt beliggende ved en sø, ca. 45 km. nord for Hannover. Vi havde rykket 618 km. i løbet af dagen. Vi smurte os et par gode madder og slappede af.

Mandag gled trafikken livligt, og ved 16-tiden kørte vi ind på Furenholzen West, for at tanke og købe vignet til Østrig. Vi var ca. 30 km. nord for München. Svend havde lige nævnt, at koblingen føltes underlig. Det var meningen, at vi ville overnatte på den anden side af München, men sådan gik det ikke. Kupplungen var kaput, og vi kunne ikke køre fra benzin standeren. Vi fik selv trillet bilen til en side, sikkert et morsomt syn med Svend skubbende, og mig chauffør. Efter ca. halvanden time blev vi hentet af et fejeblad. Han havde svært ved at finde et værksted, der kunne tage store køretøjer, så han kørte os til hans eget værksted,  hvor vi muligvis kunne repareres dagen efter. Vi fik lov til at overnattte i camperen. Konen, til manden der kørte fejebladet, havde bagt kage, så vi fik et par stykker kage med ud i vognen.

Om tirsdagen viste det sig desværre, at de ikke kunne fixe bilen, hvor vi holdt. Vi ventede meget længe, uden at der skete en skid, og Svend snakkede med SOS i flere omgange. Først da klokken var ca. 14.00, blev i igen sat på fejebladet, og kørt til en Renault mekaniker på den anden side af München. De tog bilen op på en lift, og der kom et cirka overslag på 2.200 EUR. Samtidig sagde de, at de først kunne udføre reparationen fredag, grundet industriferie. Vi fik strøm på vognen, og blev tilbudt at overnatte uden for deres værksted. Vi tog cyklerne af vognen, og kørte over på en Mexicansk restaurant og spiste. Vi fik rigtig dejlig mad med vin til en god pris.

Vi var enige om, at nu måtte vi se München, når vi ganske uventet var  havnet her. Derfor afleverede vi onsdag morgen en nøgle til camperen samt mit mobilnummer. Så kunne de flytte vores bil, hvis det blev nødvendigt. Det var onsdag, og vi cyklede over til en station. Herfra tog vi toget ind til centrum af München. En togtur på en god halv time. Det var en super fin by med mange flotte gamle huse. Da vi stod på banegården, ringede de fra værkstedet, og sagde at prisen ville blive ca. 2.800 EUR for reparationen. Den måtte lige sluges.

Sidst på dagen returnerede vi til stedet, hvor camperen stod. Vi blev lettere chokerede over, at camperen igen hang på liften, uden forhjul og med opklodsning under motoren. Denne gang uden vi havde mulighed for, at få noget som helst ud af vognen. Vi havde kun hvad vi stod i, korte bukser og bare arme. Ingen toiletartikler, kontaktlinser, batterier til høreapparater, medicin, opladere til mobilen, tøj og pas var også i bilen. Nu måtte vi ud og finde et hotel for natten. Og der måtte investeres i lidt toiletartikler.

Vi fandt et hotel ti minutters cykeltur fra værkstedet. Vi spiste aftens- og morgenmad på hotellet. Dagen efter, torsdag den 5. september var der sølle 14 grader fra morgenstunden, så det var en halvkold fornøjelse med bare arme og ben. Hotelværelser er ikke lige os, så i desperation var vi inde og købe Suduko til Svend, og et tysk mad blad til mig. Vi cyklede lidt omkring, og vi tog også toget to stop ind til Frising. Vi ville ikke bevæge os for langt væk, hvis der blev ringet vedr. bilen. Midt på dagen blev det regnvejr, så vi returnerede til hotellet, og da klokken var ca. 14.00 blev der heldigvis ringet, at bilen var klar. Vi fik afregnet 20.159 kr. Kl. 18.10 holdt vi på Camping Møvenplatz i Chemming, direkte ud til søen.

Om fredagen startede Svend med at ringe til SOS, for at meddele, at vi var kørende igen. Herefter kontaktede han Almindelig Brand, fordi vi var blevet fortalt, at de endnu ikke var i gang med at tørre ud, og renovere på Månedalen. Herefter satte vi kursen mod Slovenien. Vi ankom til Camping Adria midt på eftermiddagen i øsende regn. Så ingen grill – øv, øv, take away.

Pladsen vi var havnet på viste sig lørdag morgen, at være af Tvergaard standard. Meget mørk og meget sigøjner agtig, så efter en gåtur besluttede vi at køre videre. Vi kørte til øen Krk i Kroatien til femstjernet camping, endog med opvaskemaskine, og helt nye sanitære faciliteter. Pladsen lå direkte ud til Adriaterhavet, så der blev hurtigt slået rigtig lejr for første gang på turen. Vi havde handlet undervejs, så grillen kom ud af bagagerummet. Senere i dag kommer der fiske bil til pladsen, så er vældig spændte på hvad de sælger, selvfølgelig skal der grilles fisk i aften. Herligt, her bliver vi nogle dage.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Barcelona til Hundested

På Camping Tres Estrellas, skulle man betale for så mange dage man ønskede, når man ankom. Da vi kom kiggede vi på hinanden, og bestilte tre dage, så den tredje dag, tog vi en slap af dag på pladsen. Vi badede, læste og nød varmen og gik en tur langs stranden. Fra morgenstunden sendte Jacob fotos hjemmefra, hvor jorden var total hvid, fordi det haglede.

Om aftenen sad vi og læste, da det begyndte at dryppe på forruden. Ved siden af os boede nogle spanier. Der var tre børn, fire voksne og en stor hund i en lille campingvogn. De begyndte at pakke sammen. Vi skulle køre næste morgen, så vi røg ud, og på under ti minutter fik vi pakket vores ting ind i bagagerummet, så alt var tørt til næste plads. Aftenen blev fordrevet med spil.

Tirsdag startede vi atter med et havbad. Vi kørte mod Frankrig, og der var rigtig mange ”vejarbejdere” undervejs. Det er godt nok spøjst, når de står i deres lyserøde stiletter samt g-streng og vinker til os. Over grænsen var vi inde og handle. Sidst på dagen holdt vi i Carnet Plage. Efter der var rigget an, gik vi en tur til stranden.

Vi havde ikke spist frokost og grillede derfor lidt tidligt. Inden vi var færdige med at spise, fik vi en ny nabo. Han startede med at ligge nogle grejer på parcellen, og spurgte om vi ville passe på dem lidt. Jo da det ville vi gerne. Da han kom tilbage spurgte han, om han kunne låne lidt strøm af os? Joo da så gerne. Nu så han, at vi havde vin, om han kunne få lidt af det? Joo da —-. Det næste han zoomede sig ind på var vores mad. Nu ville han også gerne have noget af den. Her holdt nabo venligheden altså op. Svend var fast i tandkødet, da han sagde nej.

Det var nu blevet den 26. September, og da jeg vågnede, tænkte jeg, at det var  første nat siden maj måned, at jeg havde haft dynen på det meste af natten. Campingpladsens låge med først åbnet kl. 8.30, så vi fik drukket en del kaffe og læst nyheder, inden vi kunne komme til vandet. Det blev til vandet og ikke i vandet. Der var så høje bølger, at vi ikke turde bade.

Vi cyklede ind til Carnet Plage og by senere på dagen. Her oplevede vi virkelig bølgerne. En sejlbåd var i rigtig alvorlige vanskeligheder. Den sejlede ud af havnen, men kunne slet ikke styre det, så folk der stod og gik på molen var bange for, at båden slog mod molen, bølgerne stod ind over. Han fik vendt skuden, og kom atter ind i havnen. Her lå han og cirklede en del rundt, inden han fik hevet sejlet ned igen. Sidste tøjvask på ferien kom til en side om eftermiddagen.

Sidste indkøb i Frankrig blev gjort næste morgen i en Intermarche tæt på campingpladsen, så nu kan der laves tartiflette m.v. når vi rækker Månedalen. Resten af dagen, stod den på kørsel, og vi ankom til en lille plads i nærheden af Vichy sidste på dagen. Temperaturen viste hele 34 grader. Vi grillede en lakserulle, denne var farseret med kammuslingefars, umiddelbart lyder det super, men jeg er da glad for, at jeg ikke købte en til fryseren.

I flere uger havde vi planlagt, at vi skulle slutte på en bestemt campingplads tæt på Mulhouse. Overhovedet ikke på grund af pladsen, men fordi der meget tæt på ligger en restaurant, hvor man spiser himmelsk. Jeg prøvede at ringe til restauranten for at bestille bord til den 28. september. Desværre gik der en telefonsvarer på.

Vi kunne ikke købe morgenbrød på den lille plads, så vi lavede morgenkaffen, og måtte så finde en bager senere. Det var blevet rigtig koldt, og kun 9 grader fra morgenstunden. I løbet af formiddagen fik jeg fat i restauranten. Øv, bøv. De havde valgt at holde lukket til tirsdag, og da det jo kun var fredag, syntes vi det var for længe at vente.

Vi valgte at køre videre mod nord, vi løb ind i en ulykke omkring Freiburg. Sidst på dagen holdt vi ved Europacamping Sand ca. 60 km fra Karlsruhe.

Der var jo grundet planen om fransk gastronomi ikke købt ind til aftensmaden, så den franske gastronomi blev vekslet til tyske schnitzler på campingpladsen. Ikke helt det samme thi-hi.

Efter morgenkaffen kom vi tidlig fra pladsen. Vi kører nu op gennem Tyskland og endnu en herlig tur laker mod enden. Når først vi rækker op til motorvejen i Tyskland, hvor vi kører nu, savner vi jer alle sammen rigtig meget. Ikke mindst de tre skønne unger. Kalenderen vi får til jul, hænger på væggen i camperen på hele turen, og vi glæder os rigtig meget til at gense dem. Vi har også købt tre fine poser, og mon ikke også der er lidt, vi kan komme i de tre poser. Sidste udgivelse! Vi ses inden længe.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Barcelona til Hundested

På Camping Tres Estrellas, skulle man betale for så mange dage man ønskede, når man ankom. Da vi kom kiggede vi på hinanden, og bestilte tre dage, så den tredje dag, tog vi en slap af dag på pladsen. Vi badede, læste og nød varmen og gik en tur langs stranden. Fra morgenstunden sendte Jacob fotos hjemmefra, hvor jorden var total hvid, fordi det haglede.

Om aftenen sad vi og læste, da det begyndte at dryppe på forruden. Ved siden af os boede nogle spanier. Der var tre børn, fire voksne og en stor hund i en lille campingvogn. De begyndte at pakke sammen. Vi skulle køre næste morgen, så vi røg ud, og på under ti minutter fik vi pakket vores ting ind i bagagerummet, så alt var tørt til næste plads. Aftenen blev fordrevet med spil.

Tirsdag startede vi atter med et havbad. Vi kørte mod Frankrig, og der var rigtig mange ”vejarbejdere” undervejs. Det er godt nok spøjst, når de står i deres lyserøde stiletter samt g-streng og vinker til os. Over grænsen var vi inde og handle. Sidst på dagen holdt vi i Carnet Plage. Efter der var rigget an, gik vi en tur til stranden.

Vi havde ikke spist frokost og grillede derfor lidt tidligt. Inden vi var færdige med at spise, fik vi en ny nabo. Han startede med at ligge nogle grejer på parcellen, og spurgte om vi ville passe på dem lidt. Jo da det ville vi gerne. Da han kom tilbage spurgte han, om han kunne låne lidt strøm af os? Joo da så gerne. Nu så han, at vi havde vin, om han kunne få lidt af det? Joo da —-. Det næste han zoomede sig ind på var vores mad. Nu ville han også gerne have noget af den. Her holdt nabo venligheden altså op. Svend var fast i tandkødet, da han sagde nej.

Det var nu blevet den 26. September, og da jeg vågnede, tænkte jeg, at det var  første nat siden maj måned, at jeg havde haft dynen på det meste af natten. Campingpladsens låge med først åbnet kl. 8.30, så vi fik drukket en del kaffe og læst nyheder, inden vi kunne komme til vandet. Det blev til vandet og ikke i vandet. Der var så høje bølger, at vi ikke turde bade.

Vi cyklede ind til Carnet Plage og by senere på dagen. Her oplevede vi virkelig bølgerne. En sejlbåd var i rigtig alvorlige vanskeligheder. Den sejlede ud af havnen, men kunne slet ikke styre det, så folk der stod og gik på molen var bange for, at båden slog mod molen, bølgerne stod ind over. Han fik vendt skuden, og kom atter ind i havnen. Her lå han og cirklede en del rundt, inden han fik hevet sejlet ned igen. Sidste tøjvask på ferien kom til en side om eftermiddagen.

Sidste indkøb i Frankrig blev gjort næste morgen i en Intermarche tæt på campingpladsen, så nu kan der laves tartiflette m.v. når vi rækker Månedalen. Resten af dagen, stod den på kørsel, og vi ankom til en lille plads i nærheden af Vichy sidste på dagen. Temperaturen viste hele 34 grader. Vi grillede en lakserulle, denne var farseret med kammuslingefars, umiddelbart lyder det super, men jeg er da glad for, at jeg ikke købte en til fryseren.

I flere uger havde vi planlagt, at vi skulle slutte på en bestemt campingplads tæt på Mulhouse. Overhovedet ikke på grund af pladsen, men fordi der meget tæt på ligger en restaurant, hvor man spiser himmelsk. Jeg prøvede at ringe til restauranten for at bestille bord til den 28. september. Desværre gik der en telefonsvarer på.

Vi kunne ikke købe morgenbrød på den lille plads, så vi lavede morgenkaffen, og måtte så finde en bager senere. Det var blevet rigtig koldt, og kun 9 grader fra morgenstunden. I løbet af formiddagen fik jeg fat i restauranten. Øv, bøv. De havde valgt at holde lukket til tirsdag, og da det jo kun var fredag, syntes vi det var for længe at vente.

Vi valgte at køre videre mod nord, vi løb ind i en ulykke omkring Freiburg. Sidst på dagen holdt vi ved Europacamping Sand ca. 60 km fra Karlsruhe.

Der var jo grundet planen om fransk gastronomi ikke købt ind til aftensmaden, så den franske gastronomi blev vekslet til tyske schnitzler på campingpladsen. Ikke helt det samme thi-hi.

Efter morgenkaffen kom vi tidlig fra pladsen. Vi kører nu op gennem Tyskland og endnu en herlig tur laker mod enden. Når først vi rækker op til motorvejen i Tyskland, hvor vi kører nu, savner vi jer alle sammen rigtig meget. Ikke mindst de tre skønne unger. Kalenderen vi får til jul, hænger på væggen i camperen på hele turen, og vi glæder os rigtig meget til at gense dem. Vi har også købt tre fine poser, og mon ikke også der er lidt, vi kan komme i de tre poser. Sidste udgivelse! Vi ses inden længe.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Torre del Mar til syd for Barcelona

  

Min fødselsdag blev om formiddagen brugt meget praktisk. Jeg havde invitret manden på brunch, ved vognen. Efter morgenmaden vaskede jeg tøj og gjorde rent. Dagen før havde vi spottet en dansk campingvogn. Vi havde ikke set danske vogne tidligere på turen siden det franske, hverken i Portugal eller i Spanien. Jeg havde sjov af, at sige hjertelig godmorgen da jeg fik forbi. Søde mennesker, der skulle være af sted et par måneder. De hed Hanne og Jan og kom fra det jyske. Om eftermiddagen ville vi ned og bade igen, igen. Den danske vogn lå ved lågen ned til stranden, de hilste da vi gik forbi, og vi faldt i snak. Da vi havde stået med vores stole i hånden og snakket lidt, foreslog de at vi satte os på dem i stedet. Det gjorde vi, og de bød på en lille én.

Vi ville vise dem hvor vi boede, alders rente nyderen bød også dem på en lille én i anledning af dagen, derfor blev klokken over 21.00, inden vi grillede en af de mega bøffer, vi havde købt i dagens anledning.

Mandag den 17. september havde vi en del regn fra morgenstunden. Da regnen havde lagt sig, cyklede vi ind til Torre del Mar og gik rundt. Fra Torre del Mar cyklede vi videre til Algarobo. Der blev handlet lidt gønsager ved Anette og Børges købmand. Tilbage på campingpladsen havde vi cyklet 20 km, og vi trængte i den grad til at hoppe i bølgerne.

Dagen efter kørte vi til Playa de Mazarron. Vi lod grillen stå da vi havde rigget an. Jeg lavede en gang koteletter i fad med bulgur. Herligt med lidt forandring.

Onsdag den 19. september. Natten havde været monster varm, selv om alle vinduer og døren ind til vognen var åben, kunne vi kun ligge oven på dynerne. Efter en tur i baljen og en bruser, gik vi til den nærliggende Spar butik. En rodebutik uden lige, hvor alt kunne købes. Rigtig sjov at kigge på. Thermometret viste fra morgenstunden 32 grader, så jeg brændte mig på thermokanden, da jeg skulle hælde kaffe i koppen.

Alle ved jo, hvem af os, der gerne vil have et stykke kage til morgenkaffen. Svend havde købt en specialitet, som han syntes, jeg skulle prøve. Jeg prøvede, og spruttede efterfølgende. Det knas der var oven på kagen, var fedtegrever. Føj for en høne. Det kunne han selvfølgelig ikke smage, det knasede jo bare, og lignede sukkerkugler.

Efter denne fantastiske oplevelse, kørte vi ind til byen Mazarron. Den var super hyggelig med en dejlig havn og strand.

Torsdag startede sædvanen tro med en dukkert. Vi kørte igen ind til byen, og om eftermiddagen lavede jeg en kande sangria. Dagen forinden havde vi set nogle danskere holde i position til at tjekke ind på pladsen. De lå på vejen op til toilettet, og vi hilste pænt på. De bød på en lille en. Det var alle tiders mennesker, vi følte os meget på bølgelængde, så det var hyggeligt. De hed Jonny og Stig og de kom fra Gelsted på Fyn. De skulle bo på pladsen til november, og de havde været der før.

Fredag var det egentlig vores hensigt at cykle op til hovedbyen Mazarron. Det frarådede Jonny og Stig os, fordi det var meget hyggeligere at cykle den modsatte vej, hvor der var en storslået natur. Vi fulgte deres råd, og den holdt stik.

Vi kørte ud til nogle meget specielle klipper, fra dem gik det opad, og på et tidspunkt kunne der ikke længere køre biler, vi cyklede og trak cyklerne videre, kom ud til nogle strande, hvor der lå et par mennesker hist og her. Det var svært at se, hvordan de var kommet derned. Der var ingen både at se, og de havde håndklæder med, så vi mente at de måtte være kommet ned fra landsiden?

På vejen hjem var vi inde for at få en forfriskning på en rigtig sjov bar. De lavede et par tapas til os, den ene ville Svend rigtig gerne vide, hvad der var i,  mæææn jeg måtte bare sige til ham, at det mente jeg ikke han ville blive lykkeligere af at vide. Han havde nemlig spist af dem thi-hi. På stedet var en lille påklædt hund. Den så desværre ikke ud til at have det så godt.

Da vi var tilbage ved campingpladsen, ville Svend gerne styre sin nysgerrighed, og han cyklede op til hovedbyen, mens jeg kørte ind for at få en dukkert. Tilbage kunne han berette, at den var så kedelig, som vi havde fået fortalt.

Sidst på dagen kom Jonny og Stig forbi og fik en forfriskning. Igen gled snakken lystigt.

Lørdag startede dagen med at ringe og lykønske Anne, herefter snuppede vi en morgendukkert i tusmørke. Det var meget lunt. Efter en hel køredag, mest på motorvej, røvkedeligt men vi ville gerne flytte os lidt nordpå, endte vi syd for Barcelona. Vi havde rykket os 650 km. den dag, og vi havde også været inde at proviantere lidt. Pladsen vi kom ind på hed Camping Tres Estrellas, denne ligger meget tæt på lufthavnen i Barcelona.

Da vi ankom kunne vi vælge mellem tre typer af pladser. En med havudsigt, en i anden parket, og en væk fra vandet. Valget faldt på havudsigten, og vi fik tildelt en plads. Receptionisten sagde, at der var andre ledige pladser med havudsigt, så vi skulle lige meddele, hvis vi valgte en anden plads. Det gjorde vi da der var rigtig meget løst sand på den tildelte. Svend kørte på plads, mens jeg gik i receptionen for at sige, hvilken plads vi lå på. Da Svend kørte på plads blev en tysker der havde valgt anden parket tydeligt utilfreds, da vi lagde os foran ham, og ødelagde hans havudsigt, måske han bestiller med udsigt næste gang. Thi-hi.

Efter megen grillmad ville jeg lave en æggekage. Det faldt ikke heldigt ud. Flæsket blev godt nok, men da ikke rigtig jeg havde et grydelåg med jeg kunne vende den på, fandt jeg ud af, at den skulle laves i ovnen. Det blev en noget brændt affærre i den lille ovn, den hævede op i varme elementerne, så den skal IKKE prøves igen.

Søndag den 23. september, var vi på FaceTime for at lykønske sønniken. Humle fulgte med i samtale, så da vi sagde, at vi skulle ned og have en dukkert, ville han have, at de skulle køre i stranden, for at bade med os. Jacob prøvede at forklare, at den strand vi skulle bade fra lå meget langt væk. Efter dukkert og bad tog vi bussen lige udenfor campingpladsen ind til Barcelona. Vi gik en tur på Ramblaen, og var nede ved havnen. Vi konstaterede da også, at priserne var ca. 5 gange så høje, som det vi havde været vant til. Om aftenen hentede vi Take Away på campingpladsen

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Alvor til Malaga

Svend har haft lidt ”uheld” med sin morgenbruser undervejs. På den ene campingplads, skulle man vælge en bruser. Denne havde så et nummer. Inden man indtog bruseren, skulle man trykke på nummeret på et panel, der sad lige ved indgangen til baderummene. Det havde Svend overset, men den foregående i badet, havde åbenbart ikke brugt vandet helt op, så Svend fik meget lidt. Da jeg skulle bade, fortalte Svend, at man skulle ruppe sig en del for at nå det. Jeg fortalte ham grinende den lille detalje, som han havde overset.

Hans næste uheld, gav ham kun koldt vand. Her skulle man trykke på en knap uden for ens egen bruser, denne havde han også overset. Så verdens uheldigste mand.

Efter morgenbad og -mad gik vi ned til havnen og rundt i byen Alvor. Da duften bredte sig fra frokost restauranterne, følte vi pludselig sult, så vi fik en gang bacalao. Hjemme på pladsen lavede jeg en kande Sangria Så stod den på kortspil og afslapning resten af dagen.

Søndag den 9. september kørte mod Albufeira, her gik vi en tur. Fra Albuferira kørte vi til Quarteira og indkvarterede os.

Efter rigtig megen grillmad, lavede jeg spaghetti á la Susanne Mare til aften. Havde købt forskellige skaldyr til formålet.

Næste dag startede jeg, med at sætte en maskine tøj på. Så cyklede vi ned og gik i vandet. Om formiddagen cyklede vi ind til Quarteira. Vi gik rundt i byen, og var inde på et fiskemarked. Selvfølgelig ville vi også lige runde havnen. Da jeg skulle derind, lagde jeg mærke til, at folk viste id. Lovlydig som jeg er, thi-hi, gik jeg hen og spurgte, om jeg måtte gå ind. Det måtte jeg overhovedet ikke, for det var privat. Svend det bæst var smuttet bag om vagtskuret, og befandt sig nu inde på det forbudte område. Jeg kaldte ham an, så han kom ud igen. Der var ingen ros til konen for den handling. Svend mente, at jeg bare skulle være smuttet ind efter ham. Da vi kom tilbage til campingpladsen, måtte vi lige ned og have en dukkert. Temperaturen var over 30 grader, så vi var godt lune efter cykelturen.

Fra Quarteira kørte vi mod Spanien, der blev lavet lidt indkøb undervejs, og vi kørte også over grænsen fra Portugal til Spanien, så uret måtte nu stilles en time frem. Vi kørte til Isla Christina, ca. 10 km. efter grænsen til Spanien sidst på eftermiddagen.. Efter en tur ned til stranden grillede vi marinerede revlsben.

Næste dag, onsdag den 12. september gik vi over vejen, og ned og badede. Der lå en lille kirke på stranden. På næsten samtlige campingpladser vi har været på, løber der små katte overalt. Et par af dem har endog forsøgt, at komme ind til os i vognen, så Svend spøgte med, at vi var noget på den, hvis vi fik taget en kat med hjem. Og alle ved vist, at jeg meget hellere hjembragte en portugisisk gadehund, end en lille kat, selvom jeg må indrømme, de er meget søde.

Efter morgenmaden cyklede vi en tur ind til Isla Christina. Vi var inde på turisten, og det viste sig at der var den skønneste cykelrute ind til byen. Vi var cyklet langs landevejen, selvfølgelig tog vi cykelstien hjem.

Tilbage på pladsen, ville vi lige slukke tørsten i baren. De reklamerede med tapas, så vi sagde, at vi gerne ville have fire stk., og at de måtte vælge. De kunne ikke nogle af de sprog vi kan. Det var på det nærmeste fire måltider, de serverede. For de fire portioner, en stor øl og et glas hvidvin, måtte vi bøde godt 14 eur.

Torsdag den 13. september startede vi igen med en svømmetur i havet. Vi havde planer om, at cykle i modsat retning af dagen før. Jeg ville rigtig gerne klippes, og det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg ligner simpelthen Tintin. Betænkelig blev jeg også, da Svend proklamerede, at han ville gå på kaffebar imens jeg blev klippet. Bar ja – mæææn kaffebar, mon han er begyndt at lyve for mig.

Fra Isla Christina, var næste stop Sevilla. Det var en utrolig smuk by, men vi boede elendigt, faktisk på en parkeringsplads hos en mekaniker, den var valgt, fordi der ikke var campingplads i byen, og fordi vi gerne ville bo centralt i den store by, dog havde vi ca. 4-5 km. ind til byen, men den var helt sikkert gåturen værd. Tilbage på pladsen, stod den på spansk skinke med tilbehør – herligt.

Lørdag morgen var ikke den allerbedste. Vi havde set at vi kunne benytte en bruser, hos mekanikeren. Vi var tidligt deroppe, men lofts lyset virkede ikke og det var halvmørkt, der var ingen døre der kunne låses, så bad og toilet foregik lynhurtigt. Tilbage og spise morgenmad. Så skulle jeg op og afregne, alt var lukket og slukket. Det var jo lørdag, og der hvor jeg havde tjekket ind dagen før, var der låst og lukket. Ingen mennesker, men der lå en vagthund udenfor. Der hang en ubehjælpeligt skrevet seddel, hvor der stod exit og så et spansk telefon nummer, smutte kunne vi ikke. Der var en stor jernlåge der skulle åbnes for os. Jeg brugte en livline (tak Tina), for at få styr på hvilket tal, der skulle foran det spanske nummer, og ringede til det. Der skete o og en dyt. Jeg gik lidt omkring, det gjorde hunden desværre også, men den virkede nu fredelig. Tænkte at jeg lige ville vende sagen med Svend, men på vej tilbage mødte jeg en mand med en telefon, sikkert den jeg havde ringet til, han kunne kun spansk, og det kan jeg jo ikke. Dog prøvede jeg at pege på hans seddel, og vise at der nok også skulle stå +34 foran. Det fattede han ikke, så jeg afregnede og gik tilbage til Svend.

Nu kørte vi op til lågen, den var ikke blevet åbnet, så Svend kørte frem og tilbage foran porten. Han forventede et abra kadabra (en sensor), der åbnede den. Det skete ikke, og manden var igen forsvundet. Nu var det Svends tur til at prøve at finde ham, men det lykkedes, og vi kom afsted mod Codobra.

Codobra var en mega flot by, og vi løb oven i købet ind i et bryllup, hvor flere af kvindernes hatte kunne slå dronning Margrethes ditto. Vi var inde hos en slagter, her gik det galt for mig igen. Jeg så noget rigtig pænt kød, og pegede, at det ville jeg gerne købe til 2 personer. Slagteren forstod at dem ville jeg gerne have to af. Så stod jeg, med noget der ligner 2 oksestege i vognen. Pyt den ene røg i fryseren.

Efter Codobra var det meningen at vi ville tilbringe et par dage i  bjergene, men først var vi inde på en plads, der var så ringe, at vi ikke ville bo der. På næste plads kunne vi kun have en nat, derfor ombestemte vi os og kørte ned til kysten. Vi fandt den herligste plads ca. 30 km. øst for Malaga. Vi kunne oven i købet for hele 2 eur. mere pr. døgn, få en plads med fuldt vue over havet, så sådan en snuppede vi. Drengen plagede igen, så vi var oppe på pladsens restaurant og spise paella om aftenen.

Søndag den 16. september serverede jeg brunch, der vankede da også en gave til alders rente nyderen. Boligen trængte lige til en opfrisker, så der blev vasket tøj og gjort rent. Herligt!

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Porto til Portimao

Vi havde fundet en ny campingplads, der lå i cykelafstand ind til Porto, ca. 10 km. fra centrum, så den valgte vi at flytte til søndag den 2. september.

Der blev handlet lidt undrvejs, men det blev kun til 33 km. kørsel denne dag. Da vi var rigget an, cyklede vi ind til Porto. Dels ville vi meget gerne købe billetter til en sejltur ind ad Douro. En tur vi havde udset os hjemmefra, og vi ville også gerne have tjek på hvor lang tid det ca. tog os at cykle derind. Cyklerne blev stillet, da vi kom i nærheden af centrum. Vi fik købt billetter. Da det var på plads, gik vi og kiggede lidt.

Til frokost fik vi noget af det bedste sværdfisk, vi nogensinde har fået. Om eftermiddagen var vi rundt i den gamle bydel.

Efter cykelturen tilbage til pladsen, syntes vi at vi fortjente en drink i baren på campingpladsen. En gin og tonic går man aldrig galt af, så det bestilte vi. Det var helt klart en bestilling, de ikke var vant til. Pigen vi bestilte hos, måtte hente forstærkning. De havde mange glas fremme, men endte med at tage nogle voldsomme pokaler. De havde megen morskab af projektet, og den ene mente, at en citron måske også var en god idé. Hun viste os en sådan, og spurgte på portugisisk naturligvis, om vi ville have sådan noget i. Drinkene blev klar og regnskabets time var kommet. Nu gik det helt galt for de to piger, så stedets chef blev tilkaldt for at regne den ud. Thi-hi. Helt billige var de ikke, men de var rigtig gode.

Næste morgen ringede vækkeuret ringede da klokken var 6.00. Der kørte bus ind til Porto lige uden for campingpladsen. Den afgik kl. 7.00. Der var fire franskmænd fra pladsen, der skulle på samme tur som os. Vi blev sat af ved bussens endestation, og gik ned til Porto Havn, hvor vi skulle mønstre på skibet. Det var overordentligt velorganiseret. Vi blev linet op på kajen, når vi tjekkede ind, fik vi anvist et bord, hvor vi skulle sidde. Vi kom til at sidde sammen med to canadier. Nogle rigtig søde mennesker. Da vi startede, var der serveret morgenmad. Og vi havde perfekte pladser og nød turen ind ad floden.

Til middag fik vi suppe, steg og is. Vi var igennem 3 sluser, den ene påstod de var en af europas højeste.

Sidst på eftermiddagen stod vi af båden. Der stod en bus og ventede på os. Den kørte os op til et af portvinshusene, hvor vi fik fortalt om vinen, og dyrkning af druerne. Efter denne fortælling kom vi ind og smagte på varen. De havde fremstillet den første rosé portvin. Selvfølgelig kunne man også købe lidt. Efter to timers bustur havnede vi igen i Porto. Klokken blev 22.30 inden vi igen var på campingpladsen, så det blev en lang og begivenhedsrig dag.

Tirsdag den 4. september kørte vi fra Porto efter morgenmaden. Vi kørte til Torreira, hvor vi også var i 2015. Der var alt ude af kontrol, der var så meget leben, at Svend måtte bære Maybee rundt i favnen. Vi kunne ikke have hende gående mellem folks ben, der var telte overalt. Nu kunne vi magelig gå rundt, men de var ved at gore klar til det årlige marked, der skulle finde sted i den kommende weekend. Da vi kørte fra byen så vi de første “vejarbejdere” på turen. Vi ville gerne bo på en camperplads i Viseu, men de 8 pladser var optaget, da vi ankom. Vi prøvede at finde en parkeringsplads. Her var en meget venlig “parkeringsvagt”, som mod betaling, var lige ved at parkere os bag to andre biler, så vi spærrede for dem.

Vi måtte videre og sidst på eftermiddagen, kørte vi ind på en campingplads i bjergene. Her var 90 enheder, og alle pladser var ledige, så vi kunne frit vælge. Toilet og bruserum blev låst op til vores ære, og strøm fik vi også. Da jeg skulle op og skrive os ind, grinede jeg og sagde til Svend,  om de måske også kunne klare lidt morgenbrød. Jeg spurgte, og det kunne jeg, der ville komme en anden mand på pladsen kl. 8.30 og han ville købe brød med til os.

Næste morgen da Svend skulle i bad, sagde jeg spøgefuldt til ham, at nu måtte han jo endelig hilse på alle de andre campister. Jeg ville lige ordne en kylling ved køkkenvasken inden, jeg gik i bad. Da jeg gik fra køkkenet kunne jeg ikke dy mig, jeg slog døren op ind til herrernes bruserum og råbte Bonjour Monsieur. Svend kom meget hurtigt frem, og havde tys-fingeren på. Her er andre sagde han. Jeg tænkte, god med dig og gik videre, da jeg vendte mig om, var der i nattens mulm og mørke kommet endnu en bil ind på pladsen, så den var god nok, der havde faktisk været to andre mænd i baderummet.

Efter morgenkaffen rendte Svend, rigtig mange gange, frem og tilbage med vandkanden for at fylde vand på bilen. Da han hentede den sidste kande, fik han øje på et skilt, der advarede mod, at det vand måtte man slet ikke drikke, så hen og tømme hele vandtanken. Efter tre uger hev Svend også vaskegrejet frem til bilvask.

Vi har investeret i en bog, der hedder Europas smukke veje. Nu fulgte vi en rute fra denne bog ned gennnem det midterste af Portugal. Ruten bød på en del bjergkørsel. Der havde været skovbrand mange steder, så det var et sørgeligt syn. Ned over ruten begyndte de store korktræer at dukke op.

Det var blevet torsdag den 6. september, og efter en morgentur på campingpladsen, der lå oppe i bjergene, kørte vi videre. Første stop var en korkfabrik. På fabrikken var der også en butik med alt i kork, så vi handlede lidt. Det var igen tid til at proviantere, så vi stoppede ved en kæmpe Continente.

Vi landede på pladsen i Alvor tæt på Portimao ca. kl. 16.00. Vi cyklede ind og så byen, inden grillen  blev tændt.

Næste dag startede vi med at cykle ned til havet. Vandet føltes lunkent, Svend var med, og han bemærkede, at der måtte være nogle der hav de pisset i vandet, siden det var så varmt, så det var et herligt morgenbad.

Efter morgenmaden cyklede vi ind til Portimao. En meget kuperet tur ca. 15 km. hver vej. Vi var først en tur på det locale marked, så gik vi rundt i bymidten. Tørsten meldte sig, så Svend fik en halv liter øl, og jeg fik et glas hvidvin. Samlet pris 26 kr. Fantastisk prisniveau.

Fra byen cyklede vi ud til den meget berømte strand Praia de Rocha. For at undgå den megen trafik på vejen hjem, cyklede vi så længe det var muligt langs stranden. Om aften blev der grillet fisk.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Noiremoutier til nord for Porto

 

Lørdag de 22. august, cyklede vi en længere tur rundt på øen Noiremoutier. Der var cykelstier hele vejen, så vi var fri for at køre med den øvrige trafik. På hele øen indvinder de salt, så der var boder overalt, hvor de solgte af varerne. Vi var også inde i hovedbyen og gå lidt i gaderne. Da vi kom tilbage til havnen, hvor vi boede var der søsætning af en fiskekutter. Det foregik lidt anderledes end hjemme, så vi fulgte søsætningen.

Næste dag kørte vi en del på motorvejen mod Bordeaux. Fra Bordeaux gik den ad de små veje, gennem vinområderne til Bagerac. Vi fik en plads ned til Dordogne, så vi hev bord og stole frem, satte os og fik rejsestøvet til at ligge sig. Mandag stod på den store morgenkomplet med det hele. Efter vi havde indtaget den, gik vi langs Dordogne ind til Bergerac. Det er en flot og meget hyggelig gammel by. Cyrano var selvfølgelig overalt. Vi var også inde på et museum og læse lidt om ham. Tilbage på pladsen tog vi cyklerne ud at handle.

Tirsdag den 25. august kørte vi fra Bergerac. Vi satte Esmaralda til næste destination, og ville være fremme ca. tre timer senere. Undervejs var vi inde og handle på et lille marked, og vi var også inde i Intermarche. Først på eftermiddagen, hvor vi havde 26 minutters kørsel igen, valgte vi at køre ind til vejsiden for at spise lidt baguette med skinke.

Set i bagklogskabens klare lys, havde vi godt nok haft nogle sjove dialoger undervejs. Bl.a. sagde jeg på et tidspunkt undrende Cahors for mig selv. Svend konkluderede, at dem var der jo sikkert flere af, for den var vi jo slet ikke i nærheden af. Senere undrede det mig, at der stod Barcelona på et skilt, men jeg tænkte, at det var jo også en stor by. Da vi så holdt ved vejen, tog Svend sin Ipad frem, fordi han syntes, det var mærkeligt, at vi kørte mod Toulouse. Øv, bøv nu gik virkeligheden op for os. Vi var kørt i stik modsat retning af, hvad vi skulle (aldrig prøvet så galt før),  så da vi plottede adressen ind igen, var vi 6 timer fra målet. Vi blev enige om, at bide turen over så da vi havde kørt nogle timer, fandt jeg en lille skovsø på Park4night. Her ville vi grille og overnatte. Vi kørte frem til målet, men  kommunen havde valgt, at ligge et ridestævne samme sted, så vi kørte rundt blandt rigtig mange mennesker, heste, trailere m.v.

Her kunne vi ikke være, så videre til næste plads, men den gik heller ikke. Vi ombestemte os, og valgte at køre de sidste par timer frem til San Sebastian. Vi holdt på pladsen kl. 19.55, men alt optaget. Samme resultat på næste campingplads. Nu kunne vi godt se, at vi ikke kom til at grille den dag, så jeg rendte ind i en Carrefour for at se, om de havde en grillkylling eller lignende. Her var slagteren lukket dagen. Svend havde, mens jeg var inde for at handle, set at der var en autocamperplads ved havnen, så frem til den, for at konstatere, at her var også complet. Umiddelbart var der heller ikke sådan lige en smutvej, vi kunne overnatte på, så da klokken var rigtig mange, kørte vi ind på en parkeringsplads ved et supermarked. Vi tænkte, at her måtte vi så bo for natten. Ca. en halv time efter vi var gået til køjs, blev vi banket op af en vagt. Han sagde at dér kunne vi ikke sove. Svend klagede vores problem, men det var han ligeglad med. Han truede oven i købet med policen. Da han kørte, satsede vi og sov videre.

Næste morgen var vi tidligt på farten. Vi plottede en ny campingplads ind. Den lå oppe i bjergene, og da vi havde valgt den korteste rute, viste det sig at være meget spændende bjergkørsel. Fremme ved pladsen, fik vi at vide, at alt var optaget, men at vi kunne parkere på deres p-plads. Så ville der sikkert blive plads senere på dagen. Vi parkerede fik spist morgenmad, og også taget et bad. Pladsen var bl.a. valgt fordi vi trængte til at få vasket tøj. Nu viste det sig, at vaskemaskinen var Out of Order, så vi kørte igen til den fuldstændig fantastiske camperplads i Bilbao. Her var ingen pladsproblemer. Vi valgte præcis samme parcel som for tre år siden, riggede an, gik en tur , lavede en kande Sangria (vi var jo kommet til Spanien). De herligste bøffer blev grillet om aftenen. Om natten måtte jeg bare ud for at fotografere,  udsigten over byen. Desværre kan den slags udsigter ikke gengives.

Der er el og vand på pladsen i Bilbao, men ingen bad, så her bades i camperen. Efter morgenmaden tog vi bussen ned til Bilbao. Vi stod af i en handelsgade. Herfra gik vi til Guggenheimer museet. Da vi gik derfra, gik vi ind i den gamle bydel. Her spiste vi lidt sen frokost. Vi fik selvfølgelig nogle tapas, men vi var enige om, at det ikke var de mest spændende af slagsen. Sidst på dagen returnerede vi til camperpladsen.

Tirsdag den 28. august kørte vi fra  Bilbao. Undervejs var vi inde og handle i en kæmpe Carrefour, da vi skulle betale vores indkøb, var Svend på vej til en af de 17 kasser. Det var ikke populært, systemet var, at alle stod i en meget lang kø. Og så blev der, efter tur, henvist til en af kasserne. Det havde vi ikke prøvet før.

Da vi skulle ind på pladsen Camping-Playa Arenillas, var det en meget stejl nedkørsel. Der kørte en belgier med campingvogn ind foran os. Da vi var halvt nede af nedkørslen, blev vi stoppet af en spansk dame. Belgierne havde blokeret indkørslen til pladsen, hvor hun netop var på vej ud, også med en campingvogn. Ingen af dem kunne komme frem eller tilbage. Det blev belgieren, der måtte overgive sig efter laaang tid. Svend bakkede tilbage til toppen af bakken til proppen var løst. Vi havde kun kørt 46 km. den dag.

Efter de første to maskiner tøj var klaret, gik vi ned og badede. På en strand der var ca. var en tredjedel af trekanten, var der fire livreddere. De to stod hele tiden ude i vandet, og to andre sad i et tårn og holdt øje med os. Senere på dagen, hvor vi gik en tur, var der slet ikke til at bade p.g.a. tidevand.

Næste morgen prøvede vi optimistisk at gå til stranden. Der var stadig højvande, og vi kunne ikke lige huske, hvordan klipperne så ud, så vi turde ikke hoppe i.

Sengetøjet røg i maskinen. Vi havde fået et afløbsproblem, både på vores badeværelse og i vores køkkenvask, den fik Svend fikset. Han købte noget afløbsrens og hældte i afløbene. Da det havde stået et par timer, hældte jeg kogende vand i, og svupti så fungerede det igen.

Jeg fik med nød og næppe reddet sengetøj og dyner ind, så begyndte det at regne. Resten af dagen stod den på kortspil og yatzy i vognen. Grillmesteren stod af. Han havde set en reklame med tilbud på paella og vin lige uden for pladsen. Dér gik vi over, for at spise. Der ville gå et par timer, inden de lavede mad. Da vi havde sprunget frokosten over og var sultne, blev der alligevel grillet.

Torsdag den 30. august, bød dagen fra start på lidt bjergkørsel, bl.a. var vi forbi et skisportsted. Efter vi kom ned derfra, var det dødsyg kørsel resten af dagen, mest på motorvej. Svend stoppede op tre gange undervejs, fordi motoren blev varm. Han så noget betænkelig ud.

Sidst på eftermidagen begyndte jeg at kigge på Park4night. Jeg fandt en plads, der efter beskrivelsen lå natursmukt, ned til den flod vi ville følge dagen efter. Adressen blev plottet ind. I beskrivelsen stod også at el og vand m.v. var gratis men også, at man så positivt på at man smagte stedets produkter (ikke hvilke produkter). Svend tænkte igen måske paella. Fremme viste temperaturen i øvrigt 34 grader. Pladsen lå helt rigtigt ud til floden. Det var et termalbad, der tilbød faciliteterne, og da adgangen var gratis, var der kun en bar man kunne støtte. Svedige som vi var, gjorde de to store gin og tonic til 8 eur rigtig godt. Det var et meget fint og roligt sted.

Næste dag kørte vi langs floden, vi kørte over grænsen til Portutal kl. 9.15. Uret blev sat en time bagud. Nu kørte vi ind for at lave et større indkøb (kød, fisk og småting købes når vi cykler, mens de store indkøb er bedst at gøre, når vi har bilen med. Vi købte 10 liter vin, 12 øl, brød, vindruer, banan, nektarin, melon, kartofler, agurk, græsk yoghurt, skyr, mozzarella, flødekarameller, karklude, kinesisk soya, da vi stod i kassen, sagde jeg til Svend at nu måtte vi håbe de tog visa kort, og vi snakkede om, hvad vi havde i lommerne af kontanter. Jeg vidste at jeg havde over 50 eur. Det mente Svend, næppe kunne dække den vognfuld vi stod med, men han havde da også lidt i lommerne. Samlet regning 33,90 eur. Omregnet af mig til 257 danske kroner. Godt nok kunne jeg huske Portugal er billigt at handle i, men det her tog da prisen.

Godt middag (kl. 1300) kørte vi ind på en campingplads ca. 40 km. nord for Porto. Efter vi havde rigget an, gik vi til stranden. Det blev en udfordring for den af os, der ikke er vinterbader. Vandtemperaturen er væsentlig lavere her i Atlanten, end i Hundested, og så er der rev i bølgerne.

Lørdag morgen den 1. september modtog vi billeder af en meget stolt Humle, der skulle til sit første fodboldstævne i Frederiksværk. Vi var også på Facetime med ham. Så cyklede vi til vandet, man måtte læse bølgerne, og smide sig når de ikke var for kraftige. Da vi havde badet var, vi henne og se hvor der kom små fiskebåde ind, og hvor de solgte dagens fangst.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Frankrig, Portugal og Spanien 2018

Maj måned skrev sig ind i dansk vejrhistorie med rekorder. Maj 2018 blev den mest solrige måned, vi har oplevet i Danmark. Den slog en 139 år gammel varmerekord og Danmark, havde hele 15 sommerdage med temperaturer over 25 grader.

Varmen fortsatte hele sommeren, så vi levede udendørs hjemme, til vi skulle på den store ferietur.

Overvejelserne gik på at vi skulle mod øst (Polen, Ungarn o.s.v), men det blev vest der vandt i denne omgang, så nu er vi nået til Noiremoutier i Frankrig.

Vi startede fra Månedalen onsdag den 15. august. Vi skulle ind til Amager og fejre vores Mia, der fyldte 10 år.

Dagens fødselsdagsbarn havde bestemt, at vi skulle spise på Running Sushi. Her var vi ikke helt så meget på hjemmebane, som Mia. Men vi var meget positivt overraskede over kvaliteten. Mia havde bagt kager til kaffen, da vi kom tilbage til Kinavej.

Torsdag sendte vi Mia I skole, efter hun havde løbet lidt på det nye Segway. Tina og Denis tog på arbejde, så badede vi og kørte til Augustenborg for at besøge Jytte og Viggo. Som altid hyggede vi os i deres selskab, så det var super hyggeligt.

Fra Jytte og Viggo kørte vi til grænsen for at handle lidt. Vi kørte i kø og igen i kø hele dagen, så da kl. var 17.49 kørte vi ind på det herligste sted, fundet på app’en park4night. På en heldags kørsel havde vi kun rykket os 4 timer, i forhold til afstanden til Amboise, der var vores første mål for et par nætter.  Vi spiste og sov ved en søbred, nær Münster, og vi var de eneste, der overnattede på stedet.

Lørdag den 18. august gled trafikken som smurt. Der var ingen lastvogne på vejene,, og selv gennem Paris gik det legende let. Det blev en hel køredag, og da kl. var 19.44 holdt vi ved campingpladsen i Amboise. Denne dag havde vi tilbagelagt 871 km. Desværre var alt optaget, så vi sov på en autocamperplads uden for campingpladsen.

Søndag morgen gik vi til bageren, og vi gik så ind på campingpladsen, for at tjekke ind. Det kunne ikke lade sig gøre, før kl. var 12.00, så vi daskede lidt rundt i byen, til vi kunne køre ind. Vi gik ind til byen langs floden, og vi kom da også forbi den bar, hvor vi sad og så fyrværkeri på Bastilledagen i 1995. Det satte mange tanker i gang. 23 år siden, og vi var begge yngre end Jacob er i dag —–.

Da vi var rigget an, gik vi igen til byen. Svend havde lagt en rute, som betød at vi så tre slotte, nemlig Chateau Gaillard, Chateau Royal d’Amboise og Clos Lucé, hvor Léonard de Vinci tilbragte sine sidste år. Snu rad som han er, gik vejen også forbi en vinkælder, hvor vi kunne smage på varerne. Om aftenen blev den nyindkøbte Webergrill indviet med et par lammekoteletter.

Mandag den 20. august startede vi dagen med at gå den ø rundt, hvorpå Amboises kommunale campingplads ligger. En gåtur på ca. 5 km. Jeg fik startet på, at skrive dagbogen, så der senere kunne laves en udgivelse på otiumsnyderne. Om eftermiddagen gik vi en tur i byen.

Tirsdag den 21. august kørte vi fra Amboise.  På vejen mod øen Noiremoutier, fik vi gjort de første indkøb i det franske. En gigantisk Carrefour stod for skud, så da vi trådte ind og jeg greb et Cussine blad, var vi enige om, at nu var vi da for alvor i Frankrig. Vi ankom til pladsen La Pointe sidst på eftermiddagen. Efter vi var rikket an, gik vi en tur ned til stranden og rundt havnen. Om aftenen gillede vi skaldyr.

Næste morgen greb vi så vores håndklæder, og gik ned for at tage en morgendukkert. Det lod sig ikke gore. Der hvor vi havde set vi ville bade dagen før, var der intet vand. Folk gik og luftede hunde, så her var virkelig tidevand.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Ston til Bosnien og så mod nord

Vi havde snakket om at køre en formiddags tur lørdag den 16. september, men da Svend kiggede på kortet, kunne han se, at vejen stoppede efter en km. Derfor valgte vi at gå.

Der var et lille færgeleje, hvor vi kunne sidde lidt, inden vi vendte om.

Om eftermiddagen snakkede vi meget med vores naboer, nogle super søde østrigere. Vi møder bare så mange venlige og søde mennesker overalt, og på pladserne er der alle nationaliteter, men alle snakker sammen.

Sidst på dagen klædte vi om, og gik ned til det sted, hvor vi havde aftalt ”taxien” skulle hente os. Upperen kom som aftalt 17.50. Med smøg i flaben. Han kørte os op til restauranten. Her var en totalt enestående udsigt over havet og campingpladsen.

Vi fik skalddyr til forret, og et fiskefad for to senere med grillede grøntsager og pommes. 1 liter vin (ikke særlig overraskende). Så ville vi gerne have to Irsk kaffe, men den kendte de ikke, så det endte med to kaffe og cognac. Samlet måtte vi bøde 650 kr.

En fantastisk fødselsdag. Dagen efter badede vi i bugten (nok sidste gang inden Hundested). Så kørte vi mod Mostar. Buum ved grænsen til Bosnien, manglede vi et grønt stykke papir, så vi blev sat ud på et side spor. Vi kunne købe papiret for 30 EUR, så sagen kom på plads.

Nu kørte vi mod Mostar. Det var, som at køre fra vest til øst Tyskland i gamle dage. Det var meget gråt. Vi havde set, at det ikke var smart (af hensyn til kriminalitet), at overnatte inde i Mostar. Derfor valgte vi en campingplads små 10 km. fra byen. Jeg havde læst om pladsen i en rejsebeskrivelse. Da vi ville finde adressen, stod der at området ikke var optegnet med veje. Aldrig prøvet før, og da vi nærmede os Blagaj som det hed, blev vi mere og mere tvivlende på, om der var en plads. Ud ad en grusvej, og rundt om noget husværk. Den lå godt nok langt ude, så vi valgte at sætte bilen, for at besigtige pladsen. Det var første gang på turen jeg sagde til Svend. Tror du ikke, det er en god idé at låse vognen.

Så kom der bare den sødeste unge fyr, og reklamerede for sin plads. Her ville vi rigtig gerne bo. Han tilbød en velkomst drink på husets regning. Han serverede øl, vin og et frugtfad. Jeg kunne se at man kunne få mad hos ham. Dyreste ret på spisekortet 7 EUR., og så tilbød han også taxi kørsel til Mostar. Pladsen lå helt uden for alt, ligger ned til en flod. Der var vandcykel, kanoer, el, vand og wi-fii. Alt includeret i prisen til 15 EUR pr. døgn. Om aftenen lavede konen mad til os. Wienerschnitzler, grillede grønsager, tomatsalat, pommes frites og en liter vin. I alt 21 EUR. De har egen valuta, men modtager helst alt i EUR og i cash.

Vi tog imod et tilbud om ”taxi” til byen. En af vennerne hentede os. Det var ikke i en Upper, men en noget ældre bil. En super flink mand, der meget gerne ville vise os byen. Første stop var inde i en underjordisk hangar. Han sagde, at det var en af de små. Tito havde haft meget større anlæg alle vegne. Han satte os af i Mostar og vi aftalte, at han skulle samle os op samme sted kl. 15.00. Det var skræmmende, at se alle de smadrede huse, men jo også broen som blev genopbygget. 9 broer var skudt i sænk. På hjemvejen kørte han os rundt, og viste os nogle rigtig flotte steder.

Da vi så et fængsel og regeringsbygning side om side, sagde han at folkene i de to bygninger var lige kriminelle. Han talte også meget om at Mostar jo er meget muslimsk, og at de kunne give problemer, med fem religioner i den lille by.

Han viste os også en bro der var sprængt, men ikke genopbygget. I alt 7 broer var sprængt.

Lige inden vi kom til campingpladsen, pegede han ned på en ruin. Der stod kun en mur. ”Det var min gård, her havde jeg rigtig mange køer”, fortalte han.

Den er godt nok barsk. Campingmanden havde gjort rigtig meget ud af at sige, at vi skulle afregne de 15 EUR dagen kostede til ham. Derfor gætter vi på, at han også har fået en slik for turen. Selvfølgelig gav vi chaufføren lidt udenfor afregningen.

Receptionen på campingpladsen er det bombede hus, hvor I kan se parasoller med ølreklamer i baggrunden. Den blå vask er opvasken, så små forhold må man sige.

Efter afregning og hjertelig afsked, tog vi af sted fra Blagaj. Vi var som vi har været siden den 15. august i korte bukser og i bluser uden ærmer.

Efter et par timers kørsel dalede temperaturen, betragteligt og det regnede meget kraftigt hele dagen.

Da vi skulle ud af Kroatien, var tolderen inde i vognen for at se, om vi havde blinde passagerer ombord. Herefter kørte vi et lille stykke i ingen mands land, og skulle nu ind i Slovenien. Her gik trafikken totalt i stå. Vi havde udset os et spisested med overnatning for campere i Østrig så her regnede vi med at nå op ved 18-19 tiden. Men nu holdt vi altså dér og klokken var ikke engang 16 endnu. Der skete bare intet. Puh ha, men pludselig kom der biler i modsatte kørebane, så vi troede at nu gik der hul på bylden. Det viste sig desværre, at alle bare vendte og kørte i modsatte retning. Så vi måtte følge strømmen og tilbage til Kroatien. Svend kiggede på kort, for at se om vi kunne bruge en anden grænse overgang. Det kunne vi ikke, så ved 19-tiden gik Svend ind på en tank i en lille by i Kroatien, for at spørge om der var en campingplads i byen. Det var der ikke, men den unge fyr pegede på en parkeringsplads, på den modsatte side af vejen, og sagde at vi bare kunne holde der. Sådan blev det, åbenbart ikke noget problem, der var i hvert fald to politibiler inde og runde pladsen i aftenens løb.

Næste dag kom vi hurtigt over begge grænseovergange. Vi ved jo ikke hvad der var sket dagen før, men der var vejarbejde lige efter overgangen til Slovenien, så vi gætter på at dét kombineret med et uheld var årsag til at der var spærret.

Vi var inde på en rasteplads i Slovenien, for at tage et bad og spise morgenmad.

Vi kørte til kl. var 15.30, så kørte vi ind på en campingplads i Regensburg. Det var hundekoldt, så de lange rør og trøjer kom frem. Vi satte også varme på vognen.

Vi har i dag den 21. September. Da vi kørte fra Regensburg var der 7 graders varme og folk cyklede med vanter. Det er dælme et spring fra de 27-28 grader vi havde for to dage siden.

Nu går det op gennem Tyskland, og vi håber at være meget mod nord i aften, hvilket vil sige at vi rækker Hunst’ i morgen. Vi glæder os til at gense jer alle sammen igen, og ikke mindst de tre guldklumper.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar