Da jeg var oppe og hente vasketøj søndag den 18. september, løb jeg ind i en meget snakkesaglig yngre tysk kvinde. Hende og manden havde hevet et år ud af kalenderen, og havde lejet deres hus i München ud, indtil midt i december. De havde indtil nu kørt 25.000 km. Først mod nord, Danmark, Sverige, så øst over til Grækenland, og nu var de så her i det sydligste Spanien. De kørte med en mindre campingvogn.
Søndag eftermiddag gik ikke som planlagt, med at gå i vandet. Vi cyklede ud til stranden, men kunne da godt mærke, at det blæste en del da vi nærmede os. Da vi kom ud på stranden, var der konkurrence på surf brædder, og ingen badede.
Sandet piskede så meget på arme og ben, at det gjorde ondt.
Der var rigtig mange tilskuere, og vi stillede os an, og prøvede at gætte på, hvad det gik ud på. Når et løb blev skudt i gang, skulle de runde nogle bøjer, og når de var til ende, surfede de ind på land. Her lod de brædder være brædder. De skulle op og slå tidtageren på labben hurtigst muligt. Det var meget sjovt at opleve.
Mandag den 19. September havde vi tænkt os, at rykke til en stellplatz ved grænsen til Gibraltar, og tage op og kigge på aberne. Da vi sad og drak de første kopper kaffe, sagde Svend, at nu er der forhåbentlig ikke lukket ned p.g.a. Elisabeths begravelse. Jeg gav mig til at google, og kunne læse at. Monday 19th September 2022, will be a Bank Holiday in Gibraltar.
Alligevel tog vi chancen og kørte mod Gibraltar. Svend satte mig af bilen, på den spanske side af grænsen. Da jeg hoppede ud af vognen, tog jeg heldigvis mit pas i hånden. På den spanske side spurgte jeg en spansk betjent, om alt var lukket på Gibraltar? Det kunne han ikke svare på. Så måtte jeg ud af Spanien, og over på den anden side, for at spørge dér. Her bekræftede en grænsekontrol, at alt var lukket.
Tilbage i bilen blev gps’en sat til Susanne og Anders adresse i Benalmádena. Jane og Lone, havde været behjælpelige med adresse, og en opringning, om hvor vidt de var hjemme. Vi troede, at vi kunne parkerer ved Carrefour, der ligger på toppen af bakken, inden man kører ned til Calle Satander, hvor de bor. Den gik ikke, så vi måtte længere ud af vejen, inden vi fandt en plads, hvor vi kunne holde. Så gik vi ned ad bakken, og ringede på. Der var ingen hjemme, så der var ikke andet for, end at finde telefonen frem og ringe til Susanne. Der blev lidt stille, da jeg spurgte. Giver I en kop kaffe? Stilhed efterfulgt af grin, og et ja det gør vi da. De havde været på planteskole, men var meget tæt på hjemmet.
Det blev ikke til megen kaffe den dag! Men vi blev budt på øl, vin og frokost. Først fik vi en rundvisning i det store hus, så blev vi bænket med øl og alperol.
Vi var i tvivl, om vi kunne overnatte på parkeringspladsen? Efter en opringning, til en beboer overfor Anders og Susanne, fik vi lov at holde i hendes indkørsel. Vi kørte alle fire ud og hentede vores bil. Susanne A og Svend kørte camperen tilbage. Jeg syntes det var så sjovt, at hun selv skulle prøve, hvor lidt plads der er at give af, når vores vogn skal op til dem. Anders var behjælpelig, med at få Svend bakket ind i indkørslen. Han var helt nede på maven, for at konstaterer, at der kun var et flækket myremavehår at give væk af. Da vores bil var parkeret, kørte vi ned til stranden og fik den herligste frokost. Mens vi sad og spiste, ringede ”hjælperen” til damen, hvor vi havde parkeret og spurgte, om vi kunne flytte bilen inden kl. 19.00. Hendes bil var gået i stykker, så hun skulle have en bil ud af garagen. Da bilen var ude, kørte vi til Mijas. En af Spaniens hvide byer i bjergene Vi gik rundt i byen, og der var en fantastisk udsigt. Fra Mijas kørte vi tilbage til Benalmádena og gik rundt her. Dagen sluttede med snacks og G&T på Susanne og Anders terrasse.
Efter dejlig morgenmad tirsdag, tog vi afsked med Susanne og Anders, og kørte ned ad bjerget. Ca. 500 meter nede holdt en betonkanon. Den kunne vi i hvert tilfælde ikke komme forbi, så Svend måtte bakke tilbage og vende, hvor vi kom fra, så han kunne kører op ad bjerget i stedet.
Efter at have kørt uden bestemmelsessted, besluttede vi at kører til Torre Del Mare, hvor vi har været et par gange før.
Eftermiddagen blev brugt på en gåtur i byen, og aftensmaden bestod af skaldyr og baguette.
Der var meget varmt, så vi havde åbne vinduer i bilen. Ved 1 tiden kunne jeg ikke ligge i sengen mere. Det summede af moskitoer alle vegne. Jeg røg op og begyndte at smøre de værste stik. Så stod Svend dér, den var også gal med ham. Så tog jeg insektøjnene på (mine meget stærke briller), når jeg ikke bruger linser, og så gik den vilde jagt på stikdyr i bilen.
Det kan jo være det var derfor vi sov lidt længe næste dag.
Onsdag den 21. september cyklede vi ind til Algarobo. Der var marked, men ikke særlig mange boder. På tilbagevejen til campingpladsen blev vi ”hyggesultne”, så vi satte os på en strandbar og spiste tapas, et lækkert måltid, så ingen aftensmad.
Torsdag startede dagen med en opringning til Anne, for at gratulerer med hendes 70 års fødselsdag. De sad på Rhodos og skulle ned og have et overdådigt morgenmåltid.
Fra Torre del Mare blev destinationen sat til Almeria, hvor vi havde udset os en plads.
Efter vi havde pakket sammen, var vi inde på markedet i Torre Del Mare. Et af de store af slagsen.
Da vi nærmede os Almeria, blev vejen meget smal, og vi skulle rundt et bjerg, hvor man absolut ikke skulle møde modkørende biler. Pladsen lå 6-7 km. udenfor Almeria. Vi havde regnet med at cykle derind, men det turde vi simpelthen ikke. Da vi skulle køre ned til pladsen var der meget stejlt, så Svend blev ved bilen, mens jeg løb ind og spurgte, om vi kunne holde dér med vores 7,5 meter. Det fik jeg først nej til, men efter et walkie talkie opkald til en mand på pladsen, sagde damen, at vi skulle køre ned på stranden og under en bro, så skulle der stå en mand og vise os, hvor vi kunne holde. Stranden var fantastisk og vandet perfekt, men vi holdt lidt mørkt. Derfor besluttede vi os for, at køre ind til Almeria næste dag.
Fredagen startede med facetime til Bæverdalen, så vi kunne lykønske Jacob med de 48 år. Så var det bare i bikinien og en tur i vandet inden morgenmaden.
Der var kun 6 km. ind til Almeria Havn. Her holdt vi centralt i forhold til gågader osv. Vi troede, at vi skulle bruge hele dagen i byen, og at vi så bare ville sove på havnen. Midt på eftermiddagen havde vi set, hvad vi havde behov for i byen, og så ville vi ikke sidde på havnen i 33 graders varme. Markedshallen blev rundet, og der blev købt skinke og pølse. De havde nogle super lækre slagtere, så vi fik også købt bøffer til grillen. Det er jo desværre ikke første gang det sker, men jeg fik bestilt det dobbelte af, hvad vi kunne spise, så det blev til to gange bøffer. Esmeralda blev sat med kurs til Mazerron til en plads vi kender. Desværre fik vi kørt for langt på motorvejen, så der gik noget mere end de to timer, vi troede vi skulle køre. Da vi fik drejet ned mod byen, var vi inde i en meget stor Mercadona og købe ind. Vi havde jo hvad vi skulle bruge af kødvarer, men det havde en så lækker fiskeafdeling, så vi vil ind og købe fisk, når vi igen kommer forbi om tre til fire dage.
Vi var så heldige, at vi fik havudsigt på pladsen, så den skal bare nydes.
Lørdagen startede med lidt klatvask, en tur i baljen inden bruseren.
Vi skulle hen til købmanden efter brød. Købmanden huskede vi begge! En rodebutik uden mage. Tandpasta stod sammen med insektgift, snack sammen med kattemad o.s.v. De har alt på meget lidt plads, den ville helt sikkert ikke give nogen glad smiley hjemme. Sidst vi var på disse kanter, købte manden hvad han troede var en lækker morgenkage. Det han troede var sukker på toppen, var fedtegrever, så den købte han underlig nok ikke denne morgen.
Lørdag morgen bød også på en mindre rar oplevelse. Vores køleskab var igen ”stået af”, men vi fik det tvunget i gang igen.
Vi havde bestemt at lørdagen skulle bruges på en cykeltur ind til Mazarron havn og by. Når man cykler den modsatte vej fra campingpladsen, er det primært skøn natur man møder. Det vil vi så søndag, hvor vi formoder, at mange af forretningerne er lukkede.
Tilbage fra cykelturen, måtte vi erkende, at den igen var gal med køleskabet. Svend fandt alle manualerne frem fra bagagerummet. Alle gode råd blev prøvet uden held. Vi prøvede også flere gange i løbet af natten, uden held at ”tvinge” det til at køre på henholdsvis el og gas. Det lykkedes hen på de små timer. Lige nu har vi ”kun” vand i fryseren. Vores fælles mavefornemmelse siger, at når det er 33-35 grader varmt ude og inde, står det af. Taktikken med vandet i fryseren, går ud på, at hvis det kan nå at fryse, inden det igen bliver varmt op af dagen, kan vi bruge flaskerne med vand som fryseelementer på køl, hvis skabet står af igen. Vi må se om taktikken lykkedes?
Hvad foregår der på det billede på æslet ?