Fra Playa de Moris til Porto Covo

IMG-6555

Søndag eftermiddag cyklede vi ned ad bakken, og var ude og bade i Atlanterhavet. Igen meget stor forskel på ebbe og flod.

Vi havde egentlig besluttet at blive lidt længere tid i Spanien, men mandag ændrede vi kurs og besluttede at tage en køredag, på den knapt så charmerende motorvej. Vi kørte til Praia de Mira Portugal, ca. 200 km. nord for Lisabon. Et ryk på 682 km. Vi var ovre en bjergkam og var oppe i 1239 meters højde. Svend kørte, og på et tidspunkt skulle der diesel til. Kodriveren begyndte at undersøge prisforskellen på at tanke i Spanien og Portugal. Googlede, og fandt ud af at der var 3 kr. literen at spare, hvis vi ventede til Portugal. Det gjorde vi, men den holdt ikke stik. Det var tvært imod dyrere.

Til gengæld blev vi betænkeligt overraskede, da vi senere lavede det første indkøb i Portugal, her var prisniveauet totalt i bund.

Da vi handlede, så  jeg en afdeling med skaldyr. Lækkert tænkte jeg, så jeg sagde til Svend, at det jo også var en mulighed at lave Paella en dag. Han fik et meget betænkeligt ansigtsudtryk, og sagde kan vi ikke bare købe den på et spisested. Når jeg tænker tilbage, ved jeg godt, at jeg har haft nogle nittere, fordi jeg har følt mig fristet i en markeds hal med fisk. Tænker tilbage til Kroatien, hvor jeg i et svagt øjeblik fik købt en hel, meget stor blæksprutte. Jeg kunne huske, at jeg engang havde fået det grillstegt, og at det smagte rigtig godt, men jeg anede dybest set ikke, hvordan jeg skulle behandle bæstet. Det måtte jeg så finde ud af en sen og mørk aftentime på en campingplads, uden rindende vand. Så ingen hjemmelavet paella på denne ferie.

Vi havde undervejs haft problemer med ”Esmeralda”. Nu stod hun helt af, da vi kørte ind i Portugal. Set i bagspejlet, var den gal allerede i Bilbao, da hun viste os ad nogle veje, hvor vi slet ikke måtte køre. Da hun ikke kunne finde op til camperpladsen over byen. Så i Portugal, måtte vi klare den med min telefon.

Tirsdag den 6. september om morgenen, ville vi ned og se på badeforholdene, men vi kunne på pladsen høre, at havet var voldsomt. Vi kunne da heller ikke bade, så det blev til en morgentur ind i byen. Vi konstaterede, at stedet hvor vi har fået den bedste bacalao nogensinde var lukket.

Efter morgenmaden, sadlede vi cyklerne og kørte rundt om søen, der ligger lige udenfor campingpladsen. Vi tog køletasken med, fordi vi havde til hensigt, at købe noget sværdfisk til grillen. I markedshallen og også hos en fiskehandler, var fiskene imidlertid så døde, at vi var enige om, at det skulle vi ikke spise. Da vi kørte inde fra byen, sagde Svend, at jeg skulle bare cykle efter ham. Selvfølgelig gjorde jeg det, men det var bestemt ingen succes. Det var på en hængende bro højt oppe, så jeg blev dårlig af, at køre deroppe. Jeg måtte ned! Nede igen, satte vi os i en hængekøje ved søen, og kiggede ud over denne. Der var nogle ret store fisk i søen.

Onsdag den 7. september lovede de gråvejr og senere regn i Praia De Mira, så vi besluttede at rykke lidt længere sydpå.

Svend ringede til Garmin, de sendte en mail om, hvorledes han kunne tømme usb kortet, og dermed få mere plads til nye ruter. Da vi kørte fra pladsen, skete der åbenbart et mirakel. Esmeralda virkede igen, uden Svend havde gjort noget! Undervejs begyndte der at hænge diverse citrusfrugter på træerne. ”Vejarbejderne”, som vi kalder de meget let påklædte damer, der sidder på plaststole ud til vejen, og forsøger at få mandspersoner med ind mellem træerne, begyndte desværre også at dukke op.

Vel ankommen til campingpladsen i Martinho Porto besluttede vi, at her kunne vi nok få Bacalao, så vi tog kun bord og stole frem, grill, cykler m.v. blev i bagagerummet.

Pladsen var bestemt ikke den mest prangende vi har været på, mere a la en sigøjnerlejr. Der blev solgt ”take away kyllinger”, men det mindede bestemt ikke om de snurrende væsner, man plejer at se. Det var dårligt rensede fjerkræ, der blev lagt på en grill, som trængte til en grundig rengøring.

Vi gik ind for at se havn og by, det  var langs havnepromenade hele vejen. Da vi nærmede os spisetid, udså vi et sted til bacalao. Tjeneren tog imod bestillingen, men kom tilbage og sagde, de desværre ikke kunne serverer bacalao. Vi besluttede at gå videre, og finde et andet spisested. Det lykkedes (vi gik stadig efter bacalao), og jokkede med at det squ nok endte med en grillkylling på pladsen. Vi fandt en meget smukt beliggende restaurant på stranden. Fulde af forventning bestilte vi bacalao og en flaske hvidvin. Vinen blev serveret, men tjeneren kom og sagde, at de desværre ikke havde mere saltet fisk. Det endte med to kalvekoteletter, så vi har stadig bacalaoen til gode.

Inden vi forlod sigøjnerpladsen, måtte jeg da lige gå en morgenrunde, og fotograferer lidt.

Vi satte kursen mod en plads, hvor vi har været før. Porto Covo syd for Sines.

Pladsen havde ikke ledige parceller der var store nok til vores vogn, så vi måtte ind på en anden plads, men i samme by. Markisen var rullet våd ind, så vi fik slået lejr i en fart. Cyklerne kom ud, og vi kørte ned til stranden. Igen en af de meget voldsomme, så da Svend blev væltet af bølgerne, foretrak vi at gå rundt om et par klipper, og fik da også badet inde i bugten.

Vi sad lidt og kiggede på surferne, der red på bølgerne.

Tilbage ved vognen, konstaterede vi at køleskabet var stået af. Vi fik det fixet, uden rigtig at vide hvordan? Svend tog gitret af, pillede ved sikringerne, og vi tvang det på både gas og 230 V. Heldigvis kom det i gang igen.

Fredag den 9. september var det engelske flag sat på halv stang, da vi cyklede ud af pladsen. Årsagen var, at dronning Elisabeth var død torsdag aften. Vi havde badetøjet på og håndklæderne med, fordi vi ville ned og have en morgendukkert. Det måtte vi opgive, da vi kunne se det var for vildt til, at vi turde. På vej hjem fra stranden, var vi inde på markedet og købte tun til grillen. Vi var også hos bageren, den må have været populær på stedet? I hvert fald stod jeg længe i kø for at købe brød. Formiddagen fordrev vi med lidt læsning. Over middag blev der for varmt ved vognen, og vi ville da også ud og cykle en tur og i vandet. Vi cyklede på havnen, og ud til et par strande, og gik lidt i byens gågade.

Igen cyklede vi hen til stranden, men desværre var der stadig ingen der badede. Vi satte os på en bænk og kiggede ud over vandet. Nogle folk forsøgte at soppe lidt, og pludselig kom livredderen i aktion, da bølgerne tog en yngre kvinde. Der løb straks mange hen for at hjælpe. Lidt efter blev vi enige om, at gå ned til stranden, bare for at være i den friske blæst. Vi placerede håndklæderne, smed sandaler og tøj, og Svend gik ned for at stå ved havstokken.

Jeg syntes bølgerne var meget voldsomme, så dem ville jeg filme lidt på. Nu kom der en af de helt store bølger, så stor at den tog alle vores grejer med ud. Jeg nåede at tage Svends shorts, og få hans telefon op af lommen. Et par mænner der havde set hvad der skete, kom og  hjalp med at få håndklæder, tøj og sandaler op på det tørre sand. Svend stod intet anende nede ved vandet, så han lurede lidt, da han så bunken af sandet tøj og sko. Eneste tørre beklædningsgenstand, var en t-shirt som Svend havde  bag på cyklen. Den fik jeg lov at låne på hjemvejen, jeg syntes nemlig ikke det i min alder, at det ville være så klædeligt, at cykle i bikinien hjem.

Om aftenen blev der grillet tun.

Næste morgen måtte jeg ned og købe mønter, så jeg kunne få gang i vaskemaskine og tørretumbler.

Da alt var tørret og på plads, gik vi igen ned til stranden. Her var nu rødt flag, så overhovedet ingen badning. Vi gik langs klipperne, og midt på eftermiddagen ville vi gerne have bacalao. Det var svært at få plads, men nede ved havnen lykkedes det os at komme ind. Man siger bacalao kan laves på 365 måder, og det tror vi på, fik det friturestegt. Havde Jesper Kok været til stede, ville han have sagt for mange ben i retten, men vi synes det smagt godt, tror dog at næste bacalao bliver i Hundested, fisken med herfra, men efter min opskrift. Madlavning er en meget stor del af min feriehygge, og især indkøb.