Fra St. Palais-sur-mer til Playa de Moris

Turen til La Palmyre var rigtig fin, cykelsti hele vejen, til tider meget kuperet, da vi kørte lige bag nogle stejle klitter.

Da vi kom ind til byen var der søndagsmarked, og da vi var gået igennem det, konstaterede jeg, at vi for år tilbage ville have brugt væsentlig mere tid på et sådant, end vi gør i dag. Handel blev der ikke noget af.

Efter vi havde set byen, måtte vi lige en tur rundt havnen. Tidevandet var helt enormt, og ebbe lige godt middag. Sejlrenden ind til Gironde floden var nærmest tørlagt. Vi spurgte Jacob, hvor stor forskellen var og den var 5,6 meter. Hertil kom, at der kunne være nogle ekstremer.

Vi sad og fik et glas rosé, og havde her en lidt spøjsk oplevelse. Da jeg bestilte på fransk, sad der en pige ved bordet tæt ved siden af os, og lurede lidt. Det var en nydelig pige, vi gætter på midt i 30’erne, og hun sad med en halv liter øl, og en pakke smøger ved siden af. Det var tydeligt, at hun særdeles godt kendte serveringspersonalet. Nu spurgte hun, hvor vi kom fra, og vi faldt i snak. Hun var meget interesseret i hvad Danmark var for en størrelse og vores sprog. Jeg spurgte også ind til hende. Hun hed Lorelei opkaldt efter klippen ved Rhinen, og hendes bror hed også et tysk navn. Han boede i Køln. Så begyndte hun at snakke tysk (dog på meget begynder niveau). I samtales løb viste det sig, at hun havde læst til dyrlæge et par år i London, og nu kom det engelske også på bane, så mon ikke man fik hjernen på prøve i løbet af samtalen. Svend mener, at hun var til fest og farver.

Med hensyn til at grille, har de fleste pladser i syden meget at ønske sig. Når vi har tjekket fællesgrillen, har vi altid fravalgt denne frem for den medbragte Weber, den virker bare, og manden er da også rigtig flink til at rengøre den.

Da vi skulle fra pladsen, skulle man indtaste en kode for at få bommen op. Det gjorde jeg, og Svend kørte ud, så besvimede min hjerne, og jeg gjorde noget rigtig dumt, nemlig at gå efter vognen. Det var dælme tæt på at jeg havde fået bommen i hovedet. Så tæt at en dame der så det, begyndte at skrige. Puuh ha.

Næste stop skulle have været en autocamperplads nær Bayonne. Det lynede og tordnede undervejs. Ved pladsen skulle man trække et kort, for at få adgang til pladsen. Automaten virkede  ikke, en tysk bil kørte nu op bag os. Han kunne heller ikke få det til at virke. Så kom der et par franskmænd, der også ville være venlige. Enden på historien var, at der blev ringet til et vagtnummer. Vi fik at vide, at vi kunne køre ca. 20 km. til en anden plads, for at trække et kort, så vi kunne komme ind på pladsen. Det opgav vi, og fandt en campingplads i nærheden. Det regnede så kraftigt, at vi ikke ville pakke noget ud. Der var en restaurant på pladsen, så vi satsede på mad herfra. Den viste sig at være lukket, så det blev rester fra vognen, men vi går ikke ned på foder.

Den 30. august blev GPS’en blev sat til næste plads i Frankrig, ca. 30 km. fra den spanske grænse. Vi havde fundet en Acsi plads, hvor vi med lidt held i sprøjten mod en ekstraudgift på 4 EUR kunne købe havudsigt. De pladser var desværre optagede. Da vi kom frem, viste det sig, at vi havde været dér i 2018. Vi ankom da en sen aften, hvor alt var optaget, på næste plads havde vi heller ikke held. Så gik turen til en havn, hvor vi heller ikke kunne holde. Enden på historien blev dengang, at vi måtte sove på en parkeringsplads ved et supermarked, hvor der kom en vagt og truede os med at politianmelde os. Vi satte vagten ind i situationen, og der skete da heller ikke noget, og vi var meget hurtigt på farten næste dag. Lidt sjovt, at vi igen havnede på denne plads.

Vi havde købt brød undervejs, så det blev lidt sent morgenmad, herefter cyklede vi en tur og var i bølgerne.

Næste morgen stod den atter på morgenbadning, og sen morgenmad. Den gode med scramled æg, bacon og pølser.

Vi gik en tur ud fra pladsen, og nød det gode vejr resten af dagen. forlod vi pladsen. Første stop blev ved E Leclerc, hvor vi i 2018, sov ulovligt, mærkeligt nok holdt der også denne morgen 2 campere på pladsen.

Vi kørte mod autocamperpladsen i San Sebastian. Vi var sidste vogn, der fik en plads, skønt vi ankom ved middagstid. Det blev et cirkus uden lige, at få trukket en billet. Automaten kunne kun meddele sig på baskisk, og det var der desværre ingen i den efterhånden lange kø, der forstod. Jeg blev lidt allieret med en englænder, hun trykkede febrilsk på alle muligheder, selvfølgelig var hun overbevist om, at hun minimum kunne få den til at snakke engelsk. En dame der kunne spansk, forstod det simpelthen heller ikke. Man skulle skrive bilens indregistreringsnummer, og det kunne vi ikke. Det var fordi den stod til spanske nummerplader. Disse indeholder 4 tal og 3 bogstaver, da vi fik trykket en ekstra gang på nummerpladen, lykkedes det at få det spanske ”e” til at forsvinde, og vi kunne alle få lov til at betale. Vi tog bussen ind til den gamle bydel, i offentlig transport skal man stadig bære mundbind i Spanien. Vi fordrev resten af dagen i byen.

Om aftenen udspillede der sig et drama ved en af de andre vogne. Der var biler med blå blink, og vi forestillede os det værste. Det viste sig vist bare at være en tysker, der ikke havde betalt.

Vi kørte fra San Sebastian fredag kl. 9.00. Esmeralda var sat til Bilbao, og den viste ankomst kl. 10.11. Desværre var hun os ikke så venligt stemt denne dag, så hun førte os ud på nogle dumme smalle veje, på et tidspunkt sagde jeg, her må vi da ikke køre, der stod max. 3 tons. Og bum, så var der en meget høj betonkant vi skulle over. Svend kunne ikke vende om, så han kørte yderst forsigtig over kanten. Jeg hørte nærmest allerede bagenden af vognen skrabe mod kanten, og chaufføren indrømmede da også, da vi var ovre skidtet, at han havde haft det på samme måde. Vi ankom til den meget flotte plads i Bilbao kl. 11.45, altså ca. halvanden time senere end beregnet.

Vi var også på pladsen i 2015 og i 2018. Den ligger bare så flot, at vi må derop. De to andre gange har vi ligget på plads 22, og denne gang fik vi plads 26, begge i første parket. Jeg talte ti nationaliteter på pladsen. Egentlig ville vi gerne blive i to dage, men de kunne kun registrerer en nat ad gangen, og det nøjedes vi med. Vi tog bussen ned til byen, fik heldigvis kørt lidt for langt, så vi gik langs floden hen forbi museet. Så måtte vi lige ind og smage på lidt tapas.

Da vi ville finde bussen igen, var vi kommet ud af dens område, så vi måtte lede lidt inden vi igen fandt bus nummer 58. Da den var fundet, ville vi lige sidde ved en bar inden vi skulle kører op til vores plads. Vi gik ind og bestilte, men ville gerne sidde ude. Det var en skrækkelig rodebutik. På et tidspunkt fik jeg øje på et skilt, hvorpå jeg mente der stod, at de ikke ryddede op på bordene udenfor Det sagde jeg til Svend, han bemærkede tørt, at det levede de da til fulde op til. På et tidspunkt kom der en meget lurvet fyr, som pigen i baren gik ud og kyssede på og han fik kaffe, og hun gik nu ud som ”gæst” i baren. Senere kom der en virkelig ussel, og meget dårligt gående mand med en hund, der luftede sig selv. Han satte sig på en betonkant under baren, og fik noget stærkt i et glas. Hunden var glad, og alle kendte alle. Den først ankomne fyr begyndte at riste på noget tobak, og på et tidspunkt hvor hunden lettede ben, tænkte jeg at det var betænkelig tæt på det glas med sprut der stod på jorden. En dame, som vi skød til omkring 60 år, kom nu forbi. Hun kendte også dem alle, men var af en hel anden kategori. Hun havde omsorg for dem alle. Hun fik ham der sad på kanten til at tage strømperne af, og hun tog nogle støttestrømper op af tasken, som han fik på. Vi konkluderede, at hun nok var en slags ”gademedarbejder”, der drog omsorg for de udsatte i området. Godt med den slags folk.

Vi tog bussen ”hjem”, og mødte nogle hollændere der også skulle til autocamperpladsen.

Næste mål var en Acsi plads ved Playa de Moris. Vi skulle handle lidt undervejs, og da vi kørte ind for at handle efter en times kørsel, holdt vi ved siden af de hollændere, som vi fulgtes med i bussen dagen før, sjovt tilfælde.

En del af dagen kørte vi på N634. Denne er en del af Camino de Santiago. Vi var enige om, at det absolut ikke ville være noget for os at gå med en tung rygsæk, vabler,  sure fødder og ditto underhørmere.

På vejen ringede jeg til Tina, for at høre om vores formodning med gadearbejderen kunne være rigtig, og i løbet af samtalen sagde Tina at Mia skulle gå på Faxehus Efterskole i 9. klasse.

Pladsen ved Playa de Moris var bl.a. valgt fordi vi gerne vil have en ”ren røv at trutte i”, så fra morgenstunden er der vasket tøj i hånd og maskine. Vognen er støvsuget og vasket af, herligt når det er gjort. Vi regner med at resten af dagen skal foregå ved stranden.