Fra Cupra Marittima til Hundested

Søndag den 19. september, snakkede vi med Bæverdalen fra morgenstunden. Hundested Skole havde arrangeret et ”sponsorløb” til fordel for børn i Afghanistan. Vi var blevet spurgt, om vi ville sponserer Humle, og nu var det afregningens time. Han havde løbet 9 runder.

Søndagen blev tilbragt på pladsen. Vi badede, læste og spillede og nød bare den flotte udsigt fra vognen.

Næste dag cyklede vi langs stranden ind til en mindre by i nærheden af pladsen. Da vi kom derind, fik vi øje på en borg meget højt  over byen. Den ville vi gerne tættere  på, så vi cyklede en meget lang vej rundt om et bjerg med hårnålesving, for at komme derop. Svend måtte have telefonen frem, for at se hvor vi var i verden. Da vi skulle ned  igen, fandt vi ud af, at vi havde valgt en kæmpe omvej, så da vi skulle ned ad bakken gik det tjept.

Der var ikke mange mennesker deroppe, men som skudt op af jorden, stod der en mand ved siden af os, mens vi nød udsigten. Han snakkede en masse italiensk til os, som vi ikke forstod. Da vi gik videre, fulgte han efter os, og snakkede stadig løs. Der var noget, han meget gerne ville vise os, så han holdt os lidt hen, mens han låste en dør op og hentede en nøgle. Nu låste han op, til en have der lå overfor huset, hvor han havde hentet nøglen. Vi fik den mest fantastiske udsigt over området fra haven, så vi fotograferede naturligvis løs, uden at vi rigtig kunne snakke sammen. Pludselig spurgte han, om vi talte fransk (på fransk naturligvis). Jeg sagde, at det kunne jeg da en smule af. Det viste sig dog, at det nok var den eneste sætning han kunne, men vi havde dog begge forstået at det var nogle schweizere der ejede huset og haven. Efter ca. et kvarters tid, fik jeg lidt kolde fødder, og syntes han var ”for meget”, så jeg sagde til Svend, ”lad os se at komme ud af denne suppedas hurtigst muligt”. Han havde det på samme måde, så vi gik tilbage til vores cykler, fulgt af ham, men slap derfra.

Nede igen skulle vi cykle langs stranden tilbage til campingpladsen.  Vi havde kun spist frugtsalat til morgenmad,, så lysten til lidt at spise meldte sig, og vi kiggede langt efter spisesteder langs stranden. Fandt et sted og valgte udenfor hvad vi ville spise, men da vi kom ind var der en time til de åbnede. Det ville vi ikke vente på, så vi cyklede videre og endte på campingpladsens restaurant, kiggede på spisekortet (på italiensk). Der var en antipasti Calypso (pladsen hed Calypso), og vi kunne kloges af, at det bestod af varme og kolde retter. Svend var med på ideen om at bestille uden vi vidste, hvad det var. Vi fik først en tallerken med 5 små fiskeretter. Bl.a. noget meget velsmagende blæksprutte salat. Efter de 5 retter fulgte en gang marineret rå tun med pitacie. Den første varme ret var små stegte sardiner, og noget paneret fisk, så fulgte jomfruhummere på brød og med grønt under, så kom der muslinger, og til slut store varme rejer viklet om med noget bacon. Vi delte en halv liter vin og spiste brød til. Var målløse da vi blev præsenteret for regningen. 33 eur for os begge.

Tilbage ved vognen, stod Svend og mikkede med et eller andet bag vognen. Videbegærlig som jeg er, lurede jeg på ham, (han ville have vand på vognen). Selvfølgelig havde drengen en papegøjetang i bagagerummet, så han kunne skifte forskruningen, så han kunne få vandslangen til at passe. Hvad han dog ikke har med af grejer.

Om natten blæste det en del op. Den ene strop røg til markisen, så vi måtte ud og hive den ind.

Tirsdag den 21. september gik turen videre mod Rimini, og vi kørte ind på en plads ved Riccione sidst på dagen. Vi ville blive nogle dage, så efter opslagning, samling af cykler m.v. grillede nogle burgere.

Næste dag startede med  en herlig tur i havet, herefter blev der ringet til Anne for at ønske tillykke med fødselsdagen. Efter morgenmaden cyklede vi en længere tur, og kom bl.a. ud til en fiskerihavn, hvor de fangede forskellige skalddyr. Da Svend blev lidt for ivrig til at fotografere fangsterne, blev vi venligt, bedt om at trække os lidt.

Indtil nu har vi sovet med alle vinduer åbne i vognen, og dynen har været noget, man sparkede af. Natten til i dag torsdag den 23. september blev første nat. Hvor vi sov med lukkede vinduer og en smule dyne på.

Under den første tår kaffe, var det tid til at ringe Jacob op og gratulerer ham med de 47 år. Han sad i toget og afslog Facetime. Vi ville da synge en sang for drengen. Han ringede op, da han stod på Hillerød station, så der blev sunget lidt for ham.

Selvfølgelig sad vi ude og spiste vores morgenmad. Da vi fik set os omkring var vi de eneste, der sad ude med shorts og bare arme. Italienerne sad inde i deres vogne, og når de kom ud, havde de sågar dynejakker på, men de har jo givet vis også haft det en del varmere end os i sommermånederne.

Vi cyklede ind til Riccione, og fik også købt et par små ting til Mia og Chili. Om eftermiddagen var vi i havet, og det blev Svends sidste badetur i denne sæson. Det måtte fejres med en gin og tonic på strandbaren. Da vi havde grillet blev cyklerne foldet sammen for sidste gang, og grillen var også brugt for sidste gang. Vi havde besluttet næste dag, at køre til Comacchio lidt nord for Ravenna.

Vi kørte ind i et mega stort indkøbscenter, og der skulle da også købes lidt pasta, parmessan, olie m.v. med hjem.

Fremme i Comacchio var parkeringspladsen lige udenfor den gamle by propfyldt da vi kom. På min Park4Night nat stod at det var gratis at holde der, men der var en parkeringsautomat, som vi ikke helt kunne kloges af. Jeg spurgte et par østrigere, der var på vej derfra, om der skulle betales. Det havde de ikke gjort, men for at være helt på den sikre side, smed vi 15 EUR i automaten, så kunne vi holde i ca. 1 døgn. Sedlen blev lagt i forruden. Vi gætter på at der var mellem 75 og 100 campere på pladsen. Næste morgen gik Svend en morgentur, og så til forruderne på de andre vogne. Tja den eneste vogn der havde parkeringsbillet i forruden var vores.

I 2016 var vi også i Comacchio. Dengang på min anbefaling. Mens jeg arbejdede på produktionsskolen var vi tre uger nede på en campingplads, hvor vi slog telte op for Suntours. Da opgaven var udført, havde børnene resten af tiden som turister. Vi havde lejet to 9 personers biler, hvor min daværende kollega Jorid kørte den ene og jeg den anden. Vi var inde i Comacchio, og de unge mennesker fik nogle timer alene. Det udnyttede Jorid og jeg til, at sidde stille og roligt og få en god frokost. Ren luksus efter flere uger med ansvar for de unge døgnet rundt.

Derfor skulle Svend og jeg naturligvis ud og spise. Det foregik nede ved kanalen, og det var bare så hyggeligt. Der er masser af fisk, der kommer lidt op når de får lidt brød, og ænderne rapper lystigt derud af. Den rene idyl.

Lørdag den 25. september, kørte vi mod Verona på motorvejen. Der manglede stadig en lille ting til Humle i vognen, så gps’en blev sat til et stort indkøbscenter ved Verona. Desværre var det svært at få camperen parkeret ved centret p.g.a. højden på vognen, så vi måtte parkere et stykke derfra, og satte så til fods mod centret. Vi var så heldige, at vi hurtigt kom til en sportsforretning. I sådan en forretning kan man jo altid finde noget til drengen.

Fra Italien gik turen over Brennerpasset til Østrig, og vi nåede sidst på dagen op til en lille sø, nær byen Kramsach. Grillen var pakket godt ind bag i bilen, så vi måtte lide den last at spise på campingpladsens restaurant, med den herligste udsigt over søen.

Næste morgen drak vi bare en kop kaffe og kørte fra pladsen. Den lå ikke så langt fra motorvejen, men vi kom ind i en omkørsel, og så snød gps’en os lidt, så vi kom ud og køre i landlige omgivelser i det østrigske, hvor de var ved at hente køerne ned fra bjergene.

Nu er vi kørt ind i Tyskland, og regner med at dagen i dag skal være køredag. Dog tager vi en enkelt overnatning endnu, så vi regner med at være tilbage i Hundested i morgen mandag den 27. september.

Selvfølgelig glæder vi os til at se jer alle, og ikke mindst de tre børnebørn. Det er jo ikke det samme, at have dem på kalenderen i vognen.