Efter morgenmaden mandag, cyklede vi en tur ind til byen Bisceglie, som lå i nærheden. Vi havde pitstop med udsigt over klipperne. Parkerede cyklerne på havnen og gik rundt i byen. Hjemme på pladsen, var vi nede og bade fra klipperne. Det kneb lidt for mig at holde balancen, fordi bunden var store klipper. Om aftenen blev der grillet spyd.
Næste dag var det køredag, og vi havde en meget flot tur over bjergene. Utallige smukke udsigtspunkter. Vi måtte gøre holdt nogle gange undervejs.
På et tidspunkt, var der en ældre mand der havde slået en bod ned, hvor han solgte forskellige produkter lavet på olivenolie. Jeg kiggede selvfølgelig på varerne, mææn det var vist en rigtig oliesheik. Der var ikke priser på noget som helst, og da jeg pegede på en meget lille flaske med ca. 1,5 dl. olie med lidt rosmarin i viste han mig 8 fingre, altså 8 eur. Så ingen handel dér.
Næste plads vi havde udset lå tæt på byen Vieste. Den fik vi ikke set sidste gang vi var på disse kanter, fordi det var meget svært at parkerer en camper i byen, så nu ville vi bo på en campingplads tæt på, og tage cyklerne derind.
Der var kun to ledige pladser at vælge imellem, så det var heldigt vi var tidligt fremme den dag. Pladsen vi tog var den lyseste vi kunne vælge, men Svend spurgte, om vi ikke kunne skifte plads næste dag, hvis der blev en plads med mere lys. Da vi senere gik ned til vandet, måtte vi konstaterer, at hele pladsen bare var temmelig mørk, og at samtlige midler vi har i vognen mod moskitoer, skulle i anvendelse sidst på dagen. Til gengæld var stranden ualmindelig herlig.
Det var blevet onsdag den 15. September. Vi fandt en solstråle foran vognen, hvor vi kunne få vores morgenkaffe. Da vi ville ud og bade, mødte vi en fransk dame, der ikke kunne finde affaldssorteringen. Hun blev glad, da vi kunne hjælpe hende. Cykelturen ind til Vieste bød på en del skarpe sving, men vi havde troet at det ville have været værre at cykle, end det egentlig var. På vejen ind udså vi en restaurant nær campingpladsen, hvor vi gerne ville spise aftensmad næste dag. Inde i Vieste satte vi cyklerne på havnen og gik rundt. Det var temmelig varmt (på et tidspunkt 32 grader), så da vi fandt et skyggefuldt sted med en pæn udsigt, tæt på middag måtte vi lige ind og sidde lidt. Vi var hjemme midt på eftermiddagen, og var igen ude og bade
Så oprandt den store dag 16. september. Børnene ringede og lykønskede fra morgenstunden. Da vi ville ud og bade, så vi at der var et hold danskere til på pladsen. Det var de første landsmænd vi overhovedet havde mødt, siden vi forlod Gardasøen (ca. 20. august), så det er jo bestemt ikke her de fleste danskere holder til. Det er italienere, tyskere, franskmænd, schweizere og hollændere der er i overtal. Italienere taler absolut kun italiensk, så vi bruger meget fingersprog og fagter. Ikke engang i receptioner på campingpladser er de meget for engelsk eller tysk.
Oppe af vandet, lavede fødselaren brunch til hende og manden. Manden diskede op med et par øreringe.
Om formiddagen kørte vi ud mod nogle klipper. Parkerede cyklerne og gik en tur. Ude på klipperne mødte vi et par hollandske damer, der var kommet på afveje med deres cykler. De kæmpede bravt. Om eftermiddagen havde vi bestemt, at vi ville ud og prøve at stå på padleboard. Da vi kom tilbage til stranden, valgte vi dog dette fra, fordi at det var blæst meget op.
Kl. 18.00 havde jeg inviteret til velkomstdrink ved vognen. Vi havde bestilt bord til kl. 19.00 på en restaurant ved siden af pladsen, selvfølgelig med udsigt over vandet. Vi magter ikke en menu med de mange retter mere, så vi valgte at bestille lidt forskelligt at spise, og så kun 1 portion af hver. Kun kødretten bestilte vi to af. Det bar frugt, for vi var meget mætte på den gode måde, da vi drog hjemover.
Fredag regnede det fra morgenstunden, så vi fravalgte havbadet fra, og måtte undtagelsesvis indtage morgenmaden inde i vognen.
Vi kørte fra pladsen og var inde var inde og provianterer, men de havde meget lidt til grillen. Vi kørte på SS16, og havde lige siddet og snakket om, at de mange ”vejarbejdere” vi plejer at se på vores ture, var der heldigvis ikke så mange af i år. Var blevet enige om at Corona var årsagen, da det pludselig vrimlede med dem på en strækning af ca. 25 km. meget lidt tøj, høje hæle og de vinker så pænt til folk.
Vi havde udset en campingplads, men midt på eftermiddagen blev vi enige om, at vi havde for langt igen, så vi ville finde en plads for natten. Jeg fandt en plads på Park4Night på telefonen, og vi satte GPS’en. Da vi kom til pladsen var den pakket, så vi ikke så mulighed for at bo der. Desværre var der en viadukt, der ikke var høj nok til camperen, så vi måtte køre lidt frem, og dreje ud på landevejen. Vi kørte et stykke og drejede så fra igen. Vi så den næste plads, (troede vi på telefonen). Svend sendte mig ud for at se, om han kunne køre rundt det næste hjørne, og om jeg kunne se en plads med autocampere. Selvom jeg gik ud i vandet kunne jeg ikke se camper plads nogle steder. Tilbage ved bilen kiggede Svend på gps’en og besluttede, at der var en plads, hvis vi kunne køre ned om hjørnet og et stykke til højre. Det gjorde vi og langt derude af kom vi igen til den plads vi havde frvalgt. Man kan jo ikke vinde hver gang.
Næste gang vi drejede af for at finde en plads, vidste vi faktisk begge, at den var gal. Men der kom en bil med gult lys og fortalte os, at det var en cykelsti, vi kørte på, så det var bare vende kareten og komme tilbage.
Næste plads vi fandt på gps’en blev plottet ind. Det var monster smalle og ujævne veje, porcelænet klirrede, og glassene faldt ned af holderne i barskabet, og på et tidspunkt parkerede vi bilen og gik videre, men sørme om ikke der lå en campingplads. Et meget lille skur udgjorde receptionen, og der var plads til os. Desværre kun for en nat, fordi de lukkede for sæsonen næste dag, men sikke en plads. Den er noteret til næste gang vi kommer forbi. Vi forstod vi skulle betale 19 eur hver, og ok, men det var tilsammen.
Om aftenen kom der en ostebil, og også en grøntsagsbil forbi så vi kunne handle.
Lørdag gik vi heldigvis ned for at morgenbade. Super flot oplevelse, valget stod mellem pool og hav. Vi er heldigvis meget enige om valget.
Desværre skulle pladsen lukke ned for sæsonen næste dag, så vi fik bare en enkelt nat, men noterede at pladsen Cala Paradiso Camping Village ved Ortona skal besøges næste gang vi kommer på de kanter.
Da vi kørte på vestkysten, rendte vi flere gange ind i, at alt var optaget når vi gerne ville ind på en plads. Nu hvor vi kører på østkysten og mod nord løber vi ind i, at pladserne lukker ned for sæsonen.
Næste plads blev Calypso der ligger tæt på byen Cupra Marittima. Her blev vi for anden gang bedt om at vise Coronapas. Vi skulle også give dem skriftlig accept på, at de måtte tage vores temperatur. Så blev vi i en golfvogn kørt ned for at kigge på en plads, og mon ikke vi accepterede prompte. 1. parket med havudsigt, hvad kan man ønske mere. Vi brugte lidt af børnenes arv, måtte betale hele 5 EUR ekstra p.g.a. udsigten. Den mørke mand der holder middags pause ud for vores vogn, har vist noget af en opgave. Thi, hi. Han sælger thermo jakker med hætter med fiberpels på stranden, ca. i 30 graders varme.
Vi tror vi bliver her i flere dage, så hele udstyret er blevet hevet frem. Her er den mest vidunderlige udsigt, og alt er super. Men vi griner lidt, lige bag os kører et tog, dem der bor overfor har to hunde de ikke tager sig af, de gø’r bestandigt, de lukker dem inde i et meget lille telt og forlader dem. Synd for hundene. Selvfølgelig har Svend sagt, at detikke er ok at I lukker de to hunde inde i et lille telt og forlader dem, og så opdagede vi sidst på eftermiddagen, at vi er naboer til strandbaren med fuld knald på. Mææn det er en super plads vi har fået.
Igen en meget smuk solopgang og morgen.
Det lyder dejligt, og det lyder til, at I har noget af en tur. Det er jo også tiltrængt efter så lang tids Corona-fravær på de udenlandske veje. Fortsat god ferie.