Fra Massa til Napoli

Det var blevet søndag den 22. august, og da vi gik ned for at morgenbade, var der rigget an til et større arrangement på pladsen. Vi snakkede om at det nok var underholdning for børn, men da vi kom nærmere kunne vi se, at der var lagt an til en større udendørs gudstjeneste. Vi sprang forestillingen over, og hoppede i stedet i bølgerne. Det var sjovt at gå på pladsen, det rene klondyke af fastliggere med alverdens udstyr og udbygninger.

Efter morgen- bad og mad, cyklede vi ud mod en by og parkerede cyklerne. Vi ville undersøge mulighederne for at tage toget til  Cinque Terre. Planen blev opgivet. Det ville koste 5-6 timer i tog for at komme frem og tilbage. I toget skal man bruge mundbind, og temperaturen lå på ca. 35 grader. Måske skulle vi så også bære mundbind, når vi gik turen, så vi fravalgte dette. Vi havde gået  rigtig meget, og fandt ud af, at vi ikke engang var halvvejs til byen. Derfor vendte vi om, hentede cyklerne og cyklede op ad bakken.  Om aftenen stod den på grillet oksesul.

Mandag var der bølger på drengen fra morgenstunden, så jeg var usikker på, om jeg turde bade. Det virkede imidlertid ikke særlig farligt. Om formiddagen ville jeg koge nogle hummerhaler jeg havde med i fryseren. Det hele koksede. Gasapparatet var gået i udu, så det sodede det hele til. Til hummerhaler hører naturligvis aioli. Nu var stavblenderen også af lave, så der må nyt gasapparat og ny stavblender til i vognen. Vi finder helt sikkert begge dele, mæææn sikke et svineri.

Vi tog på en længere cykeltur, bl.a. op ad bjerget til Massa, en halvstor by. Vi landede ca. 12.30, og alt som i alt var lukket som tyrens røvhul. Selv beværtningerne holdt middagslukket.  Vi satte hurtigt kurs mod kysten igen. Jeg skulle ind på apoteket for at få noget mod moskito bid. Her fik jeg målt temperaturen i indgangen.

Tirsdag den 24. august pakkede vi sammen efter hav- og brusebad. Jeg var lige henne hos frisøren, for at vise hende billeder fra 2016, hvor hun klippede mig. Samtidig med at hun tog sig af et helt nyfødt barnebarn. Sjov salon og frisør. Har ikke set så beskidt et mundbind, som det hun havde på. Det så simpelthen ud som om hun drak kaffe med det på.

Vi kørte ud  til Eletronic, hvor vi troede vi kunne købe et nyt gasblus. Det havde de ikke, men her fik man målt temperatur, når man stak næven under spritapparatet. Vi handlede i et meget velassorteret marked på vejen. Vi kørte ud til kysten ca. 200 km. nord for Rom. Tilsyneladende et meget attraktivt område, for alt var optaget. Vi var inde på rigtig mange campingpladser, men langt om længe lykkedes det for os at komme ind på en plads.

Efter vi kom ind på pladsen kom der et østrigsk par på vores alder. De kom kørende i en middelstor bil, og var helt sikkert nybegyndere i campinglivet. De havde købt et ”campingkit”. De slog med møge og besvær en meget lille iglo op. Så hev de en drømmeseng ud af bilen, denne kunne ikke gå ind i igloen. Så pakkede de en luftmadras ud af plast. Nu hentede hun en tommestok og begyndte at tage det indvendige mål i igloen, efterfulgt af en rysten på hovedet. Nu pakkede manden den nyindkøbte sovepose ud, og lagde den i igloen. Resultatet blev, at hun sov i bilen, og han i igloen. Næste morgen da jeg gik, ud, lød det som om der boede en bjørn i igloen .

Næste dag gik vi som vanlig ud for at bade. Da vi skulle tilbage til pladsen, kom der en golfvogn kørende. Vi blev enige om, at det nok var en service campingpladsen ydede, så Svend spurgte, om vi kunne køre med tilbage til pladsen. Det gjorde vi, men da vi hoppede af, sagde han at næste gang skulle vi huske at have penge med. Vi hang lidt længe over kaffen og nyhederne. Den rene ”dovnedag” med  bøger og endnu mere badning.

Torsdag den 26. august ville vi videre. Vi havde ikke rigtig kunnet blive kloge på, hvad pladsen kostede. Det viste sig at være en af de rigtig dyre af slagsen. Turen gik videre mod Rom. Vi havde fravalgt at køre på motorvej, så det  blev en rigtig flot  bjergetape. Få kilometre på mange timer.

Fredag gik vi ned for at gå i vandet. Det blæste så meget, at vi opgav foretagendet. Efter morgenmad ville vi cykle ind til den nærmeste by. En tur på ca. 12 km. frem og tilbage. Vi ville gerne se byen, og prøve, om vi kunne skaffe et nyt gasblus. Inde i en butik hvor de havde rigtig mange grejer, men kun snakkede italiensk, kunne vi ikke umiddelbart få øje på noget blus, men de solgte patronerne der hører til. Svend googlede blusset og viste det frem. Flere i forretningen så, hvad det drejede sig om, og en sød ekspedient tog os med udenfor forretningen. Og sørme om det ikke havde et blus i et udstillingsvindue, så den gik hjem.

På hjemvejen blev Svend (rent undtagelsesvis) tissetrængende, og måske også lidt tørstig? Vi gik ind på en beværtning langs vandet, og Svend forlod mig med det samme. Sørme om ikke der kom en rigtig venlig mand, og viste mig over til et bord med en meget flot hvid dug. Udsigt over havet hørte med. Vips sagde det lige, så sad jeg med vand og brød på bordet. Nu stod Svend og så sig undersøgende omkring, og han fik da også øje på mig. Hvad fanden sidder du her og prinser dig, sagde han grinende. Er du sulten. Det var jeg jo egentlig ikke, og da jeg sagde, at jeg nærmest var blevet sat dér grinede han. Vi fik serveret en øl, og et meget stort glas hvidvin. Smågrinede var vi enige om, at det helt sikkert var dyre drikkevarer. Overraskende 11,50 eur samlet.

Lørdag måtte vi igen desværre springe morgenbadet i havet over. Kursen blev sat mod Napoli. Undervejs blev der handlet, bl.a. sværdfisk og kød til grillen.

Sidst på eftermiddagen fandt vi efter rigtig megen søgen, og besøg på mange pladser, hvor alt var optaget en autocamperplads ca. 100 km. nord for Napoli.

Der blev pakket ud. Pladsen lå ned til stranden, så da vi havde været dernede for at se på det stadig frådende hav, gik vi tilbage til vognen og grillede sværdfisken. Lækker spise.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Fra Massa til Napoli

  1. Bente skriver:

    Pas på i ikke får gælder af alt det fisk. Forsat god tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *