Da vi ankom til Vlore lå der en tysker og en østriger på pladsen. De kørte næste morgen. Pladsen var en fin og åben plads 10 meter fra havet. Fredag den 4. Oktober havde vi en ren afslapningsdag med bøger, kryds og tværs o.lign. Om eftermiddagen gik vi langs stranden og rundt vejen for at se, om vi kunne finde en bus ind til Vlore, da vi havde en plan om, at tage derind næste dag. Allevegne var de i gang med at lukke ned for sæsonen, stråtage til overdækning af terrasser blev fjernet, mange steder var der allerede lukket. Vi fandt ikke noget busstop. Da vi kom tilbage til vores vogn blæste det voldsomt op, så vi søgte ind i vognen. Strømmen gik igen.
Lørdag morgen havde vi stadig ingen strøm, men mærkværdigvis varmt vand i bruseren. Bølgerne var så voldsomme, at jeg ikke turde tage mit havbad. Dagen var afsat til en tur med den lokale bus til Vlore. Mærkværdigvis vidste personalet på campingpladsen ikke rigtig noget med hensyn til afgangstider. Dog sagde de, at de troede, bussen gik en gang i timen. Vi fandt ud af, at er der noget man ikke kan regne med i Albanien, er det busser og strøm. Vi brugte to en halv time på at vente på bussen. En time om morgenen, og da vi havde ventet halvanden time, da vi skulle hjem fra byen, opgav vi og tog en taxa til campingpladsen. Da vi ventede på bussen om morgenen, havde en af de utallige løse hunde lagt sig ved siden af os ude ved vejen. Bilerne susede forbi, men jeg var ved at være helt rolig (ikke længere så urolig for, at de går ud foran bilerne). Dog oplever vi, at der ligger nogle stykker i vejkanten. Inde i byen opsøgte vi en albansk restaurant. Vi fik suppe, burek, lasagne. 1 øl og 1 glas vin for 81 kr.
Vi gnækkede også lidt af deres reklamer for halal pizza, og gud hjælpe mig halal slagtede fisk. Den havde vi ikke set før. Jeg skulle da have bedt nogle bønner i mit liv, med alle de fisk jeg har slagtet.
Søndag den 6. oktober kørte vi fra Vlore. kl. 9.40. Igen ville vi gerne handle lidt. Konstaterede endnu engang, at det ikke lod sig gøre. Og dog – – – nu så vi flere steder langs vejen at de solgte høns, vel og mærke den levende af slagsen, men det ville jo nok give lidt svineri i vognen, hvis den først skulle pelses. Vi så også nogle der solgte fisk nær søer og lignende, men fiskene lå på jorden i 25-28 graders varme, og absolut uden is, så dem sprang vi også over.
Vi havde den flotteste kørsel over et pas, inden vi landede i Hiramare. Vi kørte kun 63 km på ca. to en halv time.
Om eftermiddagen badede vi og gik tur. Aftensmaden blev indtaget på campingpladsens restaurant.
Vi var i nattens løb med intervaller, på max. en halv times mellemrum, blevet vækket af en hund der gøede voldsomt. Da klokken var ca. halv fem, røg min meget tålmodige mand op af køjen med et, ”det er fandme ikke i orden”. Vi mistænkte et par, der var meget ældre end os for, at det var deres hund. Den lå nemlig udenfor vognen. Næste nat gentog det sig. Det viste det sig at være en hund, der passede på os på pladsen. Alle var generede af den, så ikke i orden.
Mandagen startede med tøjvask. Formentlig den sidste på turen. Vi gik tur langs stranden om eftermiddagen.
Tirsdag den 8. oktober startede med et havbad. Næste stop var Serande, vores sydligste mål på turen. Vi var i det sydligste Albanien, meget tæt på grænsen til Grækenland. Da vi havde pakket ud, ville vi lige have en dukkert. Her røg den af os der ikke er vinterbader op med et spjæt. Vi havde rykket os ca. 60 km. mod syd, men tror næppe vandet var mere end højst 15 grader. Derfor var det kun mig der gik i vandet næste morgen.
Onsdag den 9. oktober var det vores plan, at vi ville cykle fra campingpladsen ind til Sarande. En tur på små 10 km. Men da vi vågnede, spurgte Svend, om ikke vi skulle springe turen over, og sætte kursen mod nord. Den var jeg med på, vi er så fyldte med indtryk, og vil også meget gerne se familie og venner igen. Vi var klar til at køre tidligt, men porten til pladsen blev først åbnet, da klokken var over ni. I Sarande blev vi omdirigeret.. Det tog tid, vi tror det skyldes et færdselsuheld.
Da vi skulle tanke, gik vi op i at det skulle være et sted, hvor de tog visa. Vi ville ikke brænde inde med Albanske lek. På tanken sagde de, at de sagtens kunne tage visa, så tanken blev fyldt. Svend prøvede med begge vores visa kort, og også master. Det lykkedes ikke, de havde ikke net forbindelse, sagde de. Heldigvis havde vi stadig euro, og dem vil de meget gerne have i Albanien. Problemet er bare, at man får tilbage i lek.
Fra Sarande, kørte vi til Lake Shokodra. Den nordligste plads i Albanien, hvor vi også var på turen nedover. Vi kom frem sidst på dagen, og bemærkede at de løst gående hunde samlede sig sammen i rundkørslerne sidst på dagen. Vi havde 5135 lek tilbage. Næste dag var de intet værd, så den skulle have fuld skrue med fodpedal på pladsens restaurant om aftenen. Syntes vi gjorde hvad vi kunne. To gange oksemørbrad med kartofler og salat, ½ liter rød- og ½ liter hvidvin, to kaffe med brandy. Så kunne vi ikke mere! Det blev 3844 lekk = 235 danske kroner.
Torsdag den 10. oktober kørte vi tidligt fra pladsen. Vi passerede grænsen fra Albanien til Montenegro. Det er tydeligt, at der er mere velstand i Montenegro end i Albanien. Vi kørte ind i vejarbejde, så det gik langsomt. Vi nåede til det sydlige Kroatien sidst på dagen. Telefonerne blev tændt for første gang, siden vi forlod Kroatien. Det har ikke været noget problem. Vi fandt en plads på Park4Night.
Der er ingen tvivl om, at yoga er meget hot, i de lande vi har kørt. På rigtig mange af pladserne slæber folk rundt med deres måtter. Dem smider de sig på, og helst midt på pladsen, så alle kan følge med – – – thi-hi.
Næste morgen havde vi en ubehagelige oplevelse på motorvejen. Der stod en mand oppe på en bro og tissede ned på bilerne. Det har vi heldigvis ikke oplevet tidligere. Vi var inde og købe lidt feriegaver til børnebørnene og proviant til bilen om formiddagen. Da vi skulle ind i Østrig og skulle købe vignet, foregik det i en automat, og det var en digital vignet. Første gang vi prøver det. Der skulle findes en overnatning i Østrig. Jeg fandt en plads, og plottede den ind på gps’en, mente vi kørte på A2. Det gjorde vi ikke, så det blev i alt ca. 140 km. ekstra på turen.
Pladsen reklamerede med restaurant, så Svends tænder løb i vand, ved tanken om en jæger schnitzel. Snydt, ingen restaurant, så en frysereserve fra vognen.
Lørdag den 12. oktober. Da jeg skulle lave morgenkaffe, og kiggede ud af vinduet, gik folk med huer og vinterfrakker. Det blev første gang på vores tur, at de lange rør, og ærmer blev fundet frem.
Formiddagen bød på den flotteste kørsel i Østrig. Godt middag kørte vi ind i Tyskland ved Passau, så nu går det op gennem Tyskland og før vi får set os om, holder vi på Månedalen. Glæder os til at se jer alle.