Fra Lake Shokodra til Vlore

Det var nu blevet søndag den 29. september. Vi havde konstateret, at badning i søen var ikke en mulighed, (vandet så ikke indbydende ud), så vi snuppede den udvidede morgenmad med bacon, pølser, æg m.v. Efter morgenmaden vaskede jeg lidt tøj. I vaskerummet stod jeg ved siden af en ung mand fra Düsseldorf. Vi snakkede lidt sammen. Han skulle ligesom os, længere sydpå i Albanien. Herfra  ville han sejle til Grækenland. Da jeg senere skulle op og bade, så jeg at hans tøj hang til tørre på en cykel. De var to gutter, der havde taget turen fra Düsseldorf på cykler, og de havde været på rigtig mange af de campingpladser, som vi også havde besøgt. Det var ikke så meget kilometerne der gjorde noget, sagde han. Det var mere de mange stigninger. Jeg fik investeret i en lille bog om Albanien og omegnen omkring Shkodra. Der var bl.a. en opfordring til at benytte toget som transportmiddel, for at sætte sig ind i, hvordan man transporterede sig i Albanien før 1990’erne, hvor det blev tilladt med privat bilisme. Der stod også, at den første campingplads i Albanien var startet af et par hollændere, der var flyttet til Albanien i 1994 med deres tre børn.

Om eftermiddagen hang vi ud på pladsens bar. Den havde den flotteste beliggenhed i første parket til søen. Svend fik drukket en hel liter øl, og jeg drak ½ flaske vin. Regningen lød på 7 EUR i alt. Vi spiste senere aftensmad samme sted. Vi bestilte en albansk salat, bruschetta, et fad mixed fisk og skaldyr for to personer, 1 liter hvidvin. Efter maden fik vi to kopper kaffe og en brandy. For alle disse herligheder lød den samlede regning på 33.60 EUR. fantastiske priser. De taler ikke til mådehold.

Mandag havde vi besluttet at tage den lokale bus ind til byen Shkodra (ca. 7 km. fra pladsen), men absolut ikke cykelvenlige veje. I receptionen sagde de, at vi bare skulle gå ud til vejen, ad en grusvej på ca. 1,5 km.) Når bussen kom, skulle vi vinke, så det gjorde vi. Chaufføren tog vel imod os og han fik de 100 ALL, turen kostede (6 danske kroner for begge). Da vi blev sat af inde i byen, gjorde de meget for at vi skulle forstå, hvor vi skulle samles op, når vi ville hjem igen. Bussen kørte en gang i timen. Som vi havde gættet, da vi kørte med vores autocamper gennem byen, var alt ude af kontrol. Det vrimlede med løse hunde, cykler, knallerter, gående og biler i et mylder uden den hensyntagen vi er vant til. Havde man et ærinde i en forretning, eller skulle man snakke med en eller anden, sprang man bare ud af  bilen og lod bil være bil. To på en cykel eller knallert var også almindeligt, og vi så ikke en eneste cykel- eller knallerthjelm. Da vi havde været rundt i byen, snakkede vi om en let frokost. Ikke så meget fordi vi var sultne, mere for at smage noget lokalt. I en gade, hvor de vist kun solgte brugt værktøj, hjullejer, bolte m.v. viste et skilt restaurant. Det fulgte vi, men vi havde faktisk opgivet, og var ved at vende, da en af de handlende kunne se på os, hvad vi søgte. Vi skilte os virkelig ud fra mængden i vores shorts og bare arme. Manden signalerede, at vi skulle fortsætte ind i gården, og han gned sig på maven for at vise, at vi kunne få mad. Ganske rigtigt lå der et spisehus inde bag ved. Der var en tjener på stedet, der kunne en smule engelsk. Menukort og den slags fandtes ikke. Så da han hørte, at vi gerne ville smage noget lokalt var han tilfreds. Vi fik noget gullasch lignende i en temmelig krydret sovs, to gange kartofler og hvidløgsbrød. Hertil en stor øl og et glas vin (indrømmes hvis han var kommet med et glas vin mere, havde jeg absolut ikke kunnet drikke mere). Regningen lød for det hele 63,70 kr. omregnet til gode danske kroner. Vi gik ned hvor vi regnede med, at vi skulle samles op af bussen. Da bussen kom i den modsatte retning, vinkede chaufføren over til os, at han havde set os. Vi blev samlet op i farten i en tumult uden lige. Det var en rigtig sjov dag for os.

Tirsdag den 1. oktober havde vi bestilt en hel dags udflugt. Den indbefattede transport, båd udflugt og frokost. Vi havde ikke rigtig sat os ind i, hvad vi skulle se, men vi vidste at dagen bød på en del kørsel i bjergene. Da vi mønstrede om morgenen, blev vi sendt tilbage til vores vogn efter mere tøj. Pigen der passede receptionen, sagde at der var megen vind i bjergene. Vi var 6 personer der skulle med fra pladsen. 2 mere stod på inden Shokodra. Det var 2 medarbejdere fra tysk tv. De tog rundt i verden, og lavede programmer med anderledes rejseoplevelser. Så vi kommer med i en udsendelse først i december. De første godt to timer kørte vi op i bjergene ad nogle forskrækkelige veje, man må sige at chaufføren kendte vejen, så han kørte både i højre og venstre side, for at undgå de værste huller. Der var løst gående høns, geder, køer, heste, grise, hunde m.v. Efter et par timer holdt vi ved et lille slæbested. Her steg vi på et ældre fartøj. Jeg bemærkede, at vi havde rigtig mange løg, vandmeloner m.v. med ombord. I et par timer sejlede vi på søer og floder. Efter et par timer, trak de to mand, der sejlede os båden op på et stenrev. Nu skulle vi ud og gå. Det gik over sten, men også over vand, så vi fik våde bukser. Da vi havde gået et stykke, lå der en mindre båd. Den kunne ikke rumme os alle, men de to mand trak af sted med båden, og trak os over, hvor vandet var højest. Der var absolut ingen huse, eller andre mennesker. De medbragte fødevarer slæbte de to mand med til båd nummer to. Jeg sagde til Svend. De tænder sgu nok et bål på stranden på et tidspunkt, og så skal vi selv lave frokost. Efter vi havde forceret flere vandløb, dukkede som skudt op af intet et ”øko-hotel”. Det var bådførerens. Den eneste mulighed for at komme dertil, var den vej vi havde sejlet. Vi kunne købe øl, vand eller vin. De spurgte, om vi ville have fisk eller kød. Efter en times tid blev vi bænket på det hyggeligste sted. Traktementet bestod af suppe, kød, salat, ost og polenta. Desserten var vandmelon. Efter et par timer blev vi bragt samme vej tilbage til slæbestedet. Her holdt bussen og samlede os op. Kl. 19.00 var vi tilbage på campingpladsen efter en herlig dag.

Dagen efter, onsdag den 2. oktober forlod vi pladsen ved søen. Der skulle gerne købes ind, men det vrimlede ikke med supermarkeder. Da vi omsider fandt et, havde de hverken frugt, grønt, fisk eller kød. Vi tænkte, at vi måtte stoppe ved en bod og købe grønt ved vejen. Det lykkedes ikke. Vi havde plottet pladsen Kamping pa emer ind på gps’en og fulgte anvisningen. Det gik ikke så godt i første omgang. Da vi blev klar over, at den var gal, holdt vi på en grusvej med diverse løst gående dyr. På et tidspunkt kom en mand kørende med en hestevogn. På ladet stod en levende gris. Kareten blev vendt, og vi fandt den ”rigtige”  vej til pladsen. En smule bedre, men bestemt meget ringe.

På pladsen Kamping pa emer kom vi til at ligge ved siden af et par østrigere. De ledte vores tanker hen sidst i tresserne. Deres scooter var prydet med et stort billede af Che. Tiden var også gået i stå med hensyn til deres musiksmag. De spillede noget indisk musik. Det lød, som når man hiver en kat i halen. Det var i hvert fald den slags musik, man sad på jorden i skrædderstilling og spillede i tresserne. Hensynsfulde var de som bare pokker. De kom på skift og spurgte, om deres musik forstyrrede os. Vi er ikke så lette at forstyrre, så vi svarede pænt nej. Vi havde handlet i en forretning på vejen til pladsen. Selv om den kaldte sig et marked, havde de desværre hverken frugt eller grønt, ej heller kød eller fisk. Langs vejen sad der mange med forskellige ting de ville sælge, så vi blev enige om, at det nok var der folk handlede. Med hensyn til kødvarer, så jeg nogle meget små forretninger, hvor der hang dyr på kroge. Min vurdering var, at det ville blive svært at forklare, hvilket dyr og hvilken del af dyret, vi gerne ville købe. De færreste talte engelsk. Da vi om eftermiddagen sad ved vores vogn, kom der en ”grønthandler” forbi. En gammel kone med en trillebør ned grønsager. Hun solgte også raki på vandflasker. Jeg var fristet til at købe en flaske til at byde morgen baderne, men Svend mente ikke, jeg skulle løbe risikoen, hvis det var noget man kunne blive blind af. Der var kun WiiFi på en lille ø ud for pladsen. Fra stranden gik en bro derud. Vandet var lavt inde ved stranden. Jeg fandt på, at jeg ville svømme fra øen og ind til vores vogn. Det var en blandet oplevelse. Bunden var ulækker, hvor jeg gik i, så jeg svømmede indad. Da jeg havde svømmet lidt, ville jeg lige afprøve om bundforholdene var blevet bedre? Nu kunne jeg ikke bunde. Meget kort efter havde jeg vand til knæene, og bunden var ok.

Vi spiste fisk på pladsen om aftenen. Valget var fisk eller kød, og mutter lavede maden til os. Intet tilbehør.

Vi forlod pladsen Pa Emer den 3. oktober. Inden vi kørte, var vi lige ude og tjekke vores beskeder. Bente havde skrevet, at hun var blevet forældreløs. Vi snakkede også lige med Jacob.

Når vi kører på vejene, sidder der alle steder folk og sælger noget. På lange stræk kan det være grønsager, så veksler det måske til honning eller noget helt andet. Denne dag sad der med meget kort mellemrum folk og solgte grillede majs. Vi fandt ingen slagter, så vi måtte ty til at købe nogle frosne kyllingelår, som vi grillede om aftenen på pladsen i Vlore. Igen havde vi et frygteligt tordenvejr om natten. Det rungede godt i bjergene. I morges havde vi ingen strøm på pladsen.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *