Fra Kotor til Shokodra

Søndag den 22. september skal Anne fejres, så dagen var ikke gammel, da vi ringede og lykønskede hende. Igen kom bagerdamen forbi vognen meget kort tid før den ”rigtige bager” kom. Der kom også en vogn med åbent bagagerum. Manden ville gerne sælge slivovits til os. Igen et afslag, det er prøvet.

Vi kørt ca. 10 km. baglæns for at tage færgen over Kotor bugten. På færgen var der rigtig mange forskellige kendingsbogstaver på bilerne. Vi tror, vi sparede rigtig megen tid, da vi jo på vores bustur til Kotor, oplevede at der var megen trafik. Motoren på færgen larmede, så man overhovedet ikke kunne snakke sammen. Vi savnede en del ting af det der fylder i vognen, og lige før Budva, fandt vi et sted, hvor vi kunne købe det hele, så nu er lageret fyldt op. Håber dog snart at finde en rigtig god fiskehandler. Da vi kørte i indkøbscentret viste thermometret 30 grader. Nogle gange fylder vi lidt meget i forhold til længden af parkerings båse ved indkøbs centre. Men der stod en rigtig venlig russer, og vinkede os så langt tilbage som muligt i forhold til båsen. Han smilede, og han havde åbenbart megen lyst til at se vores vogn indvendig, så det gjorde han lige. Vi oplevede, at denne dag bød på langt færre autocampere på vejene end vi hidtil har mødt. Vi kørte til  Camping Maslina nær Petrovac. Efter en skinkesandwich og en forfriskning gik vi ad en sti til vandet.

Der blev advaret mod slanger ved pladsens toiletter, og også på stien der førte ned til stranden. Skiltet viste, at der var fire arter, men til alt held var det kun de tre af dem der var giftige, så dem håbede vi dælme ikke at møde.

Vandet var skønt. Om aftenen havde vi gang i grillen.

Mandag den 23. september. Internetforbindelsen rakte ikke ned til vores vogn, så fra morgenstunden gik  vi mod receptionen, så vi kunne lave en Facetime og gratulerer Jacob med de 45 år.

Vi havde satset på at vaske et par maskiner tøj på pladsen, men det støvregnede fra morgenstunden, så det blev opgivet. Hav badet ville vi dog ikke gå glip af.

Ingen telefon, og ingen net forbindelse. Det er da godt man passer på sine ting. Så Politikkens Turen går til Jugoslavien årgang 1983 blev studeret vedrørende næste destination i Montenegro.

Da vi sad ved morgenmaden, tog uvejret fart. Det høvlede ned og tordnede også. Ved middagstid lignede pladsen et stort mudderbad. Jeg var rigtig glad for, at jeg ikke havde fået gang i vaskemaskinerne. Bortset fra en lille gåtur om eftermiddagen, da der var en pause i regnen, fordrev vi dagen inde med bøger og spil.

Tirsdag den 24. september. Natten til tirsdag regnede det også igennem. Om morgenen gik vi gennem pladsen for at hoppe i havet. Projektet måtte opgives, fordi havet var oprevet, og der var så store bølger, at vi vurderede, det ville være uforsvarligt at hoppe i. Svend fik fat i nogle brædder, så vi kunne smide skoene, der var godt mudrede inden vi hoppede ind i vognen. Om formiddagen klarede det op, og det værste mudder blev vasket af grillen, borde, stole o.s.v.

Vi var på en længere gåtur, via en sti over et bjerg, ind til byen Petrovac. Vi spiste en omelet i byen, inden turen gik tilbage over bakketoppen. En super flot tur.

Næste dag lykkedes det, at komme i vandet, men det begyndte igen at regne. Heldigvis havde vi pakket sammen, så Svend røg bare ud og koblede strømmen fra vognen.

Vi ønskede så meget rengøring, da vi kom til næste plads.

Undervejs skulle vi ind og handle, så da vi så et supermarked, drejede vi ind. Vi måtte lidt over langs bygningen, for at vi kunne holde. Inden Svend havde drejet nøglen i bilen, sagde jeg til ham, at nu kommer der éen der vil sælge noget til os. Ganske rigtigt stod der en mand, og viftede med et sæt knive. Dem har vi masser af, så vi afviste det gode tilbud. Vi fandt en indkøbsvogn, og gik ind i forretningen. Et eller andet gjorde, at Svend sagde, at han havde mere lyst til at sidde i vognen og læse, mens jeg handlede. Han var ikke helt tryg ved foretagendet. Forretningen havde alle ting i meget store mængder. Bl.a. ville jeg gerne købe lidt hvid vineddike. Men de stod i 5 liter flasker, ketchup i spande o.s.v. Der var en slagter, og hans kød så rigtig godt ud, så der blev handlet kød og også en kylling.  Alt var monster billigt, godt 2 EUR for en stor frisk kylling. En rigtig fin bøf til os hver til 3 EUR. Imponerende.

Lidt i 12 ankom vi til Safari Beach Camping. Vi fandt en super beliggende plads i første parket til en fin sandstrand. I alt 12 km strand. Så skulle der vaskes, så jeg gik op for at købe vaskemønter. Øv, bøv pladsen havde middagslukket. Det havde jeg ikke lige set. Da jeg kom derop efter middagslukningen, var vaskehuset optaget, og der var kun 1 vaskemaskine. Efter flere forsøg på at kapre vaskehuset lykkedes det, sidste på dagen at få købt mønter og få nøglen til vaskehuset.

Så blev der slået i gang. Tre maskiner samt lidt håndvask blev det til, og vi afleverede nøglen næste morgen.

Der var mange løse hunde, både på pladsen og på stranden, og selvfølgelig også et hav af de små tynde katte.

Næste dag blev vognen ordnet, så nu var der ren røv at trutte i igen. Vi satte os lige for at slappe af, inden vi ville ud og cykle. Så ankom der et par nye ”naboer” et par super søde slovenere. Vi bød dem på en velkomst øl. De var venlige, og vi snakkede en del med dem. Da de begyndte at pakke ud, cyklede vi ind til den nærmeste by. Det viste sig at være noget af en rodet affære. Undervejs gjorde vi lidt afstikkere ned til stranden, for at se de forskellige strande.

Den 27. september cyklede vi den modsatte vej fra campingpladsen, igen til en lille by. Vi skulle have en par småting hos en købmand (håbede at finde en grydeske). Da vi kom ud igen, var der nærmest, som skudt op af jorden, fire meget små børn, der tiggede. Ikke rart. Den ældste af dem var ca. på Humles alder. Og de var meget vanskelige at ryste af os.

Sent om eftermiddagen kom vores nabo til den anden side, for at fortælle os, at vi skulle tage hen til en bestemt restaurant og spise. Så tænkte han, at der nok var for langt for os at cykle (vi havde næsten været derude), men det undlod vi, at fortælle. Han syntes, vi skulle tage hans motorcykel og køre derud og spise vores aftensmad. Da han gik sad vi og snakkede om, hvor venlige alle de folk vi møder, tænkte vi. Hvis bare hele verden var sådan, var der helt sikkert ingen krig og elendighed.

Lørdag startede vi med et havbad. Kl. 9.20 forlod vi Safari Beach. Vi skulle tanke, da vi forlod pladsen, og det er da temmelig sjældent man kommer ind på en tank med en ”tankpasser”, men den gjorde vi. Vi fik samtidig handlet ind til de næste fire til fem dage. Det tog godt nok lang tid at komme over grænsen til Albanien, fandt aldrig ud af hvorfor. Det første der mødte os i Albanien var tiggere fra ca. to år og opefter. Vi havde tænkt vi skulle have fat nogle LEK når vi passerede grænsen. Dem kan vi ikke købe hjemmefra. Jeg opgave foretagende, ikke fordi jeg var utryg, men fordi jeg ikke igen, ville have den lidelse at se små børn der skulle tigge. Vi kom forbi et vejarbejde, trafikken blev standset, fordi der kom et ”halal pizzabud” med frokost til vejarbejderne. Vi kørte igennem Shkodra, en meget stor by, fuldstændig ude af kontrol. Kunne selvfølgelig ikke standse dér, men vi håber så meget vi kommer derind med taxa på mandag. God week-end til jer alle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *