Fra Trogir til Kotorbugten

Vi landede på Camping Blagaj midt på eftermiddagen søndag den 15. september. Vi var edderspændte på, om vi kunne huske at komme dertil. Der er ingen vejnavne, da stedet ikke er optegnet med veje, men vi vidste fra vi var der i 2017, at det var ca. 10 km fra Mostar, og ned til floden. Vi kom rigtig godt frem, og indrømmes skal det, at pladsen ikke vælges på grund af faciliteterne. De rækker næppe til bare en enkelt lille stjerne, men det er de allersødeste mennesker. To generationer, og den yngste på alder med vores børn. Det er børn der er opvokset i krig, men har så meget at give. Det er da tankevækkende.

Vi sagde, at vi havde været på pladsen før, så vi behøvede jo ikke nogen egentlig rundvisning. Derfor gik de direkte til indskrivningen. De fik vores pas, og vi blev plantet ned til floden. De spurgte, hvad vi ønskede at drikke. Svend fik en halv liter øl, og jeg fik et glas vin. Så kom de med et bugnende frugt fad og to stykker kage. Da vi sad og slog mave, kom de med endnu en genstand til os hver. De ville lige spørge, om vi kunne huske, hvad vi betalte, da vi var der sidst. Det kunne vi selvfølgelig ikke huske. Så spurgte pigen, om vi syntes 15 EUR med alt pr. døgn var ok. Vi kunne ikke andet, end at slå til. Aftensmaden blev nydt på deres spisested. Vi fik grillet kalvekød med pommes og salat. Det dyreste på spisekortet til den svimlende sum af 7 EUR.

Mandag den 16. september startede vi begge med et koldt brusebad, ingen varm vand i bruseren.

Manden kom med fødselsdagsgaven. Det var en liter olivenolie købt på pladsen. Noget var vist gået galt for ham? Jeg tænkte, at han da var havnet lidt langt væk fra hvad han plejer at spendere. Jeg husker,  at han sidste år havde medbragt lidt lækkert lingeri fra Bella, da jeg blev fejret i det spanske thi hi.

Svend var et smut nede og kigge ved floden, derned kommer man igennem deres udendørs bar. Intet var pakket væk eller låst inde, spiritus, vin m.v. stod bare fremme. Det er da noget af en tillidssag på en plads med mange fremmede nationaliteter. En noget anden tankegang, end når man mødes af Inger Støjbergs blå blink ved den danske grænse.

Jeg havde inviteret på brunch. Desværre blev den spist inde i vognen. Vi havde glemt at sætte stolene ind aftenen før, så de var monster våde af dug. Cyklerne blev spændt af, og vi havde en lang, og alle tiders cykeltur. Man ser virkelig krigens rædsler, når man cykler inde i landet. Der er stadig rigtig mange sønderbombede huse, der ikke er genopbygget. Vi sejlede også ind i en grotte ved byen Blagaj, og havde et par passende pitstop på naturskønne perler under vejs.

Aftensmåltidet blev indtaget ved floden. Fødselsdagsmiddagen var mix grill. Denne ret kostede 5 EUR.

Tirsdag den 17. september tog vi det roligt fra morgenstunden, læste lidt og slappede af på pladsen. Da det blev lidt for varmt, tog vi cyklerne og cyklede ind langs floden. Det sidste pitstop vi lavede dagen før, var på et så hyggeligt sted, at vi meget gerne ville have lidt sen frokost der. Først kørte vi lidt længere ud, og var inde hos en ”vinbonde”. Det var da godt nok ikke det største og mest prangende Chateau vi har været på,  men smadder sjovt. Han kunne hverken det ene eller andet sprogmæssigt. Hans ca. 10 årige datter, der med garanti lige var startet på at lære engelsk, sagde my name is, og så troede faderen vist, at hun var tolk. Vi tog lidt billeder på stedet, og selvfølgelig kom vi derfra med to flasker meget lokal vin. På vej tilbage til pladsen spiste vi på det meget hyggelige sted, hvor vi stoppede dagen før. Her sad vi på en terrasse ude i floden. Vi fik to gange kalvekotelet med kartofler og salat. Og den ene af os måtte også have en skopska salat. Hertil fik vi en kvart liter rødvin, og en kvart liter hvidvin. Den samlede regning blev ca. 160 kr. Vi syntes det var både hyggeligt, billigt og godt.

Tilbage ved vognen satte vi os og læste lidt. Efter en halv times tid kom de fra baren med to store stykker kage, et bugnende frugtfad og to halve liter øl. Det var på husets regning sagde de. Vi havde lige snakket om, at gå ned til floden og sidde og læse. Det gjorde vi så, ”problemet” på den plads, som vi er meget glade for er, at vi rigtig gerne vil give dem lidt drikkepenge, men det er meget svært, for så kommer de med en kop kaffe eller noget andet.

Onsdag den 18. september var det afregningen og afskedens time på Blagaj. ”Indskrivningen” er ikke som andre steder, og de kunne da heller ikke finde os i bogen. Så vi blev spurgt, hvilken aftale vi lavede fra start. Det var jo 15 eur pr. døgn, så det skulle vi betale. Vi gav 50 og sagde, at det var så godt. Ikke engang det kunne vi få lov til. De gave os et flaske vin med. Vi tænker måske også egen avl? For den er uden etikette eller andet. Den kommer med på Månedalen, og skal nydes i en speciel anledning med tanke på de søde mennesker.

Fra Blagaj kørte vi til Ston. Vi har tidligere været på pladsen, så vi vidste godt, at vi kun skulle have en nat på stedet. Der er ikke rigtig noget vi kan cykle til, men her er den fineste strand og ikke mindst, oppe over pladsen ligger et spisested, med den flotteste udsigt over bugten og campingpladsen. Jeg havde hjemmefra inviteret Svend på fødselsdagsmiddag netop dér. Man ringer nede fra stranden, så kommer de og henter kunderne i en bil. Helt sikkert en ”ryger bil”.

Da vi vendte tilbage til pladsen efter det helt store fiskefad, opdagede vi, at vi holdt ved siden af en dansk campingvogn.

Næste morgen hilste vi venligt på naboerne. Det var et par rare fynboere. Da de hørte vi kom fra Hundested, var de helt oppe og ringe. Der boede deres datter, svigersøn og børnebørn. Det viste sig at være Stine fra The Old Coffee Shops forældre. Som om det ikke var nok. Da vi senere snakkede med Sara, viste det sig at Chili går i klasse med deres barnebarn Elias. For øvrigt hed deres anden, og yngre datter der var med dem i Ston Sara. Og Stine og Christoffer har også en datter der hedder Chili, som også går på Hundested Skole. Verden er nogen gange lille.

Sara kunne fortælle, at der nu var håndværkere på Månedalen, så vi håber det rykker, inden vi kommer hjem. Vi kørte ind i Montenegro i et monster regnvejr. Kl. 14.00 kørte vi ind på Camping Naluka i Kotor bugten. Svend tog tøjet af og badebukserne på, da han var ude og sætte strøm på vognen.

Vi fik en ønskeplads i første parket til floden. Det var svært at finde indkøbsmuligheder på vej til campingpladsen i Morinj nær Kotor. Derfor satsede vi på, at der ville være en forretning, når vi kom frem. Vi kunne købe masser af grønt, men ingen kød eller fisk, så jeg måtte finde ”krise reserverne” frem. Lidt frosne rester kød i tomatsovs med pasta, smager jo også godt.

Næste dag (det var blevet den 20. september), da jeg var på vej i bad, kom en gammel kone forbi. Hun udgav sig for, at være bageren. Vi mente at de havde sagt, at der ville komme en bager forbi, så selvfølgelig købte vi to monster søde kager af hende. Det var det eneste produkt hun solgte. Hun sprøjtede dem, og spurgte om det skulle være chokolade eller marmelade. Svends umiddelbare mistanke var, at hun lagde vejen forbi en halv time før den ”rigtige bager kom”. Det viste sig dagen efter at holde stik. Rævepelsen kom forbi og ville sælge, men vi skulle ikke have mere sukkerkage. En halv time efter kom den rigtige bager med et stort udvalg thi hi.

Til alt held besluttede vi at tage lokal bussen ind til Kotor. Vi kunne ikke cykle derind, og hvis vi var kørt ind i camperen, havde vi ikke fået set byen, da det ikke ville være muligt at parkere nær byen. Det er en rigtig turist magnet. En meget smuk gammel by, så pænt beliggende med bjerge, ved Adriaterhavet.

Hjemme igen kom grillen frem. Det bliver lidt tidligt mørkt, så vi trak i vognen, og tog et spil kort. Midt i spillet rejser Svend sig, og så røg det mig ud af munden, hvor skal du hen? Han begyndte at grine, hvor tror du? Vi har knap 2 kvm i midtergangen, så køkkenbord, køleskab eller toilet er muligheden. Han løber selvfølgelig ikke så langt væk.

I dag er det lørdag den 21. september. Vi har besluttet at vi bliver på denne skønne plads ved floden. I morgen kører vi lidt ”baglæns”. Vi har besluttet at tage en færge over på den anden side af Kotor bugten. Efter busturen i går, vil vi gerne undgå at skulle hele vejen ind i bugten med dens skræmmende trafik.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *