Fra Krk til Trogir

 

Søndag den 8. september startede Svend sæsonen som morgenbader. Vi var på øen Krk, og som sædvanlig nød han det, da han kom i gang. Mens vi sad og hang over morgen kaffen, kom der en lille Fiat ind på pladsen foran os. Svend bemærkede, at det var da en meget lille camper. Han sagde også at det da ville blive vanskeligt for dem at slå et telt op i den stenede jord. De kørte så væk igen. Ca. et kvarter senere kom de tilbage. Det viste sig, at de havde den lille Fiat med i deres monster store autocamper. Så ingen problemer med at slå pløkke i.

Vi blev på pladsen om formiddagen i forventning om, at der kom en fiske bil forbi ved 10.30 tiden. Den måtte vi kigge langt efter. De sagde i receptionen, at det skyldes dårligt vejr. Det havde vi svært ved at få øje på.

Da fiske bilen ikke kom tog vi en cykeltur langs vandet ind til en by, der lå meget højt på et bjerg. Vi parkerede ved havnen, og gik op til byen. Her begyndte det at regne, så vi satte os på en lille bar for at vente på, at regnvejret drev over. Ikke overraskende fik Svend en stor øl, og jeg fik et glas hvidvin. Da vi skulle afregne, sad Svend og viftede med EURO. Jeg sagde, at dem der tror jeg da ikke, du kommer langt med her. Ganske rigtigt kunne vi ikke afregne med EURO. De tog heller ikke imod kort, Derfor gik Svend til en automat og fik fat i nogle kuronaer. Det skal man ikke, så hellere gå til et vekslekontor og veksle EURO. På hjemvejen sad vi og nød livet på en lille havn.

Mandag den 9. september kørte vi fra Krk, og kursen blev sat mod Plitvicka Jezera naturpark. Undervejs var vi inde og handle i Spar. På vejen op over bjergene kunne vi godt se, at folk ikke havde været helt gode venner i 90-erne. Adskillige af husene havde stadig skudhuller. Vi havnede om eftermiddagen på en campingplads ca. 10 km. fra parken.

Tirsdag stod vi op til en kold morgen. Udendørs temperaturen viste 10 grader, og vi havde 14 grader i bilen. Vi stod tidligt op, fordi vi vidste at der kunne være kødannelser til parken. Derfor tjekkede vi ud fra campingpladsen, da de åbnede kl. 7.00. Selvfølgelig medbringende en kande kaffe. Vi købte brød og holdt ca. kl. 07.30 ved Plitvicka Jezera. Vi fandt en parkeringsplads, og fik købt billetter, men selv så tidligt om morgenen stod folk i kø til billetter. Det blev en enestående dag i den flotteste naturpark man kan forestille sig. Vi var der også i 2017, men i øsende regn, så der var en verden til forskel. Da vi forlod parken kørte vi til Santo ved kysten nær Zadar. Der var run på indtjekningen, og man holdt i en tjek ind kø. Vi gik i receptionen, og bad om en plads så tæt på havet som muligt. Der blev skrevet 5-6 pladser vi kunne kigge på. Foran os holdt et tysk par. De skændtes så det bragede, mens de gik derned ad. Hun ville finde plads, og han ville have fjernet camperen. Vi udpegede lynhurtigt en plads, og gik tilbage til receptionen og tjekkede ind på plads 46. Der gik lidt tid inden vi kunne komme fra receptionen. De tyske kamphaner var ikke vendt tilbage, og der holdt flere vogntog bag os. Der kom en ung mand, som holdt bag os, da han havde bakket ud, kunne vi også komme fri af køen. Da vi kom ned til plads 46, var den optaget. Et tysk par var ved at rikke an. Vi gik ud og sagde, at den plads havde vi fået. Svend viste dem også indtjekningen fra receptionen. Konen blev stiktosset, sagde noget grimt (Maude agtigt), og gik i vognen. Nu kom manden ud, Svend viste også ham vores reservation, og Svend sagde, at så måtte han gå tilbage til receptionen og snakke med dem. Jeg blev ved bilen, vi holdt ikke så praktisk parkeret. Da begge mænd var gået mod receptionen, kom fruen timmeren hen og ville til at diskutere med mig. Det syntes jeg ikke gav nogen mening, så jeg fik andre gøremål, og hun blev tosset. Hun begyndte at ligge tæppe foran deres vogn, hundens madskåle og hund kom også ud. Jeg fik kigget ud af vores siderude,  og så at alle omkring os fulgte optrinnet. Efter en halv times tid kom mændene tilbage. Jeg behøvede ikke spørge, hvem der havde pladsen. Det fremgik af deres ansigtsudtryk. Tyskeren lignede et torden vejr, Svend havde smil på læben. Tre i receptionen sagde, at det var vores plads, og det ville den anden stadig ikke godtage. Så både han og fruen bandede, mens de pakkede sammen. Det skabte moro hos alle de andre campister, så der var mange til at vinke os ind på pladsen.

Onsdag den 11. september startede med et dejligt hav bad. Nu skulle der vaskes tøj, så vi cyklede mod vaskehuset. Undervejs mødte vi tyskeren fra dagen før. Han havde stadig bæ mund på, så da vi venligt hilste god morgen, blev hilsenen ikke gengældt.

Da vasketøjet var hængt til tørre, kørte vi en tur ind til byen Nin. Vi fik set byen og handlet på hjemvejen. Da vi kom hjem, blev der badet.

Næste dag lagde jeg ud med, at ville lave lidt forberedelser til aftensmaden. Vi skulle have lammeskank og bl.a. humus som tilbehør. Den gik helt galt, skanken blev lagt i marinade, intet problem. Men da jeg skulle bruge stavblenderen til humus fløj det til alle sider. Pludselig manglede jeg også en knap på blenderen. Jeg kunne ikke finde den, Svend mente han måske havde set den i opvasken. Smagte på humusen (den smagte ikke af plastik), men ikke mere hjemmelavet humus på denne tur.

Sara havde været på Månedalen, og hun sendte billeder fra vores kælder, der var  blevet tømt, med henblik på at bringe den i stand efter stormfloden den 10. august. Vi har jo nærmest kun sandaler med, så det bliver spændende, hvor vi har fodtøj m.v. når vi vender hjem fra vores tur thi – hi. Vi gik en tur på pladsen, der var mega stor, og vi cyklede også hen og handlede. Da vi kom tilbage, lavede jeg en kande sangria.  Der har på det seneste været skrevet meget om at man skal  passe på med at bruge gamle ferie ”souvenirs” i form af keramik til mad og drikkevarer. Ærlig talt tror jeg på, at der er noget galt med glaseringen. Kanden er købt i Le Lavandou i Frankrig på et marked. Den har fulgt os i rigtig mange år, og man kan virkelig godt blive ør i hovedet, når man bruger den til drikkevarer.

Den 13. september slog vi lejren ned. Næste mål var Trogir, og vi landede på pladsen først på eftermiddagen middagen. Det var en lille plads, med en super beliggenhed og med det herligste badevand.

Lørdag var vi rimeligt tidligt oppe. Kl. 9.00 stod vi ved en taxi, der skulle bringe os ti Trogir. Det kostede den nette sum af 20 kr. at blive sejlet, den lille halve time det tog til Trogir. Det er en ualmindelig smuk gammel by, så vi brugte nogle timer i byen.

Vi havde fået brugt ressourcerne op, så vi valgte at spise sen frokost på campingpladsen ved vidende, at vi nok ikke skulle grille eller lave mad i Bosnien. (Vi har været på pladsen tidligere, og vi ved at de laver, både god og vanvittig billig mad på pladsen) så vi vil simpelthen ikke være andet bekendt end at støtte dem, og købe vores mad af dem.

Ok sætter os på restauranten på campingpladsen i Trogir,  klar til bestilling. Only Cash, Oh my good. Til receptionen. Kan I veksle. Nej sagde de, du skal gå ud af indgangen til højre og finde den næste bager. To bugte og nogle strande senere fandt jeg vekseleren, og fik velslet nogle EURO til Kuna. Jeg ringede til Svend og sagde, at jeg befandt mig meget langt væk, så han skulle ikke bestille mad til mig, før jeg kom tilbage. Bæstet havde selvfølgelig allerede bestilt en kande vin. Han sagde, at jeg var væk en times tid. Tjeneren havde sagt til Svend, at hvis jeg var drejet til venstre ved receptionen, havde jeg mødt en pengeautomat efter 100 meter. Men vi fik et fad med de skønneste fisk, så det var turen værd.

I dag (søndag den 15. september) kører vi videre til Bosnien, hvilket betyder, at vi ikke vil have tændt mobilerne i et stykke tid.

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *