Fra Hundested til Krk

  

Lørdag den 31. august var vi inviteret til Birthes 70 års fødselsdag i Strandjægernes klubhus.

Camperen var pakket og kl. 12.10 kørte vi fra Månedalen. På vej til havnen, hørte vi i radioen, at Lars Løkke havde trukket sig som formand for venstre.

Efter en særdeles veloverstået fødselsdag sov vi i vognen. Næste dag kørte vi rundt bageren og Rema. Næste stop var Fleggaard for lidt grænsehandel. Forretningen var stoppet til bristepunktet, folk mente, det var fordi det var den 1. i måneden, og fordi det var søndag. Vores tålmodighed kom på prøve. Fra vi forlod Fleggaard og til vi holdt for natten, var det kø kørsel. Senere fik vi at vide, at industriferien sluttede i Hamburg denne dag. Sidst på dagen fandt vi en plads på Park4night, smukt beliggende ved en sø, ca. 45 km. nord for Hannover. Vi havde rykket 618 km. i løbet af dagen. Vi smurte os et par gode madder og slappede af.

Mandag gled trafikken livligt, og ved 16-tiden kørte vi ind på Furenholzen West, for at tanke og købe vignet til Østrig. Vi var ca. 30 km. nord for München. Svend havde lige nævnt, at koblingen føltes underlig. Det var meningen, at vi ville overnatte på den anden side af München, men sådan gik det ikke. Kupplungen var kaput, og vi kunne ikke køre fra benzin standeren. Vi fik selv trillet bilen til en side, sikkert et morsomt syn med Svend skubbende, og mig chauffør. Efter ca. halvanden time blev vi hentet af et fejeblad. Han havde svært ved at finde et værksted, der kunne tage store køretøjer, så han kørte os til hans eget værksted,  hvor vi muligvis kunne repareres dagen efter. Vi fik lov til at overnattte i camperen. Konen, til manden der kørte fejebladet, havde bagt kage, så vi fik et par stykker kage med ud i vognen.

Om tirsdagen viste det sig desværre, at de ikke kunne fixe bilen, hvor vi holdt. Vi ventede meget længe, uden at der skete en skid, og Svend snakkede med SOS i flere omgange. Først da klokken var ca. 14.00, blev i igen sat på fejebladet, og kørt til en Renault mekaniker på den anden side af München. De tog bilen op på en lift, og der kom et cirka overslag på 2.200 EUR. Samtidig sagde de, at de først kunne udføre reparationen fredag, grundet industriferie. Vi fik strøm på vognen, og blev tilbudt at overnatte uden for deres værksted. Vi tog cyklerne af vognen, og kørte over på en Mexicansk restaurant og spiste. Vi fik rigtig dejlig mad med vin til en god pris.

Vi var enige om, at nu måtte vi se München, når vi ganske uventet var  havnet her. Derfor afleverede vi onsdag morgen en nøgle til camperen samt mit mobilnummer. Så kunne de flytte vores bil, hvis det blev nødvendigt. Det var onsdag, og vi cyklede over til en station. Herfra tog vi toget ind til centrum af München. En togtur på en god halv time. Det var en super fin by med mange flotte gamle huse. Da vi stod på banegården, ringede de fra værkstedet, og sagde at prisen ville blive ca. 2.800 EUR for reparationen. Den måtte lige sluges.

Sidst på dagen returnerede vi til stedet, hvor camperen stod. Vi blev lettere chokerede over, at camperen igen hang på liften, uden forhjul og med opklodsning under motoren. Denne gang uden vi havde mulighed for, at få noget som helst ud af vognen. Vi havde kun hvad vi stod i, korte bukser og bare arme. Ingen toiletartikler, kontaktlinser, batterier til høreapparater, medicin, opladere til mobilen, tøj og pas var også i bilen. Nu måtte vi ud og finde et hotel for natten. Og der måtte investeres i lidt toiletartikler.

Vi fandt et hotel ti minutters cykeltur fra værkstedet. Vi spiste aftens- og morgenmad på hotellet. Dagen efter, torsdag den 5. september var der sølle 14 grader fra morgenstunden, så det var en halvkold fornøjelse med bare arme og ben. Hotelværelser er ikke lige os, så i desperation var vi inde og købe Suduko til Svend, og et tysk mad blad til mig. Vi cyklede lidt omkring, og vi tog også toget to stop ind til Frising. Vi ville ikke bevæge os for langt væk, hvis der blev ringet vedr. bilen. Midt på dagen blev det regnvejr, så vi returnerede til hotellet, og da klokken var ca. 14.00 blev der heldigvis ringet, at bilen var klar. Vi fik afregnet 20.159 kr. Kl. 18.10 holdt vi på Camping Møvenplatz i Chemming, direkte ud til søen.

Om fredagen startede Svend med at ringe til SOS, for at meddele, at vi var kørende igen. Herefter kontaktede han Almindelig Brand, fordi vi var blevet fortalt, at de endnu ikke var i gang med at tørre ud, og renovere på Månedalen. Herefter satte vi kursen mod Slovenien. Vi ankom til Camping Adria midt på eftermiddagen i øsende regn. Så ingen grill – øv, øv, take away.

Pladsen vi var havnet på viste sig lørdag morgen, at være af Tvergaard standard. Meget mørk og meget sigøjner agtig, så efter en gåtur besluttede vi at køre videre. Vi kørte til øen Krk i Kroatien til femstjernet camping, endog med opvaskemaskine, og helt nye sanitære faciliteter. Pladsen lå direkte ud til Adriaterhavet, så der blev hurtigt slået rigtig lejr for første gang på turen. Vi havde handlet undervejs, så grillen kom ud af bagagerummet. Senere i dag kommer der fiske bil til pladsen, så er vældig spændte på hvad de sælger, selvfølgelig skal der grilles fisk i aften. Herligt, her bliver vi nogle dage.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Fra Hundested til Krk

  1. Pia H Svendsen skriver:

    Fantastisk god læsning ,er glad for at høre at i tros besvær har i det fint forsat god rejse til jer .

  2. Lis skriver:

    Dere kunne godt skrive en bok så flinke som dere er til å fortelle.Riktig hyggelig å følge dere på turen

    • Susanne skriver:

      Tak Lis. Næste gang vi mødes, skal du se de bøger jeg laver. Har en rigtig god en fra Sicilien, med billeder af dig og Nuccio

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *