Fra Ston til Bosnien og så mod nord

Vi havde snakket om at køre en formiddags tur lørdag den 16. september, men da Svend kiggede på kortet, kunne han se, at vejen stoppede efter en km. Derfor valgte vi at gå.

Der var et lille færgeleje, hvor vi kunne sidde lidt, inden vi vendte om.

Om eftermiddagen snakkede vi meget med vores naboer, nogle super søde østrigere. Vi møder bare så mange venlige og søde mennesker overalt, og på pladserne er der alle nationaliteter, men alle snakker sammen.

Sidst på dagen klædte vi om, og gik ned til det sted, hvor vi havde aftalt ”taxien” skulle hente os. Upperen kom som aftalt 17.50. Med smøg i flaben. Han kørte os op til restauranten. Her var en totalt enestående udsigt over havet og campingpladsen.

Vi fik skalddyr til forret, og et fiskefad for to senere med grillede grøntsager og pommes. 1 liter vin (ikke særlig overraskende). Så ville vi gerne have to Irsk kaffe, men den kendte de ikke, så det endte med to kaffe og cognac. Samlet måtte vi bøde 650 kr.

En fantastisk fødselsdag. Dagen efter badede vi i bugten (nok sidste gang inden Hundested). Så kørte vi mod Mostar. Buum ved grænsen til Bosnien, manglede vi et grønt stykke papir, så vi blev sat ud på et side spor. Vi kunne købe papiret for 30 EUR, så sagen kom på plads.

Nu kørte vi mod Mostar. Det var, som at køre fra vest til øst Tyskland i gamle dage. Det var meget gråt. Vi havde set, at det ikke var smart (af hensyn til kriminalitet), at overnatte inde i Mostar. Derfor valgte vi en campingplads små 10 km. fra byen. Jeg havde læst om pladsen i en rejsebeskrivelse. Da vi ville finde adressen, stod der at området ikke var optegnet med veje. Aldrig prøvet før, og da vi nærmede os Blagaj som det hed, blev vi mere og mere tvivlende på, om der var en plads. Ud ad en grusvej, og rundt om noget husværk. Den lå godt nok langt ude, så vi valgte at sætte bilen, for at besigtige pladsen. Det var første gang på turen jeg sagde til Svend. Tror du ikke, det er en god idé at låse vognen.

Så kom der bare den sødeste unge fyr, og reklamerede for sin plads. Her ville vi rigtig gerne bo. Han tilbød en velkomst drink på husets regning. Han serverede øl, vin og et frugtfad. Jeg kunne se at man kunne få mad hos ham. Dyreste ret på spisekortet 7 EUR., og så tilbød han også taxi kørsel til Mostar. Pladsen lå helt uden for alt, ligger ned til en flod. Der var vandcykel, kanoer, el, vand og wi-fii. Alt includeret i prisen til 15 EUR pr. døgn. Om aftenen lavede konen mad til os. Wienerschnitzler, grillede grønsager, tomatsalat, pommes frites og en liter vin. I alt 21 EUR. De har egen valuta, men modtager helst alt i EUR og i cash.

Vi tog imod et tilbud om ”taxi” til byen. En af vennerne hentede os. Det var ikke i en Upper, men en noget ældre bil. En super flink mand, der meget gerne ville vise os byen. Første stop var inde i en underjordisk hangar. Han sagde, at det var en af de små. Tito havde haft meget større anlæg alle vegne. Han satte os af i Mostar og vi aftalte, at han skulle samle os op samme sted kl. 15.00. Det var skræmmende, at se alle de smadrede huse, men jo også broen som blev genopbygget. 9 broer var skudt i sænk. På hjemvejen kørte han os rundt, og viste os nogle rigtig flotte steder.

Da vi så et fængsel og regeringsbygning side om side, sagde han at folkene i de to bygninger var lige kriminelle. Han talte også meget om at Mostar jo er meget muslimsk, og at de kunne give problemer, med fem religioner i den lille by.

Han viste os også en bro der var sprængt, men ikke genopbygget. I alt 7 broer var sprængt.

Lige inden vi kom til campingpladsen, pegede han ned på en ruin. Der stod kun en mur. ”Det var min gård, her havde jeg rigtig mange køer”, fortalte han.

Den er godt nok barsk. Campingmanden havde gjort rigtig meget ud af at sige, at vi skulle afregne de 15 EUR dagen kostede til ham. Derfor gætter vi på, at han også har fået en slik for turen. Selvfølgelig gav vi chaufføren lidt udenfor afregningen.

Receptionen på campingpladsen er det bombede hus, hvor I kan se parasoller med ølreklamer i baggrunden. Den blå vask er opvasken, så små forhold må man sige.

Efter afregning og hjertelig afsked, tog vi af sted fra Blagaj. Vi var som vi har været siden den 15. august i korte bukser og i bluser uden ærmer.

Efter et par timers kørsel dalede temperaturen, betragteligt og det regnede meget kraftigt hele dagen.

Da vi skulle ud af Kroatien, var tolderen inde i vognen for at se, om vi havde blinde passagerer ombord. Herefter kørte vi et lille stykke i ingen mands land, og skulle nu ind i Slovenien. Her gik trafikken totalt i stå. Vi havde udset os et spisested med overnatning for campere i Østrig så her regnede vi med at nå op ved 18-19 tiden. Men nu holdt vi altså dér og klokken var ikke engang 16 endnu. Der skete bare intet. Puh ha, men pludselig kom der biler i modsatte kørebane, så vi troede at nu gik der hul på bylden. Det viste sig desværre, at alle bare vendte og kørte i modsatte retning. Så vi måtte følge strømmen og tilbage til Kroatien. Svend kiggede på kort, for at se om vi kunne bruge en anden grænse overgang. Det kunne vi ikke, så ved 19-tiden gik Svend ind på en tank i en lille by i Kroatien, for at spørge om der var en campingplads i byen. Det var der ikke, men den unge fyr pegede på en parkeringsplads, på den modsatte side af vejen, og sagde at vi bare kunne holde der. Sådan blev det, åbenbart ikke noget problem, der var i hvert fald to politibiler inde og runde pladsen i aftenens løb.

Næste dag kom vi hurtigt over begge grænseovergange. Vi ved jo ikke hvad der var sket dagen før, men der var vejarbejde lige efter overgangen til Slovenien, så vi gætter på at dét kombineret med et uheld var årsag til at der var spærret.

Vi var inde på en rasteplads i Slovenien, for at tage et bad og spise morgenmad.

Vi kørte til kl. var 15.30, så kørte vi ind på en campingplads i Regensburg. Det var hundekoldt, så de lange rør og trøjer kom frem. Vi satte også varme på vognen.

Vi har i dag den 21. September. Da vi kørte fra Regensburg var der 7 graders varme og folk cyklede med vanter. Det er dælme et spring fra de 27-28 grader vi havde for to dage siden.

Nu går det op gennem Tyskland, og vi håber at være meget mod nord i aften, hvilket vil sige at vi rækker Hunst’ i morgen. Vi glæder os til at gense jer alle sammen igen, og ikke mindst de tre guldklumper.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *