Fra Omis til Ston

På pladsen ved Trogir, havde hver parcel sin vand påfyldning og også et hul, hvori man kunne føre affalds vandet. Jeg gik totalt i imponér stilling, da jeg så en hollandsk dame tage en slange frem fra bagagerummet, og koble den på vandhanen og fylde vognen med vand. Det plejer vi, at køre hen et fælles sted for at gøre. Jeg blev ikke mindre imponeret, da Svend et øjeblik efter lavede samme stunt, hvad han dog ikke har tænkt på af udstyr (thi-hi).

Søndag den 10. september tog vi på Simons anbefaling en tur ind ad floden i Omis. Vi kom ligesom en båd havde lagt fra kaj, men den blev kaldt tilbage så vi kunne komme med.

Vi sad og lurede lidt, og det viste sig at der var 6 andre danskere ombord, så dem snakkede vi lidt med. Efter sejlturen gik vi lidt i byen, og returnerede herefter til campingpladsen.

Vejret var lidt tvivlsomt da vi skulle grille om aftenen, så vi rykkede lidt ud og ind af bilen. Ligesom vi havde besluttet os for, at det ville klare op, brød helvede løs. Det blæste, lynede og tordnede, og vi nåede lige med nød og næppe at få vores ting ind i bagagerummet. Natten bød på megen blæst, og der var blæst rigtig mange ting rundt om morgenen. Pladsens folk kørte og samlede nedfaldne grene med mere sammen.

Fra Omis blev GPSén sat til en checkplads i Dubrovnik. Den viste, at det ville tage små fire timer at nå frem. Da vi var meget tæt på målet, var der et skilt der advarede biler over 2 meter om at køre frem. Imidlertid var vi afhængige af, at køre over en bro for at komme frem til campingpladsen. Jo længere vi kørte mod broen, begyndte de modkørende at blinke til os, og nogle signalerede, at vi skulle vende kareten. Det kunne vi bare ikke, der var tæt trafik i begge retninger. Da vi kom frem til broen var al trafik spærret. Det blæste 15 m/sek., så der kom slet ikke nogle biler over broen. Her er vi jo de heldige asener, så da Svend havde fotograferet lidt, satte vi os bare med vores bøger, og vi var da også enige om, at skulle den ikke åbne mere den dag, kunne vi jo bare ligge os på køjen til den åbnede igen. Da der var gået nogen tid, begyndte betjente at dirigere personbilerne til at vende om. Svend var ude og spørge, om vi kunne komme samme vej rundt. Han fik et positivt svar, så vi kørte ned og fulgte kysten ind i en vig og rundt. Senere da vi kom under broen, kunne vi se at der stadig intet skete. Grundet ovenstående var vi først fremme på pladsen, kl. 18.10.

Der var virkelig trængsel i receptionen, så indskrivningen tog en times tid. Der var meget vådt, da vi fandt en plads. Derfor lavede vi mad og spiste inde.

Midt på aftenen brød uvejret igen løs. Ved siden af os holdt en bil, men der var hverken telt eller campingvogn. På et tidspunkt, hvor det virkelig høvlede ned, prøvede to unge polske fyre med pandelamper, at få teltet op at stå. Det var helt vildt, og på et tidspunkt smed de da også alt, og krøb ind i vognen og lagde sig.

Næste morgen var alle deres ting selvfølgelig monster våde. Da vi ligesom sagde øv, bøv til dem, svarede de ”We made a mistake yesterday”. Mistaken bestod jo I at de var kommet til at spise, og også drikke for meget inden de startede på opslagningen, men de grinede selvfølgelig bare ad det.

Vi havde igen fået samlet et par maskiner vask. Dem fik vi klaret fra morgenstunden. Små to timer så var sengetøjet tørt og blev lagt på igen. Så kom der lige en skylle der ville noget, så undertøj og håndklæder blev skyllet en ekstra gang. Eftermiddagen blev brugt på en cykeltur i området.

Onsdag den 13. september tog vi bussen ind til Dubroniks gamle bydel. Der var små 10 km. derind. Undervejs kunne man da stadig godt se, at krigen rasede på disse kanter for ca. 25 år siden.

Inde i Dubrovnik stod vi af bussen ved den gamle bydel. Vi valgte først at gå nede i byen. På en mur var der beskrevet, hvordan byen var blevet bombet den 6. december 1991. Et angreb der krævede rigtig mange ofre. Der var også en tegning med byens huse, hvor det med farver var markeret, hvilke huse der var totalt nedbrændt, og i hvor høj grad de øvrige huse var blevet ramt. En forfærdelig historie. Da vi var færdige med at gå nede i byen, tog vi en forfriskning, inden vi gik op på bymuren. Man betaler 150 kr. pr. person. Det er en længere tur, hvor man da også har mulighed for at springe fra og gå ned undervejs, men vi tog naturligvis hele rundturen, og så det hele oppe fra.

Der var kommet en andet dansk par fra Århus på campingpladsen. Vi snakkede med dem. De havde selvfølgelig bekendte i Hundested (thi-hi). Hun fortalte, at de havde været nede og bade om eftermiddagen, og at der havde ligget en død rotte i vandet. Dem har vi heldigvis ikke mødt. Bortset fra den med rotten, virkede det som om, vi havde været helt forskellige steder. De havde også været afsted i næsten en måned. Det havde mest haft regn, vi har mest haft sol og megen varme. De havde ikke kunnet købe kød. Vi har fået det herligste kød og fisk, så man oplever altså tingene forskelligt. De sagde også, at det var deres sidste tur til Kroatien, sådan har vi det slet ikke.

Den 15. september forlod vi pladsen kl. 9.20. Fra Dubrovnik kørte til Ston. Da vi havde set byen, kørte vi langt ud for lands lov og ret, og ned i en lille vig, hvor der ligger en campingplads.

Da vi havde rigget os an, lavede jeg en gang tunsalat. Mens vi sad og spiste, kom der en bil, vi havde ligget ved siden af på pladsen i Dubrovnik. Den var super speciel, og vi havde jooket med, at det var en brandbil de havde stjålet og bygget om. De havde et lille barn med på omkring et par år. De stillede bilen og ville gå rundt, for at finde et sted hvor de skulle holde. Pludselig tog fanden ved manden, han drejede rundt og løb for fulde hammer. Han havde åbenbart glemt at trække håndbremsen i vognen, så den var på vej baglæns og havde kurs mod et træ og en lygtepæl. Det lykkedes ham simpelthen at stoppe den med håndkraft, få cm fra at den ramte pælen.

Om eftermiddagen gik vi på stranden. Her var en reklame for et spisested der ligger på bjergtoppen. Der stod, at de ville hente os i en taxi, hvis vi ville spise hos dem. Jeg ringede og bestilte bord og inviterede Svend ud og spise den 16. september. Så det skal vi i aften.

Dagen i dag ( min store dag), startede som vanlig med en tur i vandet. Jeg lavede det store morgenbord, bacon, æg, pølser m.v.

I morgen kører vi til Bosnien, hvor vi skal se Mostar. Fra Mostar sætter vi så kursen mod nord. Regner med at det bliver tirsdag vi kommer derfra.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *