Fra Hundested til Umag

Sommermånederne viste sig ikke sig fra sin bedste side i DK. DMI har registreret vejret i Danmark siden 1874. Kun tre gange på de 143 år, er juli kommet og gået uden en eneste sommerdag, men det skete i 2017. Det er før sket i 1962, 1974 og 1979.

Svend har i sommerens løb hjulpet med at lave ny 1. sal på Kinavej, og han havde også haft sit arbejde på havnen.

Vi havde lagt en køreplan plan der hed Kinavej, Hamburg, Bruxelles, Paris, Loire Dalen og I’ll NoirMoutier. Desværre var gennemsnitstemperaturen de nævnte steder, ca. som i Danmark.

Vi forlod Månedalen søndag den 13. august, da kl. var 10.39. Km. tælleren viste 104.238. Første stop var hos Jane og Jørgen. Svend skulle aflevere havnetasken, så Jørgen kunne tage den med på havnen mandag morgen.

En aftale var helt sikker, nemlig Kinavej den 13. august. Vi fejrede, at Mia fyldte 9 år. Da vi havde fejret Mia, kørte vi til Augustenborg, for at besøge Jytte og Viggo.

Nat temperaturen gik ned på 5 grader, ikke særligt opmuntrende. Derfor sadlede vi om, da vi kørte fra Jytte og Viggo den 15. august. Planen var jo stadig Hamburg, men vi var også enige om, at kigge på hinanden i Hamburg og vælge, om vi skulle dreje til højre eller venstre

Vi havde udset os to camperpladser centralt beliggende i Hamburg. Den første fandt vi hurtigt. De meldte Alles Belegt. Nummer to plads søgte vi så meget med lys og lygte, at Svend kørte ind i en park, hvor vi blev stoppet af en parkbetjent der sagde, at der måtte vi ikke køre. Derfor måtte Hamburg opgives.

Nu kom vi til at dreje til venstre efter Hamburg. Vi havde snakket om det, men jeg svor efter 1986, at det ikke var noget for mig, alligevel indvilgede jeg.

Næste stop blev på en autocamperplads i Hildesheim. Ganske gratis og mega hyggeligt beliggende ud til en sø.

Ups næste morgen vågnede Svend med noget der lignede i en bordtennisbold i kinden. Tandbyld, mæææn ikke noget piv.

Onsdag den 16. august havde vi en hel køredag, og holdt ca. kl. 18.20 i Bled i Slovenien. Naturskønt, men det regnede og tordnede. Vi havde udset os en plads. Desværre igen alt optaget. Pladsen lå lidt langt fra noget, så vi fandt en parkeringsplads bag campingpladsen, hvor vi kunne overnatte.

Vi spurgte i campingpladsens reception, om der måske var mulighed for overnatning næste dag, og de virkede positive. Vi fik ikke nattero. Parkeringen lå ud for en restaurants udluftning. Den kørte hele natten. Der var megen larm af biler m.v.

Næste dag var der fuld sol og rigtig varmt. Jeg startede dagen ved søen med en kop kaffe.

Svend konsulterede sin tandlæge telefonisk. Dorthe sagde at det nok ”bare” var en tandbyld, og at det sikkert ville gå over af sig selv. Det gjorde det heldigvis. Jeg mente at kende et gammelt råd om slivovic, den købte han ikke.

Kl. 8.00 kørte vi ind på campingpladsen, hvor vi parkerede i venteposition til kl. blev 12, hvor vi kunne komme ind og bo på pladsen. Ventetiden brugte vi til at cykle rundt om søen. Vi var inde i Bled og gå rundt. En fantastisk tur.

Tilbage ved middagstid fik vi os indrettet. Så gik vi op i campingpladsens restaurant og spiste frokost. Eftermiddagen fordrev vi i stranden, og jeg badede i søen. Det skønneste klare vand.

Fredag den 18. august, startede jeg igen med en tur i søen. En mand, vi døbte ”gruskarl”, mediterede fra morgenstunden. Han sad på et tæppe på en meget stor træstub, med krydsede ben, og hældte grus mellem fingrene og ned i en lille skål. Skørlingen sad der stadig, da jeg kom tilbage.

Jeg så også et helt sort egern fra morgenstunden, da jeg gik hjem fra mit morgenbad i søen.

Efter morgenmaden tog vi cyklerne og cyklede ind til Bled. Her gik vi meget højt op til en borg, der hed Blejski Grad. Her var en enestående udsigt over hele søen. Overfor lå en sommer kælkebane. Nede igen cyklede vi tilbage til campingpladsen, og Svend var om eftermiddagen med i søen.

Da jeg skulle bruge nogle af mine boxe i vognen var de væk. Jeg regnede hurtigt ud, at de nok var røget ned bag bagbeklædningen i skabet. Alt ud fra øverste hylde, skuffen røg også ud. Så klemte jeg mig rigtig meget, det føltes som når man får lavet mamogrrafi, ind over hylden og fik fisket mine boxe op (den var aldrig gået, med de gamle bryster), jeg havde det allerstørste besvær med, at få mig hevet ud af hylden igen.

Lørdag den 19. august kørte vi fra Bled ved 9-tiden. Vi havde fravalgt at køre på motor- og betalingsveje. Kursen var sat mod Izola. Det blev en meget flot og spændende tur. Bl.a. var vi oppe over et skisportssted, der hed Talmin. Det lå i 1300 meters højde. Byernes standard ændrede sig også markant på turen. I Bled mindede det meget om Østrig. Som vi nærmede os Italien dalede standarden betydeligt. Efter et smut ind over den italienske grænse ankom vi til Izola.

Det var et klondike uden lige. 95 procent af campingpladsen var fastliggende, mest slovenere. Vi tror det var et must at der skulle indgå en campingvogn i menageriet, så var det ellers presseninger, brædder, havegrej og meget fast etableret. Der var under en håndfuld pladser der ikke var fastliggere, så vi holdt på et areal blandt små telte, uden strøm.

Vandet så ikke særlig badevenligt ud, så det fravalgte vi.

Da vi ankom begyndte det at regne, så vi måtte rykke ind i vognen. Vi grillede pølser og spiste kartoffelsalat. Omkring midnat blev det et uvejr uden lige. Svend lukkede lugerne, men det blæste virkelig meget op. Da kl. var 01.30 stod Svend i rusk, torden og regn, og prøvede at redde markisen. Det blæste for meget til, at han kunne tage den ind, så han måtte bare gøre hvad han kunne, for at fastgøre den med stropper. Nogle af de unge mennesker omkring os kom og ville hjælpe til. Næste morgen stod den på et koldt brusebad, altså ikke nogen 5 stjernet plads.

Efter morgenmaden cyklede vi ind til byen og gik rundt. Det var godt nok søndag, men der var ikke det store liv. Det hele virkede temmelig kedeligt, og der var en verden til forskel fra Bled, hvor vi kom fra. Da vi var tilbage på pladsen ved 11 tiden besluttede vi, at køre videre til Kroatien. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Vi havnede på en rigtig god plads i Umag, hvor vi besluttede os at blive nogle dage, så nu skal der vaskes tøj m.v, så vi igen har en ren røv at trutte i.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *