Fra Bari til Sicilien

Den 27. august kørte vi fra camping Pineta al Mare. Den lå ved Lido Specchiolla. Vi var inde og handle i et supermarked, da lyset blev dæmpet, og alt og alle gik i stå. Der blev holdt 1 minuts stilhed for jordskælvsofrene.

Sidst på dagen havnede vi på Camping Internazionale ved Lido di Metaponti. Vi gik fluks ud og tog en dukkert i det klareste vand.

Efter stranden gik vi en tur rundt og kiggede på området. Aftenen var den varmeste vi hidtil havde haft, så vi sad ude i badetøjet indtil vi gik på køjen.

Næste morgen startede igen med et havbad efterfulgt af en bruser. Så stod den på det store morgenbord, med skramlet æg, bacon, pølser m.v.

Nu kørte vi tværs over landet til Villa san Giovani, hvor færgen sejler til Sicilien. Da jeg ville over til billetkontoret for at handle, kom der en mand, der med det samme havde spottet, at vi var danskere. Så der kom en lind strøm af navne på fodboldspillere ud af hans mund. Jeg gik hen og fik købt en billet. Da jeg så gik tilbage mod camperen, var han der fluks og ville af en eller anden grund have 5 eur. Jeg turde ikke andet end slippe slanterne. Svend sad og grinede inde i bilen.

Vel ankommet til Messina, havde vi plottet en campingplads ind i GPS’en. Den viste sig at være lukket, så næste plads Camping Marmora lå i Rodia.

Næppe havde vi sat os med en tår til ganen, da naboen følte sig kaldet, til at optræde for os. Han kom frem med sit karoke-anlæg. Han førte sig frem som Robertino med O solo mio. Svend klappede, flink som han er. Det skulle han aldrig have gjort, for vi fik straks en super venlig, men også super påtrængende ven. Han var frisør inde i Messina, så han mente Svend trængte til at blive klippet. Det lovede Svend, han ville komme ind og blive, når vi kom til Messina.

Efter han og en ældre kvinde havde givet nok et nummer, vendte lykken for Svend. Nu fik han mikrofonen i hånden, og det blev hans tur til at optræde. Jeg måtte ind i vognen. Jeg var ved at sprutte over af grin. Svend så hjælpeløs ud, og kaldte på mig. Han havde brug for assistance. Jeg tænkte ikke så hurtigt, så naivt troede jeg Svend kunne noget Lis Sørensen. Den gik bare ikke, så vi måtte ud i en Hundested Vals, hvilket sikkert havde været meget let, hvis vi havde haft en halvskid på, men det var ikke helt så let i fuldstændig ædruelig tilstand.

Om aftenen gik vi op til det nærmeste spisested. Det lå højt oppe over pladsen med udsigt over vandet.

Mandag den 29. august startede vi med en svømmetur i det klareste vand. Jeg fik igen klaret lidt maskinvask. Dagen gik i øvrigt med afslapning og læsning. Og så var vi nok i vandet 10 gange, for det var dælme en af de lune dage. Vi gik også en tur langs vandet, men der var ingen byer i nærheden.

Den 30. august kørte vi tilbage til Messina. Det var en temmelig spændende kørsel over bjergene. I Messina, skulle vi besøge Lis, (en datter af Svends tidligere beboere), og hendes italienske mand. De havde sat alle sejl til, så de kom med rigtig mange gode ideer til steder, vi skulle se på Sicilien. De stillede op med en mægtig lækker frokost, bestående af specialiteter fra Sicilien. De havde alle tiders udsigt over byen fra deres tagterrasse.

Vi kom derfra midt på eftermiddagen, og holdt sidst på dagen i Fondachello på en campingplads med udsigt til Etna. Efter en tur til stranden, spiste vi lidt baguette med diverse skinke. Vi sad ude, og kiggede på vulkanen til det blev mørkt.

Desværre ser vi affald overalt. I de mest naturskønne områder flyder det med alt muligt, selv i bjergene er alt bare væltet ned ad skråningerne. Øv, bøv..

Næste mål var Siracusa. Det var blevet den 31. august. Vi ville lige ind og orientere os i byen. Her dumpede vi lige ned i VM i Kajak Polo. En sport vi slet ikke vidste fandtes, mæææn. Der deltog et dansk herre-, dame- og U21 hold. Og da vi så spilleplanen, var der ikke længe til at Danmark skulle i kamp mod Tyskland, så den kamp måtte vi da lige se. Desværre tabte Danmark, men da vi senere snakkede med en af spillerne, spurgte han, om vi ikke kunne komme og heppe næste dag, hvor de skulle møde Japan. En meget afgørende kamp. De skulle vinde, eller spille uafgjort for at gå videre.

Svend ville også til frisøren. Der blev sendt bud efter ejeren, en herre. Damerne i salonen stillede ikke op på at klippe mænd, derfor måtte vi vente en times tid, så han kunne komme til. Klipningen kostede 7,50 EUR.

Om aftenen grillede vi kylling på stranden. Vi sov på havnen.

Selvfølgelig var vi på lægterne næste dag. Vi blev grebet af stemningen. Danmark vandt 4-2 over Japan. Senere på dagen vandt herrerne også over Holland, så stemningen var i top.

Efter vi havde set kampene var vi på fiskemarked. Her blev handlet. 2 bøffer af sværdfisk og 4 store skaldyr til grillen. 8 EUR i alt.

Da vi havde været hjemme med varerne, tog vi på en sejltur langs kysten. Det var en meget smuk tur, hvor vi sejlede ind og så en masse grotter og klippeformationer. Det var bagende varmt, men efter sejlturen gik vi ud for at se nogle arkæologiske ruiner. Desværre var en del af det lukket, så vi fik ikke set det.

Næste morgen, den 2. september tog vi et havbad. Vi boede på havnen i Siracusa, så det blev kun til havbad de to dage, (så Lone nogenlunde samme forhold, som da du var barn). Vi måtte lige over på fiskemarkedet igen. Denne gang handlede vi tunfisk.

Vi var blevet opfordret til at besøge Noto, så her kørte vi til. Det var en super hyggelig gammel by. Her gik vi rundt et par timer, inden vi igen satte kursen mod kysten. Der skal igen vaskes lidt tøj, så nu bliver vi på pladsen Camping Luminoso der ligger tæt på Santa Croce, i hvert fald til søndag. Det er den mest luksuriøse plads, vi hidtil har mødt. For første gang nogensinde, bor vi på en campingplads, hvor man har nøglen til sit private toilet.

 

DSC_0141 DSC_0208 DSC_0196 DSC_0283 DSC_0236 DSC_0205 IMG_2678 IMG_1971 IMG_1965 DSC_0116 DSC_0100

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *