Otiumsnyderne

Vi fik igen gang i køleskabet, men det var så ustabilt, at vi handler fra dag til dag.

Når vi pakker køletasken, og tager på tur, har jeg et meget fint og værdsat lille glas, der er købt et så eksotisk sted som Meny i Hundested. Nu manglede låget. Alt måtte ud af skabet, men ingen låg. Spurgte Svend om han kunne have glemt det i opvasken? Han hævdede, at han altid så sig tilbage, om alt var med hjem. En smule i tvivl blev han åbenbart, for han kom tilbage med låget efter han havde været ved de sanitære bygninger.

Søndag den 25. september cyklede vi en dejlig tur ud til nogle super flotte klipper. De havde lovet regn og torden, så håndklæder, stole m.v. blev taget ind inden vi cyklede. 30 grader slog thermometret, og vi fik ikke en dråbe regn. Da vi kom hjem igen, kunne vi underligt nok godt tænke os noget koldt at drikke. Vores eget køleskab kunne ikke præsterer noget, så vi gik op til pladsens poolområde, hvor der også var en bar. Svend fik lyst til en lille hapser, så vi gik lidt ind mod byen, og fik et par hapsere. Da vi sad dér, kunne vi hører det tordnede i det fjerne, så vi fik benene på nakken, og skyndte os hjem. Vores franske naboer, sad samme sted og havde lige fået serveret paella. Han var også hurtigt hjemme, de havde ikke pakket inden de gik.

Det regnede så voldsomt, at Svend hev tæppet ud på vejen og fik det ”vasket”.

Vi havde plottet en Asci plads ind lidt nord for Benidorm. Her var alt optaget, d.v.s. vist kun for indehavere af Asci kort. Så vi skulle give det dobbelte, hvis vi ville  bo dét. Der blev sadlet om, og vi kørte ca. en halv time videre til Cap-Blanch ca. 10 km. syd for Benidorm, i byen Altea. Byen er hovedsagelig beboet af nordmænd, så alt er skiltet på norsk. Den norske sømandskirke er også repræsenteret.

Da vi ankom til pladsen, gik jeg i receptionen, for at indskrive os. Svend kørte ind på pladsen. Da jeg kom ned til vognen, stod Svend og takkede et par hollændere. De havde stået på hver sin side af vognen og vinket ham på plads. Lutter venlige mennesker alle vegne.

Da jeg gik ind til vores parcel, så jeg en mindre hollandsk camper, hvor der stod en ged udenfor (troede jeg), så jeg måtte simpelthen gå baglæns, for at se om det var rigtigt. Jeg trak lidt på smilebåndet. Selvfølgelig ville jeg have, at Svend, skulle gå over for at se på geden. Den var der ikke længere, så der gik to dage, inden vi konstaterede, at det var en meget speciel hund.

Vi gik en tur i byen, og købte grillkyllinger med hjem til aftensmad.

Ved siden af os lå et par hollændere i en camper. De havde anhænger på camperen. På denne havde de medbragt en lille Fiat 500. Smart løsning til udflugtskørsel.

Tirsdag formiddag blev brugt på lidt gaveindkøb, og det blev også til fire makreller til grillen. Eftermiddagen stod på afslapning.

Vi havde besluttet nok en overnatning på pladsen i Altea. En superfin plads. Om morgenen var jeg oppe og købe jetoner til vask- og tørretumbler. To maskiner blev sat i gang, mens vi spiste morgenmaden. Jeg stod oppe ved siden af maskinerne, da de var færdige. Håndklæder og undertøj skulle videre i tumbleren. Jeg havde problemer med at starte denne. Hentede lige Svend, inden jeg gik i receptionen for at klage min nød. Da vi kom ned til vaskerummet, var der en meget vred dame, der havde hentet personalet. Hun ville have tumbleren, hævdede at det var hendes tid. Måske var det en smutter, at jeg bare kunne købe 3 jetoner uden at bestille tid til vasken, men det vidste jeg jo ikke. Hun var godt nok ulm.

Efter der var lagt rent sengetøj på, og underhylere, samt håndklæder m.v. igen lå rene i skabet, cyklede vi til venstre fra pladsen, over til en lille fiskeri havn. Der lå nogle meget specielle tejnere, som  Svend gerne ville fotograferer. Der var en meget mørk fisker. Han kom fra Senegal, men sejlede med et af skibene, og var kommet til Spanien et år tidligere. Han sejlede med en kutter der fangede sardiner, så derfor var han ikke rigtig med på hvad tejnerne  blev brugt til. Svend sendte et billede til Børge. Han vidste, de var til blæksprutter.

På tilbagevejen var vi inde og spise muslinger og pizza uden for vores campingplads.

Torsdag den 29. september. Efter en helt fantastisk morgenbadetur i solopgangens fantastiske skær, pakkede vi atter sydfrugterne sammen.  Der blev satset og købt ind til to dage undervejs. Sværdfisk og bøf. Køleskabet virkede atter.

Vi ville meget gerne ind og bo på campingpladsen i Peniscola. Det lykkedes ikke sidst vi var på de kanter, og såmænd heller ikke denne gang. Der blev meldt alt optaget, så vi kørte videre til Estanyet. De afgrænsede pladser var meget små, så små at markisen ikke kunne rulles ud, men pladsen havde gode sanitære forhold. Efter en gåtur til stranden og på pladsen, røg sværdfisken på grillen.

Det er mørkt når vi står op, og jeg sætter kaffen over, så jeg sad og læste nyheder og drak kaffe, da det lysnede. Da jeg begyndte at kunne se, hvad der skete udenfor spærrede jeg øjnene ekstra op. Overfor os boede et engelsk par, en del år ældre end os. Han var meget dårligt gående, og hun var temmelig stor. Her sad de udenfor i den årle morgen, med hver en dåsebajer i den ene hånd og en smøg i den anden. Rimelig morgenfriskt syntes jeg – – – thi-hi, men jeg opdagede dog at dåserne blev brugt som askebægre.

Fredag var vi atter på landevejen. Når vi kører bagved en Mærsk Container, har vi sjov af at sende containerens nummer til Jacob. Han undersøger, hvad det er for en container, og hvad den indeholder. Jeg sendte et nummer fredag ved middagstid, hvorefter Jacob skrev. ”Det er faktisk en som jeg godt kunne stuve. Den skal lastes i Barcelona på Mærsk Newport med destination Gemik i Tyrkiet. Den er fyldt med morgenmadsprodukter i form af cornflakes, havregryn og den slags”.

Først på eftermiddagen kørte vi ind på en plads syd for Blanc. Pladsen hed Pineda de mare. Det er en af de flotteste, og mest vel organiserede pladser vi nogensinde har været på, og nogle stykker har vi da prøvet siden første campingtur i 1971.

Lørdag den 1. oktober ramte de noget lavere temperaturer os fra morgenstunden. Thermometret i vognen viste, da kl. var 7.00, 13 grader udenfor, og 17 grader indenfor. Jeg gik op for at bade, da jeg skulle hjem igen, mistede jeg orienteringen. Gade op og gade ned med campere. Jeg for vild, da jeg passerede samme hollandske vogn for tredje gang, var manden venlig og spurgte, om jeg havde tabt noget, jeg ledte efter. Da jeg sagde ja min camper og mand, lignede han godt nok en, der mistede underkæben.

Formiddagen blev brugt på en tur i byen, om eftermiddagen ville vi cykle en tur og bade. Da vi var hjemme ved vognen for at hente håndklæder og cykler, kom der nogle voldsomme vindstød, og vi havde det største besvær med at få rullet markisen ind, men det lykkedes heldigvis uden den blev beskadiget. Vi cyklede, men kom ikke i vandet, det var blæst for meget op. Så Svend har badet i havet for sidste gang i år.

Beslutningen blev taget om eftermiddagen. Vi var begge mætte af oplevelser, og savnede også alle jer vi holder så meget af, og selvfølgelig Mia, Chili og Humle. GPS’en blev sat til Månedalen 3. Aftensmåltidet blev paella på pladsen. Der var Beatles musik på stedet, så ingen dårlig cocktail for os.

Søndag var ren køredag. Vi satsede på noget take away, når vi ikke ville køre mere. Da vi havde tastet en plads ind, ville vi provianterer i en nærliggende by. Jeg hoppede af vognen, mens Svend blev i denne. Vi holdt nemlig ikke helt lovligt. Der var masser af spisesteder, men der var ingen åbne. Så jeg kom tilbage med en baguette og noget pølse. Vi håbede stadig på spisested på pladsen. Der var lukket, da vi gik derned, så det blev til skinke, pølse og baguette i vognen, også hyggeligt.

I dag mandag morgen spurgte Svend efter badet, hvad jeg ville tage på af tøj. Indtil mandag har påklædningen var korte bukser og bare arme, siden vi tog hjemmefra, og søndag var der da også 25 grader midt på eftermiddagen. Da jeg sagde det samme som i går, så må jeg jo finde noget varmere, hvis det bliver koldt, satsede Svend ligesådan. Da vi havde kørt en times tid, sagde han ”her er sgu koldt”, og tændte lidt for varmen i vognen. Da vi ved 10-tiden holdt ved en stor Intermarché, for at lave de sidste indkøb i Frankrig, hoppede han i de lange rør, og fandt også strømper frem.

Ca. 14.30 kørte vi over grænsen fra Frankrig til Tyskland ved Mullhouse, så nu går det bare op ad den kedelige motorvej. Som det ser ud nu, regner vi med en overnatning i dag i Tyskland, og i bedste fald rammer vi Månedalen sidst på onsdagen.

Da jeg var oppe og hente vasketøj søndag den 18. september, løb jeg ind i en meget snakkesaglig yngre tysk kvinde. Hende og manden havde hevet et år ud af kalenderen, og havde lejet deres hus i München ud, indtil midt i december. De havde indtil nu kørt 25.000 km. Først mod nord, Danmark, Sverige, så øst over til Grækenland, og nu var de så her i det  sydligste Spanien. De kørte med en mindre campingvogn.

Søndag eftermiddag gik ikke som planlagt, med at gå i vandet. Vi cyklede ud til stranden, men kunne da godt mærke, at det blæste en del da vi nærmede os. Da vi kom ud på stranden, var der konkurrence på surf brædder, og ingen badede.

Sandet piskede så meget på arme og ben, at det gjorde ondt.

Der  var rigtig mange tilskuere, og vi stillede os an, og prøvede at gætte på, hvad det gik ud på. Når et løb blev skudt i gang, skulle de runde nogle bøjer, og når de var til ende, surfede de ind på land. Her lod de brædder være brædder. De skulle op og slå tidtageren på labben hurtigst muligt. Det var meget sjovt at opleve.

Mandag den 19. September havde vi tænkt os, at rykke til en stellplatz ved grænsen til Gibraltar, og tage op og kigge på aberne. Da vi sad og drak de første kopper kaffe, sagde Svend, at nu er der forhåbentlig ikke lukket ned p.g.a. Elisabeths begravelse. Jeg gav mig til at google, og kunne læse at. Monday 19th September 2022, will be a Bank Holiday in Gibraltar.

Alligevel tog vi chancen og kørte mod Gibraltar. Svend satte mig af bilen, på den spanske side af grænsen. Da jeg hoppede ud af vognen, tog jeg heldigvis mit pas i hånden. På den spanske side spurgte jeg en spansk betjent, om alt var lukket på Gibraltar? Det kunne han ikke svare på. Så måtte jeg ud af Spanien, og over på den anden side, for at spørge dér. Her bekræftede en grænsekontrol, at alt var lukket.

Tilbage i bilen blev gps’en sat til Susanne og Anders adresse i Benalmádena. Jane og Lone, havde været behjælpelige med adresse, og en opringning, om hvor vidt de var hjemme. Vi troede, at vi kunne parkerer ved Carrefour, der ligger på toppen af bakken, inden man kører ned til Calle Satander, hvor de bor. Den gik ikke, så vi måtte længere ud af vejen, inden vi fandt en plads, hvor vi kunne holde. Så gik vi ned ad bakken, og ringede på. Der var ingen hjemme, så der var ikke andet for, end at finde telefonen frem og ringe til Susanne. Der blev lidt stille, da jeg spurgte. Giver I en kop kaffe? Stilhed efterfulgt af grin, og et ja det gør vi da. De havde været på planteskole, men var meget tæt på hjemmet.

Det blev ikke til megen kaffe den dag! Men vi blev budt på øl, vin og frokost. Først fik vi en rundvisning i det store hus, så blev vi bænket med øl og alperol.

Vi var i tvivl, om vi kunne overnatte på parkeringspladsen? Efter en opringning, til en beboer overfor Anders og Susanne, fik vi lov at holde i hendes indkørsel. Vi kørte alle fire ud og hentede vores bil. Susanne A og Svend kørte camperen tilbage. Jeg syntes det var så sjovt, at hun selv skulle prøve, hvor lidt plads der er at give af, når vores vogn skal op til dem. Anders var behjælpelig, med at få Svend bakket ind i indkørslen. Han var helt nede på maven, for at konstaterer, at der kun var et flækket myremavehår at give væk af. Da vores bil var parkeret, kørte vi ned til stranden og fik den herligste frokost. Mens vi sad og spiste, ringede ”hjælperen” til damen, hvor vi havde parkeret og spurgte, om vi kunne flytte bilen inden kl. 19.00. Hendes bil var gået i stykker, så hun skulle have en bil ud af garagen. Da bilen var ude, kørte vi til Mijas. En af Spaniens hvide byer i bjergene Vi gik rundt i byen, og der var en fantastisk udsigt. Fra Mijas kørte vi tilbage til Benalmádena og gik rundt her. Dagen sluttede med snacks og G&T på Susanne og Anders terrasse.

Efter dejlig morgenmad tirsdag, tog vi afsked med Susanne og Anders, og kørte ned ad bjerget. Ca. 500 meter nede holdt en betonkanon. Den kunne vi i hvert tilfælde ikke komme forbi, så Svend måtte bakke tilbage og vende, hvor vi kom fra, så han kunne kører op ad bjerget i stedet.

Efter at have kørt uden bestemmelsessted, besluttede vi at kører til Torre Del Mare, hvor vi har været et par gange før.

Eftermiddagen  blev brugt på en gåtur i byen, og aftensmaden bestod af skaldyr og baguette.

Der var meget varmt, så vi havde åbne vinduer i bilen. Ved 1 tiden kunne jeg ikke ligge i sengen mere. Det summede af moskitoer alle vegne. Jeg røg op og begyndte at smøre de værste stik. Så stod Svend dér, den var også gal med ham. Så tog jeg insektøjnene på (mine meget stærke briller), når jeg ikke bruger linser, og så gik den vilde jagt på stikdyr i bilen.

Det kan jo være det var derfor vi sov lidt længe næste dag.

Onsdag den 21. september cyklede vi ind til Algarobo. Der var marked, men ikke særlig mange boder. På tilbagevejen til campingpladsen blev vi ”hyggesultne”, så vi satte os på en strandbar og spiste tapas, et lækkert måltid, så ingen aftensmad.

Torsdag startede dagen med en opringning til Anne, for at gratulerer med hendes 70 års fødselsdag. De sad på Rhodos og skulle ned og have et overdådigt morgenmåltid.

Fra Torre del Mare blev destinationen sat til Almeria, hvor vi havde udset os en plads.

Efter vi havde pakket sammen, var vi inde på markedet i Torre Del Mare. Et af de store af slagsen.

Da vi nærmede os Almeria, blev vejen meget smal, og vi skulle rundt et bjerg, hvor man absolut ikke skulle møde modkørende biler. Pladsen lå 6-7 km. udenfor Almeria. Vi havde regnet med at cykle derind, men det turde vi simpelthen ikke. Da vi skulle køre ned til pladsen var der meget stejlt, så Svend blev ved bilen, mens jeg løb ind og spurgte, om vi kunne holde dér med vores 7,5 meter. Det fik jeg først nej til, men efter et walkie talkie opkald til en mand på pladsen, sagde damen, at vi skulle køre ned på stranden og under en bro, så skulle der stå en mand og vise os, hvor vi kunne holde. Stranden var fantastisk og vandet perfekt, men vi holdt lidt mørkt. Derfor besluttede vi os for, at køre ind til Almeria næste dag.

Fredagen startede med facetime til Bæverdalen, så vi kunne lykønske Jacob med de 48 år. Så var det bare i bikinien og en tur i vandet inden morgenmaden.

Der var kun 6 km. ind til Almeria Havn. Her holdt vi centralt i forhold til gågader osv. Vi troede, at vi skulle bruge hele dagen i byen, og at vi så bare ville sove på havnen. Midt på eftermiddagen havde vi set, hvad vi havde behov for i byen, og så ville vi ikke sidde på havnen i 33 graders varme. Markedshallen blev rundet, og der  blev købt skinke og pølse. De havde nogle super lækre slagtere, så vi fik også købt bøffer til grillen. Det er jo desværre ikke første gang det sker, men jeg fik bestilt det dobbelte af, hvad vi kunne spise, så det blev til to gange bøffer. Esmeralda blev sat med kurs til Mazerron til en plads vi kender. Desværre fik vi kørt for langt på motorvejen, så der gik noget mere end de to timer, vi troede vi skulle køre. Da vi fik drejet ned mod byen, var vi inde i en meget stor Mercadona og købe ind. Vi havde jo hvad vi skulle bruge af kødvarer, men det havde en så lækker fiskeafdeling, så vi vil ind og købe fisk, når vi igen kommer forbi om tre til fire dage.

Vi var så heldige, at vi fik havudsigt på pladsen, så den skal bare nydes.

Lørdagen startede med lidt klatvask, en tur i baljen inden bruseren.

Vi skulle hen til købmanden efter brød. Købmanden huskede vi begge! En rodebutik uden mage. Tandpasta stod sammen med insektgift, snack sammen med kattemad o.s.v. De har alt på meget lidt plads, den ville helt sikkert ikke give nogen glad smiley hjemme. Sidst vi var på disse kanter, købte manden hvad han troede var en lækker morgenkage. Det han troede var sukker på toppen, var fedtegrever, så den købte han underlig nok ikke denne morgen.

Lørdag morgen bød også på en mindre rar oplevelse. Vores køleskab var igen ”stået af”, men vi fik det tvunget i gang igen.

Vi havde bestemt at lørdagen skulle bruges på en cykeltur ind til Mazarron havn og by. Når man cykler den modsatte vej fra campingpladsen, er det primært skøn natur man møder. Det vil vi så søndag, hvor vi formoder, at mange af forretningerne er lukkede.

Tilbage fra cykelturen, måtte vi erkende, at den igen var gal med køleskabet. Svend fandt alle manualerne frem fra bagagerummet. Alle gode råd blev prøvet uden held. Vi prøvede også flere gange i løbet af natten, uden held at ”tvinge” det til at køre på henholdsvis el og gas. Det lykkedes hen på de små timer. Lige nu har vi ”kun” vand i fryseren. Vores fælles mavefornemmelse siger, at når det er 33-35 grader varmt ude og inde, står det af. Taktikken med vandet i fryseren, går ud på, at hvis det kan nå at fryse, inden det igen bliver varmt op af dagen, kan vi bruge flaskerne med vand som fryseelementer på køl, hvis skabet står af igen. Vi må se om taktikken lykkedes?

IMG_6577

Søndag drog vi videre sydpå til Algarvekysten. I Alvor havde vi udset en campingplads, hvor vi tidligere har boet.

Var inde og lave lidt indkøb undervejs, og landede på pladsen godt middag.

Efter vi havde slået lejr, tog vi  cyklerne frem. Vi cyklede ned til stranden. Vandet var noget roligere her end længere oppe nordpå, så vi fik begge badet. Vi trak cyklerne op gennem byen på hjemvejen.

Næste morgen småregnede det, så vi besluttede at vi ville gå ned til byen, og lade cyklerne blive på pladsen. Trods lidt dråber af og til, fik vi gået en tur i byen. Jeg fik købt sandaler, og det blev også til en feriegave til Humle.

De laver rigtig mange pæne ting af kork i Portugal, (syntes jeg). Jeg tog nogle billeder af tasker og kosmetikpunge, som jeg tænkte kunne være noget for Mia og Chili. Jeg var ikke helt sikker, så jeg sendte derfor billederne til pigernes forældre og skrev.  ”Noget for tøserne”? Denis svarede prompte ”Det tror jeg godt nok ikke det er. Det ligner jo noget der er lavet i et aktivitetscenter på et plejehjem. Men når det er sagt så tager jeg jo af og til fejl med hensyn til sådan nogetJ”. Senere supplerede Tina ”Denis – Tror du har helt ret denne gang”. Så ingen kork ting til tøserne. Thi – hi.

Da vi gik tilbage mod pladsen, tog regnen til. Det stod ned i stride strømme, så vi søgte ly på restauranten, da vi kom ind  på pladsen. Vi blev lidt hyggesultne, og de havde tapas, så vi bestilte 4 forskellige tapas og 1 liter vin. Det blev den nette sum af 16 EUR, så det var til at tage og føle på. Da vi skulle op til vognen, smed jeg sandalerne og løb hjem, i vand til anklerne. Resten af dagen stod på indendørs hygge.

Tirsdag lovede de igen regn, så vi begyndte at overveje, om vi skulle køre videre. Det gik vi heldigvis bort fra igen. Cyklerne kom frem og vi cyklede ind til Portimao, hvor vi fik set havn og by, og ikke mindst de meget flotte klipper, så mange stop på vejen hjem. Hjemme i Alvor cyklede vi ud på nogle broer i forbindelse med havnen. Om aftenen blev der grillet bøffer.

Ganske lidt regn i løbet af dagen, men om natten regnede det igen.

Vi havde udset næste plads, og lagde ud onsdag formiddag. Handlede lidt undervejs. Det høvlede ned, og vi kunne da godt se, at det ikke var nogen luksus plads vi kørte ind på godt middag.

Det lugtede meget af Tvergaard Camping, jeg tog et par fotos af nabo vognene, og Svend mente ikke, vi skulle have andet end bord og to stole ud af garagen. Det holdt op med at regne, så vi gik en tur ind til byen. Aftensmaden bestod af et par burgere i vognen (ingen grill).

Torsdag kørte vi mod en plads, hvor vi tidligere har boet. I det aller sydligste Portugal, meget tæt på den spanske grænse. Indkøb til brunch undervejs. Tradition på en fødselsdag.

Da der var pakket ud, cyklede vi langs havnepromenaden ind til byen Monte Gordo. Parkerede cyklerne, og spadserede rundt i byen, om aftenen røg der et par lunser kød på grillen.

Fredag den 16. september udstødte telefonen båtlyd meget tidligt, vi havde jo stillet uret en time tilbage i Portugal. Anne var den første gratulant. En halv time senere var der FaceTime fra Bæverdalen, inden børnene skulle i skole.

Fødselsdagsgaven var to billetter til Anders Mattesen i Vejen, samt en hårbørste jeg have ønsket mig.

Første step var en tur i vandet, og senere blev der serveret brunch. Vi sad udendørs, og havde fået nye naboer. Et skue vi hyggede os meget over. I garagen var der ”kattehjem”, mindst fire medbragte katte, og inde en hund. Der stod også en meget lille personbil ved siden af, hvor en ung pige havde overnattet. En søn (ikke helt færdig bagt) var også med i camperen. Da vi spiste lykkedes det to af kattene at stikke af, og det gav megen grin, inden de blev indfanget. Konen gik en del op i vores grill, så hun kom over, så hun kunne se den på nærmeste hold. Rigtig hyggeligt. Senere på dagen så vi, at de da også lige havde 2 papegøjer med i bur. Mini zoo på tur.

Efter morgenmaden ville vi ud og cykle, til en havn og by i modsatte retning af hvor vi boede. Da vi skulle køre, kunne jeg ikke finde vores grill. Spurgte selvfølgelig Svend. Hvor er vores grill? Han grinede, og sagde at den stod inde i vores bagagerum. Han syntes simpelthen, at naboen viste for stor interesse for Weberen. Thi, hi.

Undervejs blev der ønsket tillykke fra de tre ”københavnere”. Først ringede Tina, og senere Mia og Denis. De to sidste var på vej til Liseleje på koloni med Mia’s klasse. Mia’s veninde Frida, (Fridas bedsteforældre er Kirsten og Hans Schwennesen), samt Fridas far Anders var med i vognen, og de sang da også pænt med på fødselsdagssangen.

Så gik det derudover med badetøjet i cykelkurven. På hjemvejen var vi nede ved en rigtig god sandstrand, hvor vi badede. Hjemme igen, pakkede vi lidt sammen, fordi vi havde besluttet at spise ved strandpromenaden. Da der var pakket, inviterede fødselaren på en beefore diner drink ved vognen. Vi fandt et godt spisested, hvor vi begge valgte sværdfisk til aftensmad.

Lørdag den 17. september blev sidste indkøb gjort i Portugal. Vores storindkøb i det portugisiske var positivt billige, så det måtte udnyttes til det sidste. Vi var inde og købe: Svinekoteletter, t-bone steak samt 500 gr. store rejer, 1 aubergine, salat, 2 store tomater, to kæmpe Portobello svampe, 1 stor rød peber, 2 yoghurt, 1 pose snacks, 5 stk. chokoladebar, 1 flaske opvaskemiddel, 6 øl, 5 liter rødvin samt 5 liter hvidvin. Samlet pris 38,93 EUR, omregnet 293 kr. Det er da en pris vi kunne forstå.

Kort efter vores storkøb kørte vi ind i Spanien igen. Vejen fra Algarve til Tarifa, over Sevilla er en temmelig kedelig køretur.

Fremme ved den udvalgte campingplads, (valgt p.g.a. vaskemaskiner), blev grill m.v. taget frem inden vi gik en tur rundt pladsen, for at se hvor vi var havnet.

Søndagen startede med at få hevet sengetøjet af, og få gang i to vaskemaskiner, så stod den på rengøring inde i vognen, og senere morgenmad.

Fik lige en snak med Jacob, der sagde at Tarifa er det sydligste punkt vi er kommet til, så fra nu af går det nordpå.

Her er behagelige 25 grader, og om lidt skal vi ned og i vandet.

IMG-6555

Søndag eftermiddag cyklede vi ned ad bakken, og var ude og bade i Atlanterhavet. Igen meget stor forskel på ebbe og flod.

Vi havde egentlig besluttet at blive lidt længere tid i Spanien, men mandag ændrede vi kurs og besluttede at tage en køredag, på den knapt så charmerende motorvej. Vi kørte til Praia de Mira Portugal, ca. 200 km. nord for Lisabon. Et ryk på 682 km. Vi var ovre en bjergkam og var oppe i 1239 meters højde. Svend kørte, og på et tidspunkt skulle der diesel til. Kodriveren begyndte at undersøge prisforskellen på at tanke i Spanien og Portugal. Googlede, og fandt ud af at der var 3 kr. literen at spare, hvis vi ventede til Portugal. Det gjorde vi, men den holdt ikke stik. Det var tvært imod dyrere.

Til gengæld blev vi betænkeligt overraskede, da vi senere lavede det første indkøb i Portugal, her var prisniveauet totalt i bund.

Da vi handlede, så  jeg en afdeling med skaldyr. Lækkert tænkte jeg, så jeg sagde til Svend, at det jo også var en mulighed at lave Paella en dag. Han fik et meget betænkeligt ansigtsudtryk, og sagde kan vi ikke bare købe den på et spisested. Når jeg tænker tilbage, ved jeg godt, at jeg har haft nogle nittere, fordi jeg har følt mig fristet i en markeds hal med fisk. Tænker tilbage til Kroatien, hvor jeg i et svagt øjeblik fik købt en hel, meget stor blæksprutte. Jeg kunne huske, at jeg engang havde fået det grillstegt, og at det smagte rigtig godt, men jeg anede dybest set ikke, hvordan jeg skulle behandle bæstet. Det måtte jeg så finde ud af en sen og mørk aftentime på en campingplads, uden rindende vand. Så ingen hjemmelavet paella på denne ferie.

Vi havde undervejs haft problemer med ”Esmeralda”. Nu stod hun helt af, da vi kørte ind i Portugal. Set i bagspejlet, var den gal allerede i Bilbao, da hun viste os ad nogle veje, hvor vi slet ikke måtte køre. Da hun ikke kunne finde op til camperpladsen over byen. Så i Portugal, måtte vi klare den med min telefon.

Tirsdag den 6. september om morgenen, ville vi ned og se på badeforholdene, men vi kunne på pladsen høre, at havet var voldsomt. Vi kunne da heller ikke bade, så det blev til en morgentur ind i byen. Vi konstaterede, at stedet hvor vi har fået den bedste bacalao nogensinde var lukket.

Efter morgenmaden, sadlede vi cyklerne og kørte rundt om søen, der ligger lige udenfor campingpladsen. Vi tog køletasken med, fordi vi havde til hensigt, at købe noget sværdfisk til grillen. I markedshallen og også hos en fiskehandler, var fiskene imidlertid så døde, at vi var enige om, at det skulle vi ikke spise. Da vi kørte inde fra byen, sagde Svend, at jeg skulle bare cykle efter ham. Selvfølgelig gjorde jeg det, men det var bestemt ingen succes. Det var på en hængende bro højt oppe, så jeg blev dårlig af, at køre deroppe. Jeg måtte ned! Nede igen, satte vi os i en hængekøje ved søen, og kiggede ud over denne. Der var nogle ret store fisk i søen.

Onsdag den 7. september lovede de gråvejr og senere regn i Praia De Mira, så vi besluttede at rykke lidt længere sydpå.

Svend ringede til Garmin, de sendte en mail om, hvorledes han kunne tømme usb kortet, og dermed få mere plads til nye ruter. Da vi kørte fra pladsen, skete der åbenbart et mirakel. Esmeralda virkede igen, uden Svend havde gjort noget! Undervejs begyndte der at hænge diverse citrusfrugter på træerne. ”Vejarbejderne”, som vi kalder de meget let påklædte damer, der sidder på plaststole ud til vejen, og forsøger at få mandspersoner med ind mellem træerne, begyndte desværre også at dukke op.

Vel ankommen til campingpladsen i Martinho Porto besluttede vi, at her kunne vi nok få Bacalao, så vi tog kun bord og stole frem, grill, cykler m.v. blev i bagagerummet.

Pladsen var bestemt ikke den mest prangende vi har været på, mere a la en sigøjnerlejr. Der blev solgt ”take away kyllinger”, men det mindede bestemt ikke om de snurrende væsner, man plejer at se. Det var dårligt rensede fjerkræ, der blev lagt på en grill, som trængte til en grundig rengøring.

Vi gik ind for at se havn og by, det  var langs havnepromenade hele vejen. Da vi nærmede os spisetid, udså vi et sted til bacalao. Tjeneren tog imod bestillingen, men kom tilbage og sagde, de desværre ikke kunne serverer bacalao. Vi besluttede at gå videre, og finde et andet spisested. Det lykkedes (vi gik stadig efter bacalao), og jokkede med at det squ nok endte med en grillkylling på pladsen. Vi fandt en meget smukt beliggende restaurant på stranden. Fulde af forventning bestilte vi bacalao og en flaske hvidvin. Vinen blev serveret, men tjeneren kom og sagde, at de desværre ikke havde mere saltet fisk. Det endte med to kalvekoteletter, så vi har stadig bacalaoen til gode.

Inden vi forlod sigøjnerpladsen, måtte jeg da lige gå en morgenrunde, og fotograferer lidt.

Vi satte kursen mod en plads, hvor vi har været før. Porto Covo syd for Sines.

Pladsen havde ikke ledige parceller der var store nok til vores vogn, så vi måtte ind på en anden plads, men i samme by. Markisen var rullet våd ind, så vi fik slået lejr i en fart. Cyklerne kom ud, og vi kørte ned til stranden. Igen en af de meget voldsomme, så da Svend blev væltet af bølgerne, foretrak vi at gå rundt om et par klipper, og fik da også badet inde i bugten.

Vi sad lidt og kiggede på surferne, der red på bølgerne.

Tilbage ved vognen, konstaterede vi at køleskabet var stået af. Vi fik det fixet, uden rigtig at vide hvordan? Svend tog gitret af, pillede ved sikringerne, og vi tvang det på både gas og 230 V. Heldigvis kom det i gang igen.

Fredag den 9. september var det engelske flag sat på halv stang, da vi cyklede ud af pladsen. Årsagen var, at dronning Elisabeth var død torsdag aften. Vi havde badetøjet på og håndklæderne med, fordi vi ville ned og have en morgendukkert. Det måtte vi opgive, da vi kunne se det var for vildt til, at vi turde. På vej hjem fra stranden, var vi inde på markedet og købte tun til grillen. Vi var også hos bageren, den må have været populær på stedet? I hvert fald stod jeg længe i kø for at købe brød. Formiddagen fordrev vi med lidt læsning. Over middag blev der for varmt ved vognen, og vi ville da også ud og cykle en tur og i vandet. Vi cyklede på havnen, og ud til et par strande, og gik lidt i byens gågade.

Igen cyklede vi hen til stranden, men desværre var der stadig ingen der badede. Vi satte os på en bænk og kiggede ud over vandet. Nogle folk forsøgte at soppe lidt, og pludselig kom livredderen i aktion, da bølgerne tog en yngre kvinde. Der løb straks mange hen for at hjælpe. Lidt efter blev vi enige om, at gå ned til stranden, bare for at være i den friske blæst. Vi placerede håndklæderne, smed sandaler og tøj, og Svend gik ned for at stå ved havstokken.

Jeg syntes bølgerne var meget voldsomme, så dem ville jeg filme lidt på. Nu kom der en af de helt store bølger, så stor at den tog alle vores grejer med ud. Jeg nåede at tage Svends shorts, og få hans telefon op af lommen. Et par mænner der havde set hvad der skete, kom og  hjalp med at få håndklæder, tøj og sandaler op på det tørre sand. Svend stod intet anende nede ved vandet, så han lurede lidt, da han så bunken af sandet tøj og sko. Eneste tørre beklædningsgenstand, var en t-shirt som Svend havde  bag på cyklen. Den fik jeg lov at låne på hjemvejen, jeg syntes nemlig ikke det i min alder, at det ville være så klædeligt, at cykle i bikinien hjem.

Om aftenen blev der grillet tun.

Næste morgen måtte jeg ned og købe mønter, så jeg kunne få gang i vaskemaskine og tørretumbler.

Da alt var tørret og på plads, gik vi igen ned til stranden. Her var nu rødt flag, så overhovedet ingen badning. Vi gik langs klipperne, og midt på eftermiddagen ville vi gerne have bacalao. Det var svært at få plads, men nede ved havnen lykkedes det os at komme ind. Man siger bacalao kan laves på 365 måder, og det tror vi på, fik det friturestegt. Havde Jesper Kok været til stede, ville han have sagt for mange ben i retten, men vi synes det smagt godt, tror dog at næste bacalao bliver i Hundested, fisken med herfra, men efter min opskrift. Madlavning er en meget stor del af min feriehygge, og især indkøb.

Turen til La Palmyre var rigtig fin, cykelsti hele vejen, til tider meget kuperet, da vi kørte lige bag nogle stejle klitter.

Da vi kom ind til byen var der søndagsmarked, og da vi var gået igennem det, konstaterede jeg, at vi for år tilbage ville have brugt væsentlig mere tid på et sådant, end vi gør i dag. Handel blev der ikke noget af.

Efter vi havde set byen, måtte vi lige en tur rundt havnen. Tidevandet var helt enormt, og ebbe lige godt middag. Sejlrenden ind til Gironde floden var nærmest tørlagt. Vi spurgte Jacob, hvor stor forskellen var og den var 5,6 meter. Hertil kom, at der kunne være nogle ekstremer.

Vi sad og fik et glas rosé, og havde her en lidt spøjsk oplevelse. Da jeg bestilte på fransk, sad der en pige ved bordet tæt ved siden af os, og lurede lidt. Det var en nydelig pige, vi gætter på midt i 30’erne, og hun sad med en halv liter øl, og en pakke smøger ved siden af. Det var tydeligt, at hun særdeles godt kendte serveringspersonalet. Nu spurgte hun, hvor vi kom fra, og vi faldt i snak. Hun var meget interesseret i hvad Danmark var for en størrelse og vores sprog. Jeg spurgte også ind til hende. Hun hed Lorelei opkaldt efter klippen ved Rhinen, og hendes bror hed også et tysk navn. Han boede i Køln. Så begyndte hun at snakke tysk (dog på meget begynder niveau). I samtales løb viste det sig, at hun havde læst til dyrlæge et par år i London, og nu kom det engelske også på bane, så mon ikke man fik hjernen på prøve i løbet af samtalen. Svend mener, at hun var til fest og farver.

Med hensyn til at grille, har de fleste pladser i syden meget at ønske sig. Når vi har tjekket fællesgrillen, har vi altid fravalgt denne frem for den medbragte Weber, den virker bare, og manden er da også rigtig flink til at rengøre den.

Da vi skulle fra pladsen, skulle man indtaste en kode for at få bommen op. Det gjorde jeg, og Svend kørte ud, så besvimede min hjerne, og jeg gjorde noget rigtig dumt, nemlig at gå efter vognen. Det var dælme tæt på at jeg havde fået bommen i hovedet. Så tæt at en dame der så det, begyndte at skrige. Puuh ha.

Næste stop skulle have været en autocamperplads nær Bayonne. Det lynede og tordnede undervejs. Ved pladsen skulle man trække et kort, for at få adgang til pladsen. Automaten virkede  ikke, en tysk bil kørte nu op bag os. Han kunne heller ikke få det til at virke. Så kom der et par franskmænd, der også ville være venlige. Enden på historien var, at der blev ringet til et vagtnummer. Vi fik at vide, at vi kunne køre ca. 20 km. til en anden plads, for at trække et kort, så vi kunne komme ind på pladsen. Det opgav vi, og fandt en campingplads i nærheden. Det regnede så kraftigt, at vi ikke ville pakke noget ud. Der var en restaurant på pladsen, så vi satsede på mad herfra. Den viste sig at være lukket, så det blev rester fra vognen, men vi går ikke ned på foder.

Den 30. august blev GPS’en blev sat til næste plads i Frankrig, ca. 30 km. fra den spanske grænse. Vi havde fundet en Acsi plads, hvor vi med lidt held i sprøjten mod en ekstraudgift på 4 EUR kunne købe havudsigt. De pladser var desværre optagede. Da vi kom frem, viste det sig, at vi havde været dér i 2018. Vi ankom da en sen aften, hvor alt var optaget, på næste plads havde vi heller ikke held. Så gik turen til en havn, hvor vi heller ikke kunne holde. Enden på historien blev dengang, at vi måtte sove på en parkeringsplads ved et supermarked, hvor der kom en vagt og truede os med at politianmelde os. Vi satte vagten ind i situationen, og der skete da heller ikke noget, og vi var meget hurtigt på farten næste dag. Lidt sjovt, at vi igen havnede på denne plads.

Vi havde købt brød undervejs, så det blev lidt sent morgenmad, herefter cyklede vi en tur og var i bølgerne.

Næste morgen stod den atter på morgenbadning, og sen morgenmad. Den gode med scramled æg, bacon og pølser.

Vi gik en tur ud fra pladsen, og nød det gode vejr resten af dagen. forlod vi pladsen. Første stop blev ved E Leclerc, hvor vi i 2018, sov ulovligt, mærkeligt nok holdt der også denne morgen 2 campere på pladsen.

Vi kørte mod autocamperpladsen i San Sebastian. Vi var sidste vogn, der fik en plads, skønt vi ankom ved middagstid. Det blev et cirkus uden lige, at få trukket en billet. Automaten kunne kun meddele sig på baskisk, og det var der desværre ingen i den efterhånden lange kø, der forstod. Jeg blev lidt allieret med en englænder, hun trykkede febrilsk på alle muligheder, selvfølgelig var hun overbevist om, at hun minimum kunne få den til at snakke engelsk. En dame der kunne spansk, forstod det simpelthen heller ikke. Man skulle skrive bilens indregistreringsnummer, og det kunne vi ikke. Det var fordi den stod til spanske nummerplader. Disse indeholder 4 tal og 3 bogstaver, da vi fik trykket en ekstra gang på nummerpladen, lykkedes det at få det spanske ”e” til at forsvinde, og vi kunne alle få lov til at betale. Vi tog bussen ind til den gamle bydel, i offentlig transport skal man stadig bære mundbind i Spanien. Vi fordrev resten af dagen i byen.

Om aftenen udspillede der sig et drama ved en af de andre vogne. Der var biler med blå blink, og vi forestillede os det værste. Det viste sig vist bare at være en tysker, der ikke havde betalt.

Vi kørte fra San Sebastian fredag kl. 9.00. Esmeralda var sat til Bilbao, og den viste ankomst kl. 10.11. Desværre var hun os ikke så venligt stemt denne dag, så hun førte os ud på nogle dumme smalle veje, på et tidspunkt sagde jeg, her må vi da ikke køre, der stod max. 3 tons. Og bum, så var der en meget høj betonkant vi skulle over. Svend kunne ikke vende om, så han kørte yderst forsigtig over kanten. Jeg hørte nærmest allerede bagenden af vognen skrabe mod kanten, og chaufføren indrømmede da også, da vi var ovre skidtet, at han havde haft det på samme måde. Vi ankom til den meget flotte plads i Bilbao kl. 11.45, altså ca. halvanden time senere end beregnet.

Vi var også på pladsen i 2015 og i 2018. Den ligger bare så flot, at vi må derop. De to andre gange har vi ligget på plads 22, og denne gang fik vi plads 26, begge i første parket. Jeg talte ti nationaliteter på pladsen. Egentlig ville vi gerne blive i to dage, men de kunne kun registrerer en nat ad gangen, og det nøjedes vi med. Vi tog bussen ned til byen, fik heldigvis kørt lidt for langt, så vi gik langs floden hen forbi museet. Så måtte vi lige ind og smage på lidt tapas.

Da vi ville finde bussen igen, var vi kommet ud af dens område, så vi måtte lede lidt inden vi igen fandt bus nummer 58. Da den var fundet, ville vi lige sidde ved en bar inden vi skulle kører op til vores plads. Vi gik ind og bestilte, men ville gerne sidde ude. Det var en skrækkelig rodebutik. På et tidspunkt fik jeg øje på et skilt, hvorpå jeg mente der stod, at de ikke ryddede op på bordene udenfor Det sagde jeg til Svend, han bemærkede tørt, at det levede de da til fulde op til. På et tidspunkt kom der en meget lurvet fyr, som pigen i baren gik ud og kyssede på og han fik kaffe, og hun gik nu ud som ”gæst” i baren. Senere kom der en virkelig ussel, og meget dårligt gående mand med en hund, der luftede sig selv. Han satte sig på en betonkant under baren, og fik noget stærkt i et glas. Hunden var glad, og alle kendte alle. Den først ankomne fyr begyndte at riste på noget tobak, og på et tidspunkt hvor hunden lettede ben, tænkte jeg at det var betænkelig tæt på det glas med sprut der stod på jorden. En dame, som vi skød til omkring 60 år, kom nu forbi. Hun kendte også dem alle, men var af en hel anden kategori. Hun havde omsorg for dem alle. Hun fik ham der sad på kanten til at tage strømperne af, og hun tog nogle støttestrømper op af tasken, som han fik på. Vi konkluderede, at hun nok var en slags ”gademedarbejder”, der drog omsorg for de udsatte i området. Godt med den slags folk.

Vi tog bussen ”hjem”, og mødte nogle hollændere der også skulle til autocamperpladsen.

Næste mål var en Acsi plads ved Playa de Moris. Vi skulle handle lidt undervejs, og da vi kørte ind for at handle efter en times kørsel, holdt vi ved siden af de hollændere, som vi fulgtes med i bussen dagen før, sjovt tilfælde.

En del af dagen kørte vi på N634. Denne er en del af Camino de Santiago. Vi var enige om, at det absolut ikke ville være noget for os at gå med en tung rygsæk, vabler,  sure fødder og ditto underhørmere.

På vejen ringede jeg til Tina, for at høre om vores formodning med gadearbejderen kunne være rigtig, og i løbet af samtalen sagde Tina at Mia skulle gå på Faxehus Efterskole i 9. klasse.

Pladsen ved Playa de Moris var bl.a. valgt fordi vi gerne vil have en ”ren røv at trutte i”, så fra morgenstunden er der vasket tøj i hånd og maskine. Vognen er støvsuget og vasket af, herligt når det er gjort. Vi regner med at resten af dagen skal foregå ved stranden.

Campingpladsen ved Burtoncourt, lå udenfor lands lov og ret. Til gengæld lå den i en meget smuk natur ned til en lille sø, søndag gik vi en tur rundt om søen, og resten af dagen dovnede vi, læste, løste krydsord og spillede kort.

Mandag den 22. august gik turen til Epernay i champagne området. Campingpladsen var plottet ind. Desværre hang der et stort rødt skilt med Complet, da vi nåede frem til pladsen. Vi kørte ind og holdt langs lågen. Svend gik ind for at se, om der evt. var et sted hvor vi kunne holde til der blev en ledig plads, og jeg begyndte at lede på Park4Night efter en anden overnatningsmulighed. Jeg skannede også et skilt på lågen til campingpladsen, hvor der stod at biler højst kunne være 6 meter, vores er 7,5 meter, men Svend kom glad ud og fortalte, at vi  havde fået en plads. Knap så glade var chaufførerne i den kø vi havde trukket, mens vi holdt ved lågen.

Da vi havde rigget an, cyklede vi ind til byen. Champagnegaden blev fundet, så vi gik op ad denne. I gaden ligger alle de store Champagne huse, ellers er der ingen forretninger. Da vi havde gået et stykke tid, ville vi ind og smage på varerne. Amatørerne fra Hundested fandt et bord med plads til to og satte os. Vi tog det for givet, at de ville spørge os, hvad vi kunne tænke os at drikke. Det skete ikke, men der kom en sød pige og sagde, at vi først skulle ind i forretningen. Det gjorde vi selvfølgelig, men efter at have ventet 10-15 minutter uden der dukkede nogen op, gik vi igen. Tilbage til cyklerne uden at smage. Der røg et par tun bøffer på grillen.

Svend havde observeret, at der var lidt problemer med motoren på hans cykel, og næste morgen viste det sig, at det ikke er noget han selv kan fikse, så han må bruge rugbrødsmotoren på resten af turen.

Dagen efter cyklede vi atter ind til byen. Da vi ankom, havde vi set en luft ballon over byen. Vi gik hen til stedet hvor den landede, og købte et par  billetter. Vi fik den flotteste udsigt over hele området fra ballonen.

Nede igen vendte vi tilbage til champagne gaden. Denne gang var der held i sprøjten. Vi blev serviceret, da vi satte os. Jeg bestilte to glas tør champagne (her gav jeg jo nok tjeneren frit slag). Da Svend gik op for at betale fik han kvitteringen i et meget flot etui (thi-hi). Frokosten vi senere indtog med øl og vin var billigere end de to glas champagne.

Egentlig skulle vi ud og besøge en champagnebonde, som Tina og Denis havde anbefalet uden for byen næste dag, men om aftenen fik vi lyst til at komme ud til kysten, så han må vente til en anden gang.

Normalt foretrækker vi at fravælge motorveje, for at se lidt mere gennem de små byer, men da vi så hvor langt vi havde ud til Atlanterhavet, hvor vi gerne ville, måtte vi træffe et valg om vi ville bruge to dage på at komme derud, eller bruge en dag, og kører en del på motorvej. Undtagelsesvis valgte vi motorvej.

Efter vi havde rigget an i Fouras, blev badehåndklæderne fundet frem, og turen gik til stranden. Jeg ilede ud for at få en tiltrængt dukkert, havde ikke været i havet siden vi kørte hjemmefra. Jeg sank i mudder til midt på anklen, og kom hurtigt ind igen. Stranden så rigtig fin ud, men der var ikke andre der gik ud i havet. Der stod faktisk også et skilt om, at de skulle man ikke. Svend mente at tidevandet var skyld i fænomenet, og det fik vi bekræftet dagen efter.

Onsdag den 24. august om aftenen, sendte Annette den meget triste besked om, at Marianne var død, efter et kort meget aggressivt kræftforløb, lortesygdom siger vi bare.

Torsdag den 25. august var det meningen, at vi skulle vaske nogle maskiner tøj, men da det regnede fra morgenstunden blev projektet skudt til næste dag. Det støvregnede, så vi tog cyklerne og kørte ind til byen Fouras. Denne viste sig at være rigtig hyggelig. Bl.a. var der en torvehal med fisk, og en anden med kød og grønt. Desværre var køletasken ikke med, men vi var da rørende enige om, at der skulle skaldyr på menuen næste dag. Vi satte os ved fiske hallen, og fik en lille tallerken tapas og en tår at drikke. Altid herligt at sidde og kigge på folkelivet sådan et sted.

Fredag morgen blev der sat gang i to maskiner tøj. En til tørretumbler, og en til stativet. Da jeg skulle hænge på stativet havde jeg sørme fået en t-shirt med i str. ca. 1. år. Den må have været glemt i vaskemaskinen.

Så var det på cyklerne og ind til torvehallerne i byen. Denne gang med køletasken. Inden vi gik ind for at provianterer, sad vi lidt foran fiskehallen og nød stemningen. Overfor hallerne lå der en beværtning. Her kunne man få udleveret en kasse, som man fik østers i inde i fiskehallen. Beværtningen sørgede så for citron, brød og drikkevarer til herlighederne. Indkøbet  var et eldorado uden mage, så der blev købt ind til aftenens måltid.

I nattens løb blev vi ædt godt og grundigt af moskitoer, så godt at vi har både fransk og spansk vidundermiddel til at smøre på stikkene når det klør værst.

Fra Fouras gik turen mod Rouen. Da vi kørte ind på pladsen nær byen St. Palais-sur-mer, var der en meget venlig franskmand, der ville hjælpe med at dirigerer Svend på plads. Jeg kunne se at han var så tæt på et træ, at jeg måtte vende ryggen til og stoppe fingrene i ørerne. Der lød et brag, men det var heldigvis bare en grankogle der havde ramt bilen. Parkeringen måtte opgives, da markisen ikke kunne rulles ud på grund af det træ, som var årsag til, at det var svært at få bakket bilen ind, og det blev så heller ikke helt let at få den ud, og få skuden vendt den anden vej, der var kun et flækket myremave hår i begge sider at give af. Efter vi havde slået op, cyklede vi ind den den nærmeste by, og jeg fik også badetur ud af det. Den første siden vi forlod Hundested, så absolut tiltrængt.

Søndag den 28. august, fik jeg selskab til min morgenbadning, så mon ikke jeg kan regne med at jeg har fået en ny badekammerat på resten af turen til vi igen vender snuden mod nord. Stranden ligger ved indsejlingen til Gironde floden.

I dag vil vi cykle ind til byen La Palmyre. Ca. 8 km. fra pladsen.

Som sædvanlig startede årets lange tur efter fejring af Mia. Da vi skulle afsted til Mias fødselsdag lørdag den 13. august, opdagede Svend, at der var noget galt. Gassen gik ikke i gang til køleskabet. Dette blev heldigvis også fikset. Kl. 12.00 skulle vi møde til 14 års fødselsdag i OD’s klubhus. Solen skinnede fra skyfri himmel, og vi havde hedebølge. Efter vi alle havde været ude og stå på padleboard, blev der tændt op i grillen ved klubhuset. Efter fødselsdagen kørte vi af sted.

Første stop blev gjort på en Park4Night plads ved Skærbæk. En rigtig god overnatningsplads.

Søndag havde vi egentlig tænkt, at vi skulle provianterer lidt ved grænsen, men da det var søndag og forretningerne først åbnede kl. 11.00, kunne vi ikke vente på det.

Vi kørte tidligt fra Skærbæk.

Lige efter vi kom til Tyskland gjorde vi morgenstop. Fra Bremen ville vi gerne have undgået motorvej, men vi var ikke så heldige med at finde alternativ rute, så vi kørte tilbage til autobahnen.

Da vi nærmede os Køln og kørte i kø, bemærkede jeg, at vi kørte bag en dansk campingvogn, at der da stadig var enkelte danskere iblandt os på vejen. Da vi passerede, tænkte jeg at føreren lignede Finn. Og det var det, så kort efter kørte vi ved siden af Anne-Grethe der er en af badepigerne fra Trekanten og hendes mand. Trafikken gled så langsomt, at vi fik en meget kort snak inden vi igen skiltes. Så er verden da lille. Da vi kom fri af motorvejen, fandt jeg en plads på Park4Night. Pladsen lå ned til Rhinen og havde den mest fantastiske udsigt over floden, med en pæn lille by på den anden side.

Dagsetapen var 730 km.

Idyllen varede ikke såååh længe. Bag vognen lå jernbanen, her kørte godstog hele natten. Over vognen kørte autobahnen, og for at fuldende det hele lå Bonn’s lufthavn overfor, så flyverne fløj lavt over bilen hele natten. Det bevirkede, at jeg gav op da klokken var 05.00, så hellere drikke kaffe og læse nyheder.

Vi var inde i en dejlig stor Edeka og provianterer.

Dagen efter havde vi nået første egentlige lejr i Cochem der ligger ved Mosel.

Da der var rigget på plads, cyklede vi ind til byen og fik gået den tynd. Rigtig mange mennesker havde fået samme idé. Vores cykellås var gået itu, så vi fik investeret i en ny, så vi kunne sætte cyklerne fra os, og komme ind og smage det første glas moselvin. Vi fik et herligt grin, da vi havde sat os. En temmelig omfangsrig dame med en meget stor røv, stillede sig op ad en stolpe. Denne stod lidt på skrå, så det så ud som om hun bøjede den. Paparazzien kom op i Svend. Thi hi. Om aften kom der gang i grillen for første gang på turen.

Næste dag havde vi udset os en cykelrute. Vi havde en super dejlig dag, hvor vi cyklede på den ene flodbred ind til en lille by, hvor vi spiste en herlig frokost. Efter spisepausen, tog vi en lille færge til den modsatte flodbred. Og så kunne hjemturen starte langs modsatte bred.

Overfor os boede et ungt hollandsk par med et par børn som vi tippede til 6 og 8 år, samt to hunde. Til vores store undren, forlod de børn og hunde. De kørte i bilen og var vel væk en lille times tid. Det syntes vi godt nok var lovligt friskt.

Den 17. august rykkede vi igen lidt på landevejen, men kun 77 km. til Bernkastel-Kues. Vi fik en perfekt plads ned til floden, og pladsen bød på flere faciliteter. Man kunne købe brusebad, morgenbrød, is bilen kom også forbi. Eftermiddagen blev tilbragt i den meget hyggelige by. Om aftenen røg der et stykke lammeryg på grillen. Herligt.

Næste dag cyklede vi ind til byen, og vi var også forbi campingpladsen, hvor vi tidligere havde boet. Hjemme på pladsen, ringede jeg til Margot.

Margot er datter af mine forældes venner. Margot og Eric bor i en lille by, der hedder Eppelborn i det sydlige Tyskland, og vi havde aftalt, at vi skulle besøge dem på vej nedover. Da jeg ringede for at spørge om det var ok vi kom lørdag den 20. august, sagde hun at det ville passe rigtig godt, for der havde de diamantbryllup. Selvfølgelig forsøgte jeg at rykke vores ankomst, men hun insisterede på at vi skulle komme.

Dagen efter var vi atter på landevejen, destinationen var Trier. Vi var fremme ved en udset campingplads midt på formiddagen, men alt var reserveret. Campingmutter henviste til en stellplatz ved siden af pladsen, fin plads med mulighed for strøm, brusebad m.v.

Cyklerne blev hevet frem, og vi kørte ind og gik rundt i Trier det meste af dagen. En utrolig flot gammel by.

I autocamperverden er der en del grupperinger af folk der rejser sammen. Sådan en var vi ganske uforvarende løbet ind i. Vi tror ikke de var væk fra vognene, og de sad og snakkede meget højt over pladsen til hinanden. Om aftenen grillede de hver især, men satte bordene sammen og spiste. Stor oplevelse, men bestemt ikke noget vi vil opsøge bevidst.

Næste destination var Eppelborn. Deres have er en pryd uden lige, og de har det sjoveste hus med alverdens tingel, tangel. De var super glade for at vi kom, og til vores store undren, var der ikke andre gæster end os. Børn, svigerbørn m.v. var taget på ferie, og som Eric sagde vennerne var døde. Eric er 82 år og Margot er 79 år. De er ikke helt friske længere, men de stillede op med det herligste måltid mad, og vi fik snakket sammen og fik også set gamle billeder. Jeg var 11 år, og Margot var 20 år, da vi mødtes. Alle tiders dag. Sidst på eftermiddagen kørte vi videre, og vi var sikre på at de begge var godt brugte.

Vi kom over grænsen til Frankrig, og man må sige at det er anderledes end at krydse den danske grænsen. Der stod et skilt i vejsiden med velkommen til Frankrig. Der var hverken telte, betjente eller anden kontrol.

Vi ligger nu på en lille campingplads ved byen Burtoncourt ned til en sø. Her bliver vi til i morgen, hvor turen går til Champagne.

Søndag den 19. september, snakkede vi med Bæverdalen fra morgenstunden. Hundested Skole havde arrangeret et ”sponsorløb” til fordel for børn i Afghanistan. Vi var blevet spurgt, om vi ville sponserer Humle, og nu var det afregningens time. Han havde løbet 9 runder.

Søndagen blev tilbragt på pladsen. Vi badede, læste og spillede og nød bare den flotte udsigt fra vognen.

Næste dag cyklede vi langs stranden ind til en mindre by i nærheden af pladsen. Da vi kom derind, fik vi øje på en borg meget højt  over byen. Den ville vi gerne tættere  på, så vi cyklede en meget lang vej rundt om et bjerg med hårnålesving, for at komme derop. Svend måtte have telefonen frem, for at se hvor vi var i verden. Da vi skulle ned  igen, fandt vi ud af, at vi havde valgt en kæmpe omvej, så da vi skulle ned ad bakken gik det tjept.

Der var ikke mange mennesker deroppe, men som skudt op af jorden, stod der en mand ved siden af os, mens vi nød udsigten. Han snakkede en masse italiensk til os, som vi ikke forstod. Da vi gik videre, fulgte han efter os, og snakkede stadig løs. Der var noget, han meget gerne ville vise os, så han holdt os lidt hen, mens han låste en dør op og hentede en nøgle. Nu låste han op, til en have der lå overfor huset, hvor han havde hentet nøglen. Vi fik den mest fantastiske udsigt over området fra haven, så vi fotograferede naturligvis løs, uden at vi rigtig kunne snakke sammen. Pludselig spurgte han, om vi talte fransk (på fransk naturligvis). Jeg sagde, at det kunne jeg da en smule af. Det viste sig dog, at det nok var den eneste sætning han kunne, men vi havde dog begge forstået at det var nogle schweizere der ejede huset og haven. Efter ca. et kvarters tid, fik jeg lidt kolde fødder, og syntes han var ”for meget”, så jeg sagde til Svend, ”lad os se at komme ud af denne suppedas hurtigst muligt”. Han havde det på samme måde, så vi gik tilbage til vores cykler, fulgt af ham, men slap derfra.

Nede igen skulle vi cykle langs stranden tilbage til campingpladsen.  Vi havde kun spist frugtsalat til morgenmad,, så lysten til lidt at spise meldte sig, og vi kiggede langt efter spisesteder langs stranden. Fandt et sted og valgte udenfor hvad vi ville spise, men da vi kom ind var der en time til de åbnede. Det ville vi ikke vente på, så vi cyklede videre og endte på campingpladsens restaurant, kiggede på spisekortet (på italiensk). Der var en antipasti Calypso (pladsen hed Calypso), og vi kunne kloges af, at det bestod af varme og kolde retter. Svend var med på ideen om at bestille uden vi vidste, hvad det var. Vi fik først en tallerken med 5 små fiskeretter. Bl.a. noget meget velsmagende blæksprutte salat. Efter de 5 retter fulgte en gang marineret rå tun med pitacie. Den første varme ret var små stegte sardiner, og noget paneret fisk, så fulgte jomfruhummere på brød og med grønt under, så kom der muslinger, og til slut store varme rejer viklet om med noget bacon. Vi delte en halv liter vin og spiste brød til. Var målløse da vi blev præsenteret for regningen. 33 eur for os begge.

Tilbage ved vognen, stod Svend og mikkede med et eller andet bag vognen. Videbegærlig som jeg er, lurede jeg på ham, (han ville have vand på vognen). Selvfølgelig havde drengen en papegøjetang i bagagerummet, så han kunne skifte forskruningen, så han kunne få vandslangen til at passe. Hvad han dog ikke har med af grejer.

Om natten blæste det en del op. Den ene strop røg til markisen, så vi måtte ud og hive den ind.

Tirsdag den 21. september gik turen videre mod Rimini, og vi kørte ind på en plads ved Riccione sidst på dagen. Vi ville blive nogle dage, så efter opslagning, samling af cykler m.v. grillede nogle burgere.

Næste dag startede med  en herlig tur i havet, herefter blev der ringet til Anne for at ønske tillykke med fødselsdagen. Efter morgenmaden cyklede vi en længere tur, og kom bl.a. ud til en fiskerihavn, hvor de fangede forskellige skalddyr. Da Svend blev lidt for ivrig til at fotografere fangsterne, blev vi venligt, bedt om at trække os lidt.

Indtil nu har vi sovet med alle vinduer åbne i vognen, og dynen har været noget, man sparkede af. Natten til i dag torsdag den 23. september blev første nat. Hvor vi sov med lukkede vinduer og en smule dyne på.

Under den første tår kaffe, var det tid til at ringe Jacob op og gratulerer ham med de 47 år. Han sad i toget og afslog Facetime. Vi ville da synge en sang for drengen. Han ringede op, da han stod på Hillerød station, så der blev sunget lidt for ham.

Selvfølgelig sad vi ude og spiste vores morgenmad. Da vi fik set os omkring var vi de eneste, der sad ude med shorts og bare arme. Italienerne sad inde i deres vogne, og når de kom ud, havde de sågar dynejakker på, men de har jo givet vis også haft det en del varmere end os i sommermånederne.

Vi cyklede ind til Riccione, og fik også købt et par små ting til Mia og Chili. Om eftermiddagen var vi i havet, og det blev Svends sidste badetur i denne sæson. Det måtte fejres med en gin og tonic på strandbaren. Da vi havde grillet blev cyklerne foldet sammen for sidste gang, og grillen var også brugt for sidste gang. Vi havde besluttet næste dag, at køre til Comacchio lidt nord for Ravenna.

Vi kørte ind i et mega stort indkøbscenter, og der skulle da også købes lidt pasta, parmessan, olie m.v. med hjem.

Fremme i Comacchio var parkeringspladsen lige udenfor den gamle by propfyldt da vi kom. På min Park4Night nat stod at det var gratis at holde der, men der var en parkeringsautomat, som vi ikke helt kunne kloges af. Jeg spurgte et par østrigere, der var på vej derfra, om der skulle betales. Det havde de ikke gjort, men for at være helt på den sikre side, smed vi 15 EUR i automaten, så kunne vi holde i ca. 1 døgn. Sedlen blev lagt i forruden. Vi gætter på at der var mellem 75 og 100 campere på pladsen. Næste morgen gik Svend en morgentur, og så til forruderne på de andre vogne. Tja den eneste vogn der havde parkeringsbillet i forruden var vores.

I 2016 var vi også i Comacchio. Dengang på min anbefaling. Mens jeg arbejdede på produktionsskolen var vi tre uger nede på en campingplads, hvor vi slog telte op for Suntours. Da opgaven var udført, havde børnene resten af tiden som turister. Vi havde lejet to 9 personers biler, hvor min daværende kollega Jorid kørte den ene og jeg den anden. Vi var inde i Comacchio, og de unge mennesker fik nogle timer alene. Det udnyttede Jorid og jeg til, at sidde stille og roligt og få en god frokost. Ren luksus efter flere uger med ansvar for de unge døgnet rundt.

Derfor skulle Svend og jeg naturligvis ud og spise. Det foregik nede ved kanalen, og det var bare så hyggeligt. Der er masser af fisk, der kommer lidt op når de får lidt brød, og ænderne rapper lystigt derud af. Den rene idyl.

Lørdag den 25. september, kørte vi mod Verona på motorvejen. Der manglede stadig en lille ting til Humle i vognen, så gps’en blev sat til et stort indkøbscenter ved Verona. Desværre var det svært at få camperen parkeret ved centret p.g.a. højden på vognen, så vi måtte parkere et stykke derfra, og satte så til fods mod centret. Vi var så heldige, at vi hurtigt kom til en sportsforretning. I sådan en forretning kan man jo altid finde noget til drengen.

Fra Italien gik turen over Brennerpasset til Østrig, og vi nåede sidst på dagen op til en lille sø, nær byen Kramsach. Grillen var pakket godt ind bag i bilen, så vi måtte lide den last at spise på campingpladsens restaurant, med den herligste udsigt over søen.

Næste morgen drak vi bare en kop kaffe og kørte fra pladsen. Den lå ikke så langt fra motorvejen, men vi kom ind i en omkørsel, og så snød gps’en os lidt, så vi kom ud og køre i landlige omgivelser i det østrigske, hvor de var ved at hente køerne ned fra bjergene.

Nu er vi kørt ind i Tyskland, og regner med at dagen i dag skal være køredag. Dog tager vi en enkelt overnatning endnu, så vi regner med at være tilbage i Hundested i morgen mandag den 27. september.

Selvfølgelig glæder vi os til at se jer alle, og ikke mindst de tre børnebørn. Det er jo ikke det samme, at have dem på kalenderen i vognen.

Efter morgenmaden mandag,  cyklede vi en tur ind til byen Bisceglie, som lå i nærheden. Vi havde pitstop med udsigt over klipperne. Parkerede cyklerne på havnen og gik rundt i byen. Hjemme på pladsen, var vi nede og bade fra klipperne. Det kneb lidt for mig at holde balancen, fordi bunden var store klipper.  Om aftenen blev der grillet spyd.

Næste dag var det køredag, og vi havde en meget flot tur over bjergene. Utallige smukke udsigtspunkter. Vi måtte gøre holdt nogle gange undervejs.

På et tidspunkt, var der en ældre mand der havde slået en bod ned, hvor han solgte forskellige produkter lavet på olivenolie. Jeg kiggede selvfølgelig på varerne, mææn det var vist en rigtig oliesheik. Der var ikke priser på noget som helst, og da jeg pegede på en meget lille flaske med ca. 1,5 dl. olie med lidt rosmarin i viste han mig 8 fingre, altså 8 eur. Så ingen handel dér.

Næste plads vi havde udset lå tæt på byen Vieste. Den fik vi ikke set sidste gang vi var på disse kanter, fordi det var meget svært at parkerer en camper i byen, så nu ville vi bo på en campingplads tæt på, og tage cyklerne derind.

Der var kun to ledige pladser at vælge imellem, så det var heldigt vi var tidligt fremme den dag. Pladsen vi tog var den lyseste vi kunne vælge, men Svend spurgte, om vi ikke kunne skifte plads næste dag, hvis der blev en plads med mere lys. Da vi senere gik ned til vandet, måtte vi konstaterer, at hele pladsen bare var temmelig mørk, og at samtlige midler vi har i vognen mod moskitoer, skulle i anvendelse sidst  på dagen. Til gengæld var stranden ualmindelig herlig.

Det var blevet onsdag den 15. September. Vi fandt en solstråle foran vognen, hvor vi kunne få vores morgenkaffe. Da vi ville ud og bade, mødte vi en fransk dame, der ikke kunne finde affaldssorteringen. Hun blev glad, da vi kunne hjælpe hende. Cykelturen ind til Vieste bød på en del skarpe sving, men vi havde troet at det ville have været værre at cykle, end det egentlig var. På vejen ind udså vi en restaurant nær campingpladsen, hvor vi gerne ville spise aftensmad næste dag. Inde i Vieste satte vi cyklerne på havnen og gik rundt. Det var temmelig varmt (på et tidspunkt 32 grader), så da vi fandt et skyggefuldt sted med en pæn udsigt, tæt på middag måtte vi lige ind og sidde lidt. Vi var hjemme midt på eftermiddagen, og var igen ude og bade

Så oprandt den store dag 16. september. Børnene ringede og lykønskede fra morgenstunden. Da vi ville ud og bade, så vi at der var et hold danskere til på pladsen. Det var de første landsmænd vi overhovedet havde mødt, siden vi forlod Gardasøen (ca. 20. august), så det er jo bestemt ikke her de fleste danskere holder til. Det er italienere, tyskere, franskmænd, schweizere og hollændere der er i overtal. Italienere taler absolut kun italiensk, så vi bruger meget fingersprog og fagter. Ikke engang i receptioner på campingpladser er de meget for engelsk eller tysk.

Oppe af vandet, lavede fødselaren brunch til hende og manden. Manden diskede op med et par øreringe.

Om formiddagen kørte vi ud mod nogle klipper. Parkerede cyklerne og gik en tur. Ude på klipperne mødte vi et par hollandske damer, der var kommet på afveje med deres cykler. De kæmpede bravt. Om eftermiddagen havde vi bestemt, at vi ville ud og prøve at stå på padleboard. Da vi kom tilbage til stranden, valgte vi dog dette fra, fordi at det var blæst meget op.

Kl. 18.00 havde jeg inviteret til velkomstdrink ved vognen. Vi havde bestilt bord til kl. 19.00 på en restaurant ved siden af pladsen, selvfølgelig med udsigt over vandet. Vi magter ikke en menu med de mange retter mere, så vi valgte at bestille lidt forskelligt at spise, og så kun 1 portion af hver. Kun kødretten bestilte vi to af. Det bar frugt, for vi var meget mætte på den gode måde, da vi drog hjemover.

Fredag regnede det  fra morgenstunden, så vi fravalgte havbadet fra, og måtte undtagelsesvis indtage morgenmaden inde i vognen.

Vi kørte fra pladsen og var inde var inde og provianterer, men de havde meget lidt til grillen. Vi kørte på SS16, og havde lige siddet og snakket om, at de mange ”vejarbejdere” vi plejer at se på vores ture, var der heldigvis ikke så mange af i år. Var blevet enige om at Corona var årsagen, da det pludselig vrimlede med dem på en strækning af ca. 25 km. meget lidt tøj, høje hæle og de vinker så pænt til folk.

Vi havde udset en campingplads, men midt på eftermiddagen blev vi enige om, at vi havde for langt igen, så vi ville finde en plads for natten. Jeg fandt en plads på Park4Night på telefonen, og vi satte GPS’en. Da vi kom til pladsen var den pakket, så vi ikke så mulighed for at bo der. Desværre var der en viadukt, der ikke var høj nok til camperen, så vi måtte køre lidt frem, og dreje ud på landevejen. Vi kørte et stykke og drejede så fra igen. Vi så den næste plads, (troede vi på telefonen). Svend sendte mig ud for at se, om han kunne køre rundt det næste hjørne, og om jeg kunne se en plads med autocampere. Selvom jeg gik ud i vandet kunne jeg ikke se camper plads nogle steder. Tilbage ved bilen kiggede Svend på gps’en og besluttede, at der var en plads, hvis vi kunne køre ned om hjørnet og et stykke til højre. Det gjorde vi og langt derude af kom vi igen til den plads vi havde frvalgt. Man kan jo ikke vinde hver gang.

Næste gang vi drejede af for at finde en plads, vidste vi faktisk begge, at den var gal. Men der kom en bil med gult lys og fortalte os, at det var en cykelsti, vi kørte på, så det var bare vende kareten og komme tilbage.

Næste plads vi fandt på gps’en blev plottet ind. Det var monster smalle og ujævne veje, porcelænet klirrede, og glassene faldt ned af holderne i barskabet, og på et tidspunkt parkerede vi bilen og gik videre, men sørme om ikke der lå en campingplads. Et meget lille skur udgjorde receptionen, og der var plads til os. Desværre kun for en nat, fordi de lukkede for sæsonen næste dag, men sikke en plads. Den er noteret til næste gang vi kommer forbi. Vi forstod vi skulle betale 19 eur hver, og ok, men det var tilsammen.

Om aftenen kom der en ostebil, og også en grøntsagsbil forbi så vi kunne handle.

Lørdag gik vi heldigvis ned for at morgenbade. Super flot oplevelse, valget stod mellem pool og hav. Vi er heldigvis meget enige om valget.

Desværre skulle pladsen lukke ned for sæsonen næste dag, så vi fik bare en enkelt nat, men noterede at pladsen Cala Paradiso Camping Village ved Ortona skal besøges næste gang vi kommer på de kanter.

Da vi kørte på vestkysten, rendte vi flere gange ind i, at alt var optaget når vi gerne ville ind på en plads. Nu hvor vi kører på østkysten og mod nord løber vi ind i, at pladserne lukker ned for sæsonen.

Næste plads blev Calypso der ligger tæt på byen Cupra Marittima. Her blev vi for anden gang bedt om at vise Coronapas. Vi skulle også give dem skriftlig accept på, at de måtte tage vores temperatur. Så blev vi i en golfvogn kørt ned for at kigge på en plads, og mon ikke vi accepterede prompte. 1. parket med havudsigt, hvad kan man ønske mere. Vi brugte lidt af børnenes arv, måtte betale hele 5 EUR ekstra p.g.a. udsigten. Den mørke mand der holder middags pause ud for vores vogn, har vist noget af en opgave. Thi, hi. Han sælger thermo jakker med hætter med fiberpels på stranden, ca. i 30 graders varme.

Vi tror vi bliver her i flere dage, så hele udstyret er blevet hevet frem. Her er den mest vidunderlige udsigt, og alt er super. Men vi griner lidt, lige bag os kører et tog, dem der bor overfor har to hunde de ikke tager sig af, de gø’r bestandigt, de lukker dem inde i et meget lille telt og forlader dem. Synd for hundene. Selvfølgelig har Svend sagt, at detikke er ok at I lukker de to hunde inde i et lille telt og forlader dem, og så opdagede vi sidst på eftermiddagen,  at vi er naboer til strandbaren med fuld knald på. Mææn det er en super plads vi har fået.

Igen en meget smuk solopgang og morgen.

Søndag morgen da vi badede, var vi henne ved en lille pavillon på stranden ved siden af campingpladsen. På campingpladsen havde vi set, at der skulle være nogle sejlture fra stedet. Der sad fire mand, som helt sikkert ventede på kunder, for da vi spurgte til sejl tider, kunne vi nærmest komme afsted med det samme. Vi havde dog ikke fået morgenmad, så vi regnede med, at vi også kunne komme med senere. Det kunne vi heldigvis, for vi fik en pragtfuld oplevelse ud af dagen. De søsatte først skibet vi skulle sejle med, og da vi skulle ombord, kom der et sluttet selskab der kendte hinanden på 15 italienere. 8 unge voksne, og syv børn. Ikke en af dem snakkede andet end italiensk, men de var simpelthen så søde, hjælpsomme og opmærksomme, over for de to gamle  ”blegnæb” der var med ombord. En ghettoblaster drønede dog på hele turen. Sejlturen varede et par timer, og gik ud til nogle meget flotte grotter, som vi sejlede ind i. På et tidspunkt sejlede vi ind i en bugt og blev sat af, med mulighed for en badetur. Den benyttede vi os naturligvis af. Da vi skulle afsted igen, var der kun Svend og jeg på stranden, så den ene af knægtene der sejlede båden, måtte afsted for at lede efter de øvrige passagerer.

Tilbage igen, ville vi cykle ind til byen, og vi var enige om, at vi skulle bade igen, inden vi gik tilbage til vognen. På et tidspunkt havde jeg for travlt med at finde ud af, hvilken side Svend kørte til. Resultatet var at jeg skvattede på cyklen med hudafskrabninger til følge.

Ude i vandet ti minutter senere blev jeg bidt / stukket af en fisk eller et skalddyr? Jeg blev så forskrækket, at jeg skreg. Der blev et hul på anklen, jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad det kan være for en fætter der var skyld i det.

Næste dag cyklede ind til byen om formiddagen. Jeg ville gerne købe en flaskeprop, hvis der var en pæn en af slagsen. Svend ledte med, og pludselig stod han med en prop som en tissemand, og syntes jeg skulle købe den. Det nægtede fruen på stedet. Da vi var kommet væk fra forretningen, forstod han simpelthen ikke mit afslag. Men da han sagde ”det ville dine badeveninder da syntes var sjovt”, forstod jeg jo straks bedre hans forslag ha, ha, men altså ikke nogen prop.

Tilbage på pladsen spiste vi den herligste tunfisk på pladsens restaurant. Om eftermiddagen gik vi på stranden.

Tirsdag den 7. September kom vi til en plads ved Fuscolora. Vi lå rigtig fint ned til stranden. For første gang på turen, måtte vi fremvise vores coronapas inden vi tjekkede ind. Eftermiddagen gik med afslapning og badning.

Der var den smukkeste solopgang dagen efter. Efter morgenbad og brus ringede jeg og ønskede Chili god tur på lejrskole til Helsingør. Der var lidt mørkt på pladsen, så dagen efter kørte vi videre.

Vi var inde og handle i en meget stor Spar på vejen, og desværre kom vi fem minutter efter, de lukkede campingpladsens bom  for en middagslur på to timer.  Derfor måtte vi lade bilen stå udenfor pladsen. Vi kunne gå ind og finde det sted, hvor vi gerne ville bo, og vi var også nede og kigge på stranden. Kl. 16.30 kunne vi så køre ind på pladsen. Da vi var rikket an lavede vi de herligste burgere på grillen.

Torsdag den 9. september skulle vi efter morgenens havbad have en bruser inden morgenmaden. Det  blev noget af en udfordring. Vi fulgtes op til badeafdelingen. Herrernes brusere var adskilt til damernes med gennemsigtigt hegn. Man badede dog separat i kabiner. Jeg smed tøjet og trykkede på en rød knap i formodning om, at det var den måde, man fik varmt vand. Der skete ikke en pind, så jeg bakkede diskret med håndklæde omkring mig ind i en anden kabine. Historien gentog sig, så jeg måtte ud på gangen. Jeg gik hen til hegnet, og sagde, Svend kan du få vand, så langt var han ikke kommet, men det kom han, så kom han også ud på gangen, hvor vi kunne se hinanden. Det viste sig, at man skulle trykke på en knap midt på gangen. Når det var gjort, skulle man vælge hvilken kabine man gerne ville have vand i. Det fandt vi ud af, og jeg fik sæbet hele kadaveret og håret ind, da vandet stoppede. Så måtte jeg ud på gangen med sæbe, for at få en omgang vand til. Og sørme om ikke det samme overgik Svend. En noget bøvlet måde at få morgenbadet på.

Formiddagen gik med en cykeltur til en lille by, hvor der også var en havn. Jeg var nysgerrig nok til lige at kigge hos fiskehandleren, selvom jeg ikke skulle bruge noget. Det var jeg rigtig glad for at jeg ikke skulle. Den forretning ville jeg aldrig have købt noget som helst i. Hjemme spiste vi hjemmelavet spaghetti a la mare, som smagte rigtig godt. Vi ville ned og bade, og der var solsenge, der hørte til på pladsen. Det blæste lidt, så vi ville søge lidt længere op på stranden i læ. Der var nøjagtig samme solsenge, så til vores undren kom der en livredder og sagde at de var ikke inkluderede.

Næste dag gik der kl. 8.50 en bus fra pladsens reception ind til Lecce. Den tog vi med, uden vi helt havde sat os ind i, hvad det var for en størrelse. Det var bestemt ikke nogen moderne bus, meget slidt og chaufføren kørte da også som om den var stjålet. Da vi blev sat af ved bussens endestation, fik vi taget en gal retning, så først da vi havde været inde i en boghandel og investere i et kort over byen, fandt vi den gamle bydel, hvor der var rigtig flot og hyggeligt at gå rundt. Midt på eftermiddagen blev vi kørt tilbage til pladsen.

Lecce blev det sydligste punkt på turen. Lørdag den 11. september vendte vi snuden mod nord. Vi kørte op på en plads nord for Bari.

Denne gang havde vi held i sprøjten, for de holdt nemlig også lukket om eftermiddagen, så det var på et hængende hår vi kom ind. Vi havde købt fisk undervejs, så de røg på grillen. Det var havbas, og de smagte rigtig godt med persille og citron i bugen.

Pladsen var bl.a. valgt, fordi der var vaskemaskine og tørretumbler, og disse ting ville vi gerne benytte.

Så søndag morgen blev sengetøjet hevet af, og håndklæder m.v. samlet sammen. To maskiner blev det til. Da vasketiden var gået, gik det sådan, at den ene maskine ikke havde centrifugeret, den havde dog vasket sengetøjet, hvorimod den anden maskine viste fejl i displayet. Vi henvendte os i receptionen, og fik sengetøjet centrifugeret. Så kunne vi flytte håndklæder m.v. over i den maskine, da vi så skulle tørre håndklæder m.v. virkede tørretumbleren overhovedet ikke, så Svend måtte ud mellem træerne og trække snor, så vi kunne få tørret vores ting.