Fra Vlore til Hundested

Da vi ankom til Vlore  lå der en tysker og en østriger på pladsen. De kørte næste morgen. Pladsen var en fin og åben plads 10 meter fra havet.  Fredag den 4. Oktober havde vi en ren afslapningsdag med bøger, kryds og tværs o.lign. Om eftermiddagen gik vi langs stranden og rundt vejen for at se, om vi kunne finde en bus ind til Vlore, da vi havde en plan om, at tage derind næste dag. Allevegne var de i gang med at lukke ned for sæsonen, stråtage til overdækning af terrasser blev fjernet, mange steder var der allerede lukket. Vi fandt ikke noget busstop. Da vi kom tilbage til vores vogn blæste det voldsomt op, så vi søgte ind i vognen. Strømmen gik igen.

Lørdag morgen havde vi stadig ingen strøm, men mærkværdigvis varmt vand i bruseren. Bølgerne var så voldsomme, at jeg ikke turde tage mit havbad. Dagen var afsat til en tur med den lokale bus til Vlore. Mærkværdigvis vidste personalet på campingpladsen ikke rigtig noget med hensyn til afgangstider. Dog sagde de, at de troede, bussen gik en gang i timen. Vi fandt ud af, at er der noget man ikke kan regne med i Albanien, er det busser og strøm. Vi brugte to en halv time på at vente på bussen. En time om morgenen, og da vi havde ventet halvanden time, da vi skulle hjem fra byen, opgav vi og tog en taxa til campingpladsen. Da vi ventede på bussen om morgenen, havde en af de utallige løse hunde lagt sig ved siden af os ude ved vejen. Bilerne susede forbi, men jeg var ved at være helt rolig  (ikke længere så urolig for, at de går ud foran bilerne). Dog oplever vi, at der ligger nogle stykker i vejkanten. Inde i byen opsøgte vi en albansk restaurant. Vi fik suppe, burek, lasagne. 1 øl og 1 glas vin for 81 kr.

Vi gnækkede også lidt af deres reklamer for halal pizza, og gud hjælpe mig halal slagtede fisk. Den havde vi ikke set før. Jeg skulle da have bedt nogle bønner i mit liv, med alle de fisk jeg har slagtet.

Søndag den 6. oktober kørte vi fra Vlore. kl. 9.40. Igen ville vi gerne handle lidt. Konstaterede endnu engang, at det ikke lod sig gøre. Og dog – – – nu så vi flere steder langs vejen at de solgte høns, vel og mærke den levende af slagsen, men det ville jo nok give lidt svineri i vognen, hvis den først skulle pelses. Vi så også nogle der solgte fisk nær søer og lignende, men fiskene lå på jorden i 25-28 graders varme, og absolut uden is, så dem sprang vi også over.

Vi havde den flotteste kørsel over et pas, inden vi landede i Hiramare. Vi kørte kun 63 km på ca. to en halv time.

Om eftermiddagen badede vi og gik tur. Aftensmaden blev indtaget på campingpladsens restaurant.

Vi var i nattens løb med intervaller, på max. en halv times mellemrum, blevet vækket af en hund der gøede voldsomt. Da klokken var ca. halv fem, røg min meget tålmodige mand op af køjen med et, ”det er fandme ikke i orden”. Vi mistænkte et par, der var meget ældre end os for, at det var deres hund. Den lå nemlig udenfor vognen. Næste nat gentog det sig. Det viste det sig at være en hund, der passede på os på pladsen. Alle var generede af den, så ikke i orden.

 

Mandagen startede med tøjvask. Formentlig den sidste på turen. Vi gik tur langs stranden om eftermiddagen.

Tirsdag den 8. oktober startede med et havbad.  Næste stop var Serande, vores sydligste mål på turen. Vi var i det sydligste Albanien, meget tæt på grænsen til Grækenland. Da vi havde pakket ud, ville vi lige have en dukkert. Her røg den af os der ikke er vinterbader op med et spjæt. Vi havde rykket os ca. 60 km. mod syd, men tror næppe vandet var mere end højst 15 grader. Derfor var det kun mig der gik i vandet næste morgen.

Onsdag den 9. oktober var det vores plan, at vi ville cykle fra campingpladsen ind til Sarande. En tur på små 10 km. Men da vi vågnede, spurgte Svend, om ikke vi skulle springe turen over, og sætte kursen mod nord. Den var jeg med på, vi er så fyldte med indtryk, og vil også meget gerne se familie og venner igen. Vi var klar til at køre tidligt, men porten til pladsen blev først åbnet, da klokken var over ni. I Sarande blev vi omdirigeret.. Det tog tid, vi tror det skyldes et færdselsuheld.

Da vi skulle tanke, gik vi op i at det skulle være et sted, hvor de tog visa. Vi ville ikke brænde inde med Albanske lek. På tanken sagde de, at de sagtens kunne tage visa, så tanken blev fyldt. Svend prøvede med begge vores visa kort, og også master. Det lykkedes ikke, de havde ikke net forbindelse, sagde de.  Heldigvis havde vi stadig euro, og dem vil de meget gerne  have i Albanien. Problemet er bare, at man får tilbage i lek.

Fra Sarande, kørte vi til Lake Shokodra. Den nordligste plads i Albanien, hvor vi også var på turen nedover. Vi kom frem sidst på dagen, og bemærkede at de løst gående hunde samlede sig sammen  i rundkørslerne sidst på dagen. Vi havde 5135 lek tilbage. Næste dag var de intet værd, så den skulle have fuld skrue med fodpedal på pladsens restaurant om aftenen. Syntes vi gjorde hvad vi kunne. To gange oksemørbrad med kartofler og salat, ½ liter rød- og ½ liter hvidvin, to kaffe med brandy. Så kunne vi ikke mere! Det blev 3844 lekk = 235 danske kroner.

Torsdag den 10. oktober kørte vi tidligt fra pladsen. Vi passerede grænsen fra Albanien til Montenegro. Det er tydeligt, at der er mere velstand i Montenegro end i Albanien. Vi kørte ind i vejarbejde, så det gik langsomt. Vi nåede til det sydlige Kroatien sidst på dagen. Telefonerne blev tændt for første gang, siden vi forlod Kroatien. Det har ikke været noget problem. Vi fandt en plads på Park4Night.

Der er ingen tvivl om, at yoga er meget hot, i de lande vi har kørt. På rigtig mange af pladserne slæber folk rundt med deres måtter. Dem smider de sig på, og helst midt på pladsen, så alle kan følge med – – – thi-hi.

Næste morgen havde vi en ubehagelige oplevelse på motorvejen. Der stod en mand oppe på en bro og tissede ned på bilerne. Det har vi heldigvis ikke oplevet tidligere. Vi var inde og købe lidt feriegaver til børnebørnene og proviant til bilen om formiddagen. Da vi skulle ind i Østrig og skulle købe vignet, foregik det i en automat, og det var en digital vignet. Første gang vi prøver det.  Der skulle findes en overnatning i Østrig. Jeg fandt en plads, og plottede den ind på gps’en, mente vi kørte på A2. Det gjorde vi ikke, så det blev i alt ca. 140 km. ekstra på turen.

Pladsen reklamerede med restaurant, så Svends tænder løb i vand, ved tanken om en jæger schnitzel. Snydt, ingen restaurant, så en frysereserve fra vognen.

Lørdag den 12. oktober. Da jeg skulle lave morgenkaffe, og kiggede ud af vinduet, gik folk med huer og vinterfrakker. Det blev første gang på vores tur, at de lange rør, og ærmer blev fundet frem.

Formiddagen bød på den flotteste kørsel i Østrig. Godt middag kørte vi ind i Tyskland ved Passau, så nu går det op gennem Tyskland og før vi får set os om, holder vi på Månedalen. Glæder os til at se jer alle.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Lake Shokodra til Vlore

Det var nu blevet søndag den 29. september. Vi havde konstateret, at badning i søen var ikke en mulighed, (vandet så ikke indbydende ud), så vi snuppede den udvidede morgenmad med bacon, pølser, æg m.v. Efter morgenmaden vaskede jeg lidt tøj. I vaskerummet stod jeg ved siden af en ung mand fra Düsseldorf. Vi snakkede lidt sammen. Han skulle ligesom os, længere sydpå i Albanien. Herfra  ville han sejle til Grækenland. Da jeg senere skulle op og bade, så jeg at hans tøj hang til tørre på en cykel. De var to gutter, der havde taget turen fra Düsseldorf på cykler, og de havde været på rigtig mange af de campingpladser, som vi også havde besøgt. Det var ikke så meget kilometerne der gjorde noget, sagde han. Det var mere de mange stigninger. Jeg fik investeret i en lille bog om Albanien og omegnen omkring Shkodra. Der var bl.a. en opfordring til at benytte toget som transportmiddel, for at sætte sig ind i, hvordan man transporterede sig i Albanien før 1990’erne, hvor det blev tilladt med privat bilisme. Der stod også, at den første campingplads i Albanien var startet af et par hollændere, der var flyttet til Albanien i 1994 med deres tre børn.

Om eftermiddagen hang vi ud på pladsens bar. Den havde den flotteste beliggenhed i første parket til søen. Svend fik drukket en hel liter øl, og jeg drak ½ flaske vin. Regningen lød på 7 EUR i alt. Vi spiste senere aftensmad samme sted. Vi bestilte en albansk salat, bruschetta, et fad mixed fisk og skaldyr for to personer, 1 liter hvidvin. Efter maden fik vi to kopper kaffe og en brandy. For alle disse herligheder lød den samlede regning på 33.60 EUR. fantastiske priser. De taler ikke til mådehold.

Mandag havde vi besluttet at tage den lokale bus ind til byen Shkodra (ca. 7 km. fra pladsen), men absolut ikke cykelvenlige veje. I receptionen sagde de, at vi bare skulle gå ud til vejen, ad en grusvej på ca. 1,5 km.) Når bussen kom, skulle vi vinke, så det gjorde vi. Chaufføren tog vel imod os og han fik de 100 ALL, turen kostede (6 danske kroner for begge). Da vi blev sat af inde i byen, gjorde de meget for at vi skulle forstå, hvor vi skulle samles op, når vi ville hjem igen. Bussen kørte en gang i timen. Som vi havde gættet, da vi kørte med vores autocamper gennem byen, var alt ude af kontrol. Det vrimlede med løse hunde, cykler, knallerter, gående og biler i et mylder uden den hensyntagen vi er vant til. Havde man et ærinde i en forretning, eller skulle man snakke med en eller anden, sprang man bare ud af  bilen og lod bil være bil. To på en cykel eller knallert var også almindeligt, og vi så ikke en eneste cykel- eller knallerthjelm. Da vi havde været rundt i byen, snakkede vi om en let frokost. Ikke så meget fordi vi var sultne, mere for at smage noget lokalt. I en gade, hvor de vist kun solgte brugt værktøj, hjullejer, bolte m.v. viste et skilt restaurant. Det fulgte vi, men vi havde faktisk opgivet, og var ved at vende, da en af de handlende kunne se på os, hvad vi søgte. Vi skilte os virkelig ud fra mængden i vores shorts og bare arme. Manden signalerede, at vi skulle fortsætte ind i gården, og han gned sig på maven for at vise, at vi kunne få mad. Ganske rigtigt lå der et spisehus inde bag ved. Der var en tjener på stedet, der kunne en smule engelsk. Menukort og den slags fandtes ikke. Så da han hørte, at vi gerne ville smage noget lokalt var han tilfreds. Vi fik noget gullasch lignende i en temmelig krydret sovs, to gange kartofler og hvidløgsbrød. Hertil en stor øl og et glas vin (indrømmes hvis han var kommet med et glas vin mere, havde jeg absolut ikke kunnet drikke mere). Regningen lød for det hele 63,70 kr. omregnet til gode danske kroner. Vi gik ned hvor vi regnede med, at vi skulle samles op af bussen. Da bussen kom i den modsatte retning, vinkede chaufføren over til os, at han havde set os. Vi blev samlet op i farten i en tumult uden lige. Det var en rigtig sjov dag for os.

Tirsdag den 1. oktober havde vi bestilt en hel dags udflugt. Den indbefattede transport, båd udflugt og frokost. Vi havde ikke rigtig sat os ind i, hvad vi skulle se, men vi vidste at dagen bød på en del kørsel i bjergene. Da vi mønstrede om morgenen, blev vi sendt tilbage til vores vogn efter mere tøj. Pigen der passede receptionen, sagde at der var megen vind i bjergene. Vi var 6 personer der skulle med fra pladsen. 2 mere stod på inden Shokodra. Det var 2 medarbejdere fra tysk tv. De tog rundt i verden, og lavede programmer med anderledes rejseoplevelser. Så vi kommer med i en udsendelse først i december. De første godt to timer kørte vi op i bjergene ad nogle forskrækkelige veje, man må sige at chaufføren kendte vejen, så han kørte både i højre og venstre side, for at undgå de værste huller. Der var løst gående høns, geder, køer, heste, grise, hunde m.v. Efter et par timer holdt vi ved et lille slæbested. Her steg vi på et ældre fartøj. Jeg bemærkede, at vi havde rigtig mange løg, vandmeloner m.v. med ombord. I et par timer sejlede vi på søer og floder. Efter et par timer, trak de to mand, der sejlede os båden op på et stenrev. Nu skulle vi ud og gå. Det gik over sten, men også over vand, så vi fik våde bukser. Da vi havde gået et stykke, lå der en mindre båd. Den kunne ikke rumme os alle, men de to mand trak af sted med båden, og trak os over, hvor vandet var højest. Der var absolut ingen huse, eller andre mennesker. De medbragte fødevarer slæbte de to mand med til båd nummer to. Jeg sagde til Svend. De tænder sgu nok et bål på stranden på et tidspunkt, og så skal vi selv lave frokost. Efter vi havde forceret flere vandløb, dukkede som skudt op af intet et ”øko-hotel”. Det var bådførerens. Den eneste mulighed for at komme dertil, var den vej vi havde sejlet. Vi kunne købe øl, vand eller vin. De spurgte, om vi ville have fisk eller kød. Efter en times tid blev vi bænket på det hyggeligste sted. Traktementet bestod af suppe, kød, salat, ost og polenta. Desserten var vandmelon. Efter et par timer blev vi bragt samme vej tilbage til slæbestedet. Her holdt bussen og samlede os op. Kl. 19.00 var vi tilbage på campingpladsen efter en herlig dag.

Dagen efter, onsdag den 2. oktober forlod vi pladsen ved søen. Der skulle gerne købes ind, men det vrimlede ikke med supermarkeder. Da vi omsider fandt et, havde de hverken frugt, grønt, fisk eller kød. Vi tænkte, at vi måtte stoppe ved en bod og købe grønt ved vejen. Det lykkedes ikke. Vi havde plottet pladsen Kamping pa emer ind på gps’en og fulgte anvisningen. Det gik ikke så godt i første omgang. Da vi blev klar over, at den var gal, holdt vi på en grusvej med diverse løst gående dyr. På et tidspunkt kom en mand kørende med en hestevogn. På ladet stod en levende gris. Kareten blev vendt, og vi fandt den ”rigtige”  vej til pladsen. En smule bedre, men bestemt meget ringe.

På pladsen Kamping pa emer kom vi til at ligge ved siden af et par østrigere. De ledte vores tanker hen sidst i tresserne. Deres scooter var prydet med et stort billede af Che. Tiden var også gået i stå med hensyn til deres musiksmag. De spillede noget indisk musik. Det lød, som når man hiver en kat i halen. Det var i hvert fald den slags musik, man sad på jorden i skrædderstilling og spillede i tresserne. Hensynsfulde var de som bare pokker. De kom på skift og spurgte, om deres musik forstyrrede os. Vi er ikke så lette at forstyrre, så vi svarede pænt nej. Vi havde handlet i en forretning på vejen til pladsen. Selv om den kaldte sig et marked, havde de desværre hverken frugt eller grønt, ej heller kød eller fisk. Langs vejen sad der mange med forskellige ting de ville sælge, så vi blev enige om, at det nok var der folk handlede. Med hensyn til kødvarer, så jeg nogle meget små forretninger, hvor der hang dyr på kroge. Min vurdering var, at det ville blive svært at forklare, hvilket dyr og hvilken del af dyret, vi gerne ville købe. De færreste talte engelsk. Da vi om eftermiddagen sad ved vores vogn, kom der en ”grønthandler” forbi. En gammel kone med en trillebør ned grønsager. Hun solgte også raki på vandflasker. Jeg var fristet til at købe en flaske til at byde morgen baderne, men Svend mente ikke, jeg skulle løbe risikoen, hvis det var noget man kunne blive blind af. Der var kun WiiFi på en lille ø ud for pladsen. Fra stranden gik en bro derud. Vandet var lavt inde ved stranden. Jeg fandt på, at jeg ville svømme fra øen og ind til vores vogn. Det var en blandet oplevelse. Bunden var ulækker, hvor jeg gik i, så jeg svømmede indad. Da jeg havde svømmet lidt, ville jeg lige afprøve om bundforholdene var blevet bedre? Nu kunne jeg ikke bunde. Meget kort efter havde jeg vand til knæene, og bunden var ok.

Vi spiste fisk på pladsen om aftenen. Valget var fisk eller kød, og mutter lavede maden til os. Intet tilbehør.

Vi forlod pladsen Pa Emer den 3. oktober. Inden vi kørte, var vi lige ude og tjekke vores beskeder. Bente havde skrevet, at hun var blevet forældreløs. Vi snakkede også lige med Jacob.

Når vi kører på vejene, sidder der alle steder folk og sælger noget. På lange stræk kan det være grønsager, så veksler det måske til honning eller noget helt andet. Denne dag sad der med meget kort mellemrum folk og solgte grillede majs. Vi fandt ingen slagter, så vi måtte ty til at købe nogle frosne kyllingelår, som vi grillede om aftenen på pladsen i Vlore. Igen havde vi et frygteligt tordenvejr om natten. Det rungede godt i bjergene. I morges havde vi ingen strøm på pladsen.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Kotor til Shokodra

Søndag den 22. september skal Anne fejres, så dagen var ikke gammel, da vi ringede og lykønskede hende. Igen kom bagerdamen forbi vognen meget kort tid før den ”rigtige bager” kom. Der kom også en vogn med åbent bagagerum. Manden ville gerne sælge slivovits til os. Igen et afslag, det er prøvet.

Vi kørt ca. 10 km. baglæns for at tage færgen over Kotor bugten. På færgen var der rigtig mange forskellige kendingsbogstaver på bilerne. Vi tror, vi sparede rigtig megen tid, da vi jo på vores bustur til Kotor, oplevede at der var megen trafik. Motoren på færgen larmede, så man overhovedet ikke kunne snakke sammen. Vi savnede en del ting af det der fylder i vognen, og lige før Budva, fandt vi et sted, hvor vi kunne købe det hele, så nu er lageret fyldt op. Håber dog snart at finde en rigtig god fiskehandler. Da vi kørte i indkøbscentret viste thermometret 30 grader. Nogle gange fylder vi lidt meget i forhold til længden af parkerings båse ved indkøbs centre. Men der stod en rigtig venlig russer, og vinkede os så langt tilbage som muligt i forhold til båsen. Han smilede, og han havde åbenbart megen lyst til at se vores vogn indvendig, så det gjorde han lige. Vi oplevede, at denne dag bød på langt færre autocampere på vejene end vi hidtil har mødt. Vi kørte til  Camping Maslina nær Petrovac. Efter en skinkesandwich og en forfriskning gik vi ad en sti til vandet.

Der blev advaret mod slanger ved pladsens toiletter, og også på stien der førte ned til stranden. Skiltet viste, at der var fire arter, men til alt held var det kun de tre af dem der var giftige, så dem håbede vi dælme ikke at møde.

Vandet var skønt. Om aftenen havde vi gang i grillen.

Mandag den 23. september. Internetforbindelsen rakte ikke ned til vores vogn, så fra morgenstunden gik  vi mod receptionen, så vi kunne lave en Facetime og gratulerer Jacob med de 45 år.

Vi havde satset på at vaske et par maskiner tøj på pladsen, men det støvregnede fra morgenstunden, så det blev opgivet. Hav badet ville vi dog ikke gå glip af.

Ingen telefon, og ingen net forbindelse. Det er da godt man passer på sine ting. Så Politikkens Turen går til Jugoslavien årgang 1983 blev studeret vedrørende næste destination i Montenegro.

Da vi sad ved morgenmaden, tog uvejret fart. Det høvlede ned og tordnede også. Ved middagstid lignede pladsen et stort mudderbad. Jeg var rigtig glad for, at jeg ikke havde fået gang i vaskemaskinerne. Bortset fra en lille gåtur om eftermiddagen, da der var en pause i regnen, fordrev vi dagen inde med bøger og spil.

Tirsdag den 24. september. Natten til tirsdag regnede det også igennem. Om morgenen gik vi gennem pladsen for at hoppe i havet. Projektet måtte opgives, fordi havet var oprevet, og der var så store bølger, at vi vurderede, det ville være uforsvarligt at hoppe i. Svend fik fat i nogle brædder, så vi kunne smide skoene, der var godt mudrede inden vi hoppede ind i vognen. Om formiddagen klarede det op, og det værste mudder blev vasket af grillen, borde, stole o.s.v.

Vi var på en længere gåtur, via en sti over et bjerg, ind til byen Petrovac. Vi spiste en omelet i byen, inden turen gik tilbage over bakketoppen. En super flot tur.

Næste dag lykkedes det, at komme i vandet, men det begyndte igen at regne. Heldigvis havde vi pakket sammen, så Svend røg bare ud og koblede strømmen fra vognen.

Vi ønskede så meget rengøring, da vi kom til næste plads.

Undervejs skulle vi ind og handle, så da vi så et supermarked, drejede vi ind. Vi måtte lidt over langs bygningen, for at vi kunne holde. Inden Svend havde drejet nøglen i bilen, sagde jeg til ham, at nu kommer der éen der vil sælge noget til os. Ganske rigtigt stod der en mand, og viftede med et sæt knive. Dem har vi masser af, så vi afviste det gode tilbud. Vi fandt en indkøbsvogn, og gik ind i forretningen. Et eller andet gjorde, at Svend sagde, at han havde mere lyst til at sidde i vognen og læse, mens jeg handlede. Han var ikke helt tryg ved foretagendet. Forretningen havde alle ting i meget store mængder. Bl.a. ville jeg gerne købe lidt hvid vineddike. Men de stod i 5 liter flasker, ketchup i spande o.s.v. Der var en slagter, og hans kød så rigtig godt ud, så der blev handlet kød og også en kylling.  Alt var monster billigt, godt 2 EUR for en stor frisk kylling. En rigtig fin bøf til os hver til 3 EUR. Imponerende.

Lidt i 12 ankom vi til Safari Beach Camping. Vi fandt en super beliggende plads i første parket til en fin sandstrand. I alt 12 km strand. Så skulle der vaskes, så jeg gik op for at købe vaskemønter. Øv, bøv pladsen havde middagslukket. Det havde jeg ikke lige set. Da jeg kom derop efter middagslukningen, var vaskehuset optaget, og der var kun 1 vaskemaskine. Efter flere forsøg på at kapre vaskehuset lykkedes det, sidste på dagen at få købt mønter og få nøglen til vaskehuset.

Så blev der slået i gang. Tre maskiner samt lidt håndvask blev det til, og vi afleverede nøglen næste morgen.

Der var mange løse hunde, både på pladsen og på stranden, og selvfølgelig også et hav af de små tynde katte.

Næste dag blev vognen ordnet, så nu var der ren røv at trutte i igen. Vi satte os lige for at slappe af, inden vi ville ud og cykle. Så ankom der et par nye ”naboer” et par super søde slovenere. Vi bød dem på en velkomst øl. De var venlige, og vi snakkede en del med dem. Da de begyndte at pakke ud, cyklede vi ind til den nærmeste by. Det viste sig at være noget af en rodet affære. Undervejs gjorde vi lidt afstikkere ned til stranden, for at se de forskellige strande.

Den 27. september cyklede vi den modsatte vej fra campingpladsen, igen til en lille by. Vi skulle have en par småting hos en købmand (håbede at finde en grydeske). Da vi kom ud igen, var der nærmest, som skudt op af jorden, fire meget små børn, der tiggede. Ikke rart. Den ældste af dem var ca. på Humles alder. Og de var meget vanskelige at ryste af os.

Sent om eftermiddagen kom vores nabo til den anden side, for at fortælle os, at vi skulle tage hen til en bestemt restaurant og spise. Så tænkte han, at der nok var for langt for os at cykle (vi havde næsten været derude), men det undlod vi, at fortælle. Han syntes, vi skulle tage hans motorcykel og køre derud og spise vores aftensmad. Da han gik sad vi og snakkede om, hvor venlige alle de folk vi møder, tænkte vi. Hvis bare hele verden var sådan, var der helt sikkert ingen krig og elendighed.

Lørdag startede vi med et havbad. Kl. 9.20 forlod vi Safari Beach. Vi skulle tanke, da vi forlod pladsen, og det er da temmelig sjældent man kommer ind på en tank med en ”tankpasser”, men den gjorde vi. Vi fik samtidig handlet ind til de næste fire til fem dage. Det tog godt nok lang tid at komme over grænsen til Albanien, fandt aldrig ud af hvorfor. Det første der mødte os i Albanien var tiggere fra ca. to år og opefter. Vi havde tænkt vi skulle have fat nogle LEK når vi passerede grænsen. Dem kan vi ikke købe hjemmefra. Jeg opgave foretagende, ikke fordi jeg var utryg, men fordi jeg ikke igen, ville have den lidelse at se små børn der skulle tigge. Vi kom forbi et vejarbejde, trafikken blev standset, fordi der kom et ”halal pizzabud” med frokost til vejarbejderne. Vi kørte igennem Shkodra, en meget stor by, fuldstændig ude af kontrol. Kunne selvfølgelig ikke standse dér, men vi håber så meget vi kommer derind med taxa på mandag. God week-end til jer alle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Trogir til Kotorbugten

Vi landede på Camping Blagaj midt på eftermiddagen søndag den 15. september. Vi var edderspændte på, om vi kunne huske at komme dertil. Der er ingen vejnavne, da stedet ikke er optegnet med veje, men vi vidste fra vi var der i 2017, at det var ca. 10 km fra Mostar, og ned til floden. Vi kom rigtig godt frem, og indrømmes skal det, at pladsen ikke vælges på grund af faciliteterne. De rækker næppe til bare en enkelt lille stjerne, men det er de allersødeste mennesker. To generationer, og den yngste på alder med vores børn. Det er børn der er opvokset i krig, men har så meget at give. Det er da tankevækkende.

Vi sagde, at vi havde været på pladsen før, så vi behøvede jo ikke nogen egentlig rundvisning. Derfor gik de direkte til indskrivningen. De fik vores pas, og vi blev plantet ned til floden. De spurgte, hvad vi ønskede at drikke. Svend fik en halv liter øl, og jeg fik et glas vin. Så kom de med et bugnende frugt fad og to stykker kage. Da vi sad og slog mave, kom de med endnu en genstand til os hver. De ville lige spørge, om vi kunne huske, hvad vi betalte, da vi var der sidst. Det kunne vi selvfølgelig ikke huske. Så spurgte pigen, om vi syntes 15 EUR med alt pr. døgn var ok. Vi kunne ikke andet, end at slå til. Aftensmaden blev nydt på deres spisested. Vi fik grillet kalvekød med pommes og salat. Det dyreste på spisekortet til den svimlende sum af 7 EUR.

Mandag den 16. september startede vi begge med et koldt brusebad, ingen varm vand i bruseren.

Manden kom med fødselsdagsgaven. Det var en liter olivenolie købt på pladsen. Noget var vist gået galt for ham? Jeg tænkte, at han da var havnet lidt langt væk fra hvad han plejer at spendere. Jeg husker,  at han sidste år havde medbragt lidt lækkert lingeri fra Bella, da jeg blev fejret i det spanske thi hi.

Svend var et smut nede og kigge ved floden, derned kommer man igennem deres udendørs bar. Intet var pakket væk eller låst inde, spiritus, vin m.v. stod bare fremme. Det er da noget af en tillidssag på en plads med mange fremmede nationaliteter. En noget anden tankegang, end når man mødes af Inger Støjbergs blå blink ved den danske grænse.

Jeg havde inviteret på brunch. Desværre blev den spist inde i vognen. Vi havde glemt at sætte stolene ind aftenen før, så de var monster våde af dug. Cyklerne blev spændt af, og vi havde en lang, og alle tiders cykeltur. Man ser virkelig krigens rædsler, når man cykler inde i landet. Der er stadig rigtig mange sønderbombede huse, der ikke er genopbygget. Vi sejlede også ind i en grotte ved byen Blagaj, og havde et par passende pitstop på naturskønne perler under vejs.

Aftensmåltidet blev indtaget ved floden. Fødselsdagsmiddagen var mix grill. Denne ret kostede 5 EUR.

Tirsdag den 17. september tog vi det roligt fra morgenstunden, læste lidt og slappede af på pladsen. Da det blev lidt for varmt, tog vi cyklerne og cyklede ind langs floden. Det sidste pitstop vi lavede dagen før, var på et så hyggeligt sted, at vi meget gerne ville have lidt sen frokost der. Først kørte vi lidt længere ud, og var inde hos en ”vinbonde”. Det var da godt nok ikke det største og mest prangende Chateau vi har været på,  men smadder sjovt. Han kunne hverken det ene eller andet sprogmæssigt. Hans ca. 10 årige datter, der med garanti lige var startet på at lære engelsk, sagde my name is, og så troede faderen vist, at hun var tolk. Vi tog lidt billeder på stedet, og selvfølgelig kom vi derfra med to flasker meget lokal vin. På vej tilbage til pladsen spiste vi på det meget hyggelige sted, hvor vi stoppede dagen før. Her sad vi på en terrasse ude i floden. Vi fik to gange kalvekotelet med kartofler og salat. Og den ene af os måtte også have en skopska salat. Hertil fik vi en kvart liter rødvin, og en kvart liter hvidvin. Den samlede regning blev ca. 160 kr. Vi syntes det var både hyggeligt, billigt og godt.

Tilbage ved vognen satte vi os og læste lidt. Efter en halv times tid kom de fra baren med to store stykker kage, et bugnende frugtfad og to halve liter øl. Det var på husets regning sagde de. Vi havde lige snakket om, at gå ned til floden og sidde og læse. Det gjorde vi så, ”problemet” på den plads, som vi er meget glade for er, at vi rigtig gerne vil give dem lidt drikkepenge, men det er meget svært, for så kommer de med en kop kaffe eller noget andet.

Onsdag den 18. september var det afregningen og afskedens time på Blagaj. ”Indskrivningen” er ikke som andre steder, og de kunne da heller ikke finde os i bogen. Så vi blev spurgt, hvilken aftale vi lavede fra start. Det var jo 15 eur pr. døgn, så det skulle vi betale. Vi gav 50 og sagde, at det var så godt. Ikke engang det kunne vi få lov til. De gave os et flaske vin med. Vi tænker måske også egen avl? For den er uden etikette eller andet. Den kommer med på Månedalen, og skal nydes i en speciel anledning med tanke på de søde mennesker.

Fra Blagaj kørte vi til Ston. Vi har tidligere været på pladsen, så vi vidste godt, at vi kun skulle have en nat på stedet. Der er ikke rigtig noget vi kan cykle til, men her er den fineste strand og ikke mindst, oppe over pladsen ligger et spisested, med den flotteste udsigt over bugten og campingpladsen. Jeg havde hjemmefra inviteret Svend på fødselsdagsmiddag netop dér. Man ringer nede fra stranden, så kommer de og henter kunderne i en bil. Helt sikkert en ”ryger bil”.

Da vi vendte tilbage til pladsen efter det helt store fiskefad, opdagede vi, at vi holdt ved siden af en dansk campingvogn.

Næste morgen hilste vi venligt på naboerne. Det var et par rare fynboere. Da de hørte vi kom fra Hundested, var de helt oppe og ringe. Der boede deres datter, svigersøn og børnebørn. Det viste sig at være Stine fra The Old Coffee Shops forældre. Som om det ikke var nok. Da vi senere snakkede med Sara, viste det sig at Chili går i klasse med deres barnebarn Elias. For øvrigt hed deres anden, og yngre datter der var med dem i Ston Sara. Og Stine og Christoffer har også en datter der hedder Chili, som også går på Hundested Skole. Verden er nogen gange lille.

Sara kunne fortælle, at der nu var håndværkere på Månedalen, så vi håber det rykker, inden vi kommer hjem. Vi kørte ind i Montenegro i et monster regnvejr. Kl. 14.00 kørte vi ind på Camping Naluka i Kotor bugten. Svend tog tøjet af og badebukserne på, da han var ude og sætte strøm på vognen.

Vi fik en ønskeplads i første parket til floden. Det var svært at finde indkøbsmuligheder på vej til campingpladsen i Morinj nær Kotor. Derfor satsede vi på, at der ville være en forretning, når vi kom frem. Vi kunne købe masser af grønt, men ingen kød eller fisk, så jeg måtte finde ”krise reserverne” frem. Lidt frosne rester kød i tomatsovs med pasta, smager jo også godt.

Næste dag (det var blevet den 20. september), da jeg var på vej i bad, kom en gammel kone forbi. Hun udgav sig for, at være bageren. Vi mente at de havde sagt, at der ville komme en bager forbi, så selvfølgelig købte vi to monster søde kager af hende. Det var det eneste produkt hun solgte. Hun sprøjtede dem, og spurgte om det skulle være chokolade eller marmelade. Svends umiddelbare mistanke var, at hun lagde vejen forbi en halv time før den ”rigtige bager kom”. Det viste sig dagen efter at holde stik. Rævepelsen kom forbi og ville sælge, men vi skulle ikke have mere sukkerkage. En halv time efter kom den rigtige bager med et stort udvalg thi hi.

Til alt held besluttede vi at tage lokal bussen ind til Kotor. Vi kunne ikke cykle derind, og hvis vi var kørt ind i camperen, havde vi ikke fået set byen, da det ikke ville være muligt at parkere nær byen. Det er en rigtig turist magnet. En meget smuk gammel by, så pænt beliggende med bjerge, ved Adriaterhavet.

Hjemme igen kom grillen frem. Det bliver lidt tidligt mørkt, så vi trak i vognen, og tog et spil kort. Midt i spillet rejser Svend sig, og så røg det mig ud af munden, hvor skal du hen? Han begyndte at grine, hvor tror du? Vi har knap 2 kvm i midtergangen, så køkkenbord, køleskab eller toilet er muligheden. Han løber selvfølgelig ikke så langt væk.

I dag er det lørdag den 21. september. Vi har besluttet at vi bliver på denne skønne plads ved floden. I morgen kører vi lidt ”baglæns”. Vi har besluttet at tage en færge over på den anden side af Kotor bugten. Efter busturen i går, vil vi gerne undgå at skulle hele vejen ind i bugten med dens skræmmende trafik.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Krk til Trogir

 

Søndag den 8. september startede Svend sæsonen som morgenbader. Vi var på øen Krk, og som sædvanlig nød han det, da han kom i gang. Mens vi sad og hang over morgen kaffen, kom der en lille Fiat ind på pladsen foran os. Svend bemærkede, at det var da en meget lille camper. Han sagde også at det da ville blive vanskeligt for dem at slå et telt op i den stenede jord. De kørte så væk igen. Ca. et kvarter senere kom de tilbage. Det viste sig, at de havde den lille Fiat med i deres monster store autocamper. Så ingen problemer med at slå pløkke i.

Vi blev på pladsen om formiddagen i forventning om, at der kom en fiske bil forbi ved 10.30 tiden. Den måtte vi kigge langt efter. De sagde i receptionen, at det skyldes dårligt vejr. Det havde vi svært ved at få øje på.

Da fiske bilen ikke kom tog vi en cykeltur langs vandet ind til en by, der lå meget højt på et bjerg. Vi parkerede ved havnen, og gik op til byen. Her begyndte det at regne, så vi satte os på en lille bar for at vente på, at regnvejret drev over. Ikke overraskende fik Svend en stor øl, og jeg fik et glas hvidvin. Da vi skulle afregne, sad Svend og viftede med EURO. Jeg sagde, at dem der tror jeg da ikke, du kommer langt med her. Ganske rigtigt kunne vi ikke afregne med EURO. De tog heller ikke imod kort, Derfor gik Svend til en automat og fik fat i nogle kuronaer. Det skal man ikke, så hellere gå til et vekslekontor og veksle EURO. På hjemvejen sad vi og nød livet på en lille havn.

Mandag den 9. september kørte vi fra Krk, og kursen blev sat mod Plitvicka Jezera naturpark. Undervejs var vi inde og handle i Spar. På vejen op over bjergene kunne vi godt se, at folk ikke havde været helt gode venner i 90-erne. Adskillige af husene havde stadig skudhuller. Vi havnede om eftermiddagen på en campingplads ca. 10 km. fra parken.

Tirsdag stod vi op til en kold morgen. Udendørs temperaturen viste 10 grader, og vi havde 14 grader i bilen. Vi stod tidligt op, fordi vi vidste at der kunne være kødannelser til parken. Derfor tjekkede vi ud fra campingpladsen, da de åbnede kl. 7.00. Selvfølgelig medbringende en kande kaffe. Vi købte brød og holdt ca. kl. 07.30 ved Plitvicka Jezera. Vi fandt en parkeringsplads, og fik købt billetter, men selv så tidligt om morgenen stod folk i kø til billetter. Det blev en enestående dag i den flotteste naturpark man kan forestille sig. Vi var der også i 2017, men i øsende regn, så der var en verden til forskel. Da vi forlod parken kørte vi til Santo ved kysten nær Zadar. Der var run på indtjekningen, og man holdt i en tjek ind kø. Vi gik i receptionen, og bad om en plads så tæt på havet som muligt. Der blev skrevet 5-6 pladser vi kunne kigge på. Foran os holdt et tysk par. De skændtes så det bragede, mens de gik derned ad. Hun ville finde plads, og han ville have fjernet camperen. Vi udpegede lynhurtigt en plads, og gik tilbage til receptionen og tjekkede ind på plads 46. Der gik lidt tid inden vi kunne komme fra receptionen. De tyske kamphaner var ikke vendt tilbage, og der holdt flere vogntog bag os. Der kom en ung mand, som holdt bag os, da han havde bakket ud, kunne vi også komme fri af køen. Da vi kom ned til plads 46, var den optaget. Et tysk par var ved at rikke an. Vi gik ud og sagde, at den plads havde vi fået. Svend viste dem også indtjekningen fra receptionen. Konen blev stiktosset, sagde noget grimt (Maude agtigt), og gik i vognen. Nu kom manden ud, Svend viste også ham vores reservation, og Svend sagde, at så måtte han gå tilbage til receptionen og snakke med dem. Jeg blev ved bilen, vi holdt ikke så praktisk parkeret. Da begge mænd var gået mod receptionen, kom fruen timmeren hen og ville til at diskutere med mig. Det syntes jeg ikke gav nogen mening, så jeg fik andre gøremål, og hun blev tosset. Hun begyndte at ligge tæppe foran deres vogn, hundens madskåle og hund kom også ud. Jeg fik kigget ud af vores siderude,  og så at alle omkring os fulgte optrinnet. Efter en halv times tid kom mændene tilbage. Jeg behøvede ikke spørge, hvem der havde pladsen. Det fremgik af deres ansigtsudtryk. Tyskeren lignede et torden vejr, Svend havde smil på læben. Tre i receptionen sagde, at det var vores plads, og det ville den anden stadig ikke godtage. Så både han og fruen bandede, mens de pakkede sammen. Det skabte moro hos alle de andre campister, så der var mange til at vinke os ind på pladsen.

Onsdag den 11. september startede med et dejligt hav bad. Nu skulle der vaskes tøj, så vi cyklede mod vaskehuset. Undervejs mødte vi tyskeren fra dagen før. Han havde stadig bæ mund på, så da vi venligt hilste god morgen, blev hilsenen ikke gengældt.

Da vasketøjet var hængt til tørre, kørte vi en tur ind til byen Nin. Vi fik set byen og handlet på hjemvejen. Da vi kom hjem, blev der badet.

Næste dag lagde jeg ud med, at ville lave lidt forberedelser til aftensmaden. Vi skulle have lammeskank og bl.a. humus som tilbehør. Den gik helt galt, skanken blev lagt i marinade, intet problem. Men da jeg skulle bruge stavblenderen til humus fløj det til alle sider. Pludselig manglede jeg også en knap på blenderen. Jeg kunne ikke finde den, Svend mente han måske havde set den i opvasken. Smagte på humusen (den smagte ikke af plastik), men ikke mere hjemmelavet humus på denne tur.

Sara havde været på Månedalen, og hun sendte billeder fra vores kælder, der var  blevet tømt, med henblik på at bringe den i stand efter stormfloden den 10. august. Vi har jo nærmest kun sandaler med, så det bliver spændende, hvor vi har fodtøj m.v. når vi vender hjem fra vores tur thi – hi. Vi gik en tur på pladsen, der var mega stor, og vi cyklede også hen og handlede. Da vi kom tilbage, lavede jeg en kande sangria.  Der har på det seneste været skrevet meget om at man skal  passe på med at bruge gamle ferie ”souvenirs” i form af keramik til mad og drikkevarer. Ærlig talt tror jeg på, at der er noget galt med glaseringen. Kanden er købt i Le Lavandou i Frankrig på et marked. Den har fulgt os i rigtig mange år, og man kan virkelig godt blive ør i hovedet, når man bruger den til drikkevarer.

Den 13. september slog vi lejren ned. Næste mål var Trogir, og vi landede på pladsen først på eftermiddagen middagen. Det var en lille plads, med en super beliggenhed og med det herligste badevand.

Lørdag var vi rimeligt tidligt oppe. Kl. 9.00 stod vi ved en taxi, der skulle bringe os ti Trogir. Det kostede den nette sum af 20 kr. at blive sejlet, den lille halve time det tog til Trogir. Det er en ualmindelig smuk gammel by, så vi brugte nogle timer i byen.

Vi havde fået brugt ressourcerne op, så vi valgte at spise sen frokost på campingpladsen ved vidende, at vi nok ikke skulle grille eller lave mad i Bosnien. (Vi har været på pladsen tidligere, og vi ved at de laver, både god og vanvittig billig mad på pladsen) så vi vil simpelthen ikke være andet bekendt end at støtte dem, og købe vores mad af dem.

Ok sætter os på restauranten på campingpladsen i Trogir,  klar til bestilling. Only Cash, Oh my good. Til receptionen. Kan I veksle. Nej sagde de, du skal gå ud af indgangen til højre og finde den næste bager. To bugte og nogle strande senere fandt jeg vekseleren, og fik velslet nogle EURO til Kuna. Jeg ringede til Svend og sagde, at jeg befandt mig meget langt væk, så han skulle ikke bestille mad til mig, før jeg kom tilbage. Bæstet havde selvfølgelig allerede bestilt en kande vin. Han sagde, at jeg var væk en times tid. Tjeneren havde sagt til Svend, at hvis jeg var drejet til venstre ved receptionen, havde jeg mødt en pengeautomat efter 100 meter. Men vi fik et fad med de skønneste fisk, så det var turen værd.

I dag (søndag den 15. september) kører vi videre til Bosnien, hvilket betyder, at vi ikke vil have tændt mobilerne i et stykke tid.

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Hundested til Krk

  

Lørdag den 31. august var vi inviteret til Birthes 70 års fødselsdag i Strandjægernes klubhus.

Camperen var pakket og kl. 12.10 kørte vi fra Månedalen. På vej til havnen, hørte vi i radioen, at Lars Løkke havde trukket sig som formand for venstre.

Efter en særdeles veloverstået fødselsdag sov vi i vognen. Næste dag kørte vi rundt bageren og Rema. Næste stop var Fleggaard for lidt grænsehandel. Forretningen var stoppet til bristepunktet, folk mente, det var fordi det var den 1. i måneden, og fordi det var søndag. Vores tålmodighed kom på prøve. Fra vi forlod Fleggaard og til vi holdt for natten, var det kø kørsel. Senere fik vi at vide, at industriferien sluttede i Hamburg denne dag. Sidst på dagen fandt vi en plads på Park4night, smukt beliggende ved en sø, ca. 45 km. nord for Hannover. Vi havde rykket 618 km. i løbet af dagen. Vi smurte os et par gode madder og slappede af.

Mandag gled trafikken livligt, og ved 16-tiden kørte vi ind på Furenholzen West, for at tanke og købe vignet til Østrig. Vi var ca. 30 km. nord for München. Svend havde lige nævnt, at koblingen føltes underlig. Det var meningen, at vi ville overnatte på den anden side af München, men sådan gik det ikke. Kupplungen var kaput, og vi kunne ikke køre fra benzin standeren. Vi fik selv trillet bilen til en side, sikkert et morsomt syn med Svend skubbende, og mig chauffør. Efter ca. halvanden time blev vi hentet af et fejeblad. Han havde svært ved at finde et værksted, der kunne tage store køretøjer, så han kørte os til hans eget værksted,  hvor vi muligvis kunne repareres dagen efter. Vi fik lov til at overnattte i camperen. Konen, til manden der kørte fejebladet, havde bagt kage, så vi fik et par stykker kage med ud i vognen.

Om tirsdagen viste det sig desværre, at de ikke kunne fixe bilen, hvor vi holdt. Vi ventede meget længe, uden at der skete en skid, og Svend snakkede med SOS i flere omgange. Først da klokken var ca. 14.00, blev i igen sat på fejebladet, og kørt til en Renault mekaniker på den anden side af München. De tog bilen op på en lift, og der kom et cirka overslag på 2.200 EUR. Samtidig sagde de, at de først kunne udføre reparationen fredag, grundet industriferie. Vi fik strøm på vognen, og blev tilbudt at overnatte uden for deres værksted. Vi tog cyklerne af vognen, og kørte over på en Mexicansk restaurant og spiste. Vi fik rigtig dejlig mad med vin til en god pris.

Vi var enige om, at nu måtte vi se München, når vi ganske uventet var  havnet her. Derfor afleverede vi onsdag morgen en nøgle til camperen samt mit mobilnummer. Så kunne de flytte vores bil, hvis det blev nødvendigt. Det var onsdag, og vi cyklede over til en station. Herfra tog vi toget ind til centrum af München. En togtur på en god halv time. Det var en super fin by med mange flotte gamle huse. Da vi stod på banegården, ringede de fra værkstedet, og sagde at prisen ville blive ca. 2.800 EUR for reparationen. Den måtte lige sluges.

Sidst på dagen returnerede vi til stedet, hvor camperen stod. Vi blev lettere chokerede over, at camperen igen hang på liften, uden forhjul og med opklodsning under motoren. Denne gang uden vi havde mulighed for, at få noget som helst ud af vognen. Vi havde kun hvad vi stod i, korte bukser og bare arme. Ingen toiletartikler, kontaktlinser, batterier til høreapparater, medicin, opladere til mobilen, tøj og pas var også i bilen. Nu måtte vi ud og finde et hotel for natten. Og der måtte investeres i lidt toiletartikler.

Vi fandt et hotel ti minutters cykeltur fra værkstedet. Vi spiste aftens- og morgenmad på hotellet. Dagen efter, torsdag den 5. september var der sølle 14 grader fra morgenstunden, så det var en halvkold fornøjelse med bare arme og ben. Hotelværelser er ikke lige os, så i desperation var vi inde og købe Suduko til Svend, og et tysk mad blad til mig. Vi cyklede lidt omkring, og vi tog også toget to stop ind til Frising. Vi ville ikke bevæge os for langt væk, hvis der blev ringet vedr. bilen. Midt på dagen blev det regnvejr, så vi returnerede til hotellet, og da klokken var ca. 14.00 blev der heldigvis ringet, at bilen var klar. Vi fik afregnet 20.159 kr. Kl. 18.10 holdt vi på Camping Møvenplatz i Chemming, direkte ud til søen.

Om fredagen startede Svend med at ringe til SOS, for at meddele, at vi var kørende igen. Herefter kontaktede han Almindelig Brand, fordi vi var blevet fortalt, at de endnu ikke var i gang med at tørre ud, og renovere på Månedalen. Herefter satte vi kursen mod Slovenien. Vi ankom til Camping Adria midt på eftermiddagen i øsende regn. Så ingen grill – øv, øv, take away.

Pladsen vi var havnet på viste sig lørdag morgen, at være af Tvergaard standard. Meget mørk og meget sigøjner agtig, så efter en gåtur besluttede vi at køre videre. Vi kørte til øen Krk i Kroatien til femstjernet camping, endog med opvaskemaskine, og helt nye sanitære faciliteter. Pladsen lå direkte ud til Adriaterhavet, så der blev hurtigt slået rigtig lejr for første gang på turen. Vi havde handlet undervejs, så grillen kom ud af bagagerummet. Senere i dag kommer der fiske bil til pladsen, så er vældig spændte på hvad de sælger, selvfølgelig skal der grilles fisk i aften. Herligt, her bliver vi nogle dage.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Fra Barcelona til Hundested

På Camping Tres Estrellas, skulle man betale for så mange dage man ønskede, når man ankom. Da vi kom kiggede vi på hinanden, og bestilte tre dage, så den tredje dag, tog vi en slap af dag på pladsen. Vi badede, læste og nød varmen og gik en tur langs stranden. Fra morgenstunden sendte Jacob fotos hjemmefra, hvor jorden var total hvid, fordi det haglede.

Om aftenen sad vi og læste, da det begyndte at dryppe på forruden. Ved siden af os boede nogle spanier. Der var tre børn, fire voksne og en stor hund i en lille campingvogn. De begyndte at pakke sammen. Vi skulle køre næste morgen, så vi røg ud, og på under ti minutter fik vi pakket vores ting ind i bagagerummet, så alt var tørt til næste plads. Aftenen blev fordrevet med spil.

Tirsdag startede vi atter med et havbad. Vi kørte mod Frankrig, og der var rigtig mange ”vejarbejdere” undervejs. Det er godt nok spøjst, når de står i deres lyserøde stiletter samt g-streng og vinker til os. Over grænsen var vi inde og handle. Sidst på dagen holdt vi i Carnet Plage. Efter der var rigget an, gik vi en tur til stranden.

Vi havde ikke spist frokost og grillede derfor lidt tidligt. Inden vi var færdige med at spise, fik vi en ny nabo. Han startede med at ligge nogle grejer på parcellen, og spurgte om vi ville passe på dem lidt. Jo da det ville vi gerne. Da han kom tilbage spurgte han, om han kunne låne lidt strøm af os? Joo da så gerne. Nu så han, at vi havde vin, om han kunne få lidt af det? Joo da —-. Det næste han zoomede sig ind på var vores mad. Nu ville han også gerne have noget af den. Her holdt nabo venligheden altså op. Svend var fast i tandkødet, da han sagde nej.

Det var nu blevet den 26. September, og da jeg vågnede, tænkte jeg, at det var  første nat siden maj måned, at jeg havde haft dynen på det meste af natten. Campingpladsens låge med først åbnet kl. 8.30, så vi fik drukket en del kaffe og læst nyheder, inden vi kunne komme til vandet. Det blev til vandet og ikke i vandet. Der var så høje bølger, at vi ikke turde bade.

Vi cyklede ind til Carnet Plage og by senere på dagen. Her oplevede vi virkelig bølgerne. En sejlbåd var i rigtig alvorlige vanskeligheder. Den sejlede ud af havnen, men kunne slet ikke styre det, så folk der stod og gik på molen var bange for, at båden slog mod molen, bølgerne stod ind over. Han fik vendt skuden, og kom atter ind i havnen. Her lå han og cirklede en del rundt, inden han fik hevet sejlet ned igen. Sidste tøjvask på ferien kom til en side om eftermiddagen.

Sidste indkøb i Frankrig blev gjort næste morgen i en Intermarche tæt på campingpladsen, så nu kan der laves tartiflette m.v. når vi rækker Månedalen. Resten af dagen, stod den på kørsel, og vi ankom til en lille plads i nærheden af Vichy sidste på dagen. Temperaturen viste hele 34 grader. Vi grillede en lakserulle, denne var farseret med kammuslingefars, umiddelbart lyder det super, men jeg er da glad for, at jeg ikke købte en til fryseren.

I flere uger havde vi planlagt, at vi skulle slutte på en bestemt campingplads tæt på Mulhouse. Overhovedet ikke på grund af pladsen, men fordi der meget tæt på ligger en restaurant, hvor man spiser himmelsk. Jeg prøvede at ringe til restauranten for at bestille bord til den 28. september. Desværre gik der en telefonsvarer på.

Vi kunne ikke købe morgenbrød på den lille plads, så vi lavede morgenkaffen, og måtte så finde en bager senere. Det var blevet rigtig koldt, og kun 9 grader fra morgenstunden. I løbet af formiddagen fik jeg fat i restauranten. Øv, bøv. De havde valgt at holde lukket til tirsdag, og da det jo kun var fredag, syntes vi det var for længe at vente.

Vi valgte at køre videre mod nord, vi løb ind i en ulykke omkring Freiburg. Sidst på dagen holdt vi ved Europacamping Sand ca. 60 km fra Karlsruhe.

Der var jo grundet planen om fransk gastronomi ikke købt ind til aftensmaden, så den franske gastronomi blev vekslet til tyske schnitzler på campingpladsen. Ikke helt det samme thi-hi.

Efter morgenkaffen kom vi tidlig fra pladsen. Vi kører nu op gennem Tyskland og endnu en herlig tur laker mod enden. Når først vi rækker op til motorvejen i Tyskland, hvor vi kører nu, savner vi jer alle sammen rigtig meget. Ikke mindst de tre skønne unger. Kalenderen vi får til jul, hænger på væggen i camperen på hele turen, og vi glæder os rigtig meget til at gense dem. Vi har også købt tre fine poser, og mon ikke også der er lidt, vi kan komme i de tre poser. Sidste udgivelse! Vi ses inden længe.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Barcelona til Hundested

På Camping Tres Estrellas, skulle man betale for så mange dage man ønskede, når man ankom. Da vi kom kiggede vi på hinanden, og bestilte tre dage, så den tredje dag, tog vi en slap af dag på pladsen. Vi badede, læste og nød varmen og gik en tur langs stranden. Fra morgenstunden sendte Jacob fotos hjemmefra, hvor jorden var total hvid, fordi det haglede.

Om aftenen sad vi og læste, da det begyndte at dryppe på forruden. Ved siden af os boede nogle spanier. Der var tre børn, fire voksne og en stor hund i en lille campingvogn. De begyndte at pakke sammen. Vi skulle køre næste morgen, så vi røg ud, og på under ti minutter fik vi pakket vores ting ind i bagagerummet, så alt var tørt til næste plads. Aftenen blev fordrevet med spil.

Tirsdag startede vi atter med et havbad. Vi kørte mod Frankrig, og der var rigtig mange ”vejarbejdere” undervejs. Det er godt nok spøjst, når de står i deres lyserøde stiletter samt g-streng og vinker til os. Over grænsen var vi inde og handle. Sidst på dagen holdt vi i Carnet Plage. Efter der var rigget an, gik vi en tur til stranden.

Vi havde ikke spist frokost og grillede derfor lidt tidligt. Inden vi var færdige med at spise, fik vi en ny nabo. Han startede med at ligge nogle grejer på parcellen, og spurgte om vi ville passe på dem lidt. Jo da det ville vi gerne. Da han kom tilbage spurgte han, om han kunne låne lidt strøm af os? Joo da så gerne. Nu så han, at vi havde vin, om han kunne få lidt af det? Joo da —-. Det næste han zoomede sig ind på var vores mad. Nu ville han også gerne have noget af den. Her holdt nabo venligheden altså op. Svend var fast i tandkødet, da han sagde nej.

Det var nu blevet den 26. September, og da jeg vågnede, tænkte jeg, at det var  første nat siden maj måned, at jeg havde haft dynen på det meste af natten. Campingpladsens låge med først åbnet kl. 8.30, så vi fik drukket en del kaffe og læst nyheder, inden vi kunne komme til vandet. Det blev til vandet og ikke i vandet. Der var så høje bølger, at vi ikke turde bade.

Vi cyklede ind til Carnet Plage og by senere på dagen. Her oplevede vi virkelig bølgerne. En sejlbåd var i rigtig alvorlige vanskeligheder. Den sejlede ud af havnen, men kunne slet ikke styre det, så folk der stod og gik på molen var bange for, at båden slog mod molen, bølgerne stod ind over. Han fik vendt skuden, og kom atter ind i havnen. Her lå han og cirklede en del rundt, inden han fik hevet sejlet ned igen. Sidste tøjvask på ferien kom til en side om eftermiddagen.

Sidste indkøb i Frankrig blev gjort næste morgen i en Intermarche tæt på campingpladsen, så nu kan der laves tartiflette m.v. når vi rækker Månedalen. Resten af dagen, stod den på kørsel, og vi ankom til en lille plads i nærheden af Vichy sidste på dagen. Temperaturen viste hele 34 grader. Vi grillede en lakserulle, denne var farseret med kammuslingefars, umiddelbart lyder det super, men jeg er da glad for, at jeg ikke købte en til fryseren.

I flere uger havde vi planlagt, at vi skulle slutte på en bestemt campingplads tæt på Mulhouse. Overhovedet ikke på grund af pladsen, men fordi der meget tæt på ligger en restaurant, hvor man spiser himmelsk. Jeg prøvede at ringe til restauranten for at bestille bord til den 28. september. Desværre gik der en telefonsvarer på.

Vi kunne ikke købe morgenbrød på den lille plads, så vi lavede morgenkaffen, og måtte så finde en bager senere. Det var blevet rigtig koldt, og kun 9 grader fra morgenstunden. I løbet af formiddagen fik jeg fat i restauranten. Øv, bøv. De havde valgt at holde lukket til tirsdag, og da det jo kun var fredag, syntes vi det var for længe at vente.

Vi valgte at køre videre mod nord, vi løb ind i en ulykke omkring Freiburg. Sidst på dagen holdt vi ved Europacamping Sand ca. 60 km fra Karlsruhe.

Der var jo grundet planen om fransk gastronomi ikke købt ind til aftensmaden, så den franske gastronomi blev vekslet til tyske schnitzler på campingpladsen. Ikke helt det samme thi-hi.

Efter morgenkaffen kom vi tidlig fra pladsen. Vi kører nu op gennem Tyskland og endnu en herlig tur laker mod enden. Når først vi rækker op til motorvejen i Tyskland, hvor vi kører nu, savner vi jer alle sammen rigtig meget. Ikke mindst de tre skønne unger. Kalenderen vi får til jul, hænger på væggen i camperen på hele turen, og vi glæder os rigtig meget til at gense dem. Vi har også købt tre fine poser, og mon ikke også der er lidt, vi kan komme i de tre poser. Sidste udgivelse! Vi ses inden længe.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Torre del Mar til syd for Barcelona

  

Min fødselsdag blev om formiddagen brugt meget praktisk. Jeg havde invitret manden på brunch, ved vognen. Efter morgenmaden vaskede jeg tøj og gjorde rent. Dagen før havde vi spottet en dansk campingvogn. Vi havde ikke set danske vogne tidligere på turen siden det franske, hverken i Portugal eller i Spanien. Jeg havde sjov af, at sige hjertelig godmorgen da jeg fik forbi. Søde mennesker, der skulle være af sted et par måneder. De hed Hanne og Jan og kom fra det jyske. Om eftermiddagen ville vi ned og bade igen, igen. Den danske vogn lå ved lågen ned til stranden, de hilste da vi gik forbi, og vi faldt i snak. Da vi havde stået med vores stole i hånden og snakket lidt, foreslog de at vi satte os på dem i stedet. Det gjorde vi, og de bød på en lille én.

Vi ville vise dem hvor vi boede, alders rente nyderen bød også dem på en lille én i anledning af dagen, derfor blev klokken over 21.00, inden vi grillede en af de mega bøffer, vi havde købt i dagens anledning.

Mandag den 17. september havde vi en del regn fra morgenstunden. Da regnen havde lagt sig, cyklede vi ind til Torre del Mar og gik rundt. Fra Torre del Mar cyklede vi videre til Algarobo. Der blev handlet lidt gønsager ved Anette og Børges købmand. Tilbage på campingpladsen havde vi cyklet 20 km, og vi trængte i den grad til at hoppe i bølgerne.

Dagen efter kørte vi til Playa de Mazarron. Vi lod grillen stå da vi havde rigget an. Jeg lavede en gang koteletter i fad med bulgur. Herligt med lidt forandring.

Onsdag den 19. september. Natten havde været monster varm, selv om alle vinduer og døren ind til vognen var åben, kunne vi kun ligge oven på dynerne. Efter en tur i baljen og en bruser, gik vi til den nærliggende Spar butik. En rodebutik uden lige, hvor alt kunne købes. Rigtig sjov at kigge på. Thermometret viste fra morgenstunden 32 grader, så jeg brændte mig på thermokanden, da jeg skulle hælde kaffe i koppen.

Alle ved jo, hvem af os, der gerne vil have et stykke kage til morgenkaffen. Svend havde købt en specialitet, som han syntes, jeg skulle prøve. Jeg prøvede, og spruttede efterfølgende. Det knas der var oven på kagen, var fedtegrever. Føj for en høne. Det kunne han selvfølgelig ikke smage, det knasede jo bare, og lignede sukkerkugler.

Efter denne fantastiske oplevelse, kørte vi ind til byen Mazarron. Den var super hyggelig med en dejlig havn og strand.

Torsdag startede sædvanen tro med en dukkert. Vi kørte igen ind til byen, og om eftermiddagen lavede jeg en kande sangria. Dagen forinden havde vi set nogle danskere holde i position til at tjekke ind på pladsen. De lå på vejen op til toilettet, og vi hilste pænt på. De bød på en lille en. Det var alle tiders mennesker, vi følte os meget på bølgelængde, så det var hyggeligt. De hed Jonny og Stig og de kom fra Gelsted på Fyn. De skulle bo på pladsen til november, og de havde været der før.

Fredag var det egentlig vores hensigt at cykle op til hovedbyen Mazarron. Det frarådede Jonny og Stig os, fordi det var meget hyggeligere at cykle den modsatte vej, hvor der var en storslået natur. Vi fulgte deres råd, og den holdt stik.

Vi kørte ud til nogle meget specielle klipper, fra dem gik det opad, og på et tidspunkt kunne der ikke længere køre biler, vi cyklede og trak cyklerne videre, kom ud til nogle strande, hvor der lå et par mennesker hist og her. Det var svært at se, hvordan de var kommet derned. Der var ingen både at se, og de havde håndklæder med, så vi mente at de måtte være kommet ned fra landsiden?

På vejen hjem var vi inde for at få en forfriskning på en rigtig sjov bar. De lavede et par tapas til os, den ene ville Svend rigtig gerne vide, hvad der var i,  mæææn jeg måtte bare sige til ham, at det mente jeg ikke han ville blive lykkeligere af at vide. Han havde nemlig spist af dem thi-hi. På stedet var en lille påklædt hund. Den så desværre ikke ud til at have det så godt.

Da vi var tilbage ved campingpladsen, ville Svend gerne styre sin nysgerrighed, og han cyklede op til hovedbyen, mens jeg kørte ind for at få en dukkert. Tilbage kunne han berette, at den var så kedelig, som vi havde fået fortalt.

Sidst på dagen kom Jonny og Stig forbi og fik en forfriskning. Igen gled snakken lystigt.

Lørdag startede dagen med at ringe og lykønske Anne, herefter snuppede vi en morgendukkert i tusmørke. Det var meget lunt. Efter en hel køredag, mest på motorvej, røvkedeligt men vi ville gerne flytte os lidt nordpå, endte vi syd for Barcelona. Vi havde rykket os 650 km. den dag, og vi havde også været inde at proviantere lidt. Pladsen vi kom ind på hed Camping Tres Estrellas, denne ligger meget tæt på lufthavnen i Barcelona.

Da vi ankom kunne vi vælge mellem tre typer af pladser. En med havudsigt, en i anden parket, og en væk fra vandet. Valget faldt på havudsigten, og vi fik tildelt en plads. Receptionisten sagde, at der var andre ledige pladser med havudsigt, så vi skulle lige meddele, hvis vi valgte en anden plads. Det gjorde vi da der var rigtig meget løst sand på den tildelte. Svend kørte på plads, mens jeg gik i receptionen for at sige, hvilken plads vi lå på. Da Svend kørte på plads blev en tysker der havde valgt anden parket tydeligt utilfreds, da vi lagde os foran ham, og ødelagde hans havudsigt, måske han bestiller med udsigt næste gang. Thi-hi.

Efter megen grillmad ville jeg lave en æggekage. Det faldt ikke heldigt ud. Flæsket blev godt nok, men da ikke rigtig jeg havde et grydelåg med jeg kunne vende den på, fandt jeg ud af, at den skulle laves i ovnen. Det blev en noget brændt affærre i den lille ovn, den hævede op i varme elementerne, så den skal IKKE prøves igen.

Søndag den 23. september, var vi på FaceTime for at lykønske sønniken. Humle fulgte med i samtale, så da vi sagde, at vi skulle ned og have en dukkert, ville han have, at de skulle køre i stranden, for at bade med os. Jacob prøvede at forklare, at den strand vi skulle bade fra lå meget langt væk. Efter dukkert og bad tog vi bussen lige udenfor campingpladsen ind til Barcelona. Vi gik en tur på Ramblaen, og var nede ved havnen. Vi konstaterede da også, at priserne var ca. 5 gange så høje, som det vi havde været vant til. Om aftenen hentede vi Take Away på campingpladsen

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Alvor til Malaga

Svend har haft lidt ”uheld” med sin morgenbruser undervejs. På den ene campingplads, skulle man vælge en bruser. Denne havde så et nummer. Inden man indtog bruseren, skulle man trykke på nummeret på et panel, der sad lige ved indgangen til baderummene. Det havde Svend overset, men den foregående i badet, havde åbenbart ikke brugt vandet helt op, så Svend fik meget lidt. Da jeg skulle bade, fortalte Svend, at man skulle ruppe sig en del for at nå det. Jeg fortalte ham grinende den lille detalje, som han havde overset.

Hans næste uheld, gav ham kun koldt vand. Her skulle man trykke på en knap uden for ens egen bruser, denne havde han også overset. Så verdens uheldigste mand.

Efter morgenbad og -mad gik vi ned til havnen og rundt i byen Alvor. Da duften bredte sig fra frokost restauranterne, følte vi pludselig sult, så vi fik en gang bacalao. Hjemme på pladsen lavede jeg en kande Sangria Så stod den på kortspil og afslapning resten af dagen.

Søndag den 9. september kørte mod Albufeira, her gik vi en tur. Fra Albuferira kørte vi til Quarteira og indkvarterede os.

Efter rigtig megen grillmad, lavede jeg spaghetti á la Susanne Mare til aften. Havde købt forskellige skaldyr til formålet.

Næste dag startede jeg, med at sætte en maskine tøj på. Så cyklede vi ned og gik i vandet. Om formiddagen cyklede vi ind til Quarteira. Vi gik rundt i byen, og var inde på et fiskemarked. Selvfølgelig ville vi også lige runde havnen. Da jeg skulle derind, lagde jeg mærke til, at folk viste id. Lovlydig som jeg er, thi-hi, gik jeg hen og spurgte, om jeg måtte gå ind. Det måtte jeg overhovedet ikke, for det var privat. Svend det bæst var smuttet bag om vagtskuret, og befandt sig nu inde på det forbudte område. Jeg kaldte ham an, så han kom ud igen. Der var ingen ros til konen for den handling. Svend mente, at jeg bare skulle være smuttet ind efter ham. Da vi kom tilbage til campingpladsen, måtte vi lige ned og have en dukkert. Temperaturen var over 30 grader, så vi var godt lune efter cykelturen.

Fra Quarteira kørte vi mod Spanien, der blev lavet lidt indkøb undervejs, og vi kørte også over grænsen fra Portugal til Spanien, så uret måtte nu stilles en time frem. Vi kørte til Isla Christina, ca. 10 km. efter grænsen til Spanien sidst på eftermiddagen.. Efter en tur ned til stranden grillede vi marinerede revlsben.

Næste dag, onsdag den 12. september gik vi over vejen, og ned og badede. Der lå en lille kirke på stranden. På næsten samtlige campingpladser vi har været på, løber der små katte overalt. Et par af dem har endog forsøgt, at komme ind til os i vognen, så Svend spøgte med, at vi var noget på den, hvis vi fik taget en kat med hjem. Og alle ved vist, at jeg meget hellere hjembragte en portugisisk gadehund, end en lille kat, selvom jeg må indrømme, de er meget søde.

Efter morgenmaden cyklede vi en tur ind til Isla Christina. Vi var inde på turisten, og det viste sig at der var den skønneste cykelrute ind til byen. Vi var cyklet langs landevejen, selvfølgelig tog vi cykelstien hjem.

Tilbage på pladsen, ville vi lige slukke tørsten i baren. De reklamerede med tapas, så vi sagde, at vi gerne ville have fire stk., og at de måtte vælge. De kunne ikke nogle af de sprog vi kan. Det var på det nærmeste fire måltider, de serverede. For de fire portioner, en stor øl og et glas hvidvin, måtte vi bøde godt 14 eur.

Torsdag den 13. september startede vi igen med en svømmetur i havet. Vi havde planer om, at cykle i modsat retning af dagen før. Jeg ville rigtig gerne klippes, og det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg ligner simpelthen Tintin. Betænkelig blev jeg også, da Svend proklamerede, at han ville gå på kaffebar imens jeg blev klippet. Bar ja – mæææn kaffebar, mon han er begyndt at lyve for mig.

Fra Isla Christina, var næste stop Sevilla. Det var en utrolig smuk by, men vi boede elendigt, faktisk på en parkeringsplads hos en mekaniker, den var valgt, fordi der ikke var campingplads i byen, og fordi vi gerne ville bo centralt i den store by, dog havde vi ca. 4-5 km. ind til byen, men den var helt sikkert gåturen værd. Tilbage på pladsen, stod den på spansk skinke med tilbehør – herligt.

Lørdag morgen var ikke den allerbedste. Vi havde set at vi kunne benytte en bruser, hos mekanikeren. Vi var tidligt deroppe, men lofts lyset virkede ikke og det var halvmørkt, der var ingen døre der kunne låses, så bad og toilet foregik lynhurtigt. Tilbage og spise morgenmad. Så skulle jeg op og afregne, alt var lukket og slukket. Det var jo lørdag, og der hvor jeg havde tjekket ind dagen før, var der låst og lukket. Ingen mennesker, men der lå en vagthund udenfor. Der hang en ubehjælpeligt skrevet seddel, hvor der stod exit og så et spansk telefon nummer, smutte kunne vi ikke. Der var en stor jernlåge der skulle åbnes for os. Jeg brugte en livline (tak Tina), for at få styr på hvilket tal, der skulle foran det spanske nummer, og ringede til det. Der skete o og en dyt. Jeg gik lidt omkring, det gjorde hunden desværre også, men den virkede nu fredelig. Tænkte at jeg lige ville vende sagen med Svend, men på vej tilbage mødte jeg en mand med en telefon, sikkert den jeg havde ringet til, han kunne kun spansk, og det kan jeg jo ikke. Dog prøvede jeg at pege på hans seddel, og vise at der nok også skulle stå +34 foran. Det fattede han ikke, så jeg afregnede og gik tilbage til Svend.

Nu kørte vi op til lågen, den var ikke blevet åbnet, så Svend kørte frem og tilbage foran porten. Han forventede et abra kadabra (en sensor), der åbnede den. Det skete ikke, og manden var igen forsvundet. Nu var det Svends tur til at prøve at finde ham, men det lykkedes, og vi kom afsted mod Codobra.

Codobra var en mega flot by, og vi løb oven i købet ind i et bryllup, hvor flere af kvindernes hatte kunne slå dronning Margrethes ditto. Vi var inde hos en slagter, her gik det galt for mig igen. Jeg så noget rigtig pænt kød, og pegede, at det ville jeg gerne købe til 2 personer. Slagteren forstod at dem ville jeg gerne have to af. Så stod jeg, med noget der ligner 2 oksestege i vognen. Pyt den ene røg i fryseren.

Efter Codobra var det meningen at vi ville tilbringe et par dage i  bjergene, men først var vi inde på en plads, der var så ringe, at vi ikke ville bo der. På næste plads kunne vi kun have en nat, derfor ombestemte vi os og kørte ned til kysten. Vi fandt den herligste plads ca. 30 km. øst for Malaga. Vi kunne oven i købet for hele 2 eur. mere pr. døgn, få en plads med fuldt vue over havet, så sådan en snuppede vi. Drengen plagede igen, så vi var oppe på pladsens restaurant og spise paella om aftenen.

Søndag den 16. september serverede jeg brunch, der vankede da også en gave til alders rente nyderen. Boligen trængte lige til en opfrisker, så der blev vasket tøj og gjort rent. Herligt!

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar