Fra Ston til Bosnien og så mod nord

Vi havde snakket om at køre en formiddags tur lørdag den 16. september, men da Svend kiggede på kortet, kunne han se, at vejen stoppede efter en km. Derfor valgte vi at gå.

Der var et lille færgeleje, hvor vi kunne sidde lidt, inden vi vendte om.

Om eftermiddagen snakkede vi meget med vores naboer, nogle super søde østrigere. Vi møder bare så mange venlige og søde mennesker overalt, og på pladserne er der alle nationaliteter, men alle snakker sammen.

Sidst på dagen klædte vi om, og gik ned til det sted, hvor vi havde aftalt ”taxien” skulle hente os. Upperen kom som aftalt 17.50. Med smøg i flaben. Han kørte os op til restauranten. Her var en totalt enestående udsigt over havet og campingpladsen.

Vi fik skalddyr til forret, og et fiskefad for to senere med grillede grøntsager og pommes. 1 liter vin (ikke særlig overraskende). Så ville vi gerne have to Irsk kaffe, men den kendte de ikke, så det endte med to kaffe og cognac. Samlet måtte vi bøde 650 kr.

En fantastisk fødselsdag. Dagen efter badede vi i bugten (nok sidste gang inden Hundested). Så kørte vi mod Mostar. Buum ved grænsen til Bosnien, manglede vi et grønt stykke papir, så vi blev sat ud på et side spor. Vi kunne købe papiret for 30 EUR, så sagen kom på plads.

Nu kørte vi mod Mostar. Det var, som at køre fra vest til øst Tyskland i gamle dage. Det var meget gråt. Vi havde set, at det ikke var smart (af hensyn til kriminalitet), at overnatte inde i Mostar. Derfor valgte vi en campingplads små 10 km. fra byen. Jeg havde læst om pladsen i en rejsebeskrivelse. Da vi ville finde adressen, stod der at området ikke var optegnet med veje. Aldrig prøvet før, og da vi nærmede os Blagaj som det hed, blev vi mere og mere tvivlende på, om der var en plads. Ud ad en grusvej, og rundt om noget husværk. Den lå godt nok langt ude, så vi valgte at sætte bilen, for at besigtige pladsen. Det var første gang på turen jeg sagde til Svend. Tror du ikke, det er en god idé at låse vognen.

Så kom der bare den sødeste unge fyr, og reklamerede for sin plads. Her ville vi rigtig gerne bo. Han tilbød en velkomst drink på husets regning. Han serverede øl, vin og et frugtfad. Jeg kunne se at man kunne få mad hos ham. Dyreste ret på spisekortet 7 EUR., og så tilbød han også taxi kørsel til Mostar. Pladsen lå helt uden for alt, ligger ned til en flod. Der var vandcykel, kanoer, el, vand og wi-fii. Alt includeret i prisen til 15 EUR pr. døgn. Om aftenen lavede konen mad til os. Wienerschnitzler, grillede grønsager, tomatsalat, pommes frites og en liter vin. I alt 21 EUR. De har egen valuta, men modtager helst alt i EUR og i cash.

Vi tog imod et tilbud om ”taxi” til byen. En af vennerne hentede os. Det var ikke i en Upper, men en noget ældre bil. En super flink mand, der meget gerne ville vise os byen. Første stop var inde i en underjordisk hangar. Han sagde, at det var en af de små. Tito havde haft meget større anlæg alle vegne. Han satte os af i Mostar og vi aftalte, at han skulle samle os op samme sted kl. 15.00. Det var skræmmende, at se alle de smadrede huse, men jo også broen som blev genopbygget. 9 broer var skudt i sænk. På hjemvejen kørte han os rundt, og viste os nogle rigtig flotte steder.

Da vi så et fængsel og regeringsbygning side om side, sagde han at folkene i de to bygninger var lige kriminelle. Han talte også meget om at Mostar jo er meget muslimsk, og at de kunne give problemer, med fem religioner i den lille by.

Han viste os også en bro der var sprængt, men ikke genopbygget. I alt 7 broer var sprængt.

Lige inden vi kom til campingpladsen, pegede han ned på en ruin. Der stod kun en mur. ”Det var min gård, her havde jeg rigtig mange køer”, fortalte han.

Den er godt nok barsk. Campingmanden havde gjort rigtig meget ud af at sige, at vi skulle afregne de 15 EUR dagen kostede til ham. Derfor gætter vi på, at han også har fået en slik for turen. Selvfølgelig gav vi chaufføren lidt udenfor afregningen.

Receptionen på campingpladsen er det bombede hus, hvor I kan se parasoller med ølreklamer i baggrunden. Den blå vask er opvasken, så små forhold må man sige.

Efter afregning og hjertelig afsked, tog vi af sted fra Blagaj. Vi var som vi har været siden den 15. august i korte bukser og i bluser uden ærmer.

Efter et par timers kørsel dalede temperaturen, betragteligt og det regnede meget kraftigt hele dagen.

Da vi skulle ud af Kroatien, var tolderen inde i vognen for at se, om vi havde blinde passagerer ombord. Herefter kørte vi et lille stykke i ingen mands land, og skulle nu ind i Slovenien. Her gik trafikken totalt i stå. Vi havde udset os et spisested med overnatning for campere i Østrig så her regnede vi med at nå op ved 18-19 tiden. Men nu holdt vi altså dér og klokken var ikke engang 16 endnu. Der skete bare intet. Puh ha, men pludselig kom der biler i modsatte kørebane, så vi troede at nu gik der hul på bylden. Det viste sig desværre, at alle bare vendte og kørte i modsatte retning. Så vi måtte følge strømmen og tilbage til Kroatien. Svend kiggede på kort, for at se om vi kunne bruge en anden grænse overgang. Det kunne vi ikke, så ved 19-tiden gik Svend ind på en tank i en lille by i Kroatien, for at spørge om der var en campingplads i byen. Det var der ikke, men den unge fyr pegede på en parkeringsplads, på den modsatte side af vejen, og sagde at vi bare kunne holde der. Sådan blev det, åbenbart ikke noget problem, der var i hvert fald to politibiler inde og runde pladsen i aftenens løb.

Næste dag kom vi hurtigt over begge grænseovergange. Vi ved jo ikke hvad der var sket dagen før, men der var vejarbejde lige efter overgangen til Slovenien, så vi gætter på at dét kombineret med et uheld var årsag til at der var spærret.

Vi var inde på en rasteplads i Slovenien, for at tage et bad og spise morgenmad.

Vi kørte til kl. var 15.30, så kørte vi ind på en campingplads i Regensburg. Det var hundekoldt, så de lange rør og trøjer kom frem. Vi satte også varme på vognen.

Vi har i dag den 21. September. Da vi kørte fra Regensburg var der 7 graders varme og folk cyklede med vanter. Det er dælme et spring fra de 27-28 grader vi havde for to dage siden.

Nu går det op gennem Tyskland, og vi håber at være meget mod nord i aften, hvilket vil sige at vi rækker Hunst’ i morgen. Vi glæder os til at gense jer alle sammen igen, og ikke mindst de tre guldklumper.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Omis til Ston

På pladsen ved Trogir, havde hver parcel sin vand påfyldning og også et hul, hvori man kunne føre affalds vandet. Jeg gik totalt i imponér stilling, da jeg så en hollandsk dame tage en slange frem fra bagagerummet, og koble den på vandhanen og fylde vognen med vand. Det plejer vi, at køre hen et fælles sted for at gøre. Jeg blev ikke mindre imponeret, da Svend et øjeblik efter lavede samme stunt, hvad han dog ikke har tænkt på af udstyr (thi-hi).

Søndag den 10. september tog vi på Simons anbefaling en tur ind ad floden i Omis. Vi kom ligesom en båd havde lagt fra kaj, men den blev kaldt tilbage så vi kunne komme med.

Vi sad og lurede lidt, og det viste sig at der var 6 andre danskere ombord, så dem snakkede vi lidt med. Efter sejlturen gik vi lidt i byen, og returnerede herefter til campingpladsen.

Vejret var lidt tvivlsomt da vi skulle grille om aftenen, så vi rykkede lidt ud og ind af bilen. Ligesom vi havde besluttet os for, at det ville klare op, brød helvede løs. Det blæste, lynede og tordnede, og vi nåede lige med nød og næppe at få vores ting ind i bagagerummet. Natten bød på megen blæst, og der var blæst rigtig mange ting rundt om morgenen. Pladsens folk kørte og samlede nedfaldne grene med mere sammen.

Fra Omis blev GPSén sat til en checkplads i Dubrovnik. Den viste, at det ville tage små fire timer at nå frem. Da vi var meget tæt på målet, var der et skilt der advarede biler over 2 meter om at køre frem. Imidlertid var vi afhængige af, at køre over en bro for at komme frem til campingpladsen. Jo længere vi kørte mod broen, begyndte de modkørende at blinke til os, og nogle signalerede, at vi skulle vende kareten. Det kunne vi bare ikke, der var tæt trafik i begge retninger. Da vi kom frem til broen var al trafik spærret. Det blæste 15 m/sek., så der kom slet ikke nogle biler over broen. Her er vi jo de heldige asener, så da Svend havde fotograferet lidt, satte vi os bare med vores bøger, og vi var da også enige om, at skulle den ikke åbne mere den dag, kunne vi jo bare ligge os på køjen til den åbnede igen. Da der var gået nogen tid, begyndte betjente at dirigere personbilerne til at vende om. Svend var ude og spørge, om vi kunne komme samme vej rundt. Han fik et positivt svar, så vi kørte ned og fulgte kysten ind i en vig og rundt. Senere da vi kom under broen, kunne vi se at der stadig intet skete. Grundet ovenstående var vi først fremme på pladsen, kl. 18.10.

Der var virkelig trængsel i receptionen, så indskrivningen tog en times tid. Der var meget vådt, da vi fandt en plads. Derfor lavede vi mad og spiste inde.

Midt på aftenen brød uvejret igen løs. Ved siden af os holdt en bil, men der var hverken telt eller campingvogn. På et tidspunkt, hvor det virkelig høvlede ned, prøvede to unge polske fyre med pandelamper, at få teltet op at stå. Det var helt vildt, og på et tidspunkt smed de da også alt, og krøb ind i vognen og lagde sig.

Næste morgen var alle deres ting selvfølgelig monster våde. Da vi ligesom sagde øv, bøv til dem, svarede de ”We made a mistake yesterday”. Mistaken bestod jo I at de var kommet til at spise, og også drikke for meget inden de startede på opslagningen, men de grinede selvfølgelig bare ad det.

Vi havde igen fået samlet et par maskiner vask. Dem fik vi klaret fra morgenstunden. Små to timer så var sengetøjet tørt og blev lagt på igen. Så kom der lige en skylle der ville noget, så undertøj og håndklæder blev skyllet en ekstra gang. Eftermiddagen blev brugt på en cykeltur i området.

Onsdag den 13. september tog vi bussen ind til Dubroniks gamle bydel. Der var små 10 km. derind. Undervejs kunne man da stadig godt se, at krigen rasede på disse kanter for ca. 25 år siden.

Inde i Dubrovnik stod vi af bussen ved den gamle bydel. Vi valgte først at gå nede i byen. På en mur var der beskrevet, hvordan byen var blevet bombet den 6. december 1991. Et angreb der krævede rigtig mange ofre. Der var også en tegning med byens huse, hvor det med farver var markeret, hvilke huse der var totalt nedbrændt, og i hvor høj grad de øvrige huse var blevet ramt. En forfærdelig historie. Da vi var færdige med at gå nede i byen, tog vi en forfriskning, inden vi gik op på bymuren. Man betaler 150 kr. pr. person. Det er en længere tur, hvor man da også har mulighed for at springe fra og gå ned undervejs, men vi tog naturligvis hele rundturen, og så det hele oppe fra.

Der var kommet en andet dansk par fra Århus på campingpladsen. Vi snakkede med dem. De havde selvfølgelig bekendte i Hundested (thi-hi). Hun fortalte, at de havde været nede og bade om eftermiddagen, og at der havde ligget en død rotte i vandet. Dem har vi heldigvis ikke mødt. Bortset fra den med rotten, virkede det som om, vi havde været helt forskellige steder. De havde også været afsted i næsten en måned. Det havde mest haft regn, vi har mest haft sol og megen varme. De havde ikke kunnet købe kød. Vi har fået det herligste kød og fisk, så man oplever altså tingene forskelligt. De sagde også, at det var deres sidste tur til Kroatien, sådan har vi det slet ikke.

Den 15. september forlod vi pladsen kl. 9.20. Fra Dubrovnik kørte til Ston. Da vi havde set byen, kørte vi langt ud for lands lov og ret, og ned i en lille vig, hvor der ligger en campingplads.

Da vi havde rigget os an, lavede jeg en gang tunsalat. Mens vi sad og spiste, kom der en bil, vi havde ligget ved siden af på pladsen i Dubrovnik. Den var super speciel, og vi havde jooket med, at det var en brandbil de havde stjålet og bygget om. De havde et lille barn med på omkring et par år. De stillede bilen og ville gå rundt, for at finde et sted hvor de skulle holde. Pludselig tog fanden ved manden, han drejede rundt og løb for fulde hammer. Han havde åbenbart glemt at trække håndbremsen i vognen, så den var på vej baglæns og havde kurs mod et træ og en lygtepæl. Det lykkedes ham simpelthen at stoppe den med håndkraft, få cm fra at den ramte pælen.

Om eftermiddagen gik vi på stranden. Her var en reklame for et spisested der ligger på bjergtoppen. Der stod, at de ville hente os i en taxi, hvis vi ville spise hos dem. Jeg ringede og bestilte bord og inviterede Svend ud og spise den 16. september. Så det skal vi i aften.

Dagen i dag ( min store dag), startede som vanlig med en tur i vandet. Jeg lavede det store morgenbord, bacon, æg, pølser m.v.

I morgen kører vi til Bosnien, hvor vi skal se Mostar. Fra Mostar sætter vi så kursen mod nord. Regner med at det bliver tirsdag vi kommer derfra.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Fra Zadar til Omis

Søndag den 3. september bød vejrudsigten på lidt regn fra formiddagen, så vi blev ved vognen til vasketøjet var tørt. Om eftermiddagen cyklede vi en tur rundt en nærliggende havn.

Mandag da vi sad med morgenmaden, kom der pludselig en dame gående op af vandet og ind på pladsen. Vi boede nærmest vandet, så jeg sagde til Svend, hvor i alverden kom hun lige fra. Ingen af os havde set hun gik ud af pladsen, og hun havde ikke lige en størrelse der kunne blive væk bag et træ. Lidt efter kom hun grinende tilbage. Hun boede på en anden campingplads, hvor hun var gået i vandet. Hun havde så taget fejl af pladserne, og nu kunne hun ikke finde hendes campingvogn. Jeg blev helt glad for, at det ikke kun er mig der kan blive væk i en telefonbox.

Vi havde tænkt os, at tage bussen ind til Zadar mandag. Pigen der passede campingpladsen, sagde at vi skulle cykle ind til den nærmeste lille by, og derfra tage en bus. Da vi kom ind til byen, syntes vi Zadar var så tæt på, at vi kunne cykle hele vejen. Det gik galt i første omgang, idet vi endte i en blindgyde, og måtte tilbage til en vej, der førte under jernbanen. I anden runde gik det glat, bortset fra at der var temmelig megen trafik, da vi nærmede os centrum af Zadar. Da vi kom ind, stillede vi cyklerne for at bevæge os videre til fods. Nu opdagede vi at andre cyklister, cyklede på fortovene, så det gjorde vi også, da vi skulle hjemad. Der var også skudt en del på husene inde i Zadar.

Vi fandt en lille listig gårdhave, i den gamle bydel, hvor vi spiste frokost.

Tirsdag den 5. september rykkede vi igen teltpælene op.

Da jeg skulle afregne kunne damen på pladsen simpelthen ikke huske, hvilken pris hun havde sagt til os. Hun mente, det var 15 EUR i døgnet, og det havde hun da sagt. Jeg spurgte om hun så helst ville have EUR eller KN. Hun sagde EUR. Hun skulle så gange 15 med tre (tre døgn), og hertil ligge lån af vaskemaskine.

Det havde hun foreslået skulle koste 20 KN. 20 KN er ca. 20 d.kr. Nu forlangte hun fem og firs EUR. Det var virkelig, fordi hun ikke kunne finde ud af det, så hun blev flov da det gik op for hende, hvordan regnestykket var. Det var sølle. Hun boede i den reception, I kan se på billedet. Der var et bord og en sofa, rummet blev så delt med et forhæng. Hun var totalt usund at se på, og hun gemte sig i en hættetrøje. Da jeg kom ind for at betale, lå hun på sofaen.

Efter afregning, forlod vi pladsen, og da vi havde kørt lidt, var der flere advarselsskilte med vildsvin på vejen. Ikke just skilte vi er vant til at se hjemme. Når vi er inde i større forretninger er der også skilte der viser, at vi ikke må have pistol med derind.

Først på eftermiddagen, kom vi til Belvedere Camping. Det er en af de flotteste pladser vi nogensinde har været på, og vi har trods alt camperet sammen siden 1970. Pladsen ligger ved Seget. Vi fandt en plads med en første klasses udsigt over havet, og da vi havde rigget os an, gik vi en rundtur på den meget store plads.

Den næste morgen blev der vasket lidt klatvask. Vi bruger ikke så meget tøj, men hele tiden helst bluser uden ærmer. Herefter gik vi langs kysten over stok og sten, og vi ramte da også en lille by, hvor vi fik en tår til halsen inden vi satte kursen hjemover igen. Eftermiddagen blev tilbragt nede ved vandet.

Torsdag den 7. august tog vi ind til Split. Vi startede kl. 9.00 fra pladsen, og hele turen foregik i båd. Vi måtte skifte skib i Trogir. Her havde vi en times ventetid. Den samlede sejltid var ca. to timer hver vej. I Trogir stod der et par østrigere af sammen med os. De syntes vi skulle se torvet, for der havde de tidligere været, og der var altid musikere der optrådte. Som det fremgår af billederne, var det vist et blandet kor af folk fra plejehjemmet og lettere retarderede, vi var rendt ind i.

I Split var det et must at komme på fiskemarkedet. Den lille køletaske var medbragt fra vognen, og jeg kunne allerede snuse sværdfisk og tun – thi hi. Det var så ulækkert, at jeg ikke ville købe den mindste sardin, og så mange fluer kunne da heller ikke tage fejl i varmen. Så hjem igen med tom køletaske. Vi brugte dagen i byen til at se den gamle bydel, var også på et marked, og spiste frokost på et torv med meget gamle bygninger. Vi returnerede til campingpladsen ca. kl. 18.00.

De havde lovet torden, så Svend pakkede alt ind til natten.

Fredag den 8. september var vi igen på landevejen. Vi var inde i et monster stort center ved Split og handle. Herefter blev kursen sat til Omis.

Vi gik eftermiddags tur på pladsen og ved stranden. Der er en meget fin sandstrand. De andre steder, hvor vi har badet, har det været stenstrand.

Lørdag formiddag gik vi gennem Omis, ind til familien Pedersens lejlighed. Huset lå meget højt oppe med en fantastisk udsigt. Der gik en mand og fejede, og vi prøvede at få ham i tale. Han forstod ikke en meter, men tilkaldte konen, der kunne engelsk. Hun blev rigtig glad, da hun hørte, hvorfor vi stod der. Vi blev inviteret indenfor, for at besigtige huset. Hun ville også meget gerne give kaffe eller øl. Det afslog vi dog.

Svend ringede og snakkede med Simon. Han mente det var et must, at vi skulle sidde på en lille strandbar, når vi kom ned. Så det måtte vi da prøve. Vi gik ind i den gamle bydel, og fik et stort fad med blandet fisk og skaldyr. Det bedste hidtil. Vi gik langs strand promenaden hjem. Eftermiddagen brugte vi til at bade og slappe af.

Udgivet i Uncategorized | En kommentar

Fra Rovinj til syd for Zadar

Søndag den 27. august havde vi købt en heldagstur i båd. Turen kostede 240 kr. pr. person. Da Svend var til bageren om morgenen, snakkede vi om, at han nok skulle forsøge at få vekslet sedler, hvis vi skulle købe drikkevarer o.lign.

Turen startede kl. 13.00. Vi cyklede hen til havnen. Da vi skulle ombord på Astral som skibet hed, spurgte vi, om det var ok, hvor vi havde stillet cyklerne. Personalet syntes ikke de skulle stå der helt alene, så de kom med i lastrummet. Vel ude af havnen, blev der stillet en flaske vin, en flaske vand og en flaske sodavand til os. Frokosten bestod af fisk og kylling med pommes frites, ris og salat.

Vi sejlede fra Rovinj ind i Limfjorden og ud af den igen. Vi var i land i Vsar og i Porec. I Vsar var der den rene spagsmager af en ismand. Han kastede i en afstand af 6-8 meter med iskugler. Sommetider kastede han også bare efter nogle af gæsterne, der sad ved bordene. Det var vældig underholdende. Som det ses på billederne, var det ikke hver gang, han ramte plet.

Undervejs tilbød Svend mig også en tur i den lille røde u-båd. Det havde jeg sjovt nok ikke lyst til.

Vi returnerede til Rovinj, da der var solnedgang. Da vi cyklede fra havnen, ville vi spise aftensmad på hjemvejen. Det sted vi havde udset os, så alligevel ikke så hyggeligt ud, så vi endte med endnu engang at spise på campingpladsens restaurant.

Mandag den 28. august var det lidt gråvejr fra morgenstunden, så da vi havde været i vandet, var det bare om at få pakket sammen. Vi havde besluttet os for at køre videre, og det småregnede.

Vi kørte ud i Konzum og handlede kød, vinglas m.v. Så gik turen tværs over Istrien til Rabac. Turen tog et par timer. Vi havde kodet en campingplads ind på GPS’en. Den viste sig ikke at holde stik. Det regnede lidt, så da hjulene begyndte at fedte rundt på camperen, mente Svend, det var bedst at køre ind til siden, og fortsætte søgning efter pladsen til fods opefter. Der var ingen plads, men en lille købmand, så jeg gik ind for at spørge hos købmanden. Hun forstod hverken tysk eller engelsk, så den gik på hjævle vis. Det viste sig at koordinaterne i vores campingbog var forkerte, så vi måtte ned igen, og rundt lidt kringlede veje havnede vi nede ved vandet i Rabac.

Eftermiddagen blev brugt på en gåtur, og også en tur i vandet. Det var en strand med meget grove sten.

Tirsdag den 29. august startede dagen med en tur i vandet. I Rabac var vi hidtil tættest på vandkanten. Efter badningen gik vi langs vandet ind til bageren. Senere på dagen var vi inde hos en barber og blev begge klippet, og jeg blev fønnet. Prisen var 195 kr. Barberen havde guldsmed i samme forretning, og han lejede også nogle værelser ud oven på forretningen. Driftig mand må man sige.

Onsdag den 30. august tog vi fra Rabac. Vi kørte ned ad kysten gennem Rijeka. Stoppede et par gange for at nyde den formidable udsigt.

På et tidspunkt kørte vi ind for at orientere os vedr. campingpladser. Vi fandt en plads beliggende i Klenovica attraktiv. To nætter blev det til.

Vi fik en plads i første parket med havudsigt. Efter vi havde indrettet os, var det en tur i baljen, og så ellers en tur langs vandet ind til byen. Den var meget lille, så der var ikke den store virak.

På pladsen lå et andet dansk par. Det er ikke danskere vi ser mest til. 1. september kørte vi afsted fra Klenovica . Dagens mål var naturparken Plitvicka Jezera.

Da vi lidt inden kl. 12.00 nærmede os parken, så det ud som om det kunne finde på at regne. Derfor aftalte vi, at hvis det begyndte, ville vi overnatte og først gå ind og se parken dagen efter. Imidlertid klarede det lidt op, så vi købte billetter. Først skulle vi gå et lille stykke ned til en lille færge. Denne skulle fragte os over på den anden side af søen, hvorfra der så var forskellige vandreture. Vi udså os en rute. Denne ville tage ca. tre timer stod der. Vi var ikke kommet ned til færgen, da det stod ned i stænger, og det fortsatte det så med på hele turen. Det var helt sikkert en meget natursmuk tur med mange vandfald o.s.v., men vi er meget sikre på at der havde været større udbytte af turen i fint vejr. Det var ikke spor koldt, selv om vi havde bare arme og ben. Og vi er jo guds benåede, at vi tilbage ved bilen, bare kan tørre os og tage tørt tøj på. Det så anderledes ud for de mange motor cyklister, der stod ude i regnen og skiftede tøj.

Fra parken kørte vi ca. 20 km. ned til en campingplads. Vi havde købt blæksprutter, så de blev grillet. Næste morgen da jeg skulle bade, var der nogle badeforhæng, hvorpå der stod Kronborg, og nysgerrig som jeg er, konstaterede jeg at Lars Larsen var leverandøren.

Det regnede stadig meget om morgenen, og udenfor et meget lille telt ved siden af os, sov en hund, stakkels hund i lyn og torden.

Det blev en lidt tankevækkende køretur videre for. Vi kom forbi rigtig mange huse med adskillige skudhuller, så vi blev jo lige mindet om at det ikke er så mange år siden krigen rasede. En del huse oppe i bjergene så bare forladte ud. Det var en meget gold køretur i bjergene, og da vi kom ned til vandet igen var vi inde og proviantere lidt. Igen blev vi chokeret over priserne. To t-bone steak på små 800 gr. kostede 42 kr. Og to store kalvekoteletter beløb sig til 21 kr. hos en slagter. Nu ledte vi efter en overnatning. Vi trængte igen til at få vasket lidt tøj, så vi gik efter en plads med vaskemaskine. Mellem Bibinje og Sukosan syd for Zadar, fand vi en meget lille plads. Jeg tror det var campingdamens egen vaskemaskine, vi fik lov at låne. I hvert fald fik vi en nøgle til rummet, hvor maskine stod. Hun så nærmest spørgende ud, om det var ok med 20 kr. pr. vask. Overnatningen kostede 15 EUR med det hele.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Fra Umag til Rovinj

Da vi kom til Kroatien, skulle jeg lige bruge noget saltvand til håret. Svend blev sat til, at kører med visa kortet. Det plejer han normalt ikke at pive over, men han bemærkede da, om det var guldstøv jeg kom i håret. 24,95 havde han betalt. Han tænkte bare ikke over, at vi var kørt fra Slovenien, hvor de har EUR, over grænsen til Kroatien, hvor de har egen valuta. Denne svarer nogenlunde til vores danske kroner, så det var ikke EUR Svend måtte bøde.

Efter en morgendukkert i Adriaterhavet, ville vi i gang med at vaske tøj, så jeg hev sengetøjet af. Svend skulle hente vaskemønter, dem havde de bare ikke før kl. 11, så vi satte os med et par bøger ude i solen. På et tidspunkt, hvor jeg var gået ind i vognen, hørte jeg Svend sige. Kan man da ikke være i fred nogle steder. Jeg tænkte at det nok var en dansker, der havde scannet vores danske nummerplade. Vi havde ikke set andre danskere på pladsen. Kort efter blev der stukket et hoved ind i vognen til mig, og dér stod Susanne Mikkelsen. Jørn og Susanne var på vej ned til stranden, da de så Svend. Tjaa verden er lille. Jørn og Susanne bor i sidste rækkehus på Hundestedgårdsvej, altså kun et par hundrede meter fra os.

Vi blev inviteret til en lille én hos dem om eftermiddagen.

Tirsdag fik vi den store udvidede morgenmad efter vores havbad.

Efter morgenmaden fulgte vi kysten fra campingpladsen ind til Umag. En længere tur. Vi gik ad landevejen hjem. Ca. 4 km. udturen var mindst dobbelt så lang.

Inde i Umag sad vi et meget flot sted, og kiggede ud over vandet. Vi nød en halv liter øl og en kvart liter vin. De to ting kostede ca. 50 kr. tilsammen, så prisniveauet er ok.

Hjemme igen kørte Svend ud for at handle drikkevarer, og jeg gik ud for at handle madvarer. Svend var inde på en vingård og fik tanket på vores dunk. En rigtig god vin. 14. kr. pr. liter.

Vi bød Susanne og Jørn på en eftermiddags øl.

Dagen efter cyklede vi en tur langs kysten i den modsatte retning af Umag. Vi kom ud til den næste campingplads. Vi handlede lidt på tilbageturen. Eftermiddagen tilbragte vi på stranden.

Om aftenen var vi nede og se den smukkeste solnedgang.

Torsdag kørte vi afsted fra Umag. Dagen bød på bjergkørsel ind i landet. En meget smuk og meget snoet vej førte os først til Groznjan, hvor vi parkerede neden for byen, og gik op og så denne meget hyggelige bjerglandsby.

Fra Groznjan kørte vi til næste bjergby Motovun. Denne egn er meget kendt for sine trøfler. Vi indlogerede os på en autocamperplads neden for byen. Den første camperplads vi har været på med swimmingpool, og selvfølgelig en enestående udsigt ned over dalen.

Der var et stykke at gå op til byen, og den slog omkring de 30 grader. På træerne hang abrikoser, figner, ferskner og kakki frugter. Da vi kom op til byen, måtte vi lige sidde og sunde os lidt. Vi kiggede på den gamle hyggelige by, og fik selvfølgelig også købt trøffelolie. Den smager himmelsk.

Næste dag bød også på en del bjergkørsel. Vi kørte ind hos en vinbonde et meget lille sted. Det var bestemt ikke nogen god vin, men vi nænnede da ikke andet, end at handle med den gamle mand, der ikke snakkede andet end kroatisk.

2 liter hvidvin (leveret på en Colaflaske), 1,5 liter rødvin (på Fantaflaske), og en lille slivovitz. Samlet pris 67 kr. Vinen kan i bedste fald bruges til Sangria.

Vi gjorde stop ved Limfjorden. Her købte vi olie og ost. Næste stop var Rovinj.

Det tog os lang tid at finde en plads på campingpladsen, hvor vi kunne køre ind. Vi havde i første omgang udset os en plads. Den måtte vi opgive. Undervognen skrabede på, da Svend forsøgte at køre op på pladsen, så vi måtte gå en del rundt, inden vi fandt en plads med sol, og hvor camperen kunne komme ind.

Om eftermiddagen gik vi ind og kiggede på byen.

Vi skulle have lidt frugt med hjem. Da vi havde købt hvad vi skulle have, lavede grønthandlerdamen en bunke med forskellige grønsager, som hun syntes vi skulle have. Jeg sagde at Svend skulle give hende nogle penge, det afslog hun på det kraftigste.

Aftensmaden fik vi på campingpladsens restaurant. Den bestod af et fiskefad til to, 1 liter af husets hvidvin og til dessert to irsk kaffe. Hele molevitten kostede 270 kr. Vi falder stadig i svime over prisniveauet.

Lørdag cyklede vi ud ad byen for at handle. Vi fik bl.a. købt nogle meget fine strandmadrasser med motiv af Kroatien. Her er klipper, så de er bedre at ligge på end på vores håndklæder.

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 3 kommentarer

Fra Hundested til Umag

Sommermånederne viste sig ikke sig fra sin bedste side i DK. DMI har registreret vejret i Danmark siden 1874. Kun tre gange på de 143 år, er juli kommet og gået uden en eneste sommerdag, men det skete i 2017. Det er før sket i 1962, 1974 og 1979.

Svend har i sommerens løb hjulpet med at lave ny 1. sal på Kinavej, og han havde også haft sit arbejde på havnen.

Vi havde lagt en køreplan plan der hed Kinavej, Hamburg, Bruxelles, Paris, Loire Dalen og I’ll NoirMoutier. Desværre var gennemsnitstemperaturen de nævnte steder, ca. som i Danmark.

Vi forlod Månedalen søndag den 13. august, da kl. var 10.39. Km. tælleren viste 104.238. Første stop var hos Jane og Jørgen. Svend skulle aflevere havnetasken, så Jørgen kunne tage den med på havnen mandag morgen.

En aftale var helt sikker, nemlig Kinavej den 13. august. Vi fejrede, at Mia fyldte 9 år. Da vi havde fejret Mia, kørte vi til Augustenborg, for at besøge Jytte og Viggo.

Nat temperaturen gik ned på 5 grader, ikke særligt opmuntrende. Derfor sadlede vi om, da vi kørte fra Jytte og Viggo den 15. august. Planen var jo stadig Hamburg, men vi var også enige om, at kigge på hinanden i Hamburg og vælge, om vi skulle dreje til højre eller venstre

Vi havde udset os to camperpladser centralt beliggende i Hamburg. Den første fandt vi hurtigt. De meldte Alles Belegt. Nummer to plads søgte vi så meget med lys og lygte, at Svend kørte ind i en park, hvor vi blev stoppet af en parkbetjent der sagde, at der måtte vi ikke køre. Derfor måtte Hamburg opgives.

Nu kom vi til at dreje til venstre efter Hamburg. Vi havde snakket om det, men jeg svor efter 1986, at det ikke var noget for mig, alligevel indvilgede jeg.

Næste stop blev på en autocamperplads i Hildesheim. Ganske gratis og mega hyggeligt beliggende ud til en sø.

Ups næste morgen vågnede Svend med noget der lignede i en bordtennisbold i kinden. Tandbyld, mæææn ikke noget piv.

Onsdag den 16. august havde vi en hel køredag, og holdt ca. kl. 18.20 i Bled i Slovenien. Naturskønt, men det regnede og tordnede. Vi havde udset os en plads. Desværre igen alt optaget. Pladsen lå lidt langt fra noget, så vi fandt en parkeringsplads bag campingpladsen, hvor vi kunne overnatte.

Vi spurgte i campingpladsens reception, om der måske var mulighed for overnatning næste dag, og de virkede positive. Vi fik ikke nattero. Parkeringen lå ud for en restaurants udluftning. Den kørte hele natten. Der var megen larm af biler m.v.

Næste dag var der fuld sol og rigtig varmt. Jeg startede dagen ved søen med en kop kaffe.

Svend konsulterede sin tandlæge telefonisk. Dorthe sagde at det nok ”bare” var en tandbyld, og at det sikkert ville gå over af sig selv. Det gjorde det heldigvis. Jeg mente at kende et gammelt råd om slivovic, den købte han ikke.

Kl. 8.00 kørte vi ind på campingpladsen, hvor vi parkerede i venteposition til kl. blev 12, hvor vi kunne komme ind og bo på pladsen. Ventetiden brugte vi til at cykle rundt om søen. Vi var inde i Bled og gå rundt. En fantastisk tur.

Tilbage ved middagstid fik vi os indrettet. Så gik vi op i campingpladsens restaurant og spiste frokost. Eftermiddagen fordrev vi i stranden, og jeg badede i søen. Det skønneste klare vand.

Fredag den 18. august, startede jeg igen med en tur i søen. En mand, vi døbte ”gruskarl”, mediterede fra morgenstunden. Han sad på et tæppe på en meget stor træstub, med krydsede ben, og hældte grus mellem fingrene og ned i en lille skål. Skørlingen sad der stadig, da jeg kom tilbage.

Jeg så også et helt sort egern fra morgenstunden, da jeg gik hjem fra mit morgenbad i søen.

Efter morgenmaden tog vi cyklerne og cyklede ind til Bled. Her gik vi meget højt op til en borg, der hed Blejski Grad. Her var en enestående udsigt over hele søen. Overfor lå en sommer kælkebane. Nede igen cyklede vi tilbage til campingpladsen, og Svend var om eftermiddagen med i søen.

Da jeg skulle bruge nogle af mine boxe i vognen var de væk. Jeg regnede hurtigt ud, at de nok var røget ned bag bagbeklædningen i skabet. Alt ud fra øverste hylde, skuffen røg også ud. Så klemte jeg mig rigtig meget, det føltes som når man får lavet mamogrrafi, ind over hylden og fik fisket mine boxe op (den var aldrig gået, med de gamle bryster), jeg havde det allerstørste besvær med, at få mig hevet ud af hylden igen.

Lørdag den 19. august kørte vi fra Bled ved 9-tiden. Vi havde fravalgt at køre på motor- og betalingsveje. Kursen var sat mod Izola. Det blev en meget flot og spændende tur. Bl.a. var vi oppe over et skisportssted, der hed Talmin. Det lå i 1300 meters højde. Byernes standard ændrede sig også markant på turen. I Bled mindede det meget om Østrig. Som vi nærmede os Italien dalede standarden betydeligt. Efter et smut ind over den italienske grænse ankom vi til Izola.

Det var et klondike uden lige. 95 procent af campingpladsen var fastliggende, mest slovenere. Vi tror det var et must at der skulle indgå en campingvogn i menageriet, så var det ellers presseninger, brædder, havegrej og meget fast etableret. Der var under en håndfuld pladser der ikke var fastliggere, så vi holdt på et areal blandt små telte, uden strøm.

Vandet så ikke særlig badevenligt ud, så det fravalgte vi.

Da vi ankom begyndte det at regne, så vi måtte rykke ind i vognen. Vi grillede pølser og spiste kartoffelsalat. Omkring midnat blev det et uvejr uden lige. Svend lukkede lugerne, men det blæste virkelig meget op. Da kl. var 01.30 stod Svend i rusk, torden og regn, og prøvede at redde markisen. Det blæste for meget til, at han kunne tage den ind, så han måtte bare gøre hvad han kunne, for at fastgøre den med stropper. Nogle af de unge mennesker omkring os kom og ville hjælpe til. Næste morgen stod den på et koldt brusebad, altså ikke nogen 5 stjernet plads.

Efter morgenmaden cyklede vi ind til byen og gik rundt. Det var godt nok søndag, men der var ikke det store liv. Det hele virkede temmelig kedeligt, og der var en verden til forskel fra Bled, hvor vi kom fra. Da vi var tilbage på pladsen ved 11 tiden besluttede vi, at køre videre til Kroatien. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Vi havnede på en rigtig god plads i Umag, hvor vi besluttede os at blive nogle dage, så nu skal der vaskes tøj m.v, så vi igen har en ren røv at trutte i.

Udgivet i Uncategorized | En kommentar

Fra Pisa og hjemover

img_2851img_2373dsc_0567dsc_0574dsc_0566img_8196dsc_0547dsc_0538

Snavsetøjet løber ingen vegne, så søndagen startede med lidt tøjvask. Herefter tog vi en cykeltur til Marina Massa og også op ad bakke til byen Massa. Byen var ret død, formentlig også fordi det var søndag. Da vi kom tilbage til camping pladsen, gik vi et par timer på stranden.

Dagen forinden havde vi mødt en meget mørk mand, der solgte paraplyer. Nu gik han så nede på stranden, troede vi. Vores forvirring var stor, da der pludselig var to meget sorte mænd der solgte paraplyer. Vi blev enige om, at det nok var os, der ikke var så gode til at hitte forskel på alle de mørke mænd.

Mandag den 26. september stod den atter på havbad, formentlig det sidste i år for Svends vedkommende, fordi vi nu sætter kurs mod Gardasøen.

Det har været så hyggeligt at have en ny morgenbade ven, mææn den holder vist ikke, når vi vender hjemover.

Gps’en blev sat til Bardolino. Undervejs var vi inde og handle. Der ligger to campingpladser inde i Bardolino. Begge kunne melde alt optaget, så der blev sadlet om til Malcesine. Efter en lille gåtur grillede vi.

Tirsdag den 27. september cyklede vi fra campingpladsen ind til byen langs søen. En rigtig dejlig og smuk tur. Efter en tur op til borgen, og lidt kiggen i butikker, satte vi os ind på biblioteket og fik en lille en. Tilbage på pladsen lavede vi lidt italiensk frokost.

Onsdag havde vi tænkt os at cykle den modsatte vej langs søen, men solen kom ikke rigtig frem fra morgenstunden, så Svend stillede forslag om at vi lavede køredag. Indrømmes skal det i hvert fald også, at vi glæder os til at gense familie og venner. Ikke mindst Mia, Chili og Humle, selvom de har været med på væggen hele turen rundt.

Onsdag aften holdt vi i Nürnberg ved et Gasthof der hed Grüne Au zum Brez’nwirt. Vi gik ind og spiste sigøjner schnitzler. Stedet var med på den App vi bruger, når vi skal finde overnatninger.

Torsdag lavede vi kaffe, og i første omgang kørte vi ind til en bager, og så ind på nærmeste tank for at købe diesel, bade og drikke den medbragte morgenkaffe.

En af de ting vi har snakket meget om, er at Italien har været turist død (især i syden), i forhold til vores tur sidste år i Portugal og Spanien, hvor der var turister lige til sidste stop i Frankrig.

Vi har også grinet rigtig meget af, at der flere gange på campingpladserne er blevet gjort opmærksom på, at det er en meget stor camper vi har. Sidste år i Portugal og Spanien, var den monster lille i forhold til de fleste andre. Lidt pudsigt.

Lige nu går den op ad autobanen, vi regner med at overnatte meget nordligt i Tyskland og vende hjem til Hunst i morgen. Klar til hverdagen og mange dejlige oplevelser rigere.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Rom til ca. 50 km. nord for Pisa

img_2302img_2330img_2338dsc_0442

dsc_0452dsc_0476

img_2357img_2805

img_2821img_2814

dsc_0521dsc_0530dsc_0552

Lørdag den 17. september tog vi igen ind til Rom. Vi brugte dagen til fods, og var bl.a. ude og se, hvor vi boede med Anne og Bent. Selvfølgelig måtte vi også lige sidde, hvor vi sad med dem og ventede forgæves på nøglen til vores skrækkelige lejlighed.

Bagefter var vi rundt i gaderne omkring lejligheden, og vi sad på en hyggelig plads og spiste frokost.

Søndag morgen startede jeg med at konstatere, at mine allerbedste sandaler var blevet ædt af et dyr i nattens løb. De var bidt i stykker i nattens løb.

Efter morgenmaden tog vi ind for at se Colloseum. Vi opgav foretagendet. Først skulle vi stå i kø i flere timer for at købe billet. Herefter igen kø for at blive skannet. Hvis vi så skulle rundt i udgravningerne, var det ny kø for scanning. Det havde vi ikke lyst til. Vi snakkede om, at en søndag nok ikke var ideel, og at man skulle tage tidligt ind og stille sig i kø, hvis man ville ind. Vi gik op til præsidentboligen, og var rundt på de små pladser i stedet.

Mandag gik den igen mod nord. Midt på eftermiddagen holdt vi på Orbetello Camping Village nær byen Orbetello.

Vi var rundt og kigge lidt på pladsen, og gik en tur ned til havet. Næste morgen startede med et havbad. Svend var stadig med. Efter en bruser og lidt morgenmad, cyklede vi ind til den nærmeste by Porto Stefano. Den lå 8 km. fra pladsen.

Den sidste del af turen var igennem bjerget (4 tunneller), så det var en mørk fornøjelse. Efter vi havde gået rundt og set den lille fiskerby, cyklede vi tilbage til pladsen og lavede en gang spaghetti del mare. Så gik turen til stranden i en lille times tid. Da vi kom tilbage til camperen, spurgte jeg Svend, om ikke han kunne tænke sig en øl, (jeg havde nemlig købt et par nye flif, floffere, og der var en øloplukker under sålen), men tror I ikke han sagde ”jeg har egentlig ikke lyst til øl nu”. Helt ærlig det er ikke hændt så tit. Men da han opdagede hvad jeg ville afprøve, ombestemte han sig dog.

21. september var vi igen på farten. Første stop var Montalcino. Det er her vindruerne forvandles til Brunello vin. Så havde vi udset os en campingplads mellem Siena og Firenze. Tanken var, at vi ville tage et tog eller en bus og få set begge byer. Da vi kom til pladsen, der lå meget naturskønt højt oppe i bjergene, kunne vi godt se, at tog var der ikke tale om. Der var en by med busstoppested 5 km. meget stejlt opad, så vi plottede næste plads ind i gps’en. Denne plads lykkedes det os ikke at finde. Så næste pejlepunkt blev en autocamperplads i Firenze. Her var alt optaget. Men kl. 19.00 fandt vi en autocamperplads / parkeringsplads ved et busstoppested i Firenze.

22. september tog vi bussen ind til Firenze. Byen var en fantastisk oplevelse. Vi havde kun en dag i byen, primært grundet mangel på campingplads. Vi havde lidt problemer med vandpumpen i vognen. Byen var så spændende, at her må vi til igen. Der var så mange ting at foretage sig, og den var ultra flot. Ikke nok med det, der var mange super lækre forretninger.

Vandpumpen er delvis stået af. Svend har fået en teknik med en papegøjetang, hvor han slår på pumpen. Gentlemann er han da. Kom med et godt tilbud om at han kunne sidde og slå på pumpen, mens jeg badede. Afslog det gode tilbud, så skulle jeg jo bare lugte til ham (thi, hi), så må vi da hellere lugte lidt begge to, så hellere skubbe badet til om aftenen, hvor vi kom til en ny plads.

Vi kørte fra Firenze om eftermiddagen. Vi satte kursen mod Massa, ca. 50 km. nord for Pisa. Vi ville bruge pladsen som udgangspunkt for en tur til Pisa og en tur til Cinque Terre. Begge dele kan besøges med tog. Vi fik handlet undervejs, og bl.a. købt sværdfisk, kød, vin og øl til et par dage, så vi regner kun med at spænde cyklerne af de næste par dage.

23. september blev den lille 42 år, så en opringning til fødselaren, inden vi tog morgen dukkerten. Svend er blevet totalt vildfarens med at bade.

Nu skulle der igen vaskes lidt tøj, og jeg måtte også til frisøren efter morgenmaden.

Det var sjovt. Jeg ventede ca. 1 time udenfor forretningen. Frisørens oldebarn på bare tre måneder, lå udenfor i en barnevogn. Når han gav lyd fra sig, var det ham det drejede sig om. Frisørens barnebarn vaskede hår, og hun klippede også mænd med maskine. Da hun var ved at vaske farve ud af en dames hår, begyndte den lille fyr at blive utilfreds. Hun tog ham op af vognen, og tog samtidig en flaske med noget medicin han fik. Så lagde hun ham tilbage på maven, og han faldt meget hurtigt i søvn.

Jeg blev skåret og ikke klippet (mener det var en teknik, min farmor også brugte). Da jeg var blevet vasket, blev barnebarnet sendt ud og handle. Jeg var sidste kunde inden siesta. Nu vågnede den lille igen, og så blev min klipning simpelthen suspenderet, mens oldemoderen tog sig af ham, indtil hendes barnebarn atter indfandt sig.

Det hele var bestemt en oplevelse værd, men måske kommer der et genopretningsklip hos Jeanet, når vi vender hjem.

Om eftermiddagen cyklede vi ind til havnen i Carrera. Fra havnen gik turen ca. 8 km. op ad bakke til Carrera by. Den var røvtrist, så det bedste var at det gik ned ad bakke hjemover.

Næste dag tog vi toget, de ca. 50 km. ind til Pisa. Vi var rundt i byen og selvfølgelig også rundt det skæve tårn.

Da vi så skulle med toget hjem igen, gik min tisse mand totalt i selvsving. Vi havde lige sat os i toget, da han smed kameraet i skødet på mig, og jeg kunne godt se at vandet stod ham helt op til øjnene. Da jeg så kiggede til toiletdøren, var han væk. Jeg tænkte, nu laver han Frederiksværk modellen, (på vej hjem fra København hoppede han engang af sidste tog. Denne gang havde jeg intet andet på mig end kameraet (ingen penge, telefon eller billet). Der gik meget lang tid inden jeg så ham igen, på vej den modsatte vej i toget med en kontrollør foran sig. Nu smed han da heldigvis hen billet til mig – puh ha. Kontrolløren hjalp ham. Han havde været ved tre toiletter der ikke virkede, så han fandt et toilet der virkede. Jeg var færdig af grin, men alt endte lykkeligt.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Villa S. Giovanni til Rom

På pladsen ved Marina Camerota, var der næsten ingen gæster. Så om morgenen var Svend superoptimist (troede jeg). Efter vores svømmetur sagde han, jeg går lige op og henter noget morgenbrød. Han kom grinende tilbage, tomhændet og sagde, det kommer om ganske kort tid. Der blev simpelthen sendt en bil afsted, for at hente to morgenboller til os.

Da bollerne ankom, havde Svend set et kort, og snakket med en dame, der sagde at der ikke var langt ind til nærmeste by, bare man fulgte vandet. Det ville vi da prøve. Det tog os en lille time at komme derind. Vi måtte ud i vandet og over klipper, men der var mange, rigtig fine små strande. Det var stegende hedt, så jeg kiggede meget efter, hvor jeg kunne købe vand, da vi nåede frem. Svend mente selvfølgelig, at han fuldt ud havde fortjent en bajer. Vi fandt et bord med udsigt over havnen. Fik serveret to lette retter, hvor vi smagte hos hinanden. Hertil fulgte 66 cl. øl, en halv liter hvidvin og vand. Samlet regning 13 eur. Fantastisk billigt må man sige.

Om aftenen grillede vi fisk og skaldyr. Næste dag, havde vi egentlig tænkt os, at tage en ren afslapningsdag på stranden med et par bøger, men da vi sad med vores morgenmad, kom campingfatter og sagde, at han ville forlade pladsen indtil næste dag (midt på dagen), og om vi skulle ud inden. Vi besluttede at køre videre, mest fordi vi ellers først kunne komme sent af sted dagen efter.

Søndag den 11. september kørte vi derfor mod Salerno. Da vi kørte forgæves efter et par camper pladser, fandt vi først en campingplads først på eftermidagen. Der var siesta, men vi fik lov til at køre frem. Vi fik en plads i første parket med en super havudsigt.

Jacob havde fortalt at Rio Cadiz skulle ankomme næste morgen kl. 8.00. Så selvfølgelig spejdede vi over havet kl. 7.00. Svend var klar med kikkerten. Vi kunne bare ikke få øje på hende. Hun var forsinket, så det blev inde på havnen i Salerno, vi så hun ankom kl. 14.00.

Efter et havbad, en bruser og morgenmad, tog vi bussen fra campingpladsen ind til Salerno. Da vi stod ved stoppestedet, var der to ”vejarbejdere”, der havde plantet sig med deres havestole. Den ene stod og lavede trutmund til Svend, mens vi ventede på bussen. Da vi kom ind i bussen, ville vi naturligvis købe billetter, det lod sig ikke gøre, maskineriet var brudt ned. En italiener signalerede typisk italiensk til os. Så er det godt at Anne har lært os nogle tricks. Vi måtte køre på røven, både frem og tilbage. Samme cirkus udspandt sig nemlig på hjemturen, og det var campingfatter der havde sagt, at man bare købte sin billet i bussen. Der var mange folk i bussen, de havde rigtig mange pakkenelliker. Plastposer, rygsække m.v., der var også mange mørke mennesker. Jeg tænkte, om det var bådflygtningen, hvis ikke tror jeg det var nogle gadesælgere, der skulle ind til byen med deres varer.

Vi var på havnen, og i gågaderne i Salerno. Selvfølgelig stod vi på havnen og så Rio Cadiz ankomme kl. 14, og vi sendte et billede til Jacob. Kl. 16.00 kørte vi med lokal bussen tilbage til campingpladsen. Vi ville lige have en svalende dukkert, thermometret viste på et tidspunkt 34 grader inde i byen. Himlen var temmelig sort, så heldigvis tog Svend lige vores stole ind, og jeg reddede håndklæderne inden vi kastede os i bølgerne. En god beslutning, for mens vi badede, brød et tordenvejr løs.

Om aftenen var et par fiskere ude med en lille jolle, for at sætte garn ud for vores plads. Næste morgen var Svend på pletten, han håbede at gøre en god handel til grillen. Fangsten var yderst minimal, og den ene af fiskene, turde fiskeren ikke rigtig selv røre ved.

Vi kom tættere på Jacobs skib næste dag, da vi kørte ad ringvejen fra Salerno. Der blev igen sendt et par billeder til ham.

Dagen stod på turen langs Amalfi kysten. Der skal ikke herske tvivl om, at det er en meget flot, og meget snoet vej, men flot var turen. Og knap så ”farlig” som da vi var udsat for den spærrede vej. Der var smalt, og selvfølgelig kneb det, når vi mødtes med andre store køretøjer, men alle tog fint hensyn til hinanden. Efter Amalfi kysten var vi inde og handle i Pompei. Herfra gik turen uden om Napoli til en plads ca. halvanden times kørsel fra Napoli.

Efter en tømning af spildevand, og påfyldning af rent vand, kørte vi på plads og grillede.

I løbet af aftenen fik vi en invitation, til at besøge en ung mand, hans kæreste og søster i en hytte. Jeg antager at han var ca. 25 år. Han kom fra Marseille. Med garanti bare en sød ung mand. Og hvor har vi mødt lutter søde, glade og hjælpsomme mennesker.

Den 14. september havde vi bestemt skulle tilbringes på de til campingpladsen hørende sol senge med udsigt over havet, og mulighed for en svalende dukkert en gang i mellem. Det er vist ikke vores spidskompetence. I hvert fald blev vi enige om, lige at gå en tur til højre i vandkanten, for at se om vi skulle støde på en by. Som sagt så gjort. Vi fandt en købmand, men ikke andet. Da vi kom tilbage lidt over middag, lagde vi os. Da der var gået under en time, gav det et ordentligt brag, og så begyndte det at lyne og tordne, så vi småløb tilbage til vognen for at redde håndklæder m.v.

Det stilnede hurtigt af, men i stedet for at ligge os igen, gik vi til venstre i vandkanten for at kigge efter by. Denne gang fandt vi intet, så vi lå lidt langt ude.

Torsdag den 15. september fortsatte vi mod Rom. Lige over middag, holdt på den skønneste campingplads. kun 7 km. fra Rom Centrum, og med bus til havelågen, og tog meget tæt på. De sanitære faciliteter, er de mest luksuriøse vi har mødt på vores tur.

Da vi havde tjekket ind, så jeg at vi manglede hele den ene kappe bag på bilen. Den må være fløjet af på motor ringvejen rundt om Rom, så stakkels de mennesker der har kørt bag os. Vi havde ikke opdaget det.

Eftermiddagen blev brugt til at inspicere den meget store plads, og den nærmeste omegn. Lige over for lå et stort supermarked der havde åbent 24 timer i døgnet, så alt var ved hånden. Her blev handlet lidt til giffen, gaffen, guffen.

Fredag den 16. september lynede og tordnede det fra morgenstunden. Lykønskningerne strømmede ind, og jeg fik en ønsket fiskekogebog af Svend. Efter udvidet morgenmad, tog vi ind til Rom. Vi gik først i Peters kirken, og op i kuplen. Der var to muligheder. Hele turen til fods, eller første etape med elevator og resten til fods. Vi tog fodturen, 551 trin hver vej.

Efter Peters Kirken, mente Svend at jeg skulle give en fødselsdags bajer, så det måtte jeg jo. Herefter besøgte vi Phanteon, Trevi Fontainen og den Spanske Trappe. Sidst på dagen spiste vi et måltid mad og tog metro og tog tilbage til pladsen. Det bliver lidt tidligere mørkt end hjemme.

Der er to andre ting vi har snakket meget om. I modsætning til sidste år, er det som om at der blev trykket på en knap den 1. september og så sluttede turistsæsonen. Lukkede campingpladser, få mennesker på de åbne pladser o.s.v.

Og så er her stik dyr overalt. Så selv på øjenlåg, øreflipper og tæer har jeg haft stik. Så der er indkøbt gift til at smørre kroppen med før, og efter stik og mygge lys til at tænde om aftenen.

img_2117 img_2120 img_2125 img_2160 img_2775 img_2156 img_2189 dsc_0410 img_2129 img_2769 img_2768 img_2172 img_2157 img_2785 img_2276

Udgivet i Uncategorized | En kommentar

Sicilien rundt og tilbage til fastlandet

DSC_0380IMG_2699IMG_2696IMG_2694IMG_2017IMG_2023IMG_2029DSC_0341

 

 

 

Fredag den 3. september startede med tøjvask og rengøring. Herefter gik vi til stranden og lå og læste. Det var indtil videre den mest luksuriøse plads, vi har mødt på denne tur. Standarden på pladserne ligger langt fra dansk standard, men på denne plads, var der privat strand med liggestole og parasoller. For første gang nogensinde, var der også privat toilet med håndvask til hver parcel. Vi fik udleveret en nøgle til vores eget tis-hus.
Sidst på dagen cyklede vi en tur, inden der blev tændt op i grillen og stegt tun bøffer. Svend mener, det er de bedste tun bøffer, han nogensinde har fået.
Der kørte også biler gennem pladsen hele tiden. Disse solgte forskellige varer (bager, grønthandler, slagter og is bilen). Næste morgen kom bageren, så Svend var henne og handle. Jeg lagde skinke på min bolle, bemærkede dog at den smagte da noget sødt. Fem minutter senere, kom bager bilen. Thi-hi det var konditoren Svend havde besøgt.
Næste dag havde vi store problemer, med at få os afregnet. Det var en check plads. Her var de ganske nye på fronten, så det voldte dem problemer, at få registreret, at vi havde brugt to klip.
Vi har bemærket, at de ikke kan lide plastik kort på Sicilien, men vi fik da betalt med vores campingcheck.
Svend syntes, bilen trængte gevaldigt til en vask, så vi rullede ind på en vaskeplads. Alle oplysninger var selvfølgelig på italiensk, men vi kunne se, at vi skulle bruge nogle jetoner. Vi kunne ikke se, hvor vi kunne købe dem, men der stod en meget venlig mand. Han ville gerne hjælpe os. Da Svend gav ham en 10 eur seddel, stak han den i en automat, og vups så stod Svend med 20 jetoner til en italiensk vaske hal. Bilen fik alle programmer, men vi har da en del af disse jetoner endnu.
Da vi kørte fra campingpladsen, syntes jeg der var en skrækkelig stank. Jeg anså det for sandsynligt, at det var landmænd der gødede. Havde selvfølgelig først kigget bebrejdende på Svend.
Mens Svend vaskede bilen, ville jeg lige tørre lidt af. Da jeg åbnede glaslågen til vasken, fandt jeg desværre ud af, at stanken kom fra vores spildevandstank, så det var bare alle propper i. Sandsynligvis en kombination af opvask i vognen, og de høje varmegrader. Vi fik tømt tanken og frisk vand på i løbet af dagen.
Midt på dagen var vi inde og spise oppe i bjergene. Det havde vi snakket om kunne være sjovt at prøve. Vi fik spaghetti med havets frugter. En meget sjov oplevelse.
Næste stop var Scala dei Turchi. Nogle helt specielle hvide klipper. Vi overnattede på en plads oppe over klipperne. Det var et privat sted, og det var egentlig ikke vores mening, at sove der. Men damen der tog imod os, sagde nogle priser på parkering m.v. Så kom hun med dagens tilbud. Fri parkering, frit internet, strøm og bad for 20 EUR. Vi tog imod tilbuddet. Da vi skulle slå strømmen til spurgte Svend, hvor mange ampere der var. Dette spørgsmål på engelsk var sort snak for hende. Så efter en rynket pande sagde hun normal, normal. Og det var jo det. En af vores spidskompetencer p.t. er nemlig, at slå sikringerne på pladserne. Vi har el-kedel, føntørrer, el-tandbørste, mini-ovn m.v. Det er ikke noget problem på campingpladserne derhjemme. Heller ikke i det nordlige europa, men det er det åbenbart her, hvor nogle pladser kun har 4 ampere.
Den 5. september kørte vi godt tre timer til Capo S. Vito. Efter vi var rigget an, cyklede vi ind til byen. Badetøjet var naturligvis med. Mine klip-klappere var gået kaput, så jeg fik fat i nogle nye. Vi cyklede ud på havnen, og på tilbagevejen var vi en tur i bølgen.
Om aftenen cyklede vi igen ind til byen. Da vi forlod pladsen, var der hvad vi så som nogle underlige skyer over bjerget, der lå bag campingpladsen. Da vi kom langs vandet, var en lille flyver på vej ned på vandet. Folk kiggede og der blev fotograferet. Det var ikke skyer, der var over bjerget, men en skovbrand og flyveren var nede efter vand.
Tirsdag den 6. september startede vi igen med et havbad, efterfulgt af bruser og morgenmad. Om formiddagen var vi ude og cykle en tur. Svend var som vanlig lidt sejere end mig, så han cyklede lidt længere op ad bjerget. Her ulmede det stadig efter brand.
Næste morgen lynede og tordnede det. Så er det jo herligt, bare at lukke skodderne og redde vasketøjet ind i vognen. Da vi så, hvordan jorden slet ikke kunne suge vandet. Folk der lå i telte stod udenfor, nogle pakkede sammen.
Den 7. September skulle vi egentlig ikke køre ret langt, men det kom godt nok til at tage hele dagen.
Bogen om Europas smukke veje følges, så vi kører mest på regionale veje. Motorveje er fravalgt på gps’en. Over middag kom vi til en by, hvor vi skulle under en jernbane. Det kunne vi bare ikke komme, der var masser af viadukter, camperen var bare for høj, så vi måtte op og følge en vej, hvor lastvogne kunne komme op over en bjergkam. Det tog naturligvis lidt tid, men helt tosset gik det senere. Pludselig var vores vej spærret, aner ikke hvorfor, og så kom vi ud i det rene skidt. Vi måtte over et bjerg, der var så stejlt, at hjulene på camperen bare fedtede rundt. Jeg kunne mærke at Svend var meget stille. Det smittede af på mig, så jeg kneb øjnene sammen, fordi jeg ikke turde kigge frem eller ned. Man kunne ikke se, hvor man endte, når man kom rundt næste sving, og vende om kunne man simpelthen ikke.
Det er det værste vi nogensinde har prøvet i camperen. Det er vi meget enige om.
Så da klokken var lidt over 19.00 havde vi kun kørt 304 km. den dag. Det havde bare taget hele dagen. Vi havde plottet en campingplads ind på gps’en. Den eksisterede bare ikke, så overnatningen blev meget idyllisk ved nogle små joller med udsigt over vandet. Næste morgen, så vi et skilt der betød, at overnatning var forbudt.
Der var masser at se på om morgenen, fiskerne tog ud i deres små joller, og der blev også fisket fra stranden.
Efter kaffen kørte vi videre til Messina, hvor vi skulle med færgen tilbage til fastlandet. Vi kørte på motorvejen rundt om Messina. Der var et virvar uden lige. Da vi holdt ved færgen, klar til at køre ombord, var der en meget stor dame, der kæmpede alt hvad hun havde lært, for at komme ud af bilen. På et tidspunkt sad hun fast mellem forsædet og dørstolpen. Det var absolut ikke bedre, da hun skulle ind igen, så på et tidspunkt tog manden fat om begge baller og pressede hende ind. De skulle jo simpelthen køre om bord, så tre skub i røven og hun kom ind igen. Turde ikke fotografere, men måtte vende os om, fordi vi grinede.
Tilbage på fastlandet, overnattede vi på en meget flot beliggende autocamperplads. Vi holdt med den flotteste udsigt over havet, og direkte til stranden. Der var bad, opvask, tømning, vaskemaskiner m.v. Her måtte vi slippe hele 12 eur.
Den 9. september, kørte vi til en guldcheckplads. Det var en meget død sild, der var faktisk ikke nogle gæster. Vejen dertil var flot, men igen megen spændende bjergkørsel, puh ha, så kun 139 km. den dag, men de tog godt nok lang tid.

Udgivet i Italien 2016 | Skriv en kommentar