Fra Cupra Marittima til Hundested

 

Søndag den 19. september, snakkede vi med Bæverdalen fra morgenstunden. Hundested Skole havde arrangeret et ”sponsorløb” til fordel for børn i Afghanistan. Vi var blevet spurgt, om vi ville sponserer Humle, og nu var det afregningens time. Han havde løbet 9 runder.

Søndagen blev tilbragt på pladsen. Vi badede, læste og spillede og nød bare den flotte udsigt fra vognen.

Næste dag cyklede vi langs stranden ind til en mindre by i nærheden af pladsen. Da vi kom derind, fik vi øje på en borg meget højt  over byen. Den ville vi gerne tættere  på, så vi cyklede en meget lang vej rundt om et bjerg med hårnålesving, for at komme derop. Svend måtte have telefonen frem, for at se hvor vi var i verden. Da vi skulle ned  igen, fandt vi ud af, at vi havde valgt en kæmpe omvej, så da vi skulle ned ad bakken gik det tjept.

Der var ikke mange mennesker deroppe, men som skudt op af jorden, stod der en mand ved siden af os, mens vi nød udsigten. Han snakkede en masse italiensk til os, som vi ikke forstod. Da vi gik videre, fulgte han efter os, og snakkede stadig løs. Der var noget, han meget gerne ville vise os, så han holdt os lidt hen, mens han låste en dør op og hentede en nøgle. Nu låste han op, til en have der lå overfor huset, hvor han havde hentet nøglen. Vi fik den mest fantastiske udsigt over området fra haven, så vi fotograferede naturligvis løs, uden at vi rigtig kunne snakke sammen. Pludselig spurgte han, om vi talte fransk (på fransk naturligvis). Jeg sagde, at det kunne jeg da en smule af. Det viste sig dog, at det nok var den eneste sætning han kunne, men vi havde dog begge forstået at det var nogle schweizere der ejede huset og haven. Efter ca. et kvarters tid, fik jeg lidt kolde fødder, og syntes han var ”for meget”, så jeg sagde til Svend, ”lad os se at komme ud af denne suppedas hurtigst muligt”. Han havde det på samme måde, så vi gik tilbage til vores cykler, fulgt af ham, men slap derfra.

Nede igen skulle vi cykle langs stranden tilbage til campingpladsen.  Vi havde kun spist frugtsalat til morgenmad,, så lysten til lidt at spise meldte sig, og vi kiggede langt efter spisesteder langs stranden. Fandt et sted og valgte udenfor hvad vi ville spise, men da vi kom ind var der en time til de åbnede. Det ville vi ikke vente på, så vi cyklede videre og endte på campingpladsens restaurant, kiggede på spisekortet (på italiensk). Der var en antipasti Calypso (pladsen hed Calypso), og vi kunne kloges af, at det bestod af varme og kolde retter. Svend var med på ideen om at bestille uden vi vidste, hvad det var. Vi fik først en tallerken med 5 små fiskeretter. Bl.a. noget meget velsmagende blæksprutte salat. Efter de 5 retter fulgte en gang marineret rå tun med pitacie. Den første varme ret var små stegte sardiner, og noget paneret fisk, så fulgte jomfruhummere på brød og med grønt under, så kom der muslinger, og til slut store varme rejer viklet om med noget bacon. Vi delte en halv liter vin og spiste brød til. Var målløse da vi blev præsenteret for regningen. 33 eur for os begge.

Tilbage ved vognen, stod Svend og mikkede med et eller andet bag vognen. Videbegærlig som jeg er, lurede jeg på ham, (han ville have vand på vognen). Selvfølgelig havde drengen en papegøjetang i bagagerummet, så han kunne skifte forskruningen, så han kunne få vandslangen til at passe. Hvad han dog ikke har med af grejer.

Om natten blæste det en del op. Den ene strop røg til markisen, så vi måtte ud og hive den ind.

Tirsdag den 21. september gik turen videre mod Rimini, og vi kørte ind på en plads ved Riccione sidst på dagen. Vi ville blive nogle dage, så efter opslagning, samling af cykler m.v. grillede nogle burgere.

Næste dag startede med  en herlig tur i havet, herefter blev der ringet til Anne for at ønske tillykke med fødselsdagen. Efter morgenmaden cyklede vi en længere tur, og kom bl.a. ud til en fiskerihavn, hvor de fangede forskellige skalddyr. Da Svend blev lidt for ivrig til at fotografere fangsterne, blev vi venligt, bedt om at trække os lidt.

Indtil nu har vi sovet med alle vinduer åbne i vognen, og dynen har været noget, man sparkede af. Natten til i dag torsdag den 23. september blev første nat. Hvor vi sov med lukkede vinduer og en smule dyne på.

Under den første tår kaffe, var det tid til at ringe Jacob op og gratulerer ham med de 47 år. Han sad i toget og afslog Facetime. Vi ville da synge en sang for drengen. Han ringede op, da han stod på Hillerød station, så der blev sunget lidt for ham.

Selvfølgelig sad vi ude og spiste vores morgenmad. Da vi fik set os omkring var vi de eneste, der sad ude med shorts og bare arme. Italienerne sad inde i deres vogne, og når de kom ud, havde de sågar dynejakker på, men de har jo givet vis også haft det en del varmere end os i sommermånederne.

Vi cyklede ind til Riccione, og fik også købt et par små ting til Mia og Chili. Om eftermiddagen var vi i havet, og det blev Svends sidste badetur i denne sæson. Det måtte fejres med en gin og tonic på strandbaren. Da vi havde grillet blev cyklerne foldet sammen for sidste gang, og grillen var også brugt for sidste gang. Vi havde besluttet næste dag, at køre til Comacchio lidt nord for Ravenna.

Vi kørte ind i et mega stort indkøbscenter, og der skulle da også købes lidt pasta, parmessan, olie m.v. med hjem.

Fremme i Comacchio var parkeringspladsen lige udenfor den gamle by propfyldt da vi kom. På min Park4Night nat stod at det var gratis at holde der, men der var en parkeringsautomat, som vi ikke helt kunne kloges af. Jeg spurgte et par østrigere, der var på vej derfra, om der skulle betales. Det havde de ikke gjort, men for at være helt på den sikre side, smed vi 15 EUR i automaten, så kunne vi holde i ca. 1 døgn. Sedlen blev lagt i forruden. Vi gætter på at der var mellem 75 og 100 campere på pladsen. Næste morgen gik Svend en morgentur, og så til forruderne på de andre vogne. Tja den eneste vogn der havde parkeringsbillet i forruden var vores.

I 2016 var vi også i Comacchio. Dengang på min anbefaling. Mens jeg arbejdede på produktionsskolen var vi tre uger nede på en campingplads, hvor vi slog telte op for Suntours. Da opgaven var udført, havde børnene resten af tiden som turister. Vi havde lejet to 9 personers biler, hvor min daværende kollega Jorid kørte den ene og jeg den anden. Vi var inde i Comacchio, og de unge mennesker fik nogle timer alene. Det udnyttede Jorid og jeg til, at sidde stille og roligt og få en god frokost. Ren luksus efter flere uger med ansvar for de unge døgnet rundt.

Derfor skulle Svend og jeg naturligvis ud og spise. Det foregik nede ved kanalen, og det var bare så hyggeligt. Der er masser af fisk, der kommer lidt op når de får lidt brød, og ænderne rapper lystigt derud af. Den rene idyl.

Lørdag den 25. september, kørte vi mod Verona på motorvejen. Der manglede stadig en lille ting til Humle i vognen, så gps’en blev sat til et stort indkøbscenter ved Verona. Desværre var det svært at få camperen parkeret ved centret p.g.a. højden på vognen, så vi måtte parkere et stykke derfra, og satte så til fods mod centret. Vi var så heldige, at vi hurtigt kom til en sportsforretning. I sådan en forretning kan man jo altid finde noget til drengen.

Fra Italien gik turen over Brennerpasset til Østrig, og vi nåede sidst på dagen op til en lille sø, nær byen Kramsach. Grillen var pakket godt ind bag i bilen, så vi måtte lide den last at spise på campingpladsens restaurant, med den herligste udsigt over søen.

Næste morgen drak vi bare en kop kaffe og kørte fra pladsen. Den lå ikke så langt fra motorvejen, men vi kom ind i en omkørsel, og så snød gps’en os lidt, så vi kom ud og køre i landlige omgivelser i det østrigske, hvor de var ved at hente køerne ned fra bjergene.

Nu er vi kørt ind i Tyskland, og regner med at dagen i dag skal være køredag. Dog tager vi en enkelt overnatning endnu, så vi regner med at være tilbage i Hundested i morgen mandag den 27. september.

Selvfølgelig glæder vi os til at se jer alle, og ikke mindst de tre børnebørn. Det er jo ikke det samme, at have dem på kalenderen i vognen.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Fra Bari til Cupra Marittima

Efter morgenmaden mandag,  cyklede vi en tur ind til byen Bisceglie, som lå i nærheden. Vi havde pitstop med udsigt over klipperne. Parkerede cyklerne på havnen og gik rundt i byen. Hjemme på pladsen, var vi nede og bade fra klipperne. Det kneb lidt for mig at holde balancen, fordi bunden var store klipper.  Om aftenen blev der grillet spyd.

Næste dag var det køredag, og vi havde en meget flot tur over bjergene. Utallige smukke udsigtspunkter. Vi måtte gøre holdt nogle gange undervejs.

På et tidspunkt, var der en ældre mand der havde slået en bod ned, hvor han solgte forskellige produkter lavet på olivenolie. Jeg kiggede selvfølgelig på varerne, mææn det var vist en rigtig oliesheik. Der var ikke priser på noget som helst, og da jeg pegede på en meget lille flaske med ca. 1,5 dl. olie med lidt rosmarin i viste han mig 8 fingre, altså 8 eur. Så ingen handel dér.

Næste plads vi havde udset lå tæt på byen Vieste. Den fik vi ikke set sidste gang vi var på disse kanter, fordi det var meget svært at parkerer en camper i byen, så nu ville vi bo på en campingplads tæt på, og tage cyklerne derind.

Der var kun to ledige pladser at vælge imellem, så det var heldigt vi var tidligt fremme den dag. Pladsen vi tog var den lyseste vi kunne vælge, men Svend spurgte, om vi ikke kunne skifte plads næste dag, hvis der blev en plads med mere lys. Da vi senere gik ned til vandet, måtte vi konstaterer, at hele pladsen bare var temmelig mørk, og at samtlige midler vi har i vognen mod moskitoer, skulle i anvendelse sidst  på dagen. Til gengæld var stranden ualmindelig herlig.

Det var blevet onsdag den 15. September. Vi fandt en solstråle foran vognen, hvor vi kunne få vores morgenkaffe. Da vi ville ud og bade, mødte vi en fransk dame, der ikke kunne finde affaldssorteringen. Hun blev glad, da vi kunne hjælpe hende. Cykelturen ind til Vieste bød på en del skarpe sving, men vi havde troet at det ville have været værre at cykle, end det egentlig var. På vejen ind udså vi en restaurant nær campingpladsen, hvor vi gerne ville spise aftensmad næste dag. Inde i Vieste satte vi cyklerne på havnen og gik rundt. Det var temmelig varmt (på et tidspunkt 32 grader), så da vi fandt et skyggefuldt sted med en pæn udsigt, tæt på middag måtte vi lige ind og sidde lidt. Vi var hjemme midt på eftermiddagen, og var igen ude og bade

Så oprandt den store dag 16. september. Børnene ringede og lykønskede fra morgenstunden. Da vi ville ud og bade, så vi at der var et hold danskere til på pladsen. Det var de første landsmænd vi overhovedet havde mødt, siden vi forlod Gardasøen (ca. 20. august), så det er jo bestemt ikke her de fleste danskere holder til. Det er italienere, tyskere, franskmænd, schweizere og hollændere der er i overtal. Italienere taler absolut kun italiensk, så vi bruger meget fingersprog og fagter. Ikke engang i receptioner på campingpladser er de meget for engelsk eller tysk.

Oppe af vandet, lavede fødselaren brunch til hende og manden. Manden diskede op med et par øreringe.

Om formiddagen kørte vi ud mod nogle klipper. Parkerede cyklerne og gik en tur. Ude på klipperne mødte vi et par hollandske damer, der var kommet på afveje med deres cykler. De kæmpede bravt. Om eftermiddagen havde vi bestemt, at vi ville ud og prøve at stå på padleboard. Da vi kom tilbage til stranden, valgte vi dog dette fra, fordi at det var blæst meget op.

Kl. 18.00 havde jeg inviteret til velkomstdrink ved vognen. Vi havde bestilt bord til kl. 19.00 på en restaurant ved siden af pladsen, selvfølgelig med udsigt over vandet. Vi magter ikke en menu med de mange retter mere, så vi valgte at bestille lidt forskelligt at spise, og så kun 1 portion af hver. Kun kødretten bestilte vi to af. Det bar frugt, for vi var meget mætte på den gode måde, da vi drog hjemover.

Fredag regnede det  fra morgenstunden, så vi fravalgte havbadet fra, og måtte undtagelsesvis indtage morgenmaden inde i vognen.

Vi kørte fra pladsen og var inde var inde og provianterer, men de havde meget lidt til grillen. Vi kørte på SS16, og havde lige siddet og snakket om, at de mange ”vejarbejdere” vi plejer at se på vores ture, var der heldigvis ikke så mange af i år. Var blevet enige om at Corona var årsagen, da det pludselig vrimlede med dem på en strækning af ca. 25 km. meget lidt tøj, høje hæle og de vinker så pænt til folk.

Vi havde udset en campingplads, men midt på eftermiddagen blev vi enige om, at vi havde for langt igen, så vi ville finde en plads for natten. Jeg fandt en plads på Park4Night på telefonen, og vi satte GPS’en. Da vi kom til pladsen var den pakket, så vi ikke så mulighed for at bo der. Desværre var der en viadukt, der ikke var høj nok til camperen, så vi måtte køre lidt frem, og dreje ud på landevejen. Vi kørte et stykke og drejede så fra igen. Vi så den næste plads, (troede vi på telefonen). Svend sendte mig ud for at se, om han kunne køre rundt det næste hjørne, og om jeg kunne se en plads med autocampere. Selvom jeg gik ud i vandet kunne jeg ikke se camper plads nogle steder. Tilbage ved bilen kiggede Svend på gps’en og besluttede, at der var en plads, hvis vi kunne køre ned om hjørnet og et stykke til højre. Det gjorde vi og langt derude af kom vi igen til den plads vi havde frvalgt. Man kan jo ikke vinde hver gang.

Næste gang vi drejede af for at finde en plads, vidste vi faktisk begge, at den var gal. Men der kom en bil med gult lys og fortalte os, at det var en cykelsti, vi kørte på, så det var bare vende kareten og komme tilbage.

Næste plads vi fandt på gps’en blev plottet ind. Det var monster smalle og ujævne veje, porcelænet klirrede, og glassene faldt ned af holderne i barskabet, og på et tidspunkt parkerede vi bilen og gik videre, men sørme om ikke der lå en campingplads. Et meget lille skur udgjorde receptionen, og der var plads til os. Desværre kun for en nat, fordi de lukkede for sæsonen næste dag, men sikke en plads. Den er noteret til næste gang vi kommer forbi. Vi forstod vi skulle betale 19 eur hver, og ok, men det var tilsammen.

Om aftenen kom der en ostebil, og også en grøntsagsbil forbi så vi kunne handle.

Lørdag gik vi heldigvis ned for at morgenbade. Super flot oplevelse, valget stod mellem pool og hav. Vi er heldigvis meget enige om valget.

Desværre skulle pladsen lukke ned for sæsonen næste dag, så vi fik bare en enkelt nat, men noterede at pladsen Cala Paradiso Camping Village ved Ortona skal besøges næste gang vi kommer på de kanter.

Da vi kørte på vestkysten, rendte vi flere gange ind i, at alt var optaget når vi gerne ville ind på en plads. Nu hvor vi kører på østkysten og mod nord løber vi ind i, at pladserne lukker ned for sæsonen.

Næste plads blev Calypso der ligger tæt på byen Cupra Marittima. Her blev vi for anden gang bedt om at vise Coronapas. Vi skulle også give dem skriftlig accept på, at de måtte tage vores temperatur. Så blev vi i en golfvogn kørt ned for at kigge på en plads, og mon ikke vi accepterede prompte. 1. parket med havudsigt, hvad kan man ønske mere. Vi brugte lidt af børnenes arv, måtte betale hele 5 EUR ekstra p.g.a. udsigten. Den mørke mand der holder middags pause ud for vores vogn, har vist noget af en opgave. Thi, hi. Han sælger thermo jakker med hætter med fiberpels på stranden, ca. i 30 graders varme.

Vi tror vi bliver her i flere dage, så hele udstyret er blevet hevet frem. Her er den mest vidunderlige udsigt, og alt er super. Men vi griner lidt, lige bag os kører et tog, dem der bor overfor har to hunde de ikke tager sig af, de gø’r bestandigt, de lukker dem inde i et meget lille telt og forlader dem. Synd for hundene. Selvfølgelig har Svend sagt, at detikke er ok at I lukker de to hunde inde i et lille telt og forlader dem, og så opdagede vi sidst på eftermiddagen,  at vi er naboer til strandbaren med fuld knald på. Mææn det er en super plads vi har fået.

Igen en meget smuk solopgang og morgen.

Udgivet i Uncategorized | En kommentar

Fra Praia a Mare til nord for Bari

Søndag morgen da vi badede, var vi henne ved en lille pavillon på stranden ved siden af campingpladsen. På campingpladsen havde vi set, at der skulle være nogle sejlture fra stedet. Der sad fire mand, som helt sikkert ventede på kunder, for da vi spurgte til sejl tider, kunne vi nærmest komme afsted med det samme. Vi havde dog ikke fået morgenmad, så vi regnede med, at vi også kunne komme med senere. Det kunne vi heldigvis, for vi fik en pragtfuld oplevelse ud af dagen. De søsatte først skibet vi skulle sejle med, og da vi skulle ombord, kom der et sluttet selskab der kendte hinanden på 15 italienere. 8 unge voksne, og syv børn. Ikke en af dem snakkede andet end italiensk, men de var simpelthen så søde, hjælpsomme og opmærksomme, over for de to gamle  ”blegnæb” der var med ombord. En ghettoblaster drønede dog på hele turen. Sejlturen varede et par timer, og gik ud til nogle meget flotte grotter, som vi sejlede ind i. På et tidspunkt sejlede vi ind i en bugt og blev sat af, med mulighed for en badetur. Den benyttede vi os naturligvis af. Da vi skulle afsted igen, var der kun Svend og jeg på stranden, så den ene af knægtene der sejlede båden, måtte afsted for at lede efter de øvrige passagerer.

Tilbage igen, ville vi cykle ind til byen, og vi var enige om, at vi skulle bade igen, inden vi gik tilbage til vognen. På et tidspunkt havde jeg for travlt med at finde ud af, hvilken side Svend kørte til. Resultatet var at jeg skvattede på cyklen med hudafskrabninger til følge.

Ude i vandet ti minutter senere blev jeg bidt / stukket af en fisk eller et skalddyr? Jeg blev så forskrækket, at jeg skreg. Der blev et hul på anklen, jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad det kan være for en fætter der var skyld i det.

Næste dag cyklede ind til byen om formiddagen. Jeg ville gerne købe en flaskeprop, hvis der var en pæn en af slagsen. Svend ledte med, og pludselig stod han med en prop som en tissemand, og syntes jeg skulle købe den. Det nægtede fruen på stedet. Da vi var kommet væk fra forretningen, forstod han simpelthen ikke mit afslag. Men da han sagde ”det ville dine badeveninder da syntes var sjovt”, forstod jeg jo straks bedre hans forslag ha, ha, men altså ikke nogen prop.

Tilbage på pladsen spiste vi den herligste tunfisk på pladsens restaurant. Om eftermiddagen gik vi på stranden.

Tirsdag den 7. September kom vi til en plads ved Fuscolora. Vi lå rigtig fint ned til stranden. For første gang på turen, måtte vi fremvise vores coronapas inden vi tjekkede ind. Eftermiddagen gik med afslapning og badning.

Der var den smukkeste solopgang dagen efter. Efter morgenbad og brus ringede jeg og ønskede Chili god tur på lejrskole til Helsingør. Der var lidt mørkt på pladsen, så dagen efter kørte vi videre.

Vi var inde og handle i en meget stor Spar på vejen, og desværre kom vi fem minutter efter, de lukkede campingpladsens bom  for en middagslur på to timer.  Derfor måtte vi lade bilen stå udenfor pladsen. Vi kunne gå ind og finde det sted, hvor vi gerne ville bo, og vi var også nede og kigge på stranden. Kl. 16.30 kunne vi så køre ind på pladsen. Da vi var rikket an lavede vi de herligste burgere på grillen.

Torsdag den 9. september skulle vi efter morgenens havbad have en bruser inden morgenmaden. Det  blev noget af en udfordring. Vi fulgtes op til badeafdelingen. Herrernes brusere var adskilt til damernes med gennemsigtigt hegn. Man badede dog separat i kabiner. Jeg smed tøjet og trykkede på en rød knap i formodning om, at det var den måde, man fik varmt vand. Der skete ikke en pind, så jeg bakkede diskret med håndklæde omkring mig ind i en anden kabine. Historien gentog sig, så jeg måtte ud på gangen. Jeg gik hen til hegnet, og sagde, Svend kan du få vand, så langt var han ikke kommet, men det kom han, så kom han også ud på gangen, hvor vi kunne se hinanden. Det viste sig, at man skulle trykke på en knap midt på gangen. Når det var gjort, skulle man vælge hvilken kabine man gerne ville have vand i. Det fandt vi ud af, og jeg fik sæbet hele kadaveret og håret ind, da vandet stoppede. Så måtte jeg ud på gangen med sæbe, for at få en omgang vand til. Og sørme om ikke det samme overgik Svend. En noget bøvlet måde at få morgenbadet på.

Formiddagen gik med en cykeltur til en lille by, hvor der også var en havn. Jeg var nysgerrig nok til lige at kigge hos fiskehandleren, selvom jeg ikke skulle bruge noget. Det var jeg rigtig glad for at jeg ikke skulle. Den forretning ville jeg aldrig have købt noget som helst i. Hjemme spiste vi hjemmelavet spaghetti a la mare, som smagte rigtig godt. Vi ville ned og bade, og der var solsenge, der hørte til på pladsen. Det blæste lidt, så vi ville søge lidt længere op på stranden i læ. Der var nøjagtig samme solsenge, så til vores undren kom der en livredder og sagde at de var ikke inkluderede.

Næste dag gik der kl. 8.50 en bus fra pladsens reception ind til Lecce. Den tog vi med, uden vi helt havde sat os ind i, hvad det var for en størrelse. Det var bestemt ikke nogen moderne bus, meget slidt og chaufføren kørte da også som om den var stjålet. Da vi blev sat af ved bussens endestation, fik vi taget en gal retning, så først da vi havde været inde i en boghandel og investere i et kort over byen, fandt vi den gamle bydel, hvor der var rigtig flot og hyggeligt at gå rundt. Midt på eftermiddagen blev vi kørt tilbage til pladsen.

Lecce blev det sydligste punkt på turen. Lørdag den 11. september vendte vi snuden mod nord. Vi kørte op på en plads nord for Bari.

Denne gang havde vi held i sprøjten, for de holdt nemlig også lukket om eftermiddagen, så det var på et hængende hår vi kom ind. Vi havde købt fisk undervejs, så de røg på grillen. Det var havbas, og de smagte rigtig godt med persille og citron i bugen.

Pladsen var bl.a. valgt, fordi der var vaskemaskine og tørretumbler, og disse ting ville vi gerne benytte.

Så søndag morgen blev sengetøjet hevet af, og håndklæder m.v. samlet sammen. To maskiner blev det til. Da vasketiden var gået, gik det sådan, at den ene maskine ikke havde centrifugeret, den havde dog vasket sengetøjet, hvorimod den anden maskine viste fejl i displayet. Vi henvendte os i receptionen, og fik sengetøjet centrifugeret. Så kunne vi flytte håndklæder m.v. over i den maskine, da vi så skulle tørre håndklæder m.v. virkede tørretumbleren overhovedet ikke, så Svend måtte ud mellem træerne og trække snor, så vi kunne få tørret vores ting.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Fra Napoli til Praia a Mare

 

Søndag den 29. august blev  en dag hvor vi bare drev den af. Vi læste og spillede og gik tur langs stranden. Pladsen lå direkte til vandet, og jeg ville lige ned og have mig en dukkert sidst på eftermiddagen. Da jeg var ved at hive badeskoene på, kom campingfatter med en megafon, og råbte alle til sig. Det var en lille plads, så alle kendte alle. Børnene blev kaldt op med navn. De fløj op af vandet. Jeg forstår ikke en pind italiensk, så jeg troede, at der var noget galt ude i vandet. Nu gik han med en hale af  børn og voksne bag sig op til affaldssorteringen på pladsen. Det viste sig at noget var smidt forkert, så ungerne blev sat til at sortere affaldet.

Næste dag kørte vi fra pladsen efter morgenkaffen. Ved Napoli gik det galt for os. Vi fik drejet en afkørsel for tidligt af, og havnede i Pompei. Da vi skulle have vendt kareten og tilbage på rette spor, måtte vi hele fire gange køre ind på motorvejen, og også slippe skillinger for motorvejskørsel fire gange, skønt vi nærmest ikke havde kørt på vejen. Den slags må jo ske engang imellem.

Vi ankom til en plads ved Sorrento godt middag. Eftermiddagen fordrev vi med en rundtur på den meget store plads, som vi havde valgt fordi vi trængte til adgang til en vaskemaskine og tørretumbler. Vi har aldrig tidligere boet på en så kuperet plads. Strandene lå mellem klipperne.

Tirsdag startede dagen med tøjvask. Vi kørte op ad bakken til vaskehuset, og til trods for den meget kuperede plads er det som at køre på knallert op ad bakken på de super gode el-foldecykler. Dem er vi godt nok glade for. Midt på formiddagen tog vi bussen fra pladsen ind til Sorrento. En rigtig charmerende by. Vi fik en super dejlig frokost inden vi tog tilbage. Tilbage på pladsen fik vi lagt sengetøjet, inden vi gik ned ad klipperne til klippestranden.

Vi boede ved siden af et par hollændere på pladsen, og da vi sad og drak morgenkaffe kom hun meget oprevet og spurgte om vi også havde dyr i vognen. D.v.s. Svend sad ude, og jeg var inde og ordne noget i vognen. Da jeg jo af natur er meget videbegærlig, røg jeg ud af vognen og med derind. Tænk så var det nogle ganske små pissemyrer, der i den grad havde fået damens sind i kog. Jeg havde forestillet mig at se specielle dyr med en hvis størrelse på.

Efter morgenkaffen, ville vi se om der lå et supermarked til højre for pladsen. Det var en noget farlig gåtur. Der var ingen fortov, og vejen snoede sig så meget, at vi ikke kunne se, hvad der kom rundt hjørnerne. Derfor stod vi flere gange med ryggen op mod klipperne mens biler og især mange motorcykler susede forbi. Vi gik tilbage til pladsen, og tog igen bussen ind til Sorrento. Når vi handler eller er indendørs, skal vi bruge mundbind. Selvfølgelig har vi bold.dk mundbindene med. Vi havde sjov af, at få en tjener til at tage et billede af os med mundbindene på. Svend sendte fluks billedet til Denis, og skrev til ham. Vi kan ikke blive ved med at reklamere gratis. Hvortil Denis svarede det kan jeg godt se. Et øjeblik efter overførte han til en øl og et glas vin på mobilpay – thi hi.

Den har stået på grillmad hele vejen. Jeg havde et stykke hamburgerryg i fryseren med hjemmefra. Så det var skønt at spise kogt hamburgerryg med grøntsager til aftensmad.

Torsdag den 2. September var dagens etape den meget flotte Amalfikyst. Vi har kørt den en gang før, fra syd til nord. Denne gang var det omvendt, og den er bare flot, men også bjergkørsel af den spændende slags.

Vi havde passeret Amalfi, og manglede ca. 10 kilometer til Salerno, da vi blev stoppet af en motorcykel betjent med besked om, at der måtte vi overhovedet ikke køre (det ærgrer stadig Svend). Follow me var beskeden! Jeg mente ikke at Svend skulle sætte sig til modværge, så vi kørte efter manden op ad bjerget. På et tidspunkt slap han os, og sagde at vi skulle op over bjergkammen. Det betød en kringlet omvej på over 100 km. Da vi nåede toppen var vejen spærret p.g.a. vejarbejde, men den ville blive åbnet om godt en times tid. Der lå en bar tæt på afspærringen. Det passede os rigtig godt, vi havde kun drukket kaffe fra morgenstunden, så et stykke brød ville ikke være af vejen. Jeg gik ind for at handle, men kunne ikke se noget brød. Da jeg spurgte fik jeg at vide, at det havde de da. Jeg bestilte en med skinke, og en med skinke og ost. Der gik nogen tid inden damen kom ud fra køkkenet med varen, som var to varme måltider af en hidtil uset størrelse. Jeg måtte da kapitulerer.

Vejen blev åbnet godt middag, så vi kunne komme videre til Salerno. Her valgte vi en campingplads, vi har boet på tidligere. Vi så den flotteste solnedgang bag bjergene. Temperaturen er stadig sådan, at vi er iført badetøj fra vi står op til vi går til køjs.

Fredag gik vi en tur om formiddagen. Vi fulgte landevejen, og gik også lidt ind i landet. Det var ikke prangende! Noget frygteligt byggeri og en rodebutik alle vegne. Om eftermiddagen gik vi tur langs stranden, badede, spillede og læste.

Næste dag kørte vi en super flot tur i bjergene. Inden vi kørte frem til Camping Village International ved Praia a Mare, var vi inde og handle i stor Spar.

Vi pakkede ud, og gik ned til vandet. Det var dog kun Svend der kom i vandet.  Jeg skulle ikke nyde noget, da jeg så hvordan bølgerne væltede ham på røv og albuer.

Udgivet i Uncategorized | En kommentar

Fra Massa til Napoli

Det var blevet søndag den 22. august, og da vi gik ned for at morgenbade, var der rigget an til et større arrangement på pladsen. Vi snakkede om at det nok var underholdning for børn, men da vi kom nærmere kunne vi se, at der var lagt an til en større udendørs gudstjeneste. Vi sprang forestillingen over, og hoppede i stedet i bølgerne. Det var sjovt at gå på pladsen, det rene klondyke af fastliggere med alverdens udstyr og udbygninger.

Efter morgen- bad og mad, cyklede vi ud mod en by og parkerede cyklerne. Vi ville undersøge mulighederne for at tage toget til  Cinque Terre. Planen blev opgivet. Det ville koste 5-6 timer i tog for at komme frem og tilbage. I toget skal man bruge mundbind, og temperaturen lå på ca. 35 grader. Måske skulle vi så også bære mundbind, når vi gik turen, så vi fravalgte dette. Vi havde gået  rigtig meget, og fandt ud af, at vi ikke engang var halvvejs til byen. Derfor vendte vi om, hentede cyklerne og cyklede op ad bakken.  Om aftenen stod den på grillet oksesul.

Mandag var der bølger på drengen fra morgenstunden, så jeg var usikker på, om jeg turde bade. Det virkede imidlertid ikke særlig farligt. Om formiddagen ville jeg koge nogle hummerhaler jeg havde med i fryseren. Det hele koksede. Gasapparatet var gået i udu, så det sodede det hele til. Til hummerhaler hører naturligvis aioli. Nu var stavblenderen også af lave, så der må nyt gasapparat og ny stavblender til i vognen. Vi finder helt sikkert begge dele, mæææn sikke et svineri.

Vi tog på en længere cykeltur, bl.a. op ad bjerget til Massa, en halvstor by. Vi landede ca. 12.30, og alt som i alt var lukket som tyrens røvhul. Selv beværtningerne holdt middagslukket.  Vi satte hurtigt kurs mod kysten igen. Jeg skulle ind på apoteket for at få noget mod moskito bid. Her fik jeg målt temperaturen i indgangen.

Tirsdag den 24. august pakkede vi sammen efter hav- og brusebad. Jeg var lige henne hos frisøren, for at vise hende billeder fra 2016, hvor hun klippede mig. Samtidig med at hun tog sig af et helt nyfødt barnebarn. Sjov salon og frisør. Har ikke set så beskidt et mundbind, som det hun havde på. Det så simpelthen ud som om hun drak kaffe med det på.

Vi kørte ud  til Eletronic, hvor vi troede vi kunne købe et nyt gasblus. Det havde de ikke, men her fik man målt temperatur, når man stak næven under spritapparatet. Vi handlede i et meget velassorteret marked på vejen. Vi kørte ud til kysten ca. 200 km. nord for Rom. Tilsyneladende et meget attraktivt område, for alt var optaget. Vi var inde på rigtig mange campingpladser, men langt om længe lykkedes det for os at komme ind på en plads.

Efter vi kom ind på pladsen kom der et østrigsk par på vores alder. De kom kørende i en middelstor bil, og var helt sikkert nybegyndere i campinglivet. De havde købt et ”campingkit”. De slog med møge og besvær en meget lille iglo op. Så hev de en drømmeseng ud af bilen, denne kunne ikke gå ind i igloen. Så pakkede de en luftmadras ud af plast. Nu hentede hun en tommestok og begyndte at tage det indvendige mål i igloen, efterfulgt af en rysten på hovedet. Nu pakkede manden den nyindkøbte sovepose ud, og lagde den i igloen. Resultatet blev, at hun sov i bilen, og han i igloen. Næste morgen da jeg gik, ud, lød det som om der boede en bjørn i igloen .

Næste dag gik vi som vanlig ud for at bade. Da vi skulle tilbage til pladsen, kom der en golfvogn kørende. Vi blev enige om, at det nok var en service campingpladsen ydede, så Svend spurgte, om vi kunne køre med tilbage til pladsen. Det gjorde vi, men da vi hoppede af, sagde han at næste gang skulle vi huske at have penge med. Vi hang lidt længe over kaffen og nyhederne. Den rene ”dovnedag” med  bøger og endnu mere badning.

Torsdag den 26. august ville vi videre. Vi havde ikke rigtig kunnet blive kloge på, hvad pladsen kostede. Det viste sig at være en af de rigtig dyre af slagsen. Turen gik videre mod Rom. Vi havde fravalgt at køre på motorvej, så det  blev en rigtig flot  bjergetape. Få kilometre på mange timer.

Fredag gik vi ned for at gå i vandet. Det blæste så meget, at vi opgav foretagendet. Efter morgenmad ville vi cykle ind til den nærmeste by. En tur på ca. 12 km. frem og tilbage. Vi ville gerne se byen, og prøve, om vi kunne skaffe et nyt gasblus. Inde i en butik hvor de havde rigtig mange grejer, men kun snakkede italiensk, kunne vi ikke umiddelbart få øje på noget blus, men de solgte patronerne der hører til. Svend googlede blusset og viste det frem. Flere i forretningen så, hvad det drejede sig om, og en sød ekspedient tog os med udenfor forretningen. Og sørme om det ikke havde et blus i et udstillingsvindue, så den gik hjem.

På hjemvejen blev Svend (rent undtagelsesvis) tissetrængende, og måske også lidt tørstig? Vi gik ind på en beværtning langs vandet, og Svend forlod mig med det samme. Sørme om ikke der kom en rigtig venlig mand, og viste mig over til et bord med en meget flot hvid dug. Udsigt over havet hørte med. Vips sagde det lige, så sad jeg med vand og brød på bordet. Nu stod Svend og så sig undersøgende omkring, og han fik da også øje på mig. Hvad fanden sidder du her og prinser dig, sagde han grinende. Er du sulten. Det var jeg jo egentlig ikke, og da jeg sagde, at jeg nærmest var blevet sat dér grinede han. Vi fik serveret en øl, og et meget stort glas hvidvin. Smågrinede var vi enige om, at det helt sikkert var dyre drikkevarer. Overraskende 11,50 eur samlet.

Lørdag måtte vi igen desværre springe morgenbadet i havet over. Kursen blev sat mod Napoli. Undervejs blev der handlet, bl.a. sværdfisk og kød til grillen.

Sidst på eftermiddagen fandt vi efter rigtig megen søgen, og besøg på mange pladser, hvor alt var optaget en autocamperplads ca. 100 km. nord for Napoli.

Der blev pakket ud. Pladsen lå ned til stranden, så da vi havde været dernede for at se på det stadig frådende hav, gik vi tilbage til vognen og grillede sværdfisken. Lækker spise.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Fra Hundested til Massa

Søndag den 15. august startede vi fra Hundested.  Første stop var Kinavej, hvor vi skulle fejre Mia’s 13 års fødselsdag. Hun blev fejret med en sejltur på kanalerne i København. Det holdt tørvejr, og familien havde medbragt en herlig picnic, så det blev alle tiders dag. Efter fødselsdagen skulle vi prøve at finde en morder (et koncept der tog udgangspunkt fra Rundetårn). Dette blev dog opgivet halvvejs. Fra Kinavej kørte vi til Nyborg, hvor vi overnattede på den  gamle færgehavn med udsigt til Storebæltsbroen.

Næste dag kørte vi til Augustenborg. Jytte og Viggo blev noget overraskede over at se os. Vi blev hos dem natten over.

Tirsdag den 17. august kom vi tidligt fra Osbæk Ege. Vi har inde hos Fleggaard for at købe et par småting, og bortset fra dette stop var det ren kørerdag. Kl. 18.50 kørte vi ind på en rasteplads ca. 50 km. nord for Nürnberg. I løbet af dagen fik vi et stenslag i forruden, og fik et knækket rør til afløbstanken.

Onsdag kørte vi tidligt fra pladsen. Der var sølle 11 graders varme, og vi havde varme på bilen lige til vi passerede Østrig. Vi havde regnet med et par overnatninger i Østrig, men grundet vejret kørte vi videre til Gardasøen. Nu var der fuld skrue på varmen (30 grader). Jeg var inde på rigtig mange campingpladser, for blot at få at vide, at alt var optaget. Sidst på dagen lykkedes det dog at få plads på en autocamperplads ved Bardolino. Her var der bøvl med betalingsautomaten, og alt stod selvfølgelig på italiensk, men det lykkedes os omsider at få sluppet nogle skillinger via telefonen.

Vi gik langs strandpromenaden ind til Bardolino og her fik vi de skønneste drinks og et rigtig godt måltid mad.

Næste morgen badede vi begge i Gardasøen, der var bruser på stranden, så morgenbadet blev klaret ved samme lejlighed.

Vi havde fået at vide, at der muligvis blev plads på en campingplads vi tidligere har boet på, op ad formiddagen. Vi kørte hen og spurgte, men desværre var der negativ tilbagemelding. Derfor blev  kursen sat mod Parma. Det var meget varmt, og trafikken gled meget langsomt. Da vi havde rykket os 18 km. på to timer, fik vi øje på en plads med en del campere, og vi blev enige om at prøve, om der var plads. Jeg blev sendt ind for at undersøge forholdene. Der var plads, men betalingen foregik ved at man smed mønter (12EUR), i en automat. Det havde vi ikke i småpenge. Overfor pladsen lå en vinbonde, derfor fik jeg den geniale idé, at vi kunne gå ind og købe vin, og sørge for at få tilbage i småpenge. Det viste sig at vinbonden også havde camperpladsen, så det blev den rene win win situation. Rødvin fra hanen til 1,50 EUR pr. liter. Og en rigtig god flaske rose til 4 EUR. Hvor heldige kunne vi være. Om eftermiddagen cyklede vi ind til Lazise. Vi troede der var en strandpromenade langs søen. Det var der ikke, så vi trak mest cyklerne derind, og så snuppede vi landevejen hjem (ca. 5 km hver vej). Den stod på grillmad om aftenen.

Næste formiddag cyklede vi langs Gardaland ned til søen. Her var en fin cykelsti ind til Pechiera del Garda. En hyggelig by. Da vi cyklede hjemover var vi henne ved en lille havn. Sulten kom over Svend, så vi satte os og fik lidt sen frokost. Det bevirkede, at der var nul appetit til aftensmaden.

Lørdag den 21. august havde vi besluttet, at vi gerne ville tidligt fra pladsen. Det voldte lidt problemer, fordi det kostede det dobbelte af, hvad vi regnede med, og vi skulle betale i en automat. En flink italiener endte med at veksle for os, så vi kunne afregne og køre. Vi var inde og  gøre lidt indkøb undervejs, og  spiste også morgenmad på en holdeplads. Planen var at vi skulle ind og se Parma, og herefter over bjergkammen ned til Middelhavet. Da vi kiggede efter parkerings- eller overnatningsmuligheder i Parma, viste det sig at være noget bøvl. Vi kunne holde på en parkeringsplads ved en ringvej, og herfra tage bussen ind til Parma. Vi ville bare ikke have så mange timer derinde, og ligefrem overnatte på pladsen et par dage, havde vi ikke lyst til, så planen blev droppet. Derfor blev kursen sat mod havet. På vej derned så vi også den første ”vejarbejder”, som vi kalder de meget let påklædte damer ved vejen. Den slog 43 graders varme først på eftermiddagen. Da vi var nede ved kysten sagde Svend pludselig. Her har vi da cyklet engang. Prøv og se der er stationen, hvorfra vi tog toget til Pisa, og ganske rigtigt var vi kommet ned meget tæt på en plads, hvor vi boede i 2016, da vi var på vej hjem fra Sicilien. Meget sjovt, og selvfølgelig blev det den plads vi slog os ned på. Efter vi var rigget an, måtte vi da lige ned og en tur i bølgen. Den stod på grillet fisk til aftensmad.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Fra Vlore til Hundested

Da vi ankom til Vlore  lå der en tysker og en østriger på pladsen. De kørte næste morgen. Pladsen var en fin og åben plads 10 meter fra havet.  Fredag den 4. Oktober havde vi en ren afslapningsdag med bøger, kryds og tværs o.lign. Om eftermiddagen gik vi langs stranden og rundt vejen for at se, om vi kunne finde en bus ind til Vlore, da vi havde en plan om, at tage derind næste dag. Allevegne var de i gang med at lukke ned for sæsonen, stråtage til overdækning af terrasser blev fjernet, mange steder var der allerede lukket. Vi fandt ikke noget busstop. Da vi kom tilbage til vores vogn blæste det voldsomt op, så vi søgte ind i vognen. Strømmen gik igen.

Lørdag morgen havde vi stadig ingen strøm, men mærkværdigvis varmt vand i bruseren. Bølgerne var så voldsomme, at jeg ikke turde tage mit havbad. Dagen var afsat til en tur med den lokale bus til Vlore. Mærkværdigvis vidste personalet på campingpladsen ikke rigtig noget med hensyn til afgangstider. Dog sagde de, at de troede, bussen gik en gang i timen. Vi fandt ud af, at er der noget man ikke kan regne med i Albanien, er det busser og strøm. Vi brugte to en halv time på at vente på bussen. En time om morgenen, og da vi havde ventet halvanden time, da vi skulle hjem fra byen, opgav vi og tog en taxa til campingpladsen. Da vi ventede på bussen om morgenen, havde en af de utallige løse hunde lagt sig ved siden af os ude ved vejen. Bilerne susede forbi, men jeg var ved at være helt rolig  (ikke længere så urolig for, at de går ud foran bilerne). Dog oplever vi, at der ligger nogle stykker i vejkanten. Inde i byen opsøgte vi en albansk restaurant. Vi fik suppe, burek, lasagne. 1 øl og 1 glas vin for 81 kr.

Vi gnækkede også lidt af deres reklamer for halal pizza, og gud hjælpe mig halal slagtede fisk. Den havde vi ikke set før. Jeg skulle da have bedt nogle bønner i mit liv, med alle de fisk jeg har slagtet.

Søndag den 6. oktober kørte vi fra Vlore. kl. 9.40. Igen ville vi gerne handle lidt. Konstaterede endnu engang, at det ikke lod sig gøre. Og dog – – – nu så vi flere steder langs vejen at de solgte høns, vel og mærke den levende af slagsen, men det ville jo nok give lidt svineri i vognen, hvis den først skulle pelses. Vi så også nogle der solgte fisk nær søer og lignende, men fiskene lå på jorden i 25-28 graders varme, og absolut uden is, så dem sprang vi også over.

Vi havde den flotteste kørsel over et pas, inden vi landede i Hiramare. Vi kørte kun 63 km på ca. to en halv time.

Om eftermiddagen badede vi og gik tur. Aftensmaden blev indtaget på campingpladsens restaurant.

Vi var i nattens løb med intervaller, på max. en halv times mellemrum, blevet vækket af en hund der gøede voldsomt. Da klokken var ca. halv fem, røg min meget tålmodige mand op af køjen med et, ”det er fandme ikke i orden”. Vi mistænkte et par, der var meget ældre end os for, at det var deres hund. Den lå nemlig udenfor vognen. Næste nat gentog det sig. Det viste det sig at være en hund, der passede på os på pladsen. Alle var generede af den, så ikke i orden.

 

Mandagen startede med tøjvask. Formentlig den sidste på turen. Vi gik tur langs stranden om eftermiddagen.

Tirsdag den 8. oktober startede med et havbad.  Næste stop var Serande, vores sydligste mål på turen. Vi var i det sydligste Albanien, meget tæt på grænsen til Grækenland. Da vi havde pakket ud, ville vi lige have en dukkert. Her røg den af os der ikke er vinterbader op med et spjæt. Vi havde rykket os ca. 60 km. mod syd, men tror næppe vandet var mere end højst 15 grader. Derfor var det kun mig der gik i vandet næste morgen.

Onsdag den 9. oktober var det vores plan, at vi ville cykle fra campingpladsen ind til Sarande. En tur på små 10 km. Men da vi vågnede, spurgte Svend, om ikke vi skulle springe turen over, og sætte kursen mod nord. Den var jeg med på, vi er så fyldte med indtryk, og vil også meget gerne se familie og venner igen. Vi var klar til at køre tidligt, men porten til pladsen blev først åbnet, da klokken var over ni. I Sarande blev vi omdirigeret.. Det tog tid, vi tror det skyldes et færdselsuheld.

Da vi skulle tanke, gik vi op i at det skulle være et sted, hvor de tog visa. Vi ville ikke brænde inde med Albanske lek. På tanken sagde de, at de sagtens kunne tage visa, så tanken blev fyldt. Svend prøvede med begge vores visa kort, og også master. Det lykkedes ikke, de havde ikke net forbindelse, sagde de.  Heldigvis havde vi stadig euro, og dem vil de meget gerne  have i Albanien. Problemet er bare, at man får tilbage i lek.

Fra Sarande, kørte vi til Lake Shokodra. Den nordligste plads i Albanien, hvor vi også var på turen nedover. Vi kom frem sidst på dagen, og bemærkede at de løst gående hunde samlede sig sammen  i rundkørslerne sidst på dagen. Vi havde 5135 lek tilbage. Næste dag var de intet værd, så den skulle have fuld skrue med fodpedal på pladsens restaurant om aftenen. Syntes vi gjorde hvad vi kunne. To gange oksemørbrad med kartofler og salat, ½ liter rød- og ½ liter hvidvin, to kaffe med brandy. Så kunne vi ikke mere! Det blev 3844 lekk = 235 danske kroner.

Torsdag den 10. oktober kørte vi tidligt fra pladsen. Vi passerede grænsen fra Albanien til Montenegro. Det er tydeligt, at der er mere velstand i Montenegro end i Albanien. Vi kørte ind i vejarbejde, så det gik langsomt. Vi nåede til det sydlige Kroatien sidst på dagen. Telefonerne blev tændt for første gang, siden vi forlod Kroatien. Det har ikke været noget problem. Vi fandt en plads på Park4Night.

Der er ingen tvivl om, at yoga er meget hot, i de lande vi har kørt. På rigtig mange af pladserne slæber folk rundt med deres måtter. Dem smider de sig på, og helst midt på pladsen, så alle kan følge med – – – thi-hi.

Næste morgen havde vi en ubehagelige oplevelse på motorvejen. Der stod en mand oppe på en bro og tissede ned på bilerne. Det har vi heldigvis ikke oplevet tidligere. Vi var inde og købe lidt feriegaver til børnebørnene og proviant til bilen om formiddagen. Da vi skulle ind i Østrig og skulle købe vignet, foregik det i en automat, og det var en digital vignet. Første gang vi prøver det.  Der skulle findes en overnatning i Østrig. Jeg fandt en plads, og plottede den ind på gps’en, mente vi kørte på A2. Det gjorde vi ikke, så det blev i alt ca. 140 km. ekstra på turen.

Pladsen reklamerede med restaurant, så Svends tænder løb i vand, ved tanken om en jæger schnitzel. Snydt, ingen restaurant, så en frysereserve fra vognen.

Lørdag den 12. oktober. Da jeg skulle lave morgenkaffe, og kiggede ud af vinduet, gik folk med huer og vinterfrakker. Det blev første gang på vores tur, at de lange rør, og ærmer blev fundet frem.

Formiddagen bød på den flotteste kørsel i Østrig. Godt middag kørte vi ind i Tyskland ved Passau, så nu går det op gennem Tyskland og før vi får set os om, holder vi på Månedalen. Glæder os til at se jer alle.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Lake Shokodra til Vlore

Det var nu blevet søndag den 29. september. Vi havde konstateret, at badning i søen var ikke en mulighed, (vandet så ikke indbydende ud), så vi snuppede den udvidede morgenmad med bacon, pølser, æg m.v. Efter morgenmaden vaskede jeg lidt tøj. I vaskerummet stod jeg ved siden af en ung mand fra Düsseldorf. Vi snakkede lidt sammen. Han skulle ligesom os, længere sydpå i Albanien. Herfra  ville han sejle til Grækenland. Da jeg senere skulle op og bade, så jeg at hans tøj hang til tørre på en cykel. De var to gutter, der havde taget turen fra Düsseldorf på cykler, og de havde været på rigtig mange af de campingpladser, som vi også havde besøgt. Det var ikke så meget kilometerne der gjorde noget, sagde han. Det var mere de mange stigninger. Jeg fik investeret i en lille bog om Albanien og omegnen omkring Shkodra. Der var bl.a. en opfordring til at benytte toget som transportmiddel, for at sætte sig ind i, hvordan man transporterede sig i Albanien før 1990’erne, hvor det blev tilladt med privat bilisme. Der stod også, at den første campingplads i Albanien var startet af et par hollændere, der var flyttet til Albanien i 1994 med deres tre børn.

Om eftermiddagen hang vi ud på pladsens bar. Den havde den flotteste beliggenhed i første parket til søen. Svend fik drukket en hel liter øl, og jeg drak ½ flaske vin. Regningen lød på 7 EUR i alt. Vi spiste senere aftensmad samme sted. Vi bestilte en albansk salat, bruschetta, et fad mixed fisk og skaldyr for to personer, 1 liter hvidvin. Efter maden fik vi to kopper kaffe og en brandy. For alle disse herligheder lød den samlede regning på 33.60 EUR. fantastiske priser. De taler ikke til mådehold.

Mandag havde vi besluttet at tage den lokale bus ind til byen Shkodra (ca. 7 km. fra pladsen), men absolut ikke cykelvenlige veje. I receptionen sagde de, at vi bare skulle gå ud til vejen, ad en grusvej på ca. 1,5 km.) Når bussen kom, skulle vi vinke, så det gjorde vi. Chaufføren tog vel imod os og han fik de 100 ALL, turen kostede (6 danske kroner for begge). Da vi blev sat af inde i byen, gjorde de meget for at vi skulle forstå, hvor vi skulle samles op, når vi ville hjem igen. Bussen kørte en gang i timen. Som vi havde gættet, da vi kørte med vores autocamper gennem byen, var alt ude af kontrol. Det vrimlede med løse hunde, cykler, knallerter, gående og biler i et mylder uden den hensyntagen vi er vant til. Havde man et ærinde i en forretning, eller skulle man snakke med en eller anden, sprang man bare ud af  bilen og lod bil være bil. To på en cykel eller knallert var også almindeligt, og vi så ikke en eneste cykel- eller knallerthjelm. Da vi havde været rundt i byen, snakkede vi om en let frokost. Ikke så meget fordi vi var sultne, mere for at smage noget lokalt. I en gade, hvor de vist kun solgte brugt værktøj, hjullejer, bolte m.v. viste et skilt restaurant. Det fulgte vi, men vi havde faktisk opgivet, og var ved at vende, da en af de handlende kunne se på os, hvad vi søgte. Vi skilte os virkelig ud fra mængden i vores shorts og bare arme. Manden signalerede, at vi skulle fortsætte ind i gården, og han gned sig på maven for at vise, at vi kunne få mad. Ganske rigtigt lå der et spisehus inde bag ved. Der var en tjener på stedet, der kunne en smule engelsk. Menukort og den slags fandtes ikke. Så da han hørte, at vi gerne ville smage noget lokalt var han tilfreds. Vi fik noget gullasch lignende i en temmelig krydret sovs, to gange kartofler og hvidløgsbrød. Hertil en stor øl og et glas vin (indrømmes hvis han var kommet med et glas vin mere, havde jeg absolut ikke kunnet drikke mere). Regningen lød for det hele 63,70 kr. omregnet til gode danske kroner. Vi gik ned hvor vi regnede med, at vi skulle samles op af bussen. Da bussen kom i den modsatte retning, vinkede chaufføren over til os, at han havde set os. Vi blev samlet op i farten i en tumult uden lige. Det var en rigtig sjov dag for os.

Tirsdag den 1. oktober havde vi bestilt en hel dags udflugt. Den indbefattede transport, båd udflugt og frokost. Vi havde ikke rigtig sat os ind i, hvad vi skulle se, men vi vidste at dagen bød på en del kørsel i bjergene. Da vi mønstrede om morgenen, blev vi sendt tilbage til vores vogn efter mere tøj. Pigen der passede receptionen, sagde at der var megen vind i bjergene. Vi var 6 personer der skulle med fra pladsen. 2 mere stod på inden Shokodra. Det var 2 medarbejdere fra tysk tv. De tog rundt i verden, og lavede programmer med anderledes rejseoplevelser. Så vi kommer med i en udsendelse først i december. De første godt to timer kørte vi op i bjergene ad nogle forskrækkelige veje, man må sige at chaufføren kendte vejen, så han kørte både i højre og venstre side, for at undgå de værste huller. Der var løst gående høns, geder, køer, heste, grise, hunde m.v. Efter et par timer holdt vi ved et lille slæbested. Her steg vi på et ældre fartøj. Jeg bemærkede, at vi havde rigtig mange løg, vandmeloner m.v. med ombord. I et par timer sejlede vi på søer og floder. Efter et par timer, trak de to mand, der sejlede os båden op på et stenrev. Nu skulle vi ud og gå. Det gik over sten, men også over vand, så vi fik våde bukser. Da vi havde gået et stykke, lå der en mindre båd. Den kunne ikke rumme os alle, men de to mand trak af sted med båden, og trak os over, hvor vandet var højest. Der var absolut ingen huse, eller andre mennesker. De medbragte fødevarer slæbte de to mand med til båd nummer to. Jeg sagde til Svend. De tænder sgu nok et bål på stranden på et tidspunkt, og så skal vi selv lave frokost. Efter vi havde forceret flere vandløb, dukkede som skudt op af intet et ”øko-hotel”. Det var bådførerens. Den eneste mulighed for at komme dertil, var den vej vi havde sejlet. Vi kunne købe øl, vand eller vin. De spurgte, om vi ville have fisk eller kød. Efter en times tid blev vi bænket på det hyggeligste sted. Traktementet bestod af suppe, kød, salat, ost og polenta. Desserten var vandmelon. Efter et par timer blev vi bragt samme vej tilbage til slæbestedet. Her holdt bussen og samlede os op. Kl. 19.00 var vi tilbage på campingpladsen efter en herlig dag.

Dagen efter, onsdag den 2. oktober forlod vi pladsen ved søen. Der skulle gerne købes ind, men det vrimlede ikke med supermarkeder. Da vi omsider fandt et, havde de hverken frugt, grønt, fisk eller kød. Vi tænkte, at vi måtte stoppe ved en bod og købe grønt ved vejen. Det lykkedes ikke. Vi havde plottet pladsen Kamping pa emer ind på gps’en og fulgte anvisningen. Det gik ikke så godt i første omgang. Da vi blev klar over, at den var gal, holdt vi på en grusvej med diverse løst gående dyr. På et tidspunkt kom en mand kørende med en hestevogn. På ladet stod en levende gris. Kareten blev vendt, og vi fandt den ”rigtige”  vej til pladsen. En smule bedre, men bestemt meget ringe.

På pladsen Kamping pa emer kom vi til at ligge ved siden af et par østrigere. De ledte vores tanker hen sidst i tresserne. Deres scooter var prydet med et stort billede af Che. Tiden var også gået i stå med hensyn til deres musiksmag. De spillede noget indisk musik. Det lød, som når man hiver en kat i halen. Det var i hvert fald den slags musik, man sad på jorden i skrædderstilling og spillede i tresserne. Hensynsfulde var de som bare pokker. De kom på skift og spurgte, om deres musik forstyrrede os. Vi er ikke så lette at forstyrre, så vi svarede pænt nej. Vi havde handlet i en forretning på vejen til pladsen. Selv om den kaldte sig et marked, havde de desværre hverken frugt eller grønt, ej heller kød eller fisk. Langs vejen sad der mange med forskellige ting de ville sælge, så vi blev enige om, at det nok var der folk handlede. Med hensyn til kødvarer, så jeg nogle meget små forretninger, hvor der hang dyr på kroge. Min vurdering var, at det ville blive svært at forklare, hvilket dyr og hvilken del af dyret, vi gerne ville købe. De færreste talte engelsk. Da vi om eftermiddagen sad ved vores vogn, kom der en ”grønthandler” forbi. En gammel kone med en trillebør ned grønsager. Hun solgte også raki på vandflasker. Jeg var fristet til at købe en flaske til at byde morgen baderne, men Svend mente ikke, jeg skulle løbe risikoen, hvis det var noget man kunne blive blind af. Der var kun WiiFi på en lille ø ud for pladsen. Fra stranden gik en bro derud. Vandet var lavt inde ved stranden. Jeg fandt på, at jeg ville svømme fra øen og ind til vores vogn. Det var en blandet oplevelse. Bunden var ulækker, hvor jeg gik i, så jeg svømmede indad. Da jeg havde svømmet lidt, ville jeg lige afprøve om bundforholdene var blevet bedre? Nu kunne jeg ikke bunde. Meget kort efter havde jeg vand til knæene, og bunden var ok.

Vi spiste fisk på pladsen om aftenen. Valget var fisk eller kød, og mutter lavede maden til os. Intet tilbehør.

Vi forlod pladsen Pa Emer den 3. oktober. Inden vi kørte, var vi lige ude og tjekke vores beskeder. Bente havde skrevet, at hun var blevet forældreløs. Vi snakkede også lige med Jacob.

Når vi kører på vejene, sidder der alle steder folk og sælger noget. På lange stræk kan det være grønsager, så veksler det måske til honning eller noget helt andet. Denne dag sad der med meget kort mellemrum folk og solgte grillede majs. Vi fandt ingen slagter, så vi måtte ty til at købe nogle frosne kyllingelår, som vi grillede om aftenen på pladsen i Vlore. Igen havde vi et frygteligt tordenvejr om natten. Det rungede godt i bjergene. I morges havde vi ingen strøm på pladsen.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Kotor til Shokodra

Søndag den 22. september skal Anne fejres, så dagen var ikke gammel, da vi ringede og lykønskede hende. Igen kom bagerdamen forbi vognen meget kort tid før den ”rigtige bager” kom. Der kom også en vogn med åbent bagagerum. Manden ville gerne sælge slivovits til os. Igen et afslag, det er prøvet.

Vi kørt ca. 10 km. baglæns for at tage færgen over Kotor bugten. På færgen var der rigtig mange forskellige kendingsbogstaver på bilerne. Vi tror, vi sparede rigtig megen tid, da vi jo på vores bustur til Kotor, oplevede at der var megen trafik. Motoren på færgen larmede, så man overhovedet ikke kunne snakke sammen. Vi savnede en del ting af det der fylder i vognen, og lige før Budva, fandt vi et sted, hvor vi kunne købe det hele, så nu er lageret fyldt op. Håber dog snart at finde en rigtig god fiskehandler. Da vi kørte i indkøbscentret viste thermometret 30 grader. Nogle gange fylder vi lidt meget i forhold til længden af parkerings båse ved indkøbs centre. Men der stod en rigtig venlig russer, og vinkede os så langt tilbage som muligt i forhold til båsen. Han smilede, og han havde åbenbart megen lyst til at se vores vogn indvendig, så det gjorde han lige. Vi oplevede, at denne dag bød på langt færre autocampere på vejene end vi hidtil har mødt. Vi kørte til  Camping Maslina nær Petrovac. Efter en skinkesandwich og en forfriskning gik vi ad en sti til vandet.

Der blev advaret mod slanger ved pladsens toiletter, og også på stien der førte ned til stranden. Skiltet viste, at der var fire arter, men til alt held var det kun de tre af dem der var giftige, så dem håbede vi dælme ikke at møde.

Vandet var skønt. Om aftenen havde vi gang i grillen.

Mandag den 23. september. Internetforbindelsen rakte ikke ned til vores vogn, så fra morgenstunden gik  vi mod receptionen, så vi kunne lave en Facetime og gratulerer Jacob med de 45 år.

Vi havde satset på at vaske et par maskiner tøj på pladsen, men det støvregnede fra morgenstunden, så det blev opgivet. Hav badet ville vi dog ikke gå glip af.

Ingen telefon, og ingen net forbindelse. Det er da godt man passer på sine ting. Så Politikkens Turen går til Jugoslavien årgang 1983 blev studeret vedrørende næste destination i Montenegro.

Da vi sad ved morgenmaden, tog uvejret fart. Det høvlede ned og tordnede også. Ved middagstid lignede pladsen et stort mudderbad. Jeg var rigtig glad for, at jeg ikke havde fået gang i vaskemaskinerne. Bortset fra en lille gåtur om eftermiddagen, da der var en pause i regnen, fordrev vi dagen inde med bøger og spil.

Tirsdag den 24. september. Natten til tirsdag regnede det også igennem. Om morgenen gik vi gennem pladsen for at hoppe i havet. Projektet måtte opgives, fordi havet var oprevet, og der var så store bølger, at vi vurderede, det ville være uforsvarligt at hoppe i. Svend fik fat i nogle brædder, så vi kunne smide skoene, der var godt mudrede inden vi hoppede ind i vognen. Om formiddagen klarede det op, og det værste mudder blev vasket af grillen, borde, stole o.s.v.

Vi var på en længere gåtur, via en sti over et bjerg, ind til byen Petrovac. Vi spiste en omelet i byen, inden turen gik tilbage over bakketoppen. En super flot tur.

Næste dag lykkedes det, at komme i vandet, men det begyndte igen at regne. Heldigvis havde vi pakket sammen, så Svend røg bare ud og koblede strømmen fra vognen.

Vi ønskede så meget rengøring, da vi kom til næste plads.

Undervejs skulle vi ind og handle, så da vi så et supermarked, drejede vi ind. Vi måtte lidt over langs bygningen, for at vi kunne holde. Inden Svend havde drejet nøglen i bilen, sagde jeg til ham, at nu kommer der éen der vil sælge noget til os. Ganske rigtigt stod der en mand, og viftede med et sæt knive. Dem har vi masser af, så vi afviste det gode tilbud. Vi fandt en indkøbsvogn, og gik ind i forretningen. Et eller andet gjorde, at Svend sagde, at han havde mere lyst til at sidde i vognen og læse, mens jeg handlede. Han var ikke helt tryg ved foretagendet. Forretningen havde alle ting i meget store mængder. Bl.a. ville jeg gerne købe lidt hvid vineddike. Men de stod i 5 liter flasker, ketchup i spande o.s.v. Der var en slagter, og hans kød så rigtig godt ud, så der blev handlet kød og også en kylling.  Alt var monster billigt, godt 2 EUR for en stor frisk kylling. En rigtig fin bøf til os hver til 3 EUR. Imponerende.

Lidt i 12 ankom vi til Safari Beach Camping. Vi fandt en super beliggende plads i første parket til en fin sandstrand. I alt 12 km strand. Så skulle der vaskes, så jeg gik op for at købe vaskemønter. Øv, bøv pladsen havde middagslukket. Det havde jeg ikke lige set. Da jeg kom derop efter middagslukningen, var vaskehuset optaget, og der var kun 1 vaskemaskine. Efter flere forsøg på at kapre vaskehuset lykkedes det, sidste på dagen at få købt mønter og få nøglen til vaskehuset.

Så blev der slået i gang. Tre maskiner samt lidt håndvask blev det til, og vi afleverede nøglen næste morgen.

Der var mange løse hunde, både på pladsen og på stranden, og selvfølgelig også et hav af de små tynde katte.

Næste dag blev vognen ordnet, så nu var der ren røv at trutte i igen. Vi satte os lige for at slappe af, inden vi ville ud og cykle. Så ankom der et par nye ”naboer” et par super søde slovenere. Vi bød dem på en velkomst øl. De var venlige, og vi snakkede en del med dem. Da de begyndte at pakke ud, cyklede vi ind til den nærmeste by. Det viste sig at være noget af en rodet affære. Undervejs gjorde vi lidt afstikkere ned til stranden, for at se de forskellige strande.

Den 27. september cyklede vi den modsatte vej fra campingpladsen, igen til en lille by. Vi skulle have en par småting hos en købmand (håbede at finde en grydeske). Da vi kom ud igen, var der nærmest, som skudt op af jorden, fire meget små børn, der tiggede. Ikke rart. Den ældste af dem var ca. på Humles alder. Og de var meget vanskelige at ryste af os.

Sent om eftermiddagen kom vores nabo til den anden side, for at fortælle os, at vi skulle tage hen til en bestemt restaurant og spise. Så tænkte han, at der nok var for langt for os at cykle (vi havde næsten været derude), men det undlod vi, at fortælle. Han syntes, vi skulle tage hans motorcykel og køre derud og spise vores aftensmad. Da han gik sad vi og snakkede om, hvor venlige alle de folk vi møder, tænkte vi. Hvis bare hele verden var sådan, var der helt sikkert ingen krig og elendighed.

Lørdag startede vi med et havbad. Kl. 9.20 forlod vi Safari Beach. Vi skulle tanke, da vi forlod pladsen, og det er da temmelig sjældent man kommer ind på en tank med en ”tankpasser”, men den gjorde vi. Vi fik samtidig handlet ind til de næste fire til fem dage. Det tog godt nok lang tid at komme over grænsen til Albanien, fandt aldrig ud af hvorfor. Det første der mødte os i Albanien var tiggere fra ca. to år og opefter. Vi havde tænkt vi skulle have fat nogle LEK når vi passerede grænsen. Dem kan vi ikke købe hjemmefra. Jeg opgave foretagende, ikke fordi jeg var utryg, men fordi jeg ikke igen, ville have den lidelse at se små børn der skulle tigge. Vi kom forbi et vejarbejde, trafikken blev standset, fordi der kom et ”halal pizzabud” med frokost til vejarbejderne. Vi kørte igennem Shkodra, en meget stor by, fuldstændig ude af kontrol. Kunne selvfølgelig ikke standse dér, men vi håber så meget vi kommer derind med taxa på mandag. God week-end til jer alle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fra Trogir til Kotorbugten

Vi landede på Camping Blagaj midt på eftermiddagen søndag den 15. september. Vi var edderspændte på, om vi kunne huske at komme dertil. Der er ingen vejnavne, da stedet ikke er optegnet med veje, men vi vidste fra vi var der i 2017, at det var ca. 10 km fra Mostar, og ned til floden. Vi kom rigtig godt frem, og indrømmes skal det, at pladsen ikke vælges på grund af faciliteterne. De rækker næppe til bare en enkelt lille stjerne, men det er de allersødeste mennesker. To generationer, og den yngste på alder med vores børn. Det er børn der er opvokset i krig, men har så meget at give. Det er da tankevækkende.

Vi sagde, at vi havde været på pladsen før, så vi behøvede jo ikke nogen egentlig rundvisning. Derfor gik de direkte til indskrivningen. De fik vores pas, og vi blev plantet ned til floden. De spurgte, hvad vi ønskede at drikke. Svend fik en halv liter øl, og jeg fik et glas vin. Så kom de med et bugnende frugt fad og to stykker kage. Da vi sad og slog mave, kom de med endnu en genstand til os hver. De ville lige spørge, om vi kunne huske, hvad vi betalte, da vi var der sidst. Det kunne vi selvfølgelig ikke huske. Så spurgte pigen, om vi syntes 15 EUR med alt pr. døgn var ok. Vi kunne ikke andet, end at slå til. Aftensmaden blev nydt på deres spisested. Vi fik grillet kalvekød med pommes og salat. Det dyreste på spisekortet til den svimlende sum af 7 EUR.

Mandag den 16. september startede vi begge med et koldt brusebad, ingen varm vand i bruseren.

Manden kom med fødselsdagsgaven. Det var en liter olivenolie købt på pladsen. Noget var vist gået galt for ham? Jeg tænkte, at han da var havnet lidt langt væk fra hvad han plejer at spendere. Jeg husker,  at han sidste år havde medbragt lidt lækkert lingeri fra Bella, da jeg blev fejret i det spanske thi hi.

Svend var et smut nede og kigge ved floden, derned kommer man igennem deres udendørs bar. Intet var pakket væk eller låst inde, spiritus, vin m.v. stod bare fremme. Det er da noget af en tillidssag på en plads med mange fremmede nationaliteter. En noget anden tankegang, end når man mødes af Inger Støjbergs blå blink ved den danske grænse.

Jeg havde inviteret på brunch. Desværre blev den spist inde i vognen. Vi havde glemt at sætte stolene ind aftenen før, så de var monster våde af dug. Cyklerne blev spændt af, og vi havde en lang, og alle tiders cykeltur. Man ser virkelig krigens rædsler, når man cykler inde i landet. Der er stadig rigtig mange sønderbombede huse, der ikke er genopbygget. Vi sejlede også ind i en grotte ved byen Blagaj, og havde et par passende pitstop på naturskønne perler under vejs.

Aftensmåltidet blev indtaget ved floden. Fødselsdagsmiddagen var mix grill. Denne ret kostede 5 EUR.

Tirsdag den 17. september tog vi det roligt fra morgenstunden, læste lidt og slappede af på pladsen. Da det blev lidt for varmt, tog vi cyklerne og cyklede ind langs floden. Det sidste pitstop vi lavede dagen før, var på et så hyggeligt sted, at vi meget gerne ville have lidt sen frokost der. Først kørte vi lidt længere ud, og var inde hos en ”vinbonde”. Det var da godt nok ikke det største og mest prangende Chateau vi har været på,  men smadder sjovt. Han kunne hverken det ene eller andet sprogmæssigt. Hans ca. 10 årige datter, der med garanti lige var startet på at lære engelsk, sagde my name is, og så troede faderen vist, at hun var tolk. Vi tog lidt billeder på stedet, og selvfølgelig kom vi derfra med to flasker meget lokal vin. På vej tilbage til pladsen spiste vi på det meget hyggelige sted, hvor vi stoppede dagen før. Her sad vi på en terrasse ude i floden. Vi fik to gange kalvekotelet med kartofler og salat. Og den ene af os måtte også have en skopska salat. Hertil fik vi en kvart liter rødvin, og en kvart liter hvidvin. Den samlede regning blev ca. 160 kr. Vi syntes det var både hyggeligt, billigt og godt.

Tilbage ved vognen satte vi os og læste lidt. Efter en halv times tid kom de fra baren med to store stykker kage, et bugnende frugtfad og to halve liter øl. Det var på husets regning sagde de. Vi havde lige snakket om, at gå ned til floden og sidde og læse. Det gjorde vi så, ”problemet” på den plads, som vi er meget glade for er, at vi rigtig gerne vil give dem lidt drikkepenge, men det er meget svært, for så kommer de med en kop kaffe eller noget andet.

Onsdag den 18. september var det afregningen og afskedens time på Blagaj. ”Indskrivningen” er ikke som andre steder, og de kunne da heller ikke finde os i bogen. Så vi blev spurgt, hvilken aftale vi lavede fra start. Det var jo 15 eur pr. døgn, så det skulle vi betale. Vi gav 50 og sagde, at det var så godt. Ikke engang det kunne vi få lov til. De gave os et flaske vin med. Vi tænker måske også egen avl? For den er uden etikette eller andet. Den kommer med på Månedalen, og skal nydes i en speciel anledning med tanke på de søde mennesker.

Fra Blagaj kørte vi til Ston. Vi har tidligere været på pladsen, så vi vidste godt, at vi kun skulle have en nat på stedet. Der er ikke rigtig noget vi kan cykle til, men her er den fineste strand og ikke mindst, oppe over pladsen ligger et spisested, med den flotteste udsigt over bugten og campingpladsen. Jeg havde hjemmefra inviteret Svend på fødselsdagsmiddag netop dér. Man ringer nede fra stranden, så kommer de og henter kunderne i en bil. Helt sikkert en ”ryger bil”.

Da vi vendte tilbage til pladsen efter det helt store fiskefad, opdagede vi, at vi holdt ved siden af en dansk campingvogn.

Næste morgen hilste vi venligt på naboerne. Det var et par rare fynboere. Da de hørte vi kom fra Hundested, var de helt oppe og ringe. Der boede deres datter, svigersøn og børnebørn. Det viste sig at være Stine fra The Old Coffee Shops forældre. Som om det ikke var nok. Da vi senere snakkede med Sara, viste det sig at Chili går i klasse med deres barnebarn Elias. For øvrigt hed deres anden, og yngre datter der var med dem i Ston Sara. Og Stine og Christoffer har også en datter der hedder Chili, som også går på Hundested Skole. Verden er nogen gange lille.

Sara kunne fortælle, at der nu var håndværkere på Månedalen, så vi håber det rykker, inden vi kommer hjem. Vi kørte ind i Montenegro i et monster regnvejr. Kl. 14.00 kørte vi ind på Camping Naluka i Kotor bugten. Svend tog tøjet af og badebukserne på, da han var ude og sætte strøm på vognen.

Vi fik en ønskeplads i første parket til floden. Det var svært at finde indkøbsmuligheder på vej til campingpladsen i Morinj nær Kotor. Derfor satsede vi på, at der ville være en forretning, når vi kom frem. Vi kunne købe masser af grønt, men ingen kød eller fisk, så jeg måtte finde ”krise reserverne” frem. Lidt frosne rester kød i tomatsovs med pasta, smager jo også godt.

Næste dag (det var blevet den 20. september), da jeg var på vej i bad, kom en gammel kone forbi. Hun udgav sig for, at være bageren. Vi mente at de havde sagt, at der ville komme en bager forbi, så selvfølgelig købte vi to monster søde kager af hende. Det var det eneste produkt hun solgte. Hun sprøjtede dem, og spurgte om det skulle være chokolade eller marmelade. Svends umiddelbare mistanke var, at hun lagde vejen forbi en halv time før den ”rigtige bager kom”. Det viste sig dagen efter at holde stik. Rævepelsen kom forbi og ville sælge, men vi skulle ikke have mere sukkerkage. En halv time efter kom den rigtige bager med et stort udvalg thi hi.

Til alt held besluttede vi at tage lokal bussen ind til Kotor. Vi kunne ikke cykle derind, og hvis vi var kørt ind i camperen, havde vi ikke fået set byen, da det ikke ville være muligt at parkere nær byen. Det er en rigtig turist magnet. En meget smuk gammel by, så pænt beliggende med bjerge, ved Adriaterhavet.

Hjemme igen kom grillen frem. Det bliver lidt tidligt mørkt, så vi trak i vognen, og tog et spil kort. Midt i spillet rejser Svend sig, og så røg det mig ud af munden, hvor skal du hen? Han begyndte at grine, hvor tror du? Vi har knap 2 kvm i midtergangen, så køkkenbord, køleskab eller toilet er muligheden. Han løber selvfølgelig ikke så langt væk.

I dag er det lørdag den 21. september. Vi har besluttet at vi bliver på denne skønne plads ved floden. I morgen kører vi lidt ”baglæns”. Vi har besluttet at tage en færge over på den anden side af Kotor bugten. Efter busturen i går, vil vi gerne undgå at skulle hele vejen ind i bugten med dens skræmmende trafik.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar